I ly af skoven

[Katherine af Stenbjerg]

Det var jo egentlig ikke hendes intention, endnu engang at gå ud uden selskab. Hun havde bedt et par af Williams mænd om at følge med, det havde hun virkelig, men så havde hun anet råvildt i skovbrynet lige udenfor Domin - og skulle hun vente på, at Rolan og Safi blev klar, så ville hun aldrig nå at få et tættere glimt. Af samme grund var hun nu med hastige skridt på vej ind mellem træerne, med kjolens stof trukket godt op og knuget i hænderne, for ikke at komme til at hænge fast i skovbundens vildnis.

Alligevel var hun ved at snuble lettere uelegant et par gange, formåede at skrabe en håndflade mod en gren og fik i et øjeblik viklet håret ind i et mindre buskads. På trods af det fortsatte hun ufortrødent dybere ind i mellem træerne, så stille som hun kunne og med et blik, der gled søgende igennem det begyndende tusmørke. Hun tænkte ikke over, at Rolan og Safi efterhånden måtte have indset, at hun på trods af sin egen anmodning om selskab, ikke længere befandt sig på borgen.
Der var kun én ting der cirkulerede i hendes tanker, og hun knugede den lille læderpose med tørrede bær i den ene hånd, i håb om at kunne lokke et af de smukke dyr helt tæt på.

[Deleted]

Råvildt var der intet af i den umiddelbare nærhed af menneskekvinden, som vandrede gennem underskoven i sit eget selskab. Havde de tidligere været der, så ville de da også for længst være stukket af eller nedlagt som bytte for den mindre flok af kentaurer, som bevægede sig imellem træerne tæt på godset Domin. De var anført af den mest vildt-udseende af dem alle. En høj, tætbygget hingst med flettet hår i tjavser omkring det groft udskårne ansigt. Da det knirkede i skovbunden lidt tilbage, vendte han hovedet og kneb øjnene sammen.

Flokken drejede af. Med deres leder i spidsen, red de roligt imod forstyrrelsen. Bevæbnede mennesker var ingen fare, når man forstod at tale de tobenede til ro og de knapt så bevæbnede? Sjovt legetøj for en flok, der strejfede rundt på må og få. Da det viste sig at være en i sidste kategori, lyste tænder op i flere grin. Også den forreste kentaur smilede af den lille kuriositet og standsede op. Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede mennesket. "Og hvad har vi så her?"

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine prøvede så vidt muligt at undgå skovbundens vildnis, men til sidst greb en lavtsiddende gren alligevel fat i skørtet på den gråblå kjole og havde nær sendt hende forover. Med et lavmælt suk og en rynke mellem de smalle øjenbryn, gled hun på hug og forsøgte at frigøre stoffet, der var revnet og måtte repareres på et senere tidspunkt. Alys ville garanteret sætte Katherine til at gøre det selv, selvom hun vidste, hvordan hertuginden ikke kunne håndtere det fine håndarbejde, og altid endte med at stikke sine fingre til blods.

Hun ville meget hellere på jagt efter det råvildt, hun havde skimtet fra Domin og i ren utålmodighed, endte hun til sidst med at rykke i stoffet og efterlade en flig af kjolens kant siddende tilbage på grenen. En irriteret lyd undslap hende, som hun gav sig til at vriste den fri også, selvom det blot virkede som om, at de tynde tråde kom til at sidde bedre fast, jo mere hun forsøgte.
Katherine var klar til at opgive og fortsætte sin søgen, da kviste knækkede i nærheden og lyden af noget der nærmede sig, blev tydelig. Stadig på hug, drejede hertuginden vagtsomt ansigtet i retning af kilden, ude af stand til at se, hvad der nærmede sig. Antydningen af et smil sneg sig over hendes læber, i klar forventning om, at det måtte være en vildtflok der nærmede sig. Katherine krøb lydløst sammen, og strakte nakken i et forsøg på at få et glimt.

Smilet veg tilbage for en undrende rynke på panden, da lyden kom nærmere og afslørede, at det måtte være noget betydeligt større og tungere der nærmede sig. En pludselig uro fyldte Katherine, og hun kom langsomt på benene.

Længere nåede hun ikke, før flokken af kentaurer brød igennem træerne og uvilkårligt bakkede den mørkhårede kvinde et overvældet skridt bagud, kun for at blive forhindret i yderligere tilbagetrækning af det træ, hun for et øjeblik siden havde siddet fast i. Hun havde naturligvis hørt fortællinger om de udødelige væsner, men de havde lidt til fælles med det billede, som Katherine havde skabt af dem i sine tanker. Med store øjne så hun op på den forreste, den kentaur, der også havde talt.

Den lille kvinde rømmede sig lydløst, før hun tvang sig selv til at neje den mindste, bitte smule. Kentaurer var fredelige, var de ikke? "Godeftermiddag..." Usikkerheden flakkede over Katherines ansigt i et splitsekund. "... Mester...?" Hvordan tiltalte man en kentaur?
Katherine trykkede sig den mindste smule tilbage mod træet, mens hun fortalte sig selv, at hun var fjollet for at blive forskrækket over væsnerne. Alligevel gled hendes ene hånd alligevel svagt beskyttende ind over den begyndende bule på maven, på trods af det forsøgsvist høflige smil på hendes læber og sine egne formaninger til sig selv.

[Deleted]

Latterfnyset kom først fra den åbenlyse leder, før resten af flokken også trak på smilebåndene. "Glædelig eftermiddag, menneske-kvinde," hilste Grovklov, i hvad der kun ville lyde som en høflig tone for en døvs ører. Den menneskelige overkrop bukkede ikke for kvinden og hele flokken af kentaurer så mere ud som om de betragtede hende som et dyr bag tremmer end som en værdig samtalepartner.

Smilene blev hængende, som den ene udødelige skilte sig helt ud fra flokken og gav sig til at vandre rundt om kvinden. Flere kentaurer flyttede elegant på sig og hun var hurtigt omringet. En enkelt piftede, før hans flok tyssede grinende på ham. Grovklov var standset tæt på Katherine og så ned på hende med et glimt i de mørke øjne. Han rakte den ene hånd frem og lagde den under hendes hage, for at tvinge hendes hoved op. "Lille. Svagelig. Hun vil ikke kunne bære en af vore... Men det betyder ikke, at vi ikke kan have det sjovt, vel?" Han smilede ned til hende og fremviste sine tænder.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherines forsøg på et smil forsvandt hurtigt, og hun krummede fingrene den mindste smule sammen ind mod kjolestoffet. Hun brød sig ikke om kentaurernes opførsel, smilene på deres læber eller ordene, der forlod deres leder. Tværtimod fik det hende blot til at presse sig tættere tilbage mod træet, som kunne det på nogen måde skabe afstand mellem hende og det store væsen, der cirkulerede omkring hende.

Hvorfor havde hun ikke også ventet på Rolan og Safi?
Katherine bed ned i sin underlæbe, sekundet før en uvelkommen hånd lukkede sig omkring hendes hage og tvang hende til at se op. "Lad være med at røre ved mig!" fløj det ud af hende, og hun forsøgte instinktivt at rykke sig væk fra grebet. Hun havde dog effektivt bakket sig selv ind i en krog og hun kunne ikke gøre så meget andet, end at forsøge at dreje ansigtet bort og vride sig. Hun spændte hårdt og stædigt i kæben, som kunne det i øvrigt hindre den i at dirre den mindste smule. Blikket fandt lederkentaurens, og hun håbede i stille sind på at det ikke flakkede, på samme måde som resten af hendes krop syntes at ryste. "Lad mig gå. Nu."
Katherine ville aldrig indrømme det, uanset hvor tydeligt det var, men i virkeligheden var hun rædselsslagen. Ikke bare for sig selv, men også for sit ufødte barn, og hvad flokken af kentaurer kunne finde på. Hun var forsvarsløs, og det værste var, at hun var sikker på, at de også vidste det. Tænderne gravede sig hårdt ned i den bævende underlæbe, som hun sendte en stille bøn til Gudinden og kæmpede imod den brændende fornemmelse, der begyndte at forme sig bag hendes øjne.

[Deleted]

Et mindre latterbrøl opstod i gruppen og den eneste, der ikke lo, var Grovklov. Han smilede dog beregnende, imens det lille menneske farede i flint og prøvede at bevare sin værdighed. Hendes tilstand var ikke synlig og han betragtede hende blot som et uegnet avlsdyr, der kunne være sjovt at eksperimentere med. "Mennesker har altid en underlig overbevisning om, at vi lader os beordre rundt af dem," musede han underholdt, imens han trængte hende helt op imod træstammen og fangede hendes hage i et hårdt greb. Han tvang hendes hoved op og smilede. "Stædig lille ting... Mon du vil hyle som en stukket gris?"

Tanken morede tilsyneladende både ham og hans flok. Han rystede lidt på hovedet og grinede dæmpet. "Hvad laver sådan en forsvarsløs sag helt alene? Har du ikke hørt, at der er spidren i skovene? Faaarlige små kæmpeedderkopper... De ville spise sådan en som dig med stort velbehag. Vi nøjes med at lege en lille leg, ikke sandt?" Bekræftende ord lød fra flere andre mandlige kentaurer og Grovklov strøg den ene hånd over menneskets hår i en parodi på et kærtegn.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine vred sig uden nytte, i et forsøg på at slippe væk fra kentaurens greb. Hænderne løftede sig til hans, i et forsøg på at skubbe hånden væk. Kentauren var dog betydeligt stærkere end den svagelige hertuginde. Intet hjalp.

Der var intet hun kunne gøre, og hun var ulideligt bevidst om, hvordan panikken sneg sig ind over hende. "Slip mig!" hvæsede hun, som havde hun ikke hørt kentaurens spottende ord omkring at modtage ordrer. Det var rent instinktivt, på samme måde, som hun ikke stoppede med at vride sig, selvom træet rev hendes kjole og borede sig ind imod hendes ryg.

Hun ville bare væk, langt væk. "I slipper ikke godt fra det her," røg det arrigt ud af hende, som kentaurens anden hånd nærmede sig hendes ansigt, og til Katherines store væmmelse, gled over hendes hår. Uden så meget som at tænke over det - og måske mere eller mindre viist - spyttede hun efter lederen af flokken, sigtende efter hans ansigt. "Der vil komme nogen og lede efter mig," fortsatte hun, og vred nakken så meget som hun kunne komme, mens hænderne igen forsøgte at løsne hans greb - med så megen brug af negle, som hun kunne præstere.

[Deleted]

Latter lød igen omkring Katherine, da hun hvæsede af Grovklov og hans flok. Hendes spyt fløj gennem luften og landede på hans ene kind, uden at kentauren veg en mine. Han slap skabningen med den ene hånd, tørrede fugten af med en enkelt finger og holdt den op foran hendes ansigt. "Skal vi bruge den til at hjælpe os på vej?" Hans gullige tænder lyste op igen, som han tværede spyttet af på Katherines kind. "Måske ikke..."

Det hele var begyndt at kede flokken lidt og Grovklov kunne mærke det. Det var på tide at gøre alvor af drillerierne og tvinge mennesket i knæ. "Hvis du er en sød lille gris, lader vi dig gå bagefter," lovede han smilende, før et muntert fnys forlod ham. "Du får ganske vist lidt svært ved at gå lige..." Endnu en spredt latter begyndte, men døde ud ved en svag lyd et stykke væk. Adskillige ører blev spidset og selv Grovklov så væk fra Katherine.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine var hjælpeløs.
Der var ikke andre ord for det end det, ikke noget at gøre - hun var absolut hjælpeløs. Det var lige meget, at hendes søster havde forsøgt at lære hende små tips og tricks, der var intet af det hun kunne bruge. Hun var ingen trænet ridder, men blot en lille, skrøbelig pige, der i virkeligheden kun kunne besejre verden i sine drømme og fantasier.

Den indsigt og tanken om, at hun sandsynligvis aldrig igen ville komme til at se sin far, sine søskende, sin William og deres ufødte barn andet end på de billeder, hun kunne fremkalde for sit indre blik, sendte en skærende, ganske ubærlig smerte gennem brystet på hende. Lederkentaurens drævende løfte om, at hun ville kunne gå derfra igen, betød intet for hende. Hun vidste udmærket, at det meget vel ikke ville være tilfældet, og som det langsomt trængte ind, spredte en hul fornemmelse sig igennem hendes krop.

Hun græd, det kunne hun svagt fornemme, men lyden af kentaurernes latter lød fjern, som når man forsøgte at lytte til en samtale med hovedet under vand. Hun kunne ikke slippe væk, hun kunne ikke engang finde ud af at kalde efter nogen. Hun var i virkeligheden lige i det øjeblik, den person hun aldrig rigtigt havde villet indse, at hun var. Svage Katherine, forsvarsløs og komplet ude af stand til at gøre noget som helst ved sin situation.

Hun registrerede skiftet i kentaurens opmærksomhed, men i modsætning til dem, hørte hun intet. Hun ville slet ikke høre eller føle noget i det hele taget.

[Deleted]

Den generelle morskab i flokken veg for årvågenhed. Da fem heste dukkede op med bevæbnede ryttere, trak et par sig lidt bagud og også Grovklov trådte væk fra Katherine.

Hans opmærksomhed havde forladt menneskekvinden og lå helt på de fire simple soldater og den ene mand, der skilte sig ud fra dem med både beklædning og holdning. Hans ansigtsudtryk var edderspændt rasende og grebet omkring et sværdfæste var hårdt.

Kentaurflokkens leder overvejede et splitsekund. Han skævede til kvinden, trak sit eget sværd og så vurderende på modstanderne. "Vi ønsker ikke kamp," sagde han roligt. "Vi passerer blot på vej nordpå. Hvad er jeres ærinde?"

[William af Stenbjerg]

Kentaurerne lignede ikke, at de var på fredelig gennemrejse, sådan som de skyndte sig at bakke væk fra den enlige skikkelse, der stod presset op imod et træ. Williams blik gled lynende fra Katherine til de udødeliges leder og hans knoer blev hvide, imens kentauren talte.

"I befinder jer på mit land og I antaster min hustru," sagde han med en faretruende undertone, imens Safi red frem og trak Hertuginden bestemt op foran sig på sin hest. "Alligevel siger I, at I ikke ønsker kamp... Kender I ikke Tortalls love om fredelig sameksistens, kentaur?" Hans mine var hård, men heller ikke William ønskede for alvor at slås, selvom det kriblede i ham efter at synke sit sværd ind i bugen på den talende af de udødelige.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine havde mere eller mindre lukket af, i et forsøg på at undgå at tænke på, hvad der ville ske i løbet af de næste minutter. Sanserne var dæmpede, så meget som hun kunne, følelsesløs af frygt. Så da kentauren pludselig slap hende, sank hun næsten sammen i skovbunden. Med armene strakt ud bag sig og fingrene knuget så hårdt ind mod barken, at huden på fingerspidserne led nød, forsøgte hun at blinke tårerne væk, for at bekræfte, at det hun hørte, rent faktisk skete, men ikke bare var noget hun forestillede sig...

Der var de. William og hans mænd. Endnu engang gav benene næsten efter under Katherine, og hun havde mest af alt lyst til at løbe op til den forreste hest, så langt væk fra bæsterne, som hun kunne komme. Udtrykket på sin husbonds ansigt afholdt hende dog effektivt. I stedet kantede hun sig lettere vaklende væk fra træet, og var sikkert faldet, hvis ikke stærke hænder havde lukket sig under hendes arme og ikke ulig måden man ville løfte et barn, trak hende op på hesten.
Rystende som et espeløv løftede hun hovedet for at se Safis velkendte ansigt. En klump havde sat sig fast i halsen på hertuginden, og voksede kun til dobbelt størrelse, ved den pludselige realisation af, at der ikke var sket hende noget. Der var ikke sket barnet noget. Skælvende kraftigere end nogensinde før, registrerede hun kun svagt, hvordan soldaten bag hende draperede et stykke klæde omkring hendes skuldre - hvad det var, kunne hun i øjeblikket ikke registrere.

Det var da også komplet ligegyldigt, for hun tog velkomment imod det, sank tilbage imod det og manden bag sig, ubevidst krybende så langt bort fra kentaurerne, som hun kunne komme. Ansigtet var drejet bort, halvt ind mod Safi. Hun kunne ikke klare at se på dem længere. Hun ville mest af alt, mere end noget andet, se på William, men hun vidste, at det hun ville finde i hans ansigt, effektivt ville minde hende om det, hun nu prøvede at flygte fra.

[Deleted]

Flokken havde alle hænderne på deres forskelligartede våben, men kun Grovklov havde trukket sit. De vidste, at kamp ville efterlade dem med et dårligere rygte end de ønskede sig. Menneskene var ikke fuldstændig forsvarsløse. Ikke deres krigere i det mindste.

Grovklov blottede tænderne i et grin over den vrede mands spørgsmål. Han bøjede hovedet den mindste smule i en parodi på ærefrygt og respekt. "Vi ønsker ikke kamp," gentog han. "Det skal I nok få rigeligt af uden os ganske snart." En barsk latter gik gennem flokken. "Vi forlader jeres... Land, menneske."

Med noget, der næsten mindede om et buk, drejede kentauren selvsikkert om og red væk fra lysningen, fulgt af sin flok. Enkelte holdt øje med de bevæbnede mænd og en piftede, før de var halvt ude af syne mellem træstammerne og lyden af deres hove blev fjernere.

[William af Stenbjerg]

William så de udødelige forsvinde med et tordenvejr i de lyse øjne. Vreden var åbenlys og rettede sig kort efter imod Safi og Rolan. "Hvis jeg en gang til hører, at Hertuginden har undsluppet jer, forærer jeg jer selv til en kentaurflok med den slags lyster," konstaterede han hårdt, uden at se på Katherine. Han var rasende på pigebarnet, der sad hvilet op imod Safi og ignorerede hendes eksistens, selvom hans indre skreg efter at knuge hende tæt ind til sig, råbe af hende og kysse hendes hår.

"Vi rider tilbage. Jeg vil have vagtposter ud og sendebude til samtlige af landsbyerne i skovområdet. Hvis den flok lovløse tror de kan komme her, så vil vi vise dem noget andet." Og med det, red de tilbage til Stenbjerg. William red forrest og Safi holdt sig i bagtroppen med sin værdifulde last.

Da de ankom til borgen få minutter senere, var Hertugen nærmest ude af sadlen og væk fra borggården inden porten var gået i bag ham. Tjenestepiger tog sig af hans hustru og han selv havde brug for at komme væk, så han ikke overfaldt hende verbalt foran hele husholdningen.

[Katherine af Stenbjerg]

Det hele skete meget hurtigt omkring Katherine. Hun kunne høre Williams stemme, men hun hørte ikke, hvad han sagde, eller hvad de udødelige i skoven svarede ham. Hun havde ikke lyst til at høre det, hun havde mest af alt bare lyst til at komme væk, langt væk fra kentaurerne og den kvælende angst, deres blotte tilstedeværelse havde sat i hende.

Den fjerne lyd af hove, overtalte endelig hertuginden til at se op, til at søge efter det ansigt, hun i virkeligheden hellere ville se end nogle af de andre. Men William var allerede på vej væk, og hun kunne ikke se andet end ryggen af ham. Med tårer i øjnene krøb hun sammen foran Safi, uvillig til at se op mod soldaten. Det var ikke ham, hun havde lyst til at gemme sig hos, og selvom hans lavmælte forsikring om, at det hele var overstået, sikkert var velment, så var det heller ikke ham, hun havde brug for at høre det fra.

Tavs som graven, og med Safis kappe der blev fugtigere og fugtigere, i takt med at de våde striber banede sig vej ned over hendes kinder, blev hertuginden ført med selskabet tilbage, rystende og rystet på samme tid, uden på noget tidspunkt at få det bedre. Det virkede som om, at hvert eneste lille håb om det lå i hvert skridt i retning af William, men afstanden i mellem dem blev blot større. Hun havde troet, i et øjeblik havde hun troet, at han ville komme til hende, at hun kunne begrave sig i hans arme og glemme det hele, men så var han væk. Væk uden et ord, og uden hertuginden kunne nå at gøre andet end at se ulykkeligt efter ham.

- - - - - - - - - -

Krøbet sammen midt på sengen, stadig med Safis kappe viklet omkring sig, sad Katherine. Knæene var trukket op under hagen, ikke så nemt, som det før havde været, med maven, der var begyndt at bule en anelse. Det var dog det sidste hun i øjeblikket tænkte på. Hun følte sig iskold, selvom kappen var af uld og der strømmede varme fra kakkelovnen ind i rummet. Der var ikke koldt, men Katherine rystede ustyrligt, siddende krummet sammen til en lille kugle. Tjenestepigerne havde bragt hende derop med det samme, og var gået for at varme vand til et bad. Det efterlod hertuginden helt alene, når det i virkeligheden var det, hun allermindst havde lyst til at være.