Glædeligt gensyn [Beltane]

[Lug af Meagmarsk]

Junimi af Trebond

Lug slentrede, med solen der endnu badede Corus i sit dybe gyldne skær, den var langsomt på vej, det sidste stykke mod horisonten, gennem gaderne han, under normale omstændigheder, kendte så godt, men byen var som forvandlet i anledning af Beltane. Overalt var der pyntet op til festlighederne og byen summede af liv udover det sædvanlige. Lug var, som flere tusindvis af andre borgere og tilrejsende, lokket ud i den tidlige aften af lydene; latter, sang og samtale, af duftene; mad, krydret vin, øl og bål.

Lug havde været nede omkring bålet, havde betragtet flammernes dans i skarp kontrast til den lyse blå baggrund himlen malede, set de dansende og deltaget i festlighederne i gode venners lag. Abellious, Ewan og Lug havde traditionen tro, mødtes og både spist og drukket sammen inden de, hver for sig fortsatte med deres planer for resten af aftenen og natten.


Lug standsede let op og stod nu og savnede et nyt krus øl. Han var sikker på at en bod der kunne være ham behjælpelig var lige i nærheden men mængden af feststemte mennesker havde kun været tiltagende fra han selv havde sluttet til, så det var ikke lige så nemt at orientere sig nu, som for bare en time siden.

Lug vendte langsomt omkring mens han spejdede efter sit ønskede mål og noget fangede hans opmærksomhed.. Det brune hår, kindbenene og profilen med dens små kendetegn, som han på ingen måde kunne frasige sig at have studeret en gang før, fik ham til at standse hvor han stod, i den bevægelse han havde været ved. Lug var ikke i tvivl om at det var Junimi han havde fanget synet af og som han nu betragtede med et let, umiskendeligt smil, der bredte sig ubesværet over hans læber og blødgjorde det, til tider, alvorlige og seriøse udtryk han bar. Det gjorde bestemt ikke ondt på Lug at se på Junimi. Tværtimod.


Junimi stod ved netop den bod Lug selv søgte. Øl. Hun var endnu ikke ved at bestille, så da hun så ud til dreje hovedet i hans retning, løftede han langsomt hånden op til en let hilsen og smilet om hans læber blev varmere.
Junimi.. tænkte han, Hvilken behagelig overraskelse..

[Junimi af Trebond]

Junimi havde aftalt med et par af kammeraterne fra paladset, at de skulle ned og se på festlighederne. Der var bare den lille forskel på hende og de andre, at hun ikke skulle møde nogen nede i byen. Hendes mange år i Galla og på missioner uden for Corus havde medført, at hendes eget netværk uden for paladset var nærmest ikke-eksisterende.

Dette havde medført, at hun i løbet af aftenen havde set hendes følgesvende forsvinde en efter en, indtil en enkelt ung pige, havde sendt hende de mest bedende øjne muligt, hvortil Junimi havde sendt hende et beroligende smil og sendt hende i armene på sin unge mand, uden at genere sig over, at hun nu gik rundt alene.

Tilfreds i sit eget selskab, havde hun trisset rundt og set på festlighederne, da hun blev tørstig og stillede sig i kø til ølboden. Køen var så lang med de mange festdeltagere, at selvom kroværten og hans medhjælpere arbejdede som besat, gik køen uendeligt langsomt fremad og hun så rutinemæssigt rundt for at få styr på sine omgivelser.

Pludselig fangede hun blikket på et bekendt ansigt, og lyste op i et varmt smil, mens et behageligt sug gik igennem hendes mavegulv. Lug. Hun vinkede ikke, men forlod uden videre sin dyrkøbte plads i køen og satte sig i bevægelse hen imod ham.

[Lug af Meagmarsk]

Henover Lugs ansigt bredte sig et stort, varmt smil da han fik bekræftet at det var Junimi han havde fanget synet af. Efter deres første møde på Kobberøerne havde Lug, dog uden rigtig at ville være ved det, været mere opmærksom på de mørkhårede, jævnaldrende kvinder i de nyere kredse han havde færdes i.

Han kørte en hånd gennem håret der havde fået mere længde siden de sidst mødtes, skægget var uændret, velholdt og trimmet. Med en følelse af at hans hjerte slog ekstra slag for hvert skridt hun tog, satte han i bevægelse og gik hende i møde. Et nyt smil på hans læber, imødekommende og med tydelig gensyns glæde. Han fulgte hende med øjnene og konstaterede at der ikke var sket de store ændringer i hendes fremtræden, sådan lige umiddelbart.

"Junimi af Trebond.." Lug havde lyst til at sige at bare synet af hende netop havde reddet hele hans dag, hele hans uge.. Så det gjorde han.. På sin egen måde. "Min aften blev netop, betydeligt bedre." Han sendte hende et stort smil og markerede et kort buk, af ren vane, selvom hans krop fortalte ham at hvad han havde behov for var at mærke hendes krop mod hans i en omfavnelse.

[Junimi af Trebond]

Junimi mærkede varmen brede sig mere og mere i brystet, efterhånden som hun kom tættere på ham. Hun havde tænkt på ham alt for mange gange i det forgangne halve år og hun havde i disse tilfælde bestemt fortalt sig selv, at hun skulle glemme alt om ham, fordi sandsynligheden talte for, at hun ikke ville se ham igen i mange år. Og nu stod han her så. Lyslevende og midt i Corus. Og oven i købet mens hun også var der.

Hendes skridt blev længere, indtil hun til sidst nærmest småløb det sidste stykke. Hun så godt, at han bukkede og alt fornuften skreg i hende, at hun burde gøre det samme. Opføre sig voksent og dannet. De havde trods alt kun mødt hinanden en enkelt gang før, men noget i hans smil, fik hende til næsten at kaste sig om halsen på ham, på en manér, som var meget forskellig fra den måde, hun normalt ville opføre sig på. Hun vidste ikke rigtigt, hvad der var med Lug, men noget i ham bragte bare de mest tøsede sider frem i hende. "Lug?! Hvad laver du her?" Hendes smil bekræftede bedre end noget andet, hvor glad hun var ved at se ham.

[Lug af Meagmarsk]

Lug lagde villigt sine arme om Junimi i den omfavnelse han selv havde holdt sig tilbage fra og blev en smule overvældet af duften af hende, håret han nu havde sit ansigt begravet i, bragte med sig.
Lug holdt omfavnelsen så længe han kunne tillade sig og da han brød den var et varmt smil om hans læber.
"Beltane festlighederne.."
Han gjorde en bevægelse med hånden som for at uddybe sin forklaring. "Beltane fører nogle traditioner med sig for mig og mine nærmeste venner. " Han trådte et skridt tilbage og så på hende. "Og du selv? Ude og nyde festlighederne?" Han så rundt i hendes umiddelbare nærhed men kunne ikke konstatere nogen der åbenlyst så ud til at afvente hendes retur.

Junimi så godt ud, afslappet og i sit rette element med mennesker, latter og liv alle vegne omkring hende.
"Jeg beklager at du mistede din plads i køen. " Han gjorde et let kast med hovedet mod boden.

[Junimi af Trebond]

Hun fortsatte bare med at smile, mens Lug svarede på hendes spørgsmål. "Jeg troede da bare, at du skulle rejse rundt i hvert fald et år endnu?" Hun så lidt spekulativt på ham. "Jeg ventede dig i hvert fald ikke i Corus endnu."

Et lille øjeblik gik, mens hun løb sine svarmuligheder igennem i hovedet og derefter blev glædeligt overrasket over, at hun faktisk ikke behøvede at lyve for ham denne gang. "Vi fortsatte vores rejse, sådan som vi havde planlagt og kom tilbage til Corus for et par måneder siden. Planen var derefter, at jeg skulle videre, men en gammel veninde havde brug for hjælp med Rytterne, så der har jeg ligesom hængt fast siden."

Hun kunne ikke tage sig sammen til at se væk fra hans øjne, selvom hun også trængte til at se ned over hans krop igen, for at sikre sig, at hun ikke bare havde opfundet det hele i sit hoved. "Det var et par af rekrutterne og en af de andre lærere, jeg gik herned med, men de er efterhånden forsvundet til - andre aktiviteter." Den lille pause talte sit tydelige sprog om, hvilke aktiviteter, der var tale om.

Da han gjorde opmærksom på det faktum, at hun var gået ud af køen stønnede hun lidt. "Det tænkte jeg slet ikke over." Hun så hen imod køen, som ikke var blevet mindre. "Kan du ikke vente sammen med mig?"

[Lug af Meagmarsk]

Lug nikkede forstående og genkaldte sig flere detaljer fra deres time lange samtale der varede til langt ud på natten. "Det var også intentionen.." Han sendte hende et skævt smil og kørte endnu en gang hånden gennem håret. "Det er det stadig.." Lug havde vendt sin hest mod Corus i tide til Beltane og navnedagen for familiens nyeste medlem.

"Jeg opnåede aldrig rigtig hvad jeg ville på Kobberøerne men havde meget større held på Universitetet i Carthak." Lug rystede let på hovedet og trak kort på skuldrene. "Det var min plan at rejse mod grænsen til Maren næste måned men jeg er forventet at deltage i den store rundrejse i anledningen af Dronningens jubilæum, så min videre færd er udskudt på ubestemt tid." Tilføjede han slutteligt.

Lug nikkede og lyttede interesseret. Typisk at Junimi var fast i Corus som han var på farten.
"Du er en imponerende kvinde Junimi.. Ser fjerne dele af verden i jagten på stof, er flydende i flere sprog og hjælper med Rytterne." Lug mente det, ærligt og oprigtigt. Han var imponeret.

Lug trak på smilebåndet og priste sig lykkelig. "Mit selskab har også forladt mig, til lignende aktiviteter.." Hans øjne mødte hendes og han følte sig på ingen måde, rigtig forladt.

Mens Junimi betragtede den lange kø ved boden, betragtede Lug, Junimi. Duften af hende var endnu tydelig i hans næse og han var ikke i tvivl om at han ikke ville glemme den igen, lige med det samme.
Hendes spørgsmål bragte et bredt smil til hans læber. "Jeg kan ikke forestille mig en bedre start på aftenen end i dit selskab, i kø efter øl."
Lug slog let ud med armen og gik efter hende, for at optage deres trange plads bagerst i køen.

[Junimi af Trebond]

Junimi kunne ikke helt lade være med at være lidt skuffet over hans svar. For selvom hun vidste, at hun på grund af rekrutternes sommerlejr heller ikke selv var i Corus den næste tid, så var det nedslående at få at vide, at han heller ikke ville være det. "Så du skal altså med på rundrejsen." Det lykkedes hende ikke helt at skjule skuffelsen fra sin stemme. "Jeg har fået at vide, at vi måske støder til senere på året, men rekrutterne skal oplæres først."

Hun accepterede hans svar om rejsen uden yderligere kommentarer - senere ville hun spørge ind til hans besøg i Carthak, hvis hun fik muligheden. I stedet svarede hun på hans kommentar. "Jeg har jo, som jeg fortalte dig, brugt nogle år på Kobberøerne som barn, hvor mange adelskvinder bliver oplært i ubevæbnet nærkamp og lignende. Og eftersom det lige var sådan en, de manglede, kunne jeg jo dårligt sige nej."

"I ganske lige måde, Ridder Lug." Hendes læber krusedes i et smil og hun havde et underholdt glimt i øjet. De havde efterhånden bevæget sig et stykke igennem køen og Junimi kunne begynde at se en ende på det. "Vil det sige, du mangler selskab i aften?" Hun var klar over, at hendes forespørgsel var meget bramfri, men hun var ikke særligt nervøs for, at han skulle føle sig stødt.

[Lug af Meagmarsk]

Lug nikkede til svar. Det havde været unødvendigt for ham at modtage det brev han havde, fra sin fader, der kort ridsede forventningerne til ham i den forbindelse, op. Lug var altid sit ansvar som søn af Hertugen af Meagmarsk, bevidst.

"Det er, blandt andet, hvad der følger med æren af at være søn af Hertugen af Meagmarsk." Han sendte hende et skævt smil, som for at bløde op for den tone og de følelser hun viste, som Lug tolkede som værende triste. Det lod ikke helt til at guderne tilsmilede hans ønske om at se Junimi oftere end blot en enkelt aften hver halve år.

Junimis næste ord fik Lug til at løfte et spørgende øjenbryn og et glimt af optimisme var at finde i hans øjne. "Det er mere end jeg havde håbet på." Ordene var ude af hans mund før han fik tænkt sig om.. Men det var sandheden. Der var en snert af håbløshed over dette bekendtskab, som om det bare ikke var meningen at de kunne mødes samme sted i livet. Så meget havde hun ramt ham på den ene aften.. Og mange aftener efter. Heldigt for Lug var han velsignet med stædighed hvis der var noget han virkelig ville. Intet der var noget værd var nogensinde kommet nemt til ham og han havde altid kæmpet og arbejdet hårdt for det han troede på.

"Så er der måske en chance for at der ikke går endnu et halvt år før vi ses igen." Han mødte hendes blik og smilede forsigtigt.
De rykkede fremad i køen med jævne mellemrum og Lug så mere og mere frem til den øl. Han så ned på hende, trak let på skuldrene og supplerede med kort drenget grin. "Jeg vil vove at påstå at man aldrig rigtig kan mangle selskab i en by som Corus.." Et varmt smil sneg sig ind over hans læber. Det havde været Lugs intention at kigge forbi Liljen denne aften men muligheden for at tilbringe aftenen i Junimis selskab havde højeste prioritet. "Det gør jeg.." Hans øjne viste at han håbede at hun også gjorde, hele aftenen og natten..

[Junimi af Trebond]

Junimi nikkede i respons til hans kommentar og vidste udmærket godt, hvad han mente med det. Hun var heldigvis selv så langt nede i rangfølgen i hendes familie, at der ikke var de store forventninger til hendes egen gøren og laden så længe hun sørgede for at opføre sig, så slægten kunne være hende bekendt. Af netop denne grund var hun meget glad for, at der ikke var ret mange af dem, som kendte til hendes virkelige erhverv, hvor hun faktisk havde lavet temmelig mange ting, som man sikkert ville se skævt til.

Det skuffede ansigtsudtryk blev igen skiftet ud med et smil, da det var tydeligt, at han også godt kunne have tænkt sig, at de kunne tilbringe mere tid sammen, end det var tilfældet. "Jeg håber da, at vi kan ses, hvis det sker?" Det var et åndssvagts spørgsmål, men hun genkendte den kildende fornemmelse i maven og hun vidste af erfaring, at den betød, at hun var ret så betaget af manden foran hende. Og den samme erfaring fortalte hende, at det aldrig var skade til at vise en mand, at dette var tilfældet. Af samme grund smilede hun nu drillende til ham og grinede lidt. "Hvis du spiller dine kort rigtigt, kan vi måske nå at ses igen inden rundrejsen starter."

Hans næste kommentar fik hende dog til at falde lidt ned igen og hendes smil udviste nu en rolig accept i stedet for det tidligere drilleri. "Det kan jeg nu godt komme ud for. Det er så lidt tid, jeg har tilbragt i hovedstaden, at jeg ikke har taget mig sammen til at pleje de bekendtskaber, jeg har skabt her før i tiden."

[Lug af Meagmarsk]

Lug sendte Junimi et smil og nikkede igen. "Det håber jeg også." Han fulgte kort køen med øjnene for at kontrollere deres fremgang, der var ikke længe mellem dem og det kølige øl. "Måske vi kan blive lidt klogere på det når de offentliggører rejseplanen?"
Med et glimt i øjet og et skævt smil på læberne lod han sig påvirke af hendes drillende tone og grin. Lug kunne mærke det helt ind under huden, hvilken effekt hun havde på ham. "Om jeg så skal snyde.." Han var fast besluttet på at se Junimi igen. Uanset hvad.


De var de næste i køen så Lug trådte et skridt tættere på Junimi for at de kunne bestille sammen. Han så stadig frem til en øl og den forhåbentlige udsigt til en aften i hendes selskab.
Lug så ned på Junimi, mødte hendes blik og følte sig både ramt og påvirket af hendes ord. Han vidste hvordan det føltes. "Jeg har to kammerater jeg har kendt siden page tiden.." Han trak let på smilebåndet ved tanken om Ewan og Abellious. "Der kan ikke herske nogen tvivl om at det er dem der har holdt fast i mit venskab gennem årene og ikke omvendt. Uden dem ville jeg kun have haft overfladiske bekendtskaber tilbage." Han ville gerne sige noget der fik det til at virke mindre trist men han anede ærligt ikke hvad det skulle være for det var jo sandheden. Det havde en pris at rejse, at træffe valg i livet og den eneste grund til at det virkede værre end hvad andre gjorde, ja så var det netop fordi ikke alle gjorde det. "Vi har aftenen og natten til at bygge på dette.. bekendtskab." Han så på hende med et forsigtigt men ærligt smil.

Køberne foran dem lod penge veksle for øl og det blev Lug og Junimis tur til at spendere. Lug gjorde et kort kast med hovedet og lagde en hånd mod hendes lænd da hun vendte sig og de trådte frem for at bestille. Lug holdt sin hånd hvor den var, lige ind til de skulle betale. Han gav kroværten den ønskede mængde mønter og det stod dem nu frit for hvor de ville nyde deres længe ventede øl. Lug lod det være op til Junimi at bestemme, han så spørgende på hende.

[Junimi af Trebond]

Indtil nu havde de - med undtagelse af hendes noget utraditionelle omfavnelse - holdt sig på passende afstand af hinanden, så da Lug pludselig trådte helt tæt på hende, mærkede hun en behagelig kuldegysning løbe op langs rygsøjlen. Hun kunne mærke varmen fra ham og lugten af ham som en indbydende aura på den lidt kølige forårsaften og hun forbød absolut sig selv i at svaje tættere på ham.

"Jeg har også en gammel veninde - Francine af Gyldensø?" Hun så spørgende på ham et øjeblik - usikker på om han havde været væk så længe, at han ikke vidste, at hun havde overtaget stillingen som kommandant for Dronnings Ryttere. "Vi ses normalt ikke ret tit, men når vi så ses, så er det altid fuldstændig som i gamle dage. Det er ikke ideelt, men det fungerer." Hendes stemme var ikke spor trist. Selvfølgelig ville hun gerne bruge mere til med Francine - og dette ønske fik hun opfyldt lige for øjeblikket - men hun elskede det liv, hun havde valgt og havde for længe siden gjort op med sig selv, at sådan måtte det være.

Hun smilede glad til hans lille ordspil og blinkede let til ham. "Det vil jeg sætte pris på." Hans hånd på hendes lænd fik hende til - præcis som for et halvt år siden - at tænke urene tanker om, hvor hun ellers kunne tænke sig at han rørte hende, men hun nøjedes blot med at nyde varmen og den summende fornemmelse i kroppen.

- - -

Lug havde spurgt, om hun kendte et sted, de kunne sætte sig og nyde deres øl og på trods af, at der var temmelig langt derhen, var de slentret lidt væk fra menneskemængden til et hus, hvor hun gav sig til at klatre op af den stige, som stod lænet op af husmuren. Med øllen i den ene hånd, klatrede hun ubesværet opad, mens hun bevidst havde ladet ham klatre sidst, så hun forhåbentligt kunne ægge ham lidt i sine stramme ridebukser. Hun havde trang til at fnise lidt af sig selv, mens ellers havde hun ingen skrubler over det.

Ovenfor var en lille smal gangbro mellem to huse, som førte hen til en gesims, hvorfra man havde udsigt over markedspladsen og festlighederne, selvom de lå et stykke derfra. Hun så sig tilbage over skulderen for at tjekke, at han kom godt op af stigen og lod sig ellers glide ned på gesimsen, så benene dinglede frit et par meter over jorden.

[Lug af Meagmarsk]

Lug fulgte efter Junimi, øl i den ene hånd og et smil på læberne. Han gjorde ingen indvendinger mod retningen de gik i eller stillede spørgsmål. Hun bestemte.

Junimi standsede ved et hus og Lug så spørgende på hende men før han fik fremsat et spørgsmål kom svaret af sig selv. De skulle op..
Fuldstændig ubesværet klatrede Junimi op af stigen mens Lug holdt en hånd på den for at sikre stabiliteten, ikke at det lod til at hun savnede den.
Hendes bagdel forsvandt opad, forbi hans ansigt som han stod der og den nærmest tryllebandt ham. Han fulgte tæt efter den, skvulpende øl i den ene hånd og et skævt smil på læberne.

Da hun havde sat sig, gjorde han hende kunsten efter, uden at spilde sin øl. Han så på hende i solens døende lys der først ramte hans profil for derefter at bade hende i bløde, gyldne toner.
Lug holdt sig krus øl frem mod hendes og de skålede. "For utallige af tidskrævende forsinkelser inden rundrejsen.." Han sendte hende et skævt smil.

Lug satte sit krus ved siden af dem og satte hænderne på gesimsen bag sig så han kunne læne sig let tilbage og se ud over festlighederne. Dette var nok den bedste Beltane Lug havde været til længe.
"Vil du stadig være i Corus når jeg kommer tilbage?" Han drejede hovedet og så på hende. Han forsøgte ikke at håbe på noget, det ville være uretfærdigt. Man vidste selvfølgelig ikke hvad fremtiden bragte og sådan en rundrejse kunne vare, både på den ene og den anden side af, et år. Ville han selv kunne give et sådan et løfte, hvis det overhovedet var det de talte om.

[Junimi af Trebond]

Junimi lo og skålede med ham. "For forsinkelser!" Hun nippede til sin øl på samme tid som han og satte sig derefter og drejede kruset langsomt imellem sine hænder, mens hun så ud over byen foran sig. "Jeg ved det faktisk ikke." Hendes stemme var lidt håbløs, som hun svarede. "Jeg ved ikke præcis, hvor længe Francine skal bruge hjælp med Rytterne, men når hun finder en afløser, så skal jeg ud at indkøbe stof for min mor igen."

Løgnen faldt ikke helt så let, som den plejede og hun for en gangs skyld, havde hun det dårligt med at lyve. Normalt var det blot et nødvendigt onde, men denne gang mærkede hun et jag af skyld i mellemgulvet og hun skyndte sig at gå videre. "Så vi må bare sørge for at få mest muligt ud af den tid, vi ved, vi har." Hun smilede til ham og hun håbede, at det var lykkedes hende at få det til at nå øjnene. "Jeg fortrød i hvert fald, at vi ikke sås igen, da jeg mødte dig på Kobberøerne."

[Lug af Meagmarsk]

Lug trak vejret dybt ind. Han havde slet ikke lagt mærke til at han havde holdt det.
Ved hendes ord så han ud over byen med et tænksomt drag over munden og hans øjne.
Der var noget han gerne ville sige men han havde ikke de rette ord endnu.

Lug nikkede. "Jeg har ingen planer før afrejsen..” Han smilede til hende. "Så jeg vil gerne lægge beslag på al den tid du kan undvære.."

Ordene kom langsomt til ham.. Men han vedblev at se på livet nedenfor deres fødder og videre ud gennem byen. Der var klar duft af bål i luften, blandet med mad af forskellig slag, sød som stærk og en gang imellem når en stille vind kom ind over dem fra vest, kunne han også dufte hende. Ved Guderne, den duft ville drive ham til vanvid det sekund han forlod Corus, han vidste det.
Lug tog en tår af sin øl og satte kruset tilbage ved siden af sig. Han så på hende igen, varmt og med så åbent et ansigt han kunne mønstre. “Hvis du ikke er her når jeg kommer tilbage, så må jeg jo bare finde dig..” Det skæve smil fandt endnu en gang sin plads på hans læber