Pudsigt møde

[Ella Brygger]

Ella fulgte med Davoth, som han gik mellem boderne, og så på de forskellige ting. Alt fra læderarbejde til kranse var at finde i de små boder. Noget, der kunne friste enhver. Buebyggeren stoppede op ved en bod med træsnit, ikke overraskende, hvilket fik et smil på hendes læber. Da han tog en armring op og viste den til hende, blottedes tænderne i et endnu større smil "Ja, du har helt ret, den er meget smuk" hun nikkede svagt "Det er imponerende, hvad man kan lave. Jeg har altid misundt det lidt, det med at kunne skabe noget så smukt med hænderne" det var måske også en ros til Davoth. Han arbejdede trods alt med buer, hvilket også var træværk. Det var dog sandt, at hun fandt det imponerende. Hun selv arbejdede også med hænderne, men ikke på samme måde. Hun skabte ikke noget, som andre mennesker kunne nyde synet af bagefter.

[Davoth Buebygger]

Han vidste godt at han ikke kunne lade være med at beundre godt træarbejde. Træ havde været en del af hele hans liv, og det ville det nok også være ind til han en dag stillede træskoene. "Kom med din hånd," sagde han og løftede blidt hendes hånd hvis hun tillod det og ville sætte armringen på hende, hvis hun tillod.

Han kiggede op på hende da hun misundte folk der skabte smukke ting med hænderne. Han smilede taknemligt til hende, da han godt fangede hendes ros også til ham, selvom hun ikke havde set hans arbejde endnu, med mindre Micah havde vist hende buen han havde lavet for hendes bror, som han kunne give til sin hustru. Han måtte dog give en kompliment tilbage. "Der smukkeste der kan skabes, kan dog kun skabes af en kvinde," sagde han med et lille glimt i øjet.

[Ella Brygger]

Ella lod ham tage hendes hånd, og lod ham sætte armringen på. Hun beundrede det smukke stykke arbejde, nu hvilende på hendes arm. Hun kunne føle kinderne blive en smule varme. Det var ikke tit, hun havde den slags på, så hun kunne ikke lade være med, at føle sig en anelse mere kvindelig.

Hun sendte ham et smil. Hun kendte en ting eller to til den slags skønhed han talte om. Som jordmoderlærling, var det noget, hun havde set mange gange. Det var dog altid lige smukt. Han havde så evigt ret i, at det var det smukkeste, nogen kunne skabe. Et liv. "Ja, du har ret" kinderne blussede stadigvæk svagt. Træværket var dog ikke blevet mindre smukt efter sammenligningen. Ting kunne være smukke, på hver deres måde.

[Davoth Buebygger]

Han kunne mærke handelsmandens øjne i nakken på ham for at sørge for at han ikke stjal armsmykket, men han kunne ikke få sig selv til at fjerne blikket fra Ella. Han havde det godt sammen med hende. Han havde en behagelig fornemmelse i maven og varme i brystet når han så på hende. Han følte at i hendes nærhed ville selv den værste dag blive så meget lysere. Uden at fjerne blikket fra hende fik han sagt: "Vil... vil du gerne have det?" Han hentydede til armringen hun stadigvæk havde på. Han vidste at han havde råd til det, selvom det ville sætte hans opsparing til materialet til sit mesterværk lidt tilbage, men ikke noget der ville betyde så voldsomt meget. Han ville gerne gøre Ella glad ved at give en lille gave.

[Ella Brygger]

Ørene blev en smule røde, og kinderne blussede op under fregnerne "Åh nej, det.." hun så ned og følte sig pludselig uendeligt forlegen, hvorfor havde han den effekt på hende? "Det kan jeg umuligt tage imod Davoth.." Hun tog forsigtigt armringen af, som om den pludselig var lavet af glas, og rakte den mod Davoth, mens hun forsøgte sig med et smil. Det var et smukt smykke, som hun ville elske at eje. Især hvis den var blevet givet til hende af Davoth. Men hun kunne ikke få sig selv til sige ja. Hun måtte have set ud som om hun havde forventet det. Hvorfor ville han ellers tilbyde det? Han skulle bestemt ikke ikke føle sig forpligtet af noget. Selvom det var smukt. Og selvom hun egentligt gerne ville have det.

[Davoth Buebygger]

Han følte sit hjerte synke da hun virkede til at ville tage imod det. Var han trådt over en grænse der ikke var acceptabel? Han tog armringen og kiggede på den. Han havde dog virkelig lyst til at give hende den. Han syntes at den klædte hende. Han drejede den lidt mellem fingrene, mens han overvejede hvad han skulle gøre. "Hvad hvis jeg nu insisterer?", spurgte han forsigtigt og så op på hende med et håbefuldt blik. Han mente at have fanget en snert af interesse i hendes stemme, på trods af at det var en afvisning. Hvis hun ville sige nej igen, så var sagen ikke længere, og så ville han heller ikke presse mere på. Nu havde hun bare været så sød at ville gå sammen med ham til Beltane, selvom de ikke var et egentligt par, og derved risikere en masse sladder i distriktet, siden det var dette hvor Bryggerfamilien holdte til. Han vidste godt at han ville kunne risikere at hendes brødre hørte om det, men så længe han kun havde underholdt hende, så kunne de da ikke blive alt for sure på ham.

[Ella Brygger]

Hun så ned, bed sig i læben, og så derefter op på ham igen "Så tager jeg imod" sagde hun, og følte hjertet slå en smule hurtigere. Det var første gang, hun havde fået en gave af en mand. Hun kunne ikke lade være, med at håbe det betød, at han var interesseret i hende. Forelsket havde hun aldrig været i sit liv, men hun kunne mærke på knugen i mellemgulvet, at hun muligvis snart ville opdage, hvordan det føltes. Hun slog tankerne ud af hovedet. Hun havde jo ikke kendt ham særligt længe. Det var en fjollet tanke, at hun allerede nu skulle begynde at forelske sig i ham. Eller var det? Hun vidste ikke meget om kærlighed. Nu håbede hun blot, at de snart kunne komme ud og danse. Det ville bringe hendes tanker væk fra disse underlige og forvirrende spekulationer, og få de røde ører til at falme.

[Davoth Buebygger]

Han smilede lettet da hun sagde ja. Handelsmanden havde selv lyttet til med tilbageholdt åndedræt, og nævnte så prisen for Davoth, der gav mønterne til ham. Det havde været en ganske rimelig pris, havde han tænkt. Han tog igen hendes hånd og satte den på hendes arm igen, hvor den nu hørte til. Efter det kiggede han op på hende med et kærligt smil.

Noget musik fangede hans ører og han skævede kort i den retning, men kiggede igen på Ella. "Kunne... kunne du æhm tænke dig at danse med mig?", spurgte han forsigtigt og lavet et svagt kast hen mod musikken hvor flere par allerede var i gang med at danse til tonerne fra musikanterne.

[Ella Brygger]

Hun betragtede armringen, med et smil på læberne. Den var hendes nu, dette smukke smykke af træ. Da han talte igen, så hun op på ham, og nikkede til hans spørgsmål "Ja, selvfølgelig vil jeg det" det var som om, han kunne læse hendes tanker. Hun begyndte at gå mod musikken, og lagde endnu engang sin arm i hans, hvis han tog imod den altså. Hun elskede at danse, og var ganske ferm til det, hvis hun selv skulle sige det. Noget der sikkert havde noget at gøre med, at hun var vokset op på Tågelygten. Med sådan en opvækst var det nærmest umuligt, ikke at blive en ganske habil danser. "Kan du lide at danse?" spurgte hun interesseret, måske for at undgå tavshed. Det ville dog være rart at vide, om det kun var hende, der ikke kunne holde sig fra at danse, skulle muligheden være byde sig.

[Davoth Buebygger]

Igen var han lettet over at hun sagde ja. Han ville jo ikke ødelægge hendes aften, bare fordi hun havde valgt at bruge sin tid sammen med ham, i stedet for på egen hånd. Hun skulle jo have en mindst lige så munter aften som han selv havde. Han tog igen hendes arm og førte hende mod musikken. "Jeg kan rigtig godt lide at danse, jeg er bare måske ikke så god til det," sagde han en smule forlegent. Han kunne virkelig godt lide at danse. Det var muntert, og han havde aldrig set en dansende person der var ked af det. Det bragte altid en god stemning når der var dans. Hans lange tid på farten havde dog også berøvet ham for mange timer af dans, så hans kundskaber var nok lidt rustent.

Han førte hende så ud til de andre par og prøvede så at følge så godt med til melodiens rytme som muligt. Hans fødder var ikke så gode til at lystre til at starte med, men efter lidt tid begyndte det at gå. Han grinede lidt forlegen når han kvajede sig. Han kunne dog mærke at Ella var langt mere vant til det, og sikkert også partnere der var værre dansere end han selv var.

[Ella Brygger]

Ella rystede på hovedet "Det gør ikke spor, det er ingen konkurrence" hun sendte buebyggeren et opmuntrende smil. Hun fandt sig hurtigt på plads i kæden, og fødderne bevægede sig nærmest af sig selv. Hun lo når Davoth trådte forkert, ikke ad ham, med med ham. Det kunne hurtigt blive ubehageligt, skulle det blive alt for alvorligt. Det var jo blot for sjov. At danse skulle være en nydelse, ikke en pligt. Nej, det var en speciel følelse, at være en del af så stor en kæde. Folk der dansede i takt, hænder der skiftede partner, og hjertelig latter. Ella var i sit element. Hun strålede, og smilet på hendes læber, blev kun større som dansen skred frem.

[Davoth Buebygger]

Han kunne mærke hvordan det havde været næsten en evighed siden han sidst havde danset på denne måde. Han fjumrede rundt i rækkefølgen og trådte folk over tæerne og undskyldte forlegen for sine fejltrin. Han kunne dog ikke lade være med at beundre hvordan Ella naturligt bevægede sig mellem folk med en lethed, der blot fik hans klodsethed til at stå så meget mere i kontrast. Han kunne ikke få sig selv til at tænke andet end hvor smuk hun var når hun smilede. Han var lykkelig for at have fået lov til at opleve hende på den måde, og så (næsten) helt for sig selv.

***

Aftenen skred frem og natten havde taget godt fat. Han havde slet ikke lagt mærke til hvor lang tid han havde brugt sammen med Ella, men folk begyndte at gå hver til sit for at komme i deres senge (eller andres), da der var en ny dag i morgen. Han gik stadigvæk rundt med Ella og havde mest af alt ikke lyst til at skulle skilles med hende, men han måtte blive nød til det på et tidspunkt desværre. "Jeg har virkelig haft en dejlig aften," sagde han tilfreds, og så på hende med et muntert smil.

[Ella Brygger]

Det var desværre sådan med tid, at den gik langsomt når man ikke ønskede det, og alt for hurtigt når man gjorde. Sådan havde det også været denne beltane-aften. Aften var blevet til nat før hun vidste af det, og det var på tide, at de skulle gå hver til sit. Hans ord fik hendes kinder til at blusse en smule "I lige måde Davoth, jeg har haft det rigtigt morsomt" svarede hun dog tilbage, med stor selvsikkerhed. Beltane var altid en hyggelig begivenhed, men denne gang, havde det været noget helt særligt. Jordemoderlærlingen vidste, at det var en afsked. Og alligevel kunne hun ikke få sig selv til, at røre sig ud af flækken. I stedet så hun afventende på ham, ventede på, at han var den fornuftige af de to.

[Davoth Buebygger]

Han smilede tilfreds da hun sagde at hun også havde moret sig. Så havde han ikke gjort det værste arbejde for at underholde hende. Han vendte sig mod hende og så kort ind i hendes øjne inden han sænkede blikket. Han var lidt flov over at have halvvejs lovet Micah ikke at prøve på noget med Ella, men han kunne ikke gøre for at han nød hendes selskab. Han behøvede jo ikke at vide noget. Han kiggede på hende med et varmt smil, mens han trak tiden ud så længe som muligt før de ville blive nød til at tage afsked. Han tog hendes hænder i sine og strøg hendes håndrygge med tomlen. Han sukkede. "Jeg må hellere se at vende tilbage til Mester," sagde han med et svagt smil med en tydelig fortrydelse i stemmen.

[Ella Brygger]

Hun så på ham, og mundvigene trak op i et smil. "Ja, det må du hellere" svarede hun, og tøvede længe, før hun trak sig tilbage. Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet, men mellemgulvet knugede sig sammen, og hun følte en sær tristhed over, at han skulle forlade hende. Hun havde vendt sig rundt for at gå, men så sig så over skulderen "Vi ses vel snart igen?" spurgte hun og stoppede op "På Tågelygten altså" skyndte hun sig at tilføje, i frygt for at virke ivrig.