Alt for tidlig

[Emmett af Gyldensø]

Da Christi forsøgte at rejse sig, kom Emmett besværligt og stift på benene. "Nej! Bliv liggende." Ordene kom lidt for hurtigt og lidt for hårdt og panikken lyste momentært ud af øjnene på ham igen. "Hvis du lover at ligge stille, så får jeg ham hentet herind." Han så på hende et øjeblik for at sikre sig, at han var nået igennem og gik derefter hen til døren og åbnede den på klem. Der sad en tjenestepige lige udenfor, som straks gik af sted med beskeden.

Han vendte roligt tilbage på sengen og satte sig på kanten med front mod hende, så godt det var muligt. Han tog hendes hånd i sin igen - uvillig til at give slip på den. Den havde været hans eneste faste holdepunkt hele natten. Så længe den var varm, havde han ikke helt mistet håbet. "Du har mistet en masse blod og har brug for at hvile dig." Hans øjne blev blanke igen og det var pludselig tydeligt på hans ansigt, at han havde grædt meget tidligere. "Du gjorde mig helt bange en overgang." Ordene var ment som en spøg, men den faldt fuldstændigt til jorden, da væden i hans øjne forøgedes og en enkelt tåre rullede ned over hans kind.

[Christina af Gyldensø]

Christi blev et sekund lidt bange og overrasket over Emmetts reaktion og hun stoppede med det samme i det hun var ved at gøre. Hun faldt tilbage ned mod puderne, da han gik ud for at få barnet bragt. Hun lukkede øjne i kort tid og åbnede dem så igen da Emmett kom tilbage til hende. Hun smilede et stadig blegt smil til ham. På en måde var hun ikke overrasket over at høre at hun havde mistet blod. Det var lidt den fornemmelse hun havde. Hun så hvordan frygten for at han skulle miste hende steg op i hans øjne. Hun rakte hånden ud og strøg ham hen over kinden. "Du ved jeg aldrig ville forlade jer." Hun smilede igen til ham, og vidste at det var en ringe trøst. Når man var besvimet var der ikke så meget mere at gøre sådan rent mentalt.

Kort efter kom en tjenestepige inde med drengen i sine arme, og lagde den i favnen for Christi som havde strakt armene ud mod hende. Hun så først ned på det lille væsen som var hendes lille søn og derefter med et stolt smil over på Emmett. Barnet sov i dette øjeblik trygt og godt. Der var så mange tanker i Christi hoved, derfor vente hun hovedet mod tjenestepigen og bad om et glas vand. Og da hun var gået så Christi igen fra den lille dreng til sin mand. "Hvad siger du til at kalde ham Emric, efter min far?" Det ville betyde en del for Christi at kunne opkalde sin søn efter sin far.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett blev ikke det mindste trøstet af Christi's kommentar, selvom det sikkert var meningen med den. Det havde ikke virket som om hun var parat til at kæmpe for at blive hos ham, mens det hele stod på og selvom han vidste, at han ikke havde noget at bebrejde hende, så havde han svært ved at at finde tryghed i hendes ord. Hans blik blev dog mildt da drengen kom i hendes arme. "Emeric er et dejligt navn." Han lænede sig ind og kyssede hende på panden - taknemmelig over, at det hele nu lod til at være vel overstået.

*Tråd afsluttet*