Livet i hovedstaden

[Jerel af Mandash]

Han smålo og gik hen til sin hustru, stadigvæk stort set upåklædt og lagde sine hænder blidt på hendes skuldre og masserede dem svagt. Der var nok noget med at kommandanten for Rytterne skulle være meget bestemte kvinder. "Hertugen har vist også ventet længe på at hun ville finde en ægtemand," sagde han med en munter tone, "men jeg vidste ikke at det var Ridder Conal." Sådan nogle sager havde han generelt ikke styr på. Den slags tilhørte sladderområdet, og han blandede sig gerne udenom det, så vidt muligt.

Han fortsatte med at massere Tamiras nakke lidt. "Hvornår var vi nu inviteret på paladset?", spurgte han og kiggede på Tamira med et skævt smil.

[Tamira af Rosenmark]

Tamira slap et lavmælt, veltilpas suk over følelsen af Jerels kyndige fingre mod sine skuldre. En munter lyd undslap hende. "Det glæder mig at høre, at jeg stadig er i stand til at overraske dig, min kære," svarede hun blidt. Overraskelse var måske så meget at sige.

Hun havde en halv tanke mere på vej over læberne, men den kom aldrig frem. I stedet lukkede hun saligt øjnene og lænede sig lidt tilbage mod sin husbond, løsnende op under hans greb. Et smil trak op på hendes læber. "Jeg vil tro, at vi har mindst et timeslag endnu..."

[Jerel af Mandash]

Han smilede og kyssede hende i håret. Deres ægteskab havde nok aldrig været særlig fyrrigt, men det havde da resulteret i tre skønne børn, som Jerel var ganske tilfreds med ind til videre. Han vidste at Tamira gerne ville have et barn mere, og han ville da gerne efterkomme hendes ønske. Det var trods alt hans pligt som husbond.

Han gik til hendes side og tog hendes hånd for at trække hende op at stå. En klokketime skulle være masse af tid. Nu hvor de kun skulle gennem Corus, var rejsetid ikke det største problem længere. Der var flere fordele ved at være i hovedstaden.

[Tamira af Rosenmark]

Tamira blinkede en enkelt gang, flygtigt overrasket, før smilet igen vandt indpas på hendes læber. Hun var ikke så forfængelig, at hun var en af de kvinder, der kunne bruge en time foran spejlet. Det mest tidskrævende var krøllerne og dem kunne kun Guderne kontrollere. Der var bedre måder at udnytte tiden på, konstaterede hun derfor velvilligt og tog imod den tilbudte hånd.

"Det er midt på dagen," bemærkede hun, men med en insisterende trækning i den ene mundvig. Tidspunktet generede hende i virkeligheden ikke. Det understregede hun da også glimrende ved at løfte den ene hånd og stryge den blidt over en glatraget kind. Hun havde været tilbageholdende og relativt uinteresseret overfor ham de første år af ægteskabet, men med årene havde det ændret sig. Nu satte hun pris på Jerel og det ville være løgn at sige, at hun ikke havde lært at elske ham. På en tryg, hjemlig måde, som spredte en lille varme i hendes mellemgulv, da hun strakte sig for at kysse ham.

[Jerel af Mandash]

Han trak hende ind til sig da hun kom op at stå og smilede skævt til hendes kommentar om tiden på dagen. Han var ikke den store taler, og det havde han aldrig været. Handling var mere hans sag. Han var glad for sit forhold til Tamira. Den person han stolede aller mest på i hele verden, og det var hvad han mente var væsentligst i deres forhold. Kunne de ikke stole på hinanden ville ægteskabet have været uudholdeligt. Han strøg hende over ryggen da de forenedes i kysset. Han ville derefter trække hende med over til sengen lige så stille, hvor han så ville stoppe op og kysse hende endnu en gang.

[Tamira af Rosenmark]

Tamira kyssede ham kærligt, hvilende en hånd bag hans nakke. Det var ingen ukendt dans, men en de havde danset adskillige gange før. Velkendt og stille, men behagelig i sin simplicitet. Hun lod sig føre bagud og slap ham midlertidigt med begge hænder, for roligt at løsne det voluminøse underskørt.

Hvor det endte bemærkede hun ikke, men til gengæld havde hun væsentlig mere bevægelsesfrihed kun i underkjolen. Hun brød langsomt væk fra sin husbonds læber og smilede svagt, mens hun løftede hænderne og skubbede kjolen ud over skuldrene. Den sank sammen med en lavmælt hvislen om hendes fødder og efterlod hende blottet. Bevares, en time. De skulle også nå at gøres præsentable og ride til paladset på den tid.

[Jerel af Mandash]

Han satte sig tilbage i sengen og trak hende med ned til sig før han selv fik lagt sig og med hende ovenpå sig. Hud mod hud. Han priste sig altid lykkelig for sit held med en så smuk hustru. Selvom de ikke var så unge længere var hun dog ikke mindre smuk. Han kunne mærke lidenskaben blive kraftigere jo længere tid han var så tæt på hende, og det kunne også mærkes i de kys han gav hende. Han lod sine hænder stryge hende kærligt over ryggen.

[Tamira af Rosenmark]

Tamira fulgte Jerels bevægelser instinktivt. Deres reaktioner på hinanden var velkendte og hun var kun halvt opmærksom på at hun havde bestilt vand til te, da hun var kommet hjem. Formodentlig nåede tjenestepigen at høre, at herskabet var optaget, før hun åbnede døren og afslørede dem i en prækær situation.

Hun bekymrede sig i hvert fald ikke videre om det, som hun frigjorde sin husbond for den sidste beklædning og kyssede ham dvælende. Tamira var ingen uerfaren kvinde efter mange års ægteskab og hendes bevægelser var kyndige, da hun snart efter sank ned over ham med et dybt, velbehageligt suk.

[Jerel af Mandash]

Opmærksomheden lå kun hos den dans han var så bekendt med der var mellem Tamira og ham. En dans de måtte vænne sig til i starten, men nu gik glidende og uden problemer. Han sukkede tilfredst og smilede til Tamira.

***

Han lå forpustet ved siden af Tamira og kiggede lidt op i loftet, men vendte blikket mod hende og strøg hendes kind. "Vi må hellere blive klar," sagde han med en munter tone og et varmt smil til hende.

[Tamira af Rosenmark]

Tamira slap en lille, munter lyd, men smilede varmt, da hun hvilede kinden ind mod Jerels hånd. "Bestemt," medgav hun, men flyttede alligevel ikke på sig med det samme. De kunne selvfølgelig ikke blive væk fra hoffet, når de specifikt var blevet indbudt, men det betød ikke at det var nemt at motivere sig.

Hun plantede et blidt kys mod Jerels ene kind, før hun skubbede sig op med en anstrengt lyd. Hun så tilbage på ham over skulderen, smilede muntert og klappede ham opfordrende på maven. De skulle begge op. "Jeg håber, at du er mere motiveret til nogle timers hofsnak nu," bemærkede hun, halvt drillende og velvidende om, at det næppe var tilfældet.

[Jerel af Mandash]

Han spændte instinktivt op i maven da hun klappede ham på den, selvom det ikke var særlig hårdt. Han var for meget en kriger til at ikke forsvare sig per automatik. Han fik da også sat sig op. "Jeg kan alligevel ikke komme udenom det," sagde han og plantede et flygtigt kys på hendes kind. Han var dog ikke i stemning til det, da han mest af alt havde lyst til at blunde lidt, men han måtte bare tage sig selv i nakkeskindet og komme op. Nu havde han egentlig endnu mindre tid til at gøre sig præsentabel, men mon ikke han skulle kunne nå det. Det var noget andet med Tamira, men som sædvanligt formåede hun nok at gøre det, til hans overraskelse.

[Tamira af Rosenmark]

Tamira fnøs muntert, men smilede dog varmt og rystede let på hovedet. Der var ikke andet for end at ranke ryggen og tage imod det med løftet pande. Selv fandt hun ikke udsigten til en aften ved paladset frygtelig, men der var altid en risiko for, at det ville blive forfærdeligt kedeligt. Det afhang i stor grad af selskabet.

Hun var dog pligtopfyldende, så hun forlod sengen på trods af modvilje og inden længe var hun snøret tilbage i en kjole og havde fået de ustyrlige krøller samlet med nåle på baghovedet. Hun var ikke så omstændig omkring det og der gik ikke lang tid, før vognen trak op foran byhuset for at tage herskabet til den anden ende af byen.

(Tråd afsluttet?)