En stille stund

[William af Stenbjerg]

William stirrede på hende. Han ville ønske, at han kunne række frem og rive barnet ud af hende med det samme, så det aldrig mere skulle plage ham. Men han kunne ikke få en helbreder til af fjerne barnet imod Katherines vilje og han vidste ikke hvad der ville vente på den anden side, hvis han endelig formåede at overbevise nogen om, at det var den rigtige beslutning. Penge kunne gøre meget.

Blikket borede sig ind i hendes mørke, våde øjne, men musklerne arbejdede bag ved det hårde ansigt og hans skuldre faldt en anelse. "Du er tåbelig," gentog han, men der var ikke den samme hadske undertone imellem ordene. "Idiotisk. Hvad tænkte du på?"

Han greb hårdt fat i hende og ruskede hendes skulder, før han omfavnede hende lettere desperat. Tanken om at miste hende var for meget.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine trak vejret hørligt ind, da William greb hårdt fat om hendes skuldre, men hun kvalte den lyd, der var på vej over hendes læber. Øjeblikket efter var det dog komplet ligegyldigt og hendes fingre krummede sig hårdt sammen mod hans ryg, som hun trykkede sig ind til ham.

Hun kunne ikke sige så meget for at forsvare sig selv. For en gangs skyld havde hun slet ikke lyst til det. "Jeg ved det," gav hun ham i stedet mumlende ret, uden at tage sig af at hendes tårer potentielt ødelagde hans tunika. Der kom dog ikke nye til, tryggere i Williams arme, men til gengæld rystede hun stadig mærkbart. "Jeg elsker pigerne og jeg elsker dig. Jeg ville aldrig såre nogen af jer."

[William af Stenbjerg]

William knugede Katherine hårdere end det måske var nødvendigt, men det var hvad han havde brug for. At mærke den lille kvinde han elskede og hadede tæt ind imod sig og forsøge at fortælle sig selv, at hun ikke var væk endnu. Han vidste dog, at han ikke ville nyde at se hende vokse denne gang. Sidste gang havde han været ved at sprænge af stolthed over hendes store mave. Denne gang ville den blive et evigt tegn på, at livet var flygtigt.

Han hørte hende, men ordene var ligegyldige. Hendes opgave var at være der og hvis hun svigtede den opgave, så det sort ud. Han gemte ansigtet i hendes hår og slap hende ikke, selvom omfavnelsen var mere desperat end den var behagelig.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine havde ikke meget kød på knoglerne og Williams greb var alt for stramt. Det gjorde næsten ondt, men hun sagde intet og gjorde intet for at rykke sig væk. I nogle lange øjeblikke stod hun der bare og lod ham knuge sig. Hun ville langt hellere have at han gjorde det end at han råbte af hende. Holdt sig væk fra hende.

Hun var bevidst om at hun i sit forsøg på at gøre ham lykkelig havde gjort komplet det modsatte. Hvis det også betød at han trak sig væk fra hende, så var det mere end hun kunne bære. Især nu, hvor hun ikke med sikkerhed kunne sige, hvor længe hun havde igen. Det satte hun dog ikke ord på. Til gengæld flyttede hun svagt på sig, men trak sig ikke væk, da hun gentog et spørgsmål: "Må jeg blive hos dig i nat?"

[William af Stenbjerg]

William bed tænderne sammen og blinkede hurtigt, før han rømmede sig en anelse, mere eller mindre diskret. Han trak sig en anelse væk for at se hende i øjnene - de store, mørke, smukke øjne. I stedet for at svare med ord, bøjede han sig ned for at trykke læberne insisterende imod hendes. Hans behov for at mærke den lille kvinde var stort og hans fingre gled ind i hendes hår, imens han gjorde sig bekendt med hendes mund igen. Han kunne tydeligt mærke, at det var for længe siden og han var lettere stakåndet, da han trak sig væk igen og nikkede.

"Bliv hos mig," mumlede han, imens hans blik afsøgte hendes ansigt intenst og opslugt. "Du må aldrig forlade mig. Jeg kan ikke uden dig."

[Katherine af Stenbjerg]

Katherines øjenbryn trak sig sammen i dybe rynker, da William kyssede hende. Det var ikke noget blidt kys, men et kys fyldt med følelser, der var umulige at forholde sig til. Hun gengældte det dog helhjertet, lukkende hænderne om hans nakke og trykkende sig tæt ind til ham.

Hun havde gået med bekymringerne længe, men havde ikke kunnet søge den kontakt og tryghed der var nødvendig og nu hvor den var der... Så ville hun ikke give slip. Hans ord fik hendes mellemgulv til at trække sig hårdt sammen, men denne gang sagde hun intet. Hun rystede blot svagt på hovedet, det mørke blik intenst og fuld af løfter, før hun trak ham til sig igen og kyssede ham forsikrende.

[William af Stenbjerg]

Williams frie hånd gled over Katherines ryg og trykkede hende ind imod ham, imens han fortsatte med at kysse hende, fuldstændig opslugt og uvilligt til nogensinde at give slip. Han havde været ved at spise, men alt virkede sekundært i forhold til Hertuginden. Hendes duft, hendes læber, hendes vidunderlige, levende, varme eksistens. Han var stadig vred på hende. Rasende. Han ville ikke stoppe med at håbe at hun ville bøje sig, men han havde lært, at han ikke kunne undertvinge hendes vilje. Måske elskede han hende i virkeligheden så meget mere fordi hun ikke krummede sig sammen til en kugle og overgav sig.

Hans Katherine var stærk. En Hertuginde af Stenbjerg, der så småt blev lige så hård som klippen, som borgen var bygget på. Hun var dog også skrøbelig og da han omfavnede hende og knugede hende ind til sig igen, var det med et ønske om at skærme hende for hele verden og bare beholde hende for sig selv. Han kyssede hendes pande, før han bøjede sig ned og i et snuptag havde løftet hende op fra gulvet. Hun vejede ikke en snus og det var nemt at bære hende det korte stykke hen til stolen bag skrivebordet, hvor han dumpede ned at sidde med hende på skødet, uvillig til at slippe hende igen.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine havde mindst lige så meget brug for kontakten som William havde og hun var ganske uvillig til at give slip på ham, bange for at han ville glide væk fra hende, hvis hun gjorde. Tage på jagt igen, ligesom han havde gjort adskillige gange i kølvandet på enkehertugindens sygdom og død og trække sig tilbage.

Hun trak vejret hurtigt ind, da William løftede hende op og tøvede ikke længe, da først de sad igen. Fingrene krummede sig sammen i de tætte krøller og hun kyssede ham insisterende og med en intensitet, der bestemt ikke hørte til en ung adelspige. Hun var dog over det hustru og fyldt med angst. Hun brød kun minimalt væk og så sin husbond i øjnene, uden at give slip på ham. "Vi kan klare det her sammen."

[William af Stenbjerg]

William havde ikke nemt ved at håndtere sorg. Han druknede det i jagt, i druk, i kvinder. Katherine var en af de bedste distraktioner han var stødt på i sit liv og han kyssede den unge Hertuginde som om hans liv afhang af det.

Hans blik, da hun trak sig nok væk til at brunt mødte gråt, var intenst og fyldt med desperation. Han stirrede på hende i et langt øjeblik og endte med at knuge hende ind til sig uden ord. Fingrene strøg op over hendes ryg og han lukkede øjnene hårdt i, opsat på ikke at græde.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine havde flere svagheder, men at se William lide var uden tvivl den største. Det var hvad der havde drevet hende til at tage en skæbnesvanger beslutning i det hele taget og det fik hende til at sætte alt på spidsen. Det fik hende til at sætte sine egne behov til side.

Det samme gjorde hun nu. Hun havde lært at forvandle sine følelser fra glas til stål, da Delia døde. Katherines eget liv var i fare, men hun lod ikke sig selv føle frygten for hvad der skulle ske med hende, langt mere opslugt af sin husbonds sorg. Så hun gjorde sig igen så hård som hun kunne, netop som hun havde gjort det de sidste måneder, og knugede ham tæt ind til sig uden at sige endnu et ord.

[William af Stenbjerg]

William sad længe med Katherine i sine arme og strøg hende over ryggen. Hun var der nu. Lige nu var hans smukke, skrøbelige Hertuginde hos ham og han kunne ikke give slip for noget i verden. Da han endelig trak hovedet lidt tilbage med et ulykkeligt blik på hendes træk, var det for at stryge fingrene over hendes bløde kind.

"Jeg elsker dig," mumlede han hæst. "Dit stædige, idiotiske kvindemenneske." Han strøg hånden over hendes hals og endte med at strække sin egen for at kysse hende igen. Denne gang gik hans fingre på vandring og hendes natkjole var ikke svær at finde ind under. Han kærtegnede hendes lår, kyssede hendes hals og holdt hende tæt på sig, imens desperation langsomt forvandlede sig til begær.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine smilede svagt og lettere resignerende over Williams ord, men vidste at det under omstændighederne, var den bedste reaktion hun kunne have fået fra ham. I det mindste skubbede han hende ikke væk, så hun gengældte hans kys med oprigtig iver.

Hun havde været ude af hans seng længe. Alt for længe, taget i betragtning, hvordan alle hendes sanser og instinkter syntes stærkere end ellers og hormonerne gjorde sit. Af samme grund sitrede hun lidt under hans fingre, rørende svagt uroligt på sig. Sidst hun havde været gravid, havde de dårligt rørt hinanden i nogle meget lange måneder og hun besluttede i samme øjeblik, at det ikke skulle gøre sig gældende denne gang.

Fingrene krummede sig sammen i de tætte krøller og hun flyttede lidt på sig, så hendes anden hånds fingre kunne komme til at løsne snørerne i halsen på Williams skjorte. Det var en god måde at kanalisere sin frustration på.

[William af Stenbjerg]

Williams fingerspidser tegnede blide mønstre på Katherines inderlår, imens han kyssede hendes hals og kraveben. Han fangede snørerne i hendes natkjole mellem tænderne og trak en anelse til, før han fangede hendes blik og smilede svagt, næsten umærkeligt.

Det var ikke første gang de endte her. Begær var ikke altid noget, der kunne tøjres og hans private kontor var bedre end midt på spisebordet - selvom det havde sin charme. Han så Katherine i øjnene, som hans fingre overskred en enkelt fysisk grænse. Hun var allersmukkest i disse øjeblikke.

[Katherine af Stenbjerg]

Katherine trak vejret hørligt ind og lukkede øjnene i et øjeblik. Hendes krop sitrede af behagelig uro og fingrene krummede sig en anelse sammen mod Williams brystkasse. Da hun så på ham igen, var det med et mørkt, begærligt blik.

Hun ville have ham nær sig. Gerne så meget, som han på nogen måde kunne komme. Siddende hvor hun gjorde, kunne hun dog ikke så meget andet end at sukke tungt, vride sig lidt og tage imod sin husbonds kærtegn. Hun slap ham ikke med blikket, men så intenst og følelsesladet på ham, før hun insisterende pressede læberne mod hans.

[William af Stenbjerg]

William kyssede Katherine blidt og var en anelse mere optaget af de kærtegn han gav hende under natkjolens skørt. Han kendte hendes krop og han var insisterende, som han brød fri, kun for at betragte hende, lettere opslugt.

Han smilede med et mørkt blik og trak vejret tungt. Røde kinder og rodet hår havde altid klædt hans Katherine.