Afsløringer

[Valina Nellike]

Til Evangeline Tusindfryd
Den 24. september, år 525 M.T.

De bare fødder gav ikke meget lyd fra sig, som Valina roligt bevægede sig ned ad gangen. Nysgerrigt lod hun blikket glide hen ad væggen med de mange døre til pigernes soveværelser. Hun havde endnu ikke set huset ordentligt, selvom det var to dage siden, hun ankom, men de få gange, hun på den tid havde været udenfor Delias værelse, havde hun ikke opfanget særlig meget. Nu sugede de mørke øjne dog alle detaljerne til sig, og forundringen over stedet voksede blot.
Valina gik videre, og forsigtigt åbnede hun døren, som hun mente, var til pigernes opholdsrum. Det var tidligt om morgenen og stadig mørkt udenfor, og det overraskede derfor ikke Valina, at rummet var tomt. En anelse lettet trådte hun indenfor og begyndte at gå rundt, mens hun af og til lod fingrene stryge hen ad en væg eller over en pude, og tankerne vandrede.

[Evangeline Tusindfryd]

Der var intet usædvanlgit i at Evangeline var så tidligt oppe som hun var den dag, det var dog usædvanligt at hun havde formået at snige sig ud af værelset. Hun satte dog pris på den smule ekstra tid hun kunne få inden dag for alvor begyndte.
Hun gik så lydløst rundt som hun overhovedet kunne, hun vidste at det fleste af pigerne oftest sov meget dybt, men hun vidste også hvad der ville ske hvis hun ko til at vække dem.
En åben dør fangede pludseelig hendes blik. Hun havde forventet at hun var den eneste der var vågen, men det kunne ikke være tilfældet hvis døren til opholdsrummet var åben.. Hun gik lydløst derhen og kiggede forsigtigt ind i rummet.

[Valina Nellike]

Nærmest af ren og skær automatik begyndte Valinas hofter at vugge. Stilheden var tæt, og selvom dans oftest akkompagneres af musik, fungerede tystheden som toner for den unge kvinde. Hendes øjenlåg gled snart i, og selvom hun kun havde været i rummet nogle minutter, huskede hun nogenlunde, hvordan det så ud. Hendes bevægelser var derfor forsigtige for ikke at ramme væggen eller en møbel, men som sekunderne passerede, stolede hun mere på sig selv, og dansen blev mere intens.

Det var idet, Valina lavede en pirouette, at hun fik fornemmelsen af en andens nærvær. Da hun endnu ikke var vant til disse omgivelser, kunne det sagtens have været en falsk fornemmelse, men da hun åbnede øjnene og så hen mod døren, viste det sig at være rigtigt - der stod nogen og betragtede hende. Med et stramt ansigtsudtryk stoppede Valina øjeblikkeligt med at danse og så blot på den unge pige i døråbningen. Hendes brystkasse hævede og sank sig hurtigere end normalt.

[Evangeline Tusindfryd]

Ved den anden person stramme blik veg Evangeline kort tilbage. Hun kunne ikke sætte navn på pigen i rummet, hvilket fortalte hende at det måtte være end ny pige, muligvis en hun havde mødt men bare havde skubbet ud af sin bevidsthed igen.
"Undskyld hvis jeg forstyrrede" sagde hun med et lille venligt smil. Hun gik forsigtigt et par skridt ind i rummet. "Der plejer ikke at være andre oppe på det her tidspunkt.. og døren stod åben, så jeg troede måske at det var nogen som ikke havde noget at gøre her" Hun så undskyldende på pigen, usikker på hvordan denne ville reagere på hendes undskyldning.

[Valina Nellike]

Valina betragtede den lyshårede skikkelse, mens denne talte. Hendes ansigtsudtryk mildnedes ved synet af det undskyldende blik, og hun nikkede. "Det er i orden," sagde hun i et roligt tonefald, og selvom et smil ikke fandt vejen til hendes læber, sagde hendes øjne, at undskyldningen var modtaget. Hun ville helst ikke få en dårlig start med de andre piger i huset.
Valina slappede en anelse mere af i skuldrene, så den unge pige følte sig mere velkommen. "Jeg danser oftest for mig selv og er derfor ikke vant til publikum," tilføjede hun som en diskret undskyldning for hendes reaktion tidligere og gestikulerede lidt med den ene hånd. Brystkassen bevægede sig stadig hurtigt - en blanding af at være en anelse forpustet og overrasket.

[Evangeline Tusindfryd]

Evangeline sukkede lettet da det var klart at undskyldningen var modtaget. Hun havde det bedst hvis hun kom godt ud af det med så mange som overhovedet muligt. Hvilket var overraskende, for der var alligevel et par piger på Liljen som hun ikke havde det særligt godt med.
"Det var smukt" sagde hun oprigtigt. Hun trådte lidt længere ind i rummet og satte sig ned.
"Er du ny her? Jeg kan ikke huske at jeg har set dig her før?" hun så nysgerrigt på hende. Det var altid spændende når der kom nye piger til Liljen, og lige præcis denne nye pige virkede virkelig sød.

[Valina Nellike]

Valina nikkede som tak til pigens kompliment og trak kun en anelse på smilebåndene, før ansigtet igen henlagde sig i neutrale folder. Hun tøvede et øjeblik ved spørgsmålet og lagde armene om sig selv, mens hun fulgte den andens eksempel og satte sig ned. "Jeg ankom for et par dage siden, men ved endnu ikke, om jeg bliver her," svarede hun med et lille skuldertræk og så kort mod døren, før de mørke øjne igen landede på den lyshåredes ansigt. Valina havde endnu ikke verbalt accepteret Delias forslag til at blive i huset. Hun havde aftalt at danse for barens gæster, men hun var stadig i tvivl, om det virkelig var det, hun ville.

"Hvad hedder du?" spurgte hun i et roligt tonefald og granskede pigens ansigt. Hun var meget ung - hvad havde hun mon oplevet? Valina blev nysgerrig, men forsøgte at ignorere følelsen - hun kunne meget vel have lige så lidt lyst til at fortælle det, som hun selv havde.

[Evangeline Tusindfryd]

Evangeline trak benene op under sig og så nysgerrigt på pigen overfor sig. "Mit navn er Evangeline" sagde hun med et venligt smil.
Hun hvilede hagen på sine knæ og betragtede pigen lidt. "Så har du ikke haft nogle kunder endnu?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde ingen ide om hvor hurtigt pigerne normalt begyndte at få kunder. Hun skulle igennem en masse oplæring først, men skulle de andre også det? Egentligt vidste hun ikke meget om de andre piger.. Dder havde aldrig været lejlighed til at spørge meget om dengang de først kom til Liljen.

[Valina Nellike]

Evangeline. Det var et flot navn. Valina skulle til at åbne munden og fortælle sit eget navn, da den anden kom hende i forkøbet. Kunder? Hun så på pigen med let sammenknebne øjne. "Ikke andre end dem i baren," svarede hun. Nej, hun havde ikke danset for nogen i ene rum endnu, selvom det lod til, at det snart ville ske - også selvom det var grænseoverskridende. Men selv det at danse i et åbent rum føltes over grænsen for Valina, så hun måtte blot tage sig sammen. Delia gav hende husly og mad, mere kunne hun ikke ønske sig.

Danseren lagde det ene ben over det andet, så hun kunne hvile den ene albue på knæet og lægge hagen i håndfladen. "Hvad tænker du?" spurgte hun, uvidende om hvilke kunder, det rent faktisk var, Evangeline mente.

[Evangeline Tusindfryd]

Evangeline nikkede lidt for sig selv. Det gav mening hvis pigen havde været med til at underholde kunderne i baren, det krævede trods alt ikke meget erfaring.
Ved det næste spørgsmål tøvede hun en lille smule. Der var vel ikke så mange forskellige slags kunder? jo, der var muligheden for blot at underholde dem i baren, men udover det var der ikke så meget andet de kunne lave med kunderne. Medmindre man som hende selvfølgelig blev gemt til en speciel kunde.
"Har du været.. intim med en af kunderne endnu?" spurgte hun, ude af stand til at gå i dybere detaljer omkring det.

[Valina Nellike]

Valina rettede sig op ved Evangelines spørgsmål. "Hvabehar?" udbrød hun, og det stramme ansigtsudtryk vendte tilbage. Hun så uforstående på den anden, men fik hurtigt et blankt blik. Et stort hus beboet af unge, vildfarne piger . . . Delia, der så forstående havde omfavnet hende, taget hende herhjem og givet hende alt, der fik hende til at få det bedre. Arbejde. Pigerne arbejdede, og Valina forstod med ét hvad de arbejdede med.

Vredestårer samlede sig i hendes øjenkroge. Hun forsøgte at styre sig, men hendes krop var endnu fyldt op til randen med følelser, og hun kunne ikke skjule det. Danseren så væk, og hendes bryst hævede og sank sig, som om hun var lige så forpustet som før. "Jeg . . . begyndte hun, men hendes stemme knækkede. Ihærdigt forsøgte Valina at beherske sig, men tårerne blev kun flere og flere, og snart ville de falde ned af hendes kinder.

[Evangeline Tusindfryd]

Evangeline veg forskrækket tilbage ved den anden stramme udtryk. Hvad havde hun gjort galt? Hun så uforstående på hende. Da det stramme udtryk pludselig blev skiftet ud med tårer var det dog som om der gik et lys op for hende. Havde hun ikke fået af vide hvad der i virkeligheden foregik på Liljen? Hendes uforstående udtryk skiftede over til at blive direkte rædselsslagent. Det her var slemt. Meget slemt. Der var nok en god grund til at Delia intet havde sagt.. og nu havde hun afsløret det.
"DU må ikke fortælle til Madam at jeg har fortalt dig det" mumlede mens hun selv begyndte at få tåre i øjnene, hendes dog af rædsel.

[Valina Nellike]

Hvordan kunne hun være så dum? Og hvad havde hun forventet, at det ellers skulle være? Et mirakelhjem?
Evangelines ord rev hende halvt ud af sine tanker. Uforstående så hun hen på den anden med tårerne brændende i øjenkrogene. "Hvad? Hvorfor ikke?" spurgte hun nu med en kraftigere stemme og blev kun alt mere forvirret, da hun lagde mærke til rædslen i pigens øjne. Hvilke konsekvenser kunne hun få? Hvad kunne Delia finde på at gøre?

[Evangeline Tusindfryd]

Evangeline snøftede hårdt og tørrede øjnene med bagsiden af hånden. Hun så ned i gulvet mens et par nye tåre vældede op i hendes øjne.
"Hvis Madam ikke har fortalt dig det, så har hun haft en god grund.. Og nu har jeg afsløret det overfor dig, og det var ikke meningen, og så vil hun finde på en eller anden måde at straffe mig på" sagde hun med en lille stemme. Hun anede ikke hvad straffen ville komme til at bestå i, men hun vidste at et sådan fejltrin ikke ville gå ubemærket hen.

[Valina Nellike]

Valina tørrede hidsigt en tåre væk, da den anden så ned i gulvet. Hendes hænder dirrede let - hun vidste godt, hvorfor Delia ikke havde fortalt hende noget. Da hendes forældre blev dræbt, og røverne derefter voldtog hende, havde hun næsten ikke nogen lyst til at leve mere. Hvis Delia havde fortalt hende om Liljens egentlige formål, havde Valina garanteret stormet væk derfra i en blanding af vrede og frygt - og det var Madam fuldstændig klar over.

Danseren rejste sig i ren vrede og gik hen og lukkede døren lidt hårdere end nødvendigt. Hun stod et øjeblik med et fast greb om håndtaget, før hun pludselig gav slip, som om hun havde brændt sig. Hånden knyttede sig ind mod kjolen. "Delia har ingen ret til at straffe dig," sagde hun køligt og så over skulderen mod den grædende skikkelse. "Hun har haft god grund til ikke . . . til ikke at fortælle mig om det," fortsatte hun og måtte rømme sig diskret, så hendes stemme ikke knækkede over. Tårerne kæmpede hun for at holde tilbage. "Men det er hendes egen skyld, at det er kommet ud, hvis ikke hun har sagt noget til jer om det!" Valina måtte tage en dyb indånding for ikke at hæve stemmen overfor Evangeline - hun mente, hvad hun sagde; i bund og grund var det ikke den ung piges skyld.