Så mange bøger

[Marylin af Drotvig]

Til: Emmett af Gyldensø

Det havde været med blandede følelser at hun havde forladt Corus sammen med sin ridderherrer Francine. På den negative side ville hun højest sandsynlig ikke være i Corus når væbnerne blev slået til ridder og hun kunne ikke være der og lykønske hendes venner med ridderskabet. På den positive side, kom hun langt om længe væk fra Corus og ud i Tortall og endda til den meget berygtede Gyldensø, som hun havde hørt en del om i de forskellige timer på paladset. Og ikke mindst kom hun til at holde midvinter med en familie, godt nok ikke sin egen. Men dette betød også noget for hende. På den negative side havde det været en hurtig afsked fra Corus og hun havde knap nok nået at sige på gensyn. Det havde været med godt grund og hun havde forstået hvorfor.

Efter de var kommet til Gyldensø var det bestemt ikke fordi hun havde haft lidt at lave. Først havde der været udpakning, derefter havde der været sortering og andre ting Francine gerne ville have hende til. Denne eftermiddag havde hun fået et par timers fri til at kigge sig rundt. Langt om længe fandt hun biblioteket, hun havde ikke ville spørge nogle af tjenestefolkene. For Marylin havde det hele været meget sjovere selv at finde frem til det. Hun havde dog fået at vide hvor hun måtte være og ikke være. Biblioteket var stort og mindede på mange måder Marylin om nogle af bibliotekerne på paladset i Corus. Hun gik der ind og begyndte nysgerrig at kigge sig rundt på alle bøgerne. Hun var dybt begravet i bøgerne til at bemærke noget andet.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett sad i en lænestol i bibliotekets bagerste hjørne med en krykke lænet op af stolens armlæn. Han havde håbet, at han aldrig igen behøvede at besøge netop denne del af biblioteket. Han havde samlet bøgerne om kvindens graviditet, dengang Rosalind først begyndte at vise tegn på, at hendes graviditet ikke gik, som den skulle. Han havde tilbragt timer derinde med at forsøge at finde noget, som kunne hjælpe, men uden held. Han havde siddet der igen, da Katherine fik problemer og nu var det altså Christi's tur. 

Han havde en stak bøger liggende ved sin side og bladrede i den, han havde i hånden. Heldigvis var de ting, han fandt, med til at berolige ham. Det lod til at være et kendt problem under graviditeter - præcis som Maja og Christi allerede havde fortalt ham - og så længe hun holdt sengen, burde alting gå efter planen. Han læste dog stadig videre og så først op, da Francine's væbner kom gående tilsyneladende opslugt af bøgerne omkring hende. "Godeftermiddag, væbner Drotvig. Er De gået på opdagelse?"

[Marylin af Drotvig]

Marylin for letter forskrækket sammen da der blev snakket til hende. Hun havde ikke opdaget Hertugen i det ene hjørne, ellers havde hun måske også fundet på noget andet at lave, end at gå ind i det bibliotek hvor han sad. Hun ønskede ikke at forstyrre nogen eller måske var det mere fordi hun ikke selv ville forstyrres. Da hun havde fået kontrol over sig selv og sine følelser igen vendte hun sig om mod Hertugen. "God eftermiddag Hertug Emmett. Det var ikke min mening at forstyrre Dem." Hun vidste ikke helt om hun skulle blive stående eller hvad der specifikt blev forventet af hende. Godt nok var han meget over hende i rang på nu værende tidspunkt, han var ældre og han var hertug. Og hun var blot en væbner og arving til Drotvig. Så på alle måder var hun under ham i status. På den anden side havde hun have lejlighed til at hilse på hertugen før og på en måde kendte de til hinanden. Hun endte dog med at sav et buk som de var undervist i på væbnerskolen. Selvom hun var denne mands datters væbner følte hun det stadig en smule underlig at være der inde. Hun skyndte at tilføje. Ja, Deres højhed, Ridder Francine gav mig tilladelse til at gå på opdagelse til hun behøvede mig igen." Nogle blev stiktosset hvis de fandt ud af at folk gik og kiggede rundt uden at have fået lov. Og det kunne Marylin godt sætte sig ind i, netop også derfor havde hun besluttet sig for at informerer hertugen om at Francine skam havde givet hende lov. Hun så undersøgende på hertugen og fandt ham næsten begravet bag en stak af bøger.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett morede sig lidt indvendigt, over den forskrækkelse og efterfølgende forfjamskelse, han havde givet anledning til hos den unge pige. Modsat hvad mange troede, så kunne han sagtens huske, hvordan det var at være ung og forsøge at finde sin plads i verden - selvom det selvfølgelig var længe siden, at han havde prøvet det - og han sad derfor helt roligt, indtil den unge væbner fandt sine ben igen. 

"De forstyrrer såmænd ikke." Han sendte hende et let smil og så ned på sin bog, da hun gjorde det. "Eller.. Det gør De måske nok, men det er en kærkommen afbrydelse." Han smilede igen og lukkede bogen sammen om en finger for at indikere, at han var villig til at tale lidt med hende, hvis hun ønskede det. "De behøver ikke Francine's tilladelse for at gå rundt i vores bibliotek?" Hans stemme gik op i et let spørgende tonefald og han fortsatte. "Jeg er sikker på, min datter har informeret Dem om, hvor De ikke bør komme og alle andre steder besøger de blot, som var det Deres eget hjem."

[Marylin af Drotvig]

Marylin var glad for at hendes forstyrrelse var kærkommen. Hun at vide hvorfor satte hun sig ned på gulvet foran den ældre herre og lyttede interesseret til hans ord. "Jo hun sagde hvor jeg ikke måtte gå og lod mig ellers gå på egen hånd." Hun smilede op til ham. Det var underligt at sidde her i et bibliotek med en hun ikke rigtig kendte. Hun var glad for at han bød hende så hjertelig velkommen. Det hjalp allerede en smule mere på det med at føle sig hjemme. Selvom hendes hjem de sidste mange år havde været et kæmpe slot med alt for mange mennesker. Sidste gang hun var hjemme var hun hjemme ved sin egen familie og sin egen far og mor. Det var dog i forbindelse med nogle lidt andre ting. Hun kom til at tænke lidt over det før hun spurgte. "De må næsten kende min mor?" Hun kiggede nysgerrig på ham. De havde helt sikkert mødt hinanden til rådsmøderne hvis ikke før. De gamle familier kendte ofte til hinanden, eller lærte hinanden at kende på væbner skolen.

Marylin betragtede ham med hovedet lidt på skrå, han så ud som en rigtig rar mand. Hun kom til at kigge på de bøger han sad med. Gad vide hvorfor han havde sat sig ind i biblioteket for at læse. Hun kunne ikke umiddelbart se på bøgerne hvad de var om, eller læse skriften på ryggen. Hun tænkte for sig selv at nogle gange havde man bare brug for at læse noget som kunne gøre en glad, og uden grund til at ville bore mere i det eller spørge ind til det, besluttede hun sig for at det var nok lige præcis det han gjorde. Sad og nød at læse lidt. Selvom det mere så ud til at han havde gang i den større undersøgelse for at afdække et område.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett kunne se, hvordan ro og måske en smule lettelse bredte sig over pigens ansigt, mens han talte. Hun havde åbenbart været bange for, at hun alligevel ikke måtte være her. Hun satte sig på gulvet, netop som han havde tænkt sig at fortælle hende, der stod en stol mere bag den næste reol, men besluttede sig i stedet for at lade hende blive siddende, hvis hun havde det fint med det. Han nikkede lidt til hendes ord og smilede, da hun nævnte Hertuginde Yana af Drotvig. "Jeg kender skam Hertuginden ganske godt. Vi sidder jo i Rådet sammen." Han sendte hende et lille skælmsk smil. Han var ikke helt sikker på, at den unge væbner havde tænkt på dette. "Men jeg har såmænd også danset med hende ved flere lejligheder."

Han opfattede hendes blik på bøgerne ved hans side og lagde den bog han havde i hænderne oven i stakken og skubbede det hele lidt længere tilbage. Han følte ikke det store behov for at diskutere sine bekymringer med en ung pige. "Hvordan finder De ellers Deres besøg på Gyldensø?" Smilet havde aldrig forladt hans ansigt.

[Marylin af Drotvig]

Marylin nikkede ved Hertugens ord. Det var netop rådsmøderne hun havde tænkt på. "Ja det ved jeg. Så nogle gange får jeg lov til at møde hende når hun alligevel er i Corus." Hun smilede til hertugen og kiggede ned på sine hænder. En fæl tanke om at på et tidspunkt ville det være hendes tur til at sidde til møderne i stedet for hendes mor. "Det lyder også hyggeligt. Danser hun godt?" Marylin havde kun set hendes far og mor danse sjælden gang i mellem og hun vidste at det så meget godt ud. Men der til så at vide om hun dansede godt var noget andet. Hun var selvfølgelig oplært i dans på væbner skolen så hun kunne ikke forestille sig andet.

Marylin mærkede tydelig at det var et samtale emne han ikke havde tænkt sig at begive sig ind på. Hun lod det pænt ligge for at skåne manden og for at være den høflige gæst. For gæst var nok det mest rigtige ord, selvom hun jo var Francines væbner. Hun smilede igen. "Ganske behageligt indtil nu. Det er meget rart ikke at skulle til undervisning når Francine ikke lige har noget til mig." I Marylins øjne var alt rare end at sidde hjemme på slottet og trille tommelfingre. Det var ikke derfor hun ville være væbner. Hun ville være væbner for at rede verden. "Og det er et meget smukt område." Tilføjede hun bagefter. Det var utroligt smukt, selvom hun stadig bedst kunne lide Drotvig. Men det var nok blot fordi hun var vokset op der som at det havde noget med udsigten eller andet at gøre.

[Emmett af Gyldensø]

Jeg har også altid gjort en dyd ud af at besøge mine døtre, når jeg alligevel er i hovedstaden." Emmett strøg sig tankefuldt over sit skæg et øjeblik. "Vinteren kan være lang at gå igennem uden sine kære i nærheden. Man bør gøre sit ypperste for, at det samme ikke sker på de andre årstider." Han var pludselig endnu mere glad for, at Francine var på Gyldensø lige nu. Tidspunktet og hans og Christi's fælles problemer gjorde, at han ikke troede, Francine kom fra lenet igen før engang i foråret. Han kunne dog ikke være helt sikker. Hun havde også forpligtelser i Corus og han vidste ikke, hvor mange forberedelser, hun havde nået at gøre sig.

Han blev pludselig nærværende igen, da Marylin spurgte ham om noget. Han smilede diskret og sagde i en indforstået tone; "Skal vi ikke bare sige, at Deres moder er en bedre sværdkæmper, end hun er danser?" Han havde et skælmsk blik i øjnene. "Det har dog altid være underholdende og vi er endnu aldrig kommet dårligt fra det." Hertuginden var faktisk en udmærket danser - hvis hun dansede med én, som kunne finde ud af at lede hende rigtigt. 

"Jeg husker tydeligt min tid som væbner og den fantastiske oplevelse det var, når man en sjælden gang imellem havde en fridag. Og hvem ville ikke tilbringe deres fridage på Gyldensø?" Han slog armene dramatisk ud til siderne og smilede stort og drillende. Han elskede sit len og var ikke ked af at vise det, men var fuldt ud klar over, at ikke alle delte hans opfattelse.

[Marylin af Drotvig]

Marylin nikkede og lyttede til Emmetts ord. Han lød som en god far som kom og besøgte sine døtre i byen. Og det lød også til at han var betænksom. Marylin var ikke dum og vidste godt hvad der skete på sådan et lille sted. Og hun kunne godt mærke at at Emmett var påvirket af situationen selvom hun ikke kendte ham ret godt. Hun tænkte dog at ingen kunne være upåvirket af alt det der var sket.

Marylin kunne ikke lade være med at smile stort. Hendes mor var ganske rigtig god til at bruge sit sværd og Marylin havde altid nydt at se sin mor kæmpe og øve sig med sværdet da hun var lille før hun selv tog på væbner skolen. Dog syntes hun også at det så ud til at der lå andre ting bag hans ord end det han sagde. Men hun tænkte hun nok heller måtte lade være med at spørge mere ind til det. Det lod ikke til at han ville snakke mere om det.

igen smilede Marylin til hertug Emmett. "Det lyder næsten som vi har gået på den samme skole." smilede hun stort tilbage. Det var også sådan nu. Man glædet sig over de fridage man havde og tog straffearbejdet uden at kny. Hun havde ikke været så meget rundt og se endnu, men det skulle nok være et meget smukt len det var hun helt sikker på. "Hvem var De væbner for i sin tid?" spurgte Marylin nysgerrigt. Hun syntes altid om at få fortalt om de gamle dage, især fordi folk altid havde en tendens til at glorificere dem mere end godt måske var.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett var glad for, at pigen havde forstået hans – måske lettere humoristiske – forklaring omkring hertugindens dansefærdigheder. Det var i hvert fald den måde, han valgte at tolke hendes smil og han smilede til gengæld. ”Jeg tror aldrig, at lige dén ting ved væbnerskolen ændrer sig. For selvom unge mennesker gerne vil arbejde, så har de også brug for tid til sig selv og til at undersøge verden.” Han besvarede hendes smil igen. Selvom det var mange år siden, kunne han godt huske, hvordan det var at være ung. Det var godt nok ikke alting han stadig så på samme måde, men han forstod det unge sind.

”Tro det eller lad være, men jeg var faktisk væbner for min fader den afdøde Hertug Samuel af Gyldensø.” Han mindedes tiden med et lille smil. ”De kan sikkert forestille dig, hvor hårdt det var?” I dag var han glad for arrangementet og satte pris på de mange timer, han havde fået lov til at tilbringe med sin far, men dengang havde han taget imod væbner-pladsen med blandede følelser.

[Marylin af Drotvig]

Marylin var alligevel en smule overrasket over hertugens svar. Selv ville hun aldrig bryde sig om at være væbner for sin mor. Det ville være forkert, fordi hun var kvindelig ridder og det var Marylin kvindelig væbner. Nogle ville nok stadig regne det for snyd hvis Yana tog sin datter som væbner. Selvom Marylin holdte meget af sin mor, var hun ikke sikker på at dette forhold ville blive ved med at være sådan hvis de to kom til at gå op og ned af hinanden hver dag. På den anden side var hun da helt sikker på at prøvelsen ville være det rene barnemad i sammenligning med at holde sin egen mor ud i så lang tid. Det måtte også kunne betegnes som en hvis styrke. Marylin nikkede som svar på hertugens forklaring. Hun havde allerede meget levende, måske endda for levende forestillinger inde i sit hoved af far og søn sammen.

Hun lagde hoved lidt på skrå og så sig om i det store bibliotek, derefter gik hendes blik tilbage på Emmett igen. "Hvilke bøger ville De anbefale mig at læse, hvis jeg får tiden til det?" Det var aldrig til at vide hvad Francine havde brug for og ikke brug for, og selvom hun ikke var i Corus på paladset måtte hun stadig holde sin træning ved lige på alle mulige måder. Hun skulle jo ikke forsømme sine pligter, og en af dem var netop at holde sig selv ved lige. Men det kunne da være rart at læse en bog eller to. Det kunne jo ske at de havde nogle meget spændende bøgerne her inde.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett var en smule overrasket over det pludselige emneskift, men bestemte sig til at bære over med den unge væbner og lade være med at kommentere på det. Unge mennesker kunne somme tider havde svært ved at holde koncentrationen i alt for lang tid og når alt kom til alt, så sad de jo blot og snakkede for hyggens skyld. Han rettede sig lidt ekstra op i stolen og pegede omkring en reol på en anden. "På hylden derovre, har vi samlet bøgerne om Tortall's historie. Både den nyere og de gamle myter og legender." Han ville gerne have rejst sig og vist hende det, men han havde fået strenge ordrer på at holde sit ben i ro for øjeblikket og ikke trætte sig selv for meget, så han håbede, at hun selv kunne finde dem. "Vi har endda nogle bøger, som ikke findes andre steder i hele kongeriget."

[Marylin af Drotvig]

Marylin lyttede og kiggede over på den reol hvor han pegede hun kunne se ryggen af nogle gamle støvede bøger, og tænkte at det nok var dem, ellers kunne hun vel læse på forsiden eller på de første sidder om hun havde fundet de rigtige bøger. Hun tænkte ikke rigtig over at han ville have rejst sig for at vise hende præcis hvor de var. Hun havde været i mange biblioteker før og tænkte at det ikke kunne være så svært igen at finde en bog man godt ville læse i. "Ej det lyder rigtig spændende." Hele hendes ansigt lyste op. Hun syntes om at læse om Tortalls historie og især myterne og legenderne omkring dem var hun rigtig glad for at læse. "Virkelig." Den unge væbner gjorde store øjne og kiggede på ham. Det havde hun alligevel ikke troet. Men på den anden side gav det mening at et af de ældste lener i Tortall ville have sådan nogle gamle bøger. "Det er lige før at jeg skulle læse dem, nu jeg har chancen. Hvis jeg altså må?" Hun kiggede spørgende på hertugen. At få lov til at læse i sådanne bøger var en helt speciel gave. Det var ikke altid at man bare kunne komme til et len og få lov til at læse deres bedste bøger. Det var jo heller ikke sikkert at bøgerne var i så god stand at hun i det hele taget måtte røre dem. Nogle var også meget bekymret for deres bøger og var bange for at de skulle gå i stykke. Og de bøger så næsten altid helt nye ud. Det havde hun oplevet nogle gange når hun ahvde været på besøg hos noget familie.

[Emmett af Gyldensø]

Emmett blev helt varm om hjertet af hendes åbenlyse glæde. Han havde altid selv været meget fascineret af netop disse bøger og havde altid følt, at der var en verden af hemmeligheder og oplevelser, som lå klar på ham, hvis ellers han bare læste bøgerne grundigt nok. Han havde aldrig klaret at løse deres gåder, men han undte gerne en anden at gøre forsøget. "Det må De gerne. Hvis De ellers passer godt på dem. De er jo ikke nye længere." Han smilede indforstået til hende.

"Jeg ville starte med "Georg Stjernesøger's beretninger", hvis jeg var Dem." Den havde altid været hans yndlingsbog og det var tilfældigvis også én af de bøger, som var én af de sjældneste. 

[Marylin af Drotvig]

Marylin blev meget glad og begejstret da Emmett gav hende lov til at læse i bøgerne. "Jeg lover at jeg nok skal passe rigtig godt på dem." Man kunne tydeligt høre at det var noget Marylin havde tænkt sig at holde. Desuden holdte hun altid hvad hun lovede andre. Og sådan ville det også være denne gang. Hun havde ikke tænkt sig at tage bøgerne med uden for biblioteket. Det ville være alt for farligt især hvis hun kom til at tabe dem mens hun fragtede dem. Det ville jo være på grænsen til det utilgivelige.

Marylin nikkede ved den næste sætning Emmett sagde. "Hvad omhandler den?" Spurgte hun nysgerrigt og var næsten mere til lige nu at høre hvordan Emmett ville genfortælle de fortællinger han næsten uden tvivl selv måtte have læst. Sådan måtte det nu en gang havde været. Man kunne da ikke. have sådan nogle fantastiske bøger uden selv at have læst det. Hun kunne i hvert fald ikke selv havde det på den måde det var hun sikker på. Hun så nysgerrigt op på Emmett og var klar til at lytte til hvad han havde at fortælle om bøgerne.