Landsfrænde

[Junimi af Trebond]

Tag: Lug af Meagmarsk

(og evt. Benek Varrasra & Eda Fuglehvisker)

Junimi stod foran døren til den kro, hvor de havde indlogeret sig i Rajmuat. Den var lille og lettere snusket, men prisen var god, og her var der ingen, der spurgte til, hvor gæsterne kom fra eller hvad de havde i sinde. Og samtidig så havde den også den glimrende egenskab, at krokonen kunne finde ud af at lave mad og lige nu var Junimi så sulten, at hun havde problemer med at åbne døren stille og roligt i stedet for at storme ind og spise direkte fra gryden. 

Indenfor var aftenbelysningen tændt og de små lamper på væggene gav krostuen et hyggeligt gult skær. Der var ikke mange gæster i aften og støjniveauet var derfor herefter. Der var mumlen rundt omkring, men stemningen var rar og hyggelig og hun banede sig målbevidst igennem lokalet uden øje for meget andet end disken, hvor hun kunne bestille en portion gryderet til sin slunkne mave.

Derfor opdagede hun heller ikke den mand, som kom gående fra en anden retning, inden de stødte sammen og Junimi satte automatisk en hånd under hans albue for at støtte ham, mens hun selv genfandt balancen. "Det må du undskylde, jeg så mig ikke for." Undskyldningen blev leveret på flydende kyprisk, mens hun så på den fremmede mand.

[Lug af Meagmarsk]

Lug gik gennem kro-stuen i sine egne tanker med et krus øl i den ene hånd, da en ung pige trådte væk fra disken med flere krus øl i hænderne og de var lige på nippet til at støde sammen. Lug trådte hurtigt til side, skød en smule ryg for ikke at hun skulle hælde øl ned af hans skjorte. Deres øjne mødes et sekund og hendes grimasse var overrasket og beklagende mens hans var smilende og tilgivende med et træk på skuldrene. Der skete jo ikke noget.

Lug nåede kun lige at vende sig før han stødte på næste kvinde. Det var dog utroligt!
Han gjorde hvad han kunne for at forhindre dem i at vælte, ved at gribe, støttende fat under hendes albue. De stod helt stille et par sekunder og kiggede på hinanden. Lug rynkede brynene let og så fra hans hånd under hendes albue til hendes hånd under hans albue. Det var som en distanceret omfavnelse.

Et skævt smil bredte sig over hans læber og en lav, kort latter forlod ham.
Kvinden sagde noget.. På klingeende kyprisk og Lug skulle virkelig koncentrere sig for at følge med. Han fangede ordet undskyld og rystede kort på hovedet da hun vidst påtog sig skylden for sammenstødet. "Nej nej.. Det er mig der skal undskylde." Han blev et øjeblik i tvivl om, om hans rustne kypriske, var helt forståeligt.
Lug blev bevidst om at han stadig holdt fast i hende, selvom det var tydeligt at ingen af dem var ved at falde, længere. Han smilede kort og slap hende. "Undskyld.."

[Junimi af Trebond]

Junimi så ned på deres hænder, da manden gjorde det og hendes ansigt lyste op i et underholdt grin. Selv havde hun ikke for alvor været ved at vælte, men det havde den anden tydeligvis heller ikke. Mens hun talte, så han meget koncentreret ud og da han svarede, forstod hun hvorfor. Manden var slet ikke fra Kobberøerne. Og fra hans accent at dømme, kunne han endda være fra Tortall.

Hun blev bevidst om, at de stadig holdt ved hinanden, da han undskyldte og hun grinede lidt igen. "Det skal du ikke tænke på. Du er lang vej hjemmefra, kan jeg tænke mig." Hun var fristet til at fortsætte i kyprisk, men nænnede det ikke og var slået over i fællessproget. Hun fandt, at hun stadig smilede som en ung pige og forsøgte at tone det lidt ned. Den måde han smilede til hende på, fik hende bare til at reagere på den måde og han var jo ingenlunde grim at se på heller. 

[Lug af Meagmarsk]

Et mere lettet smil, bredte sig over Lugs læber da kvinden slog over i lige så klingende fællessprog og fritog ham fra at skulle holde en ordveksling spændende med hans begrænsede kendskab.
Han nikkede venligt og anerkendende. "Du har ganske ret. Jeg er ret lang vej hjemmefra."

Lug trådte et halvt skridt tilbage, det var hvad de omkring stående tillod og gjorde en kort bevægelse med overkroppen, noget der mindede om et kort men ikke stift, buk. "Mit navn er Lug. Det glæder mig at se, at det ikke lykkedes mig at gøre større skade end at danse et par trin med dig og det selvom musikken efterlader sig meget at ønske." Faktummet at musikken var absolut manglende fik ham til igen at smile.
Lug så kvinden an, uden at være besnærende eller ubehagelig. Kvindens mørke hår så næsten sort ud og de mørke øjne der matchede hans egne, samt den manglende accent i hendes tale gjorde det svært for Lug at gennemskue hvor hun kom fra men han havde udelukket at hun var både Raka og Luarin.

Lug sendte hende et blik der indbød hende til også at fortælle hvem hun var men trådte ikke tæt på hende igen. Det ville være at overskride den usynlige grænse der altid var mellem to mennesker der netop havde mødt hinanden, selvom det var ved disken der var flest mennesker at finde og flere kom til og gik hele tiden.

[Junimi af Trebond]

Junimi kunne ikke lade være med at more sig lidt indvendigt over det lettede smil, der viste sig på hans ansigt og hun det brød frem på hendes ansigt igen, da han bukkede for hende. Så hans navn var Lug? Hun overvejede, hvilken slægt, han kunne være fra. Han havde en følelse af adelighed over sig og sandsynligvis, havde hans og hendes forældre mødt hinanden engang imellem til festlige komsammener. Hun var dog helt sikker på, hun aldrig havde mødt Lug - det ville hun have husket. Hun var lige ved at gribe ud efter ham, da han var lige ved at komme i karambolage med en kvinde, som gik lettere usikkert bag ham, men kvinden fik selv styr på sine bevægelser og for Junimi blev det kun til et let spjæt.

"Jeg hedder Junimi. Det er hyggeligt, at møde dig." Hun rakte armen frem imod ham og da han gjorde det samme, lukkede hun grebet om hans underarm i den klassiske hilsen. Hun fnisede lidt over hans kommentar om musikken, hvilket overraskede hende ikke så lidt. Hun var ikke forfalden til fniseri og kunne ikke forstå, hvorfor det netop skulle begynde nu. I et bestemt tonefald fortalte hun sig selv, at hun skulle tage sig sammen. "Måske vi skal tage revanche, når der engang kommer musik?" Nok skulle hun opføre sig ordentligt, men det skadede aldrig at holde sine muligheder åbne.

 "Mit gæt ville være, at du er fra Tortall?" Hun var næsten sikker på, at hun havde ret i sin antagelse - der var flere forskellige indikatorer, som allesammen fik ham til at føles tortallansk. 

[Lug af Meagmarsk]

Lug klemte let om Junimis håndled i den, for ham, stadig, uvante hilsen og et skævt smil bredte sig over hans læber. "Det er i særdeleshed, også hyggeligt, at møde dig, Junimi."
Deres øjne mødtes og Lug besluttede sig for at han syntes om Junimi. Han forsøgte stadig at regne sig frem til hvor mon hun selv var fra mens han slap hendes håndled og tog en tår af sit krus med øl.

Lug hævede et øjenbryn og så skævt på hende, et smil spillede i hans mundvig. "Dét, skal være mig en fornøjelse, Junimi" Smilet udviklede sig til et ægte, bredt smil der nåede hans øjne.
Hvis der kom musik, så ville han bestemt se frem til at byde hende op til dans.

Lug og Junimi stod tæt nok på disken til at han kunne læne sig let op i mod den mens han prøvede at se tænksom ud, han rynkede brynene let. "Jeg kan absolut ikke se, hvad der afslørede mig?" Han holdt masken så længe som muligt men blev nød til at le. "Du har ganske ret, flere generationer end nogen gider at tælle." Han drak en tår mere af sin øl.
"Du, Junimi, er til gengæld ikke sådan lige at gennemskue." Han så spørgende på hende.

[Junimi af Trebond]

Junimi kunne mærke, hvordan varmen fandt vej op i hendes kinder og farvede dem svagt rosa, da han accepterede hendes tilbud om en dans senere - og oven i købet virkede opstemt af tanken. "Jeg går ud fra, at du har lært at lede din dansepartner på væbnerskolen?" Denne gang skød hun blindt i tågen. Hun havde absolut ingenting at hænge sin antagelse om ridderskab på ham, andet end sin mavefornemmelse - men den havde hun så også lært at stole på igennem sine år som spion.

"Mon ikke det er dit brovtende tortallanske gemyt? Eller måske det faktum, at dit kypriske lader noget tilbage at ønske og at Tortall er det nærmeste naboland?" Hun kunne ikke sige sig fri for at drille ham lidt. Hun var fuldt klar over, at hun havde en stor fordel over ham i denne leg, fordi hun var blevet trænet til at lægge mærke til og fortolke detaljer, men det var nu sjovt alligevel. "Hvor tror du, at jeg er fra?"

[Lug af Meagmarsk]

Lug så let vurderende på Junimi mens hans hånd, holdende kruset med øl, var på vej mod hans mund. Han sagde ikke noget, så bare på hende, tog så en tår.
Da kruset kom væk fra munden var der ikke snerten af skum at se i hans skæg. Det havde taget ham år, med skæg, at lære at holde det pænt og rent når han drak og spiste.
Noget blødt, sneg sig ind i Lugs udtryk og han smilede, for guderne ved hvilken gang den aften.
"Mange har forsøgt at lære mig, dansens ynde og elegance." Han strakte udtalelsen af ordet elegance ud og tillagde sig en accent. "Men dans på et solidt og nedslidt kro-gulv, har nu altid haft en større tiltrækning end dansen på de bonede gulve i en grandios sal."

Junimis udtalelse om hans brovtende tortallanske gemyt fik Lug til at le, varmt og hjerteligt. "Du har fat i noget dér." Han ville have taget en tår mere af sit krus men det var blevet tømt, forbavsende hurtigt her til aften. Det måtte være det gode selskab.
Lug tappede let sit krus mod diskens kant, for at indikere at han ønskede en genopfyldning. Han nikkede kort med hovedet i en spørgende gestus. Manglede hun noget?
Han skulle til at spørge om hun kunne fortælle ham mere om ham selv, men hun afbrød hans tankestrøm med et spørgsmål selv. Lug lagde tænksom hovedet let på skrå og trak munden sammen i spekulation.
Han løb lande og befolkninger gennem i hovedet, flere var åbenlyst udelukket..
"Hvis ikke det havde været for dit eminente kypriske, ville mit bud have været, for eksempel, Galla eller måske Sarain." Han sendte hende et skævt smil og besluttede sig for sit svar.
"Tortall." Han så spørgende men afklaret på hende. Han følte sig ret sikker.

[Junimi af Trebond]

"Så må vi jo se, om du kan klare det ujævne gulv, eller om du falder." Junimi smilede let - delvist over det billede, hun fik i hovedet over dette scenarie og delvis over hans overraskede ansigtsudtryk, da han ville drikke og fandt sit krus tomt. Da han henvendte sig til kroværten kom Junimi - meget pludseligt - i tanke om, at hun havde været tæt på døden af sult, da hun kom ind af døren og hendes mave gjorde højlydt opmærksom herpå. "Et krus øl kunne nok være godt, men jeg tror, jeg hellere må få noget mad i maven først." Det sidste sagde hun halvt om halvt til kroværten, som nikkede og af sig selv gik efter en tallerkenfuld gryderet. Hun havde ikke spist andet, siden hun flyttede ind på værelset og han havde lært sig hendes vaner med forbløffende hast. 

Mens hun ventede holdt hun skarpt øje med ham og var positivt overrasket over, at han gjorde et seriøst forsøg på at gætte hendes nationalitet. "Du er mere opmærksom, end jeg troede." Hun smilede spontant igen og mærkede, hvordan hun så lidt for længe i hans øjne. Hvis hun ikke passede på, endte hun med at gøre noget, hun ikke havde tid til på denne mission. Men på trods af dette, gik hun ikke sin vej. "Ja, jeg er fra Tortall. Junimi af Trebond, Ridder ?" Hun lod sin sætning klinge ud i et spørgsmål og nejede derefter yndefuldt, som var hun i den fineste kjole, men så op på ham med et stort grin og et drillende glimt i øjnene.

Få minutter efter kom kroværten tilbage med maden og hun så i retningen af Lug. "Du kunne måske tænke dig at gøre mig selskab?" Hun gjorde et kast med hovedet i retningen af en bås i nærheden og så afventende på ham for et svar.

[Lug af Meagmarsk]

Lug tog i mod udfordringen med et nik og et øjebliks løftede øjenbryn. "Jeg føler mig ret overbevidst om mine evner ud i de mere borgerlige dansetrin på ujævne underlag." Hans blik var drillende.

Lug gjorde en kort, afvisende bevægelse med hovedet, henvendt til kroværten der havde skudt ham et spørgende blik inden han gik afsted efter Junimis aftensmad. Selv havde Lug endnu maven fuld af en spændende omgang krydret mad han havde købt nede i byen et sted, han nok ikke ville kunne finde igen.

Lug holdt Junimis blik længere end hvad passende var men det blev aldrig ubehageligt. Hun var intelligent, godt selskab og køn, et bekendt efter Lugs hoved. I den rækkefølge.
En kort latter undslap Lug. "Du virker overrasket." Han lænede sine ene albue i disken og uddybede med en rolig og afslappet attitude. "Min træning byder mig at være opmærksom.. Og så har jeg svært ved at sige nej tak, til en udfordring." Han smilede skævt. "Alt med måde selvfølgelig. Jeg bryder mig helst om at vinde."

Lug gjorde hende kunsten efter og bukkede formfuldendt for hende. "Ridder Jesla, Lug af Jesla, til tjeneste." Han trak på smilebåndet.

Lug så hen mod båsen og nikkede så. "Så gerne." Han tog i mod sit nye krus med øl og fulgte hende hen til båsen hvor han satte sig overfor hende. Han nikkede let mod hendes aftensmad. "Velbekomme." Han lod kort sit blik vandre rundt i krostuen, både for at give Junimi lidt madro men også for kort at notere sig stemningen i rummet. Han ønskede ikke at sidde afskåret i en bås hvis stemningen pludselig skiftede og blev ubehagelig.

[Junimi af Trebond]

Junimi lod spørgsmålet om hans danseevner ligge for nu og tog  stedet imod sin mad og et stort krus skummende øl og hun satte sig i bevægelse imod det angivne bord, inden hun svarede ham. "Jeg er måske også en kende overrasket." Hun indrømmede det måske en smule uvilligt. "Det er ikke hver dag, man møder en stor, stærk kriger, som også ynder mentale udfordringer." Hun sendte ham et smil, som hun håbede tog brodden af de måske lidt hårde ord. "Det er forfriskende." Hun mente, hvad hun sagde. Hun havde generelt ikke meget til overs for mænd, som afgjorde enhver strid med slagsmål. "Selvom jeg nu også helst vil vinde."

Da hun havde vævet sig igennem de mennesker, der stod imellem hende og bordet, satte hun sig tungt ned og tog sultent for sig. Måske var hun en anelse mere påpasselig med sine manerer, når nu hun sad sammen med en anden adelig. Hun i hvert fald sig selv i at ønske, at hun viste sig fra sin bedste side. Hun var dog tilfreds med, at hun fik ro til at spise. Hun var virkelig sulten. Da hun havde fået stillet den værste sult, så hun op på ham igen. "Så fortæl mig.. Hvorfor er en tortallansk ridder på Kobberøerne på denne tid af året?"

[Lug af Meagmarsk]

Lug lo hjerteligt og tog en tår af sit krus med øl. Stadig intet skum i hans skæg. "Jeg føler mig straks, både højere og bredere, når du bruger ordet, kriger" Han sendte hende et bredt smil.
"Vi vil alle gerne vinde." Smilet nåede hans øjne.

Som Junimi gik foran ham, mod båsen længere fremme, skulle han virkelig koncentrere sig om ansigterne der gik forbi dem, loftets absolut manglende udsmykning og øllet i hans krus. Lug var lige dele kriger, for at bruge Junimis eget ord, og en gentleman. Han kunne sagtens synes at hun var intelligent, køn og virkelig tiltrækkende men han ville helst ikke rende rundt som en lille hund og stirre på hendes.. Ja.. Et lille indadvendt suk undslap ham inden han rømmede sig og skubbede det væk. Sådan da..

Lug sad med albuerne i bordet og blikket vendt ud mod lokalet da Junimis spørgsmål trak Lug ud af sine tanker og han så ind i hendes mørke øjne. Han trak på smilebåndet og øgede afstanden imellem dem ved at læne sig tilbage og hvile ryggen mod båsens vægge. "Dette er da en fantastisk årstid." Han så på hende med et lille skævt smil.

[Junimi af Trebond]

Junimi lo en lille smule og kunne ikke lade være med at betragte Lug's overarme og det faktum, at hans krop i det hele taget så både muskuløs og slank ud under tøjet, da han slog hendes kommentar hen i spøg og hun tog sig selv i at tænke, hvordan hendes fingre ville føles imod hans mave. Hun rystede en lille smule på hovedet med et smil på læben for at rense det for de urene tanker.

Hun nød den fyldte fornemmelse, hun havde i maven, da hun var færdig med at spise og sad selv tilbagelænet, mens maden blev lidt fordøjet. "Det er sandt. Men det er ikke just turistsæsonen." Hun smilede med et blink i øjet. "Selv er jeg her i forretnings øjemed. Min moder har en kjoleforretning i Corus og jeg rejser rundt for at hente stoffer hjem til hende. Dem skal hun jo bruge hele året." Det var af mange års erfaring, hun valgte at afgive sin dækhistorie, før hun spurgte ind til hans. Hendes historie var plausibel og den indbød ikke til for mange spørgsmål og derfor kom der sjældent ret mange. "Men en ridder...? En ridder kunne måske finde på at være her for at lære en ny kampstil?" Hun lod sit spørgsmål hænge med et smil på læben, mens hun ventede på en forklaring.

[Lug af Meagmarsk]

Lug betragtede Junimi mens hun fortalte om sit forehavende på Kobberøerne. Lug overvejede at spørge ind til butikken og livet deri men det ville være for påtaget en interesse og Junimi virkede bestemt ikke som en der satte pris på enhver mulighed for at tale om sig selv. Han ville meget hellere komplimentere hendes intellekt med en meningsfyldt samtale om noget der interesserede dem begge.

Lug overvejede sine ord et par øjeblikke inden han svarede. "Jeg kan på ingen måde frasige mig at jeg ikke altid er interesseret i nye stilarter men.. Nej det er ikke det der bringer mig til Kobberøerne." Han tippede sit krus let, som om han lige havde behov for at kontrollere mængden af øl tilbage i kruset. Lug mødte Junimis blik. "Jeg er her i et selvstudium." Han sendte hende et skævt smil inden han fortsatte. "Jeg er interesseret i brugen af gaven i kampsituationer.. Så lidt om kamp-stilarter har det vel at gøre."
Lug tav og sendte Junimi et nyt smil men tilføjede ikke mere til emnet. Hans indledende møde med Yacub, hans kontrakt her på Kobberøerne, havde ikke været som han havde forestillet sig. Så nu ventede Lug kun på at det blev morgen igen så de kunne prøve igen.

[Junimi af Trebond]

Junimi kunne ikke lade være med at kunne lide Lug. Faktisk lidt for godt måske. Hun havde kendt ham i mindre end en time og hun forestillede sig allerede, hvordan han så ud nøgen. Den slags fejltrin havde hun simpelthen ikke hverken tid eller overskud til at kaste sig ud i lige for øjeblikket. Hun burde sige tak for i aften, rejse sig op og gå op på sit værelse. Det gjorde hun dog ikke. Hun fandt frem til, at hun simpelthen fandt ham behagelig.

Han var stille, rolig og nede på jorden og selvom han tydeligvis også brød sig om hende - omend sikkert på et noget mere passende plan - så havde han tilsyneladende intet problem med at holde blikket fra hendes kavalergang, hvilket andre mænd tit havde besvær med. Hun bed sig tænksomt i læben, mens hun gjorde sit bedste for at lytte til hans forklaring, da en uvelkommen tanke dukkede op i hendes hoved. For det kunne jo da også tænkes, at han bare var glad for at møde en landsmand. Det overraskede hende, hvor nedslået hun blev af den tanke. Hun frigjorde sig fra disse tanker og fokusere i stedet igen på deres samtale. "Et selvstudium? Du besidder måske Gaven?" Hun så spørgende på ham.