I mørket er ikke alle katte grå

[Arram Dalben]

Arram nikkede, eller det blev mere en lille bevægelse af hovedet ned mod puden og spurgte ikke mere. Følelsen af hendes bløde nakkehår under fingrene var meget mere interessant. Han betragtede hende tavst i flere sekunder før det blev ham selv der brød stilheden, denne gang betydeligt mindre seriøs. Det havde da også den ønskede virkning og han blottede tænderne i et skælmsk smil da Robin gav hans skulder et velrettet dask "Så hvis du nu skulle forvandle dig til.." han rynkede brynene og forsøgte at komme i tanke om et dyr der ikke var stor mulighed for hun havde mødt "..en af de store katte i Carthak, så ville det være betydeligt sværere, eller måske helt umuligt i forhold til en almindelig omstrejfer?" hans blik var stadig nysgerrigt, men der var også noget andet, noget vurderende som han ikke engang selv var klar over. Han viklede fingrene fri af hendes krøller, kun for i stedet at stryge dem væk fra hendes ansigt med et lille uudgrundeligt smil "Det er meget rart at vide der ikke pludselig kan rende dobbeltgængere rundt."

[Robin Salmalín]

Robin kneb øjnene lidt sammen og så tænksomt på Arram, før hun trak på den ene skulder. ”Jeg har aldrig set en af dem, så det kan jeg ikke... endnu.” Hun gik kortvarigt i stå, da han strøg hendes krøller lidt væk, kun for at kunne se dem vende tilbage på plads øjeblikket efter. Et lille smil spillede i hendes mundvige og hendes blik gled over hans ansigt med en anelse fascination over at få lov til at være så tæt på ham.

”Jeg startede med mus, da jeg var helt lille, fordi det var dem jeg kendte bedst,” fortalte hun, imens hun bekæmpede trangen til at kysse ham igen. ”Men jeg kan også alt mulig andet. Mejser, spurve, egern, hunde...” Hun stoppede opremsningen og rømmede sig lidt. ”Den slags. Jeg ville gerne kunne noget af det du kan, dog,” tilføjede hun med antydningen af et smil, uden at konstatere at det i øvrigt var det samme hendes far og storebror mestrede på lige fod. Hendes blik flakkede lidt imellem hans øjne og hun strakte sig kortvarigt for at plante et let kys på hans læber.

[Arram Dalben]

Arram brummede bekræftende mens han strøg krøllerne væk fra hendes ansigt igen. Heller ikke denne gang blev de på plads, men det gav ham kun muligheden for at gøre det igen "Du kan nå det endnu. De er fantastiske." skød han ind og tav igen mens hun fortsatte, nikkede let for at indikere han lyttede og strøg fortsat fingrene dovent gennem hendes mørke hår. Lidt på samme måde som han ville have gjort med en besøgende kat, men alligevel var der en verden til forskel.

Han havde mere at sige, men det blev glemt for et øjeblik da hendes læber fandt hans. Han smilede og hans hånd gik i stå, krummet let sammen om hendes nakke. Han så uudgrundeligt på hende da han igen slog øjnene op. Hele konceptet hende i hans seng var stadig en smule uvirkeligt og han var på ingen måde sikker på hvad han skulle mene om det. Lige nu var det dog både behageligt og tillokkende. Trygt, som de lå der bare dem uden nysgerrige øjne og med muligheden for at ignorere realiteterne bare for en stund "Jeg tror jeg foretrækker dig i den her skikkelse." mumlede han og strakte så selv hals for at fange hendes læber igen.

[Robin Salmalín]

Robin krummede fingrene lidt sammen om enderne på sit eget tæppe, da hendes læber strøg flygtigt over Arrams og efterlod hende med en bestemt lyst til mere. Hun gav dog ikke umiddelbart efter for det. I stedet trak hun sig en anelse tilbage igen, lod hovedet dumpe ned på sin pude og så på troldmanden med lige dele nysgerrighed og betagelse. Hendes hånd genfandt hans hals med en hvis forsigtighed og det trak afslørende i hendes mundvige, da han brød den kortvarige stilhed. Øjeblikket efter var hun mere end behageligt optaget og sat mere eller mindre ude af stand til rent faktisk at svare.

Hun ville meget hellere gengælde hans kys og gjorde det mere insisterende denne gang, da først hendes øjne var faldet i. Hendes hud sitrede under hans kærtegn, imens hendes egne fingre gled ind i hans hår. Da hun blev nødt til at løsrive sig en anelse og tage en dyb indånding, genfandt hun hans øjne og smilede skævt. ”Godt,” sagde hun tilfredst, før hun fangede en krølle og snoede den rundt. Hun krummede fingrene i hans hår, før hun selv indfangede hans læber igen. Denne gang førte hendes åbenlyse entusiasme hende til både at skubbe Arram om på ryggen og selv følge med. Hun rømmede sig lidt, da hun brød fri og så ned på ham med ansigtet indrammet af krøller.

[Arram Dalben]

Arram kunne ikke helt ignorere en svag, men insisterende kuldegysning der skyllede ned over hans ryg som en doven bølge da Robins fingre forsvandt ind i hans hår. Han sendte hende et tenderende smørret smil før hendes krummede fingre fik ham til at brumme overrasket. At hun på samme tid krævede hans mund igen fik det til at murre svagt i hans mellemgulv, men han protesterede ikke. Først da han mere eller mindre blev skubbet om på ryggen brød han lidt væk og så underholdt op på hende "Hvad er jeg så nu?" spurgte han med et glimt i øjnene og lod den ene hånd glide ned over hendes ryg for så at give hendes side et drillende klem "Musen?"

Han hævede et øjenbryn mens han abstraherede fra hvordan hun var endt liggende halvt ind over ham. Det var ikke helt så nemt, og han rømmede sig en enkelt gang. Løsningen på ikke at tænke for meget over det hele var simpel og han løftede hovedet for at kysse hende igen mens han strammede grebet om hende en smule for at holde hende hvor hun var.

[Robin Salmalín]

Robins mundvige sitrede, da først hun så ned på Arram og hurtigt kunne konkludere, at han ikke havde noget imod hendes lille stunt. Hendes øjne spillede ned imod ham og hun gav sig lidt, da han klemte om hendes side. ”Mmh. Du mangler bare knurhårene,” svarede hun drillende, uden i øvrigt at have sat sig rigtig op. Hendes albuer var havnet imod sengen som støtte og hun rykkede lidt på sig, så hun ikke lå med sin fulde vægt over ham, men i stedet fordelte den på sine egne knæ. Inden hun nåede særlig meget længere med hele det projekt, var Arram der igen med sine fristende kys og hun overgav sig helhjertet og uden den store omtanke.

Der var intet værre end at tænke for meget. Hun havde fået det hun så gerne ville og der var usandsynligt fristende bare at give slip og følge sine egne instinkter. De lagde i den grad linjen for mange flere kys og mere af troldmandens arme omkring hende. Hun modsagde dem ikke. Hendes blik fandt hans uden at flakke, da hun trak sig lidt væk, en anelse stakåndet. Fingre indfangede endnu en hårtot og hun smilede svagt, lettere bevidst om stillingen hun befandt sig i. For at drukne stemmen, der pointerede at hun bare skulle sove der og at der ville ske mere, hvis hun fortsatte, trykkede hun atter engang sine læber imod Arrams. Det hjalp slet ikke på hendes viljestyrke, at han holdt fast i hende som om han gerne ville have hende der.

[Arram Dalben]

Nøjagtigt hvor nemt det var at glemme sine forbehold kom bag på Arram da han løftede hovedet og fangede Robins læber igen. Den lette vægt hun lagde mod ham var behagelig og det var mere instinktivt end bevidst han lukkede armen tættere omkring hende og dermed øgede fornemmelsen. Han var kun en mand og det ville have været en fed løgn hvis han havde forsøgt at påstå han ikke var påvirket af at have en kvinde i sin seng. Også selvom omtalte kvinde var nogenlunde den sidste han nogensinde havde forestillet sig at have der.

Han tog selv en dyb indånding da hun trak sig væk uden rigtigt at gøre det og mødte hende blik. Et let træk i hans hår fortalte ham hvor hendes fingre var og hvorfor de fik de små hår i hans nakke til at rejse sig. Den lille stemme i hans baghovede meldte sig igen da hun optog hans læber og han rynkede brynene lidt selvom han ikke gjorde anstalter til at trække sig væk.

Det blev dog nødvendigt før eller siden og med endnu et dybt åndedrag, strøg han hånden blidt over hendes ryg "Der var noget med vi skulle sove, var der ikke?" han så sigende på hende, forsøgte at overbevise sig selv om det var det eneste de skulle mens den lille stemme belærende bad ham være den voksne og ikke lade situationen eskalere yderligere.

[Robin Salmalín]

Robin var ikke nogen uskyldig lille sag. Hun havde været med unge mænd tidligere og det ville ikke være første gang hun var afklædt med en anden, hvis det skulle gå hen og eskalere i den retning. Hendes tanker bevægede sig ufrivilligt i den retning, imens hun kyssede ham grundigt. Da luft atter engang blev af yderste nødvendighed, var hun et øjeblik om at åbne øjnene. Hun åbnede dem langsomt og så ned på ham, imens hans hånd mod hendes ryg sendte ilinger igennem hende.

Blikket han sendte hende fortalte en anden historie end hans kys og fingre, men først da han brød tavsheden gik det rigtigt op for hende. Hun smilede lidt og nikkede den mindste smule. ”Jo,” mumlede hun fortrydeligt, før hun stjal et flygtigt kys fra ham, løftede på sig og dumpede ned på ryggen igen. Det sitrede overalt på hende, men hun gjorde ingen yderligere tilnærmelser. Med et lydløst suk, rettede hun på tæppet. Hun lukkede øjnene og besluttede sig for at gøre, som de havde aftalt; at sove.

[Arram Dalben]

En svag rynke tog plads på Arrams pande da Robin dumpede ned ved siden af ham igen. Han nåede lige at løfte armen før den endte under hende. Det tog ikke ret mange sekunder før han fortrød hele forsøget på at være den voksne, heller ikke selvom det var hende selv der var startet med at sætte det ene lille krav. Han lå lidt og så op i loftet over sengen, med rynede bryn og en tænksom mine mens alle forbeholdene vendte tilbage.

Så sukkede han tungt og skubbede dem fra sig igen mens han vendte sig om på siden og betragtede hende "Du er tættere på lyset end mig." konkluderede han i en tydelig opfordring til at hun skulle puste det ud, også selvom han ikke direkte havde sagt det. Han fulgte hende med blikket og da hun lagde sig ned igen tøvede han ikke med at indfange hende med den ene arm. Han var dog ikke sikker på hvordan lige den handling ville blive modtaget og sagde ikke noget før han var sikker på hun ikke trak sig væk "Lad os.." begyndte han lavmælt og nu i mørke, før han stoppede og begyndte igen med en mindre rettelse "Lad mig lige synke det hele før vi.. går videre." han så på hendes silhuet i halvmørket, strakte sig så lidt og plantede et kys mod hendes kind "Jeg er ikke så gammel at jeg dør af at venter." forsøgte han spøgende og krøb lidt tættere på hende, stadig med begge tæpper mellem dem

[Robin Salmalín]

Robin havde midlertidigt glemt alt om lyset. Da Arram påpegede at hun var tættest på det, satte hun sig halvt op i sengen og pustede det ud med en hånd bag det, uden at tænke på, at han sikkert kunne slukke det med et let vindpust selv. I mørket lagde hun sig ned igen og vendte sig denne gang om på siden med ryggen til troldmanden og et svagt smil på læberne. Det voksede en anelse, som han hev hende ind til sig med den ene arm. Hun protesterede ikke, men puttede sig i stedet blot ind til ham.

Da han brød stilheden igen, vendte hun hovedet halvt imod ham. Hun rynkede panden en smule før han kyssede hendes kind og smilet brød lidt frem igen. ”Er du sikker?” Det drillende spørgsmål blev fulgt op af et spillende blik i mørket, men hun blev ikke liggende længe med nakken drejet. I stedet vendte hun sig helt om igen, krummede sig en kende sammen og så lidt ud i luften. ”Det er mærkeligt, at du er den tilbageholdende,” konstaterede hun tænksomt. ”Jeg kan godt lide det.” Hun lukkede øjnene med et tilfredst smil og rykkede lidt mere på sig under tæppet, før hun lå stille. Det var frygtelig rart at blive holdt om af Arram. Hvordan skulle hun kunne klage over det?

[Arram Dalben]

Hvis ikke troldmandens tanker havde været så afledt som de var, ville han angiveligt havde slukket lyset selv. Det havde ikke krævet meget, heller ikke uden at rejse sig igen, men tanken strejfede ham ikke før Robin allerede havde sat sig op. Det gav ham dog chancen for at bløde lidt op på det, der uanset hvordan man vendte den, var en afvisning. Måske ikke en grov en af slagsen, men ikke desto mindre.

Han blottede tænderne i et smil hun ikke kunne se og rynkede lidt på næsen da en af hendes krøller kildede ham "Næsten.." svarede han drævende og gav hende ubevidst et lille klem. Han lukkede øjnene og sukkede næsten lydløs i en afslappet udånding bag hendes nakke før han rynkede brynene lidt. En kommentar om, at det mest mærkelige var at ligge i sin seng, med hende blev stoppet og blev aldrig til mere end tanken. I stedet løftede han hovedet lidt og strøg næsen over den bløde hårgrænse i hendes nakke "Godt." mumlede han, mens hans tanker uundgåeligt drev hen på det modsatte af tilbageholdende og fik ham til at flytte uroligt på sig under tæppet. Det var uvant at have et andet menneske i sin seng ligesom det var uvant at have en skjorte på når han først lå der. Alt sammen var det medvirkende til, at han ikke følte sig helt så træt som han havde gjort før katten sprang ind ad vinduet.

[Robin Salmalín]

Robin smilede dumt, som Arram klemte lidt om hende mellem alle lagene af stof. Hun kunne egentlig ikke rigtig mærke hans varme, men det var alligevel vidunderligt at have ham så tæt på og modtage et let kærtegn i nakken, som fik det til at sitre i huden. Tankerne om at ligge med ham som en kvinde frem for en tøjbylt var ikke fuldstændig forduftet, men hun kunne godt leve med, at det blev udskudt til et andet tidspunkt – mest af alt fordi det lød som om det andet tidspunkt ville komme en dag.

Det var godt at lade være med at springe frem til noget, som hun måske ikke engang ønskede endnu. Bedre var det, at han tydeligvis ikke kun var interesseret i at lægge hende ned. Det gjorde hende stort set lige så varm indeni, som hun efterhånden var udenpå under tæppet og i troldmandens omfavnelse.Et hørligt gab forlod hende og hun puttede sig ind til ham med stort velbehag og en følelse af, at verden bare kunne komme an nu. Hvordan det lige var lykkedes hende at ende her – og hvad der skulle ske fremadrettet – havde hun ikke tænkt sig at bryde sit hoved med endnu. Livet var rart.

[Arram Dalben]

Arram smilede for sig selv ved lyden af Robin der gabte og han slappede af bag hende uden helt at ville indrømme overfor sig selv, at han befandt sig overraskende godt. Hendes gab smittede og han havde ikke selv held med at kvæle et lige i kølvandet på hendes. Som resultat fik han nær indåndet en af hendes krøller og fnøs let for at få den væk. Trætheden sneg sig langsomt, men sikkert ind på ham igen og med en tung udånding mod hendes nakke, lukkede han øjnene og forberedte sig på at sove.

Hvor længe han lå sådan var han ikke sikker på, men han havde uden tvivl været døset væk. Den kombinerede varme af skjorte, tæppe og en anden person tæt på i sengen var lidt mere end han havde det godt med. Han lyttede lidt for at lure om Robin sov eller ej. Så trak han forsigtigt armen til sig og satte sig halvt op. Ligeså forsigtigt trak han skjorten over hovedet og kasserede den bag sig i sengen før han lagde sig ned igen, lagde armen hen over Robin og gabte lydløst. Inden længe trak han vejret tungt og snorkede måske en lille bitte smule.

Tråd lukket