Glædeligt besøg

[Marylin af Drotvig]

Til: Jessamine af Ravntoft

Marylin havde fået den evige trivielle opgave: Rense våben. Siden de var kommet hjem, havde hun haft travlt. Depoterne skulle fyldes op igen, alle vogne skulle tjekkes igennem hendes egen hest og oppakning skulle tjekkes, Francines oppakning skulle tjekkes. Og nu var det så blevet tid til at rense samtlige våben. Hun var allerede færdig med Francines sværd og var fået i gang med sit eget. Hun sad godt bøjet over arbejdet og fordybet i sine egne tanker.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa havde ikke været hjemme længe, før hun følte et overvældende behov for at aflægge alle sine venner mindst ét besøg. Katherine, Adalia, Aidan og alle de andre, der ikke var tilbage i Rodlund og kæmpede sig igennem hverdagen. Mary var en af de nemmeste at finde, da først hun havde fået fripas af Emmet til at lægge sine pligter på hylden i en times tid eller to.

Jessa halvvejs hoppede hele vejen ned til rytternes kvarter. Hun blev lukket ind af en kvinde på alder med hende selv og bankede kort efter på døren til Marys kammer. "Hallooo? Det er paladsvagten. Bor der en Væbner Drotvig her?" Hun anlagde en langt dybere stemme end sin egen og smilede bredt over den lille spøg.

[Marylin af Drotvig]

Marylin blev letter forundret da det bankede på døren, især da en dyb stemme proklamerede sig som paladsvagten. "Et æjeblik." Råbte hun hen mod døren. Sværdet blev lagt tid side og hun rejste sig op og gik tungt hen mod døren.

Ved synet af en mindre pige med rødt hår og ikke en paladsvagt blev Marylin først lettet og derefter gik det op forhende at det var Jess. "Jess!" Begejstringen lyste ud af den unge piges øjne og hun omfavnede veninden. Hun tænkte dog først nu to gange. Hun havde ikke hørt at tropperne var blevet sendt hjem endnu. Og alligevel stod Jess der. Mary havde dog hørt om et meget hårdt slag der nede. Hun blev en smule bekymret.

[Jessamine af Ravntoft]

Jess lyste op i et stort smil, da døren gik op. Hun grinede, da Marylin trådte frem og lagde kort armene om hende og klappede hende lidt på ryggen, før hun møvede sig ind på det lille værelse, der tilhørte Kommandantens væbner. På vejen rodede hun op i selvsammes hår og lagde en arm over skulderen på hende.

”Har du lavet ballade, imens jeg var væk? Forhåbentlig ikke for meget...” Hun hævede øjenbrynene lidt og vrikkede med dem, imens hun så sig rundt på kammeret, der ikke så ud til at have ændret sig. Det samme kunne siges om veninden, men vel næppe om Jess. I hvert fald følte hun selv, at hun havde ændret sig frygtelig meget. Krig gjorde den slags. Emmet gjorde også den slags...

[Marylin af Drotvig]

Marylin dukkede sig let ved den roden rundt i håret. Hun havde et split sekund glemt, hvor lidt stille Jess var. Derefter grinede hun smørret til sin veninde. Ansigtet blev dog hurtigt vendt til et overdrevet kedelig grimasse. "Desværre intet. Jeg har ikke fået lov til at kede mig specielt meget." Hvilket nok også havde været meget godt, tænkte Marylin. Så havde hun været en smule beskæftiget, mens alle de andre havde været i krig. Hun ville nu stadig gerne have været med. Hun kiggede på veninden. "Hvad med jer? Jeg er har hørt om det store slag. Hvordan var det?" Marylin var vildt nysgerrig. Trods hun var anden års væbner var hun stadig lige naiv hvad angik krig.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa grinede og modstod trangen til at skubbe drillende til Marys skulder, hoppe lidt rundt eller slås for sjov. Hun havde frygtelig meget energi for tiden og lige nu havde hun ingensteder at hælde den energi hen. ”Sikke en skam,” sagde hun monotont, med en mine der afslørede, at hun egentlig ikke synes det var så skidt endda.

Så skar hun ansigt og dumpede ned på venindens seng. Hun knækkede nakke og strakte armene om bag sig med halvt sammenklemte øjne. ”Der var flere slag. Det var rimelig frygteligt. Folk døde, jeg blev slået ud og Emmet... Emmet mistede en del af førligheden i sit ben, som han nok aldrig får igen.” Hun rynkede panden og sank lidt sammen i skuldrene. ”Men helt ærligt, så synes jeg vi skal tale om mere muntre ting end det. Vi er stadig i live. De reddede Gareth fra Marenerne og nu er jeg her. Du må have lavet andet end at arbejde i al den tid?”

[Marylin af Drotvig]

Marylin gik hen og satte sig på stolen som stod ved bordet. Drejede den så den vente mod Jess. Derefter lagde hun ansigtet i de rette folder. Dog var hun lidt overrasket over at høre det med Jess ridder Emmet. Hun vidste jo godt at der døde folk i krig, men aldrig tænkt på det på den måde. At man kunne miste førligheden. Betød det så at man skulle være skrivebordsridder resten af sit liv?

Ved det næste spørgsmål tænkte Marylin sig lidt om. "Hmm... Nej..." Sagde hun efter et stykke tid. "Der har jo ikke været ret mange hjemme til at kunne lave noget med. Jeg har dog været på en dagsrejse væk fra byen. Francine bliver vanvittig at være sammen med hvis hun ikke har noget at lave. Især nu hvor hun ikke skulle i krig, men vi skulle tage os af de nye rekrutter." Faktisk havde der været jævnt kedeligt på slottet i den tid, alle folk havde været ved Dannefortet. Der var selvfølgelig altid rygter som gik på slottet og skandaler og alt muligt andet. Men det interesserede ikke Marylin så meget. Hun ville bare have sit skjold, så det var hvad hun brugte sin energi på. 

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa skiftede emne som vinden blæste. Hun rynkede lidt på næsen, men lod sig ellers ikke mærke med hvor lidt det huede hende at tænke på Emmets skade. Heldigvis talte Mary gerne løs om kedsomheden derhjemme, noget hun uden problemer kunne sætte sig ind i. Hendes sympati var begrænset, efter hvad hun havde oplevet af krigen, men hun kunne snildt huske at have kedet sig – og hvor utålelige riddere kunne blive, når de gjorde det samme.

En munter lyd forlod hende. ”Så har I jo også rigeligt at tage jer til. Hvordan var det at møde de nye rekrutter? Hvis jeg ikke var blevet page, ville jeg have søgt ind hos rytterne.”

Hun plaprede lidt, før hun lavede sit bedste lytte-ansigt og så afventende på Mary. Nye rekrutter. Nyt blod. Det måtte alt andet lige være spændende at være en kommandants væbner. Krævende, men spændende.

[Marylin af Drotvig]

Marylin var van til at Jess skiftede samtale emner, og tænkte at det nok også var hårdt at snakke om en krig man var kommet før hjem fra. Derfor ville naive Marylin nu stadig gerne have været der.


Marylin nikkede. Og tænkte at de havde nok at se til, men det var bare ikke det samme. "Jeg syntes dem i år var dummer end dem sidste år?" Hun så sådan spørgende ud som om hun forventede at Jess kunne svare på det spørgsmål, uden at Jess overhovedet havde en jordisk chance for at vide det. "Det var både dem som pakkede deres ting på første dagen, fordi de ville hjem til deres moar. Og så var der dem som først smuttede da vi tog på strop tur med dem. " Hun holdte inde lidt, før hun begyndte at smågrine lidt. "Det bedste var en dreng, som" Hun måtte holde en mindre pause for lige at grine lidt af. "som prøvede at skyde med bue og pil fra en ny pony den første dag. Åh stakkels pony. Den fik buen i hovedet og endte med at smide den stakkels knægt af, lige ned i en kæmpe mudderpøl." Nu kunne Marylin ikke holde det tilbage længere og hun grinte højt. Hun håbede at det ikke kun hende der havde fået en meget underlig humor af at være efterladt næsten alene på slottet. Og at det ikke var for intern. Hun kunne stadig se den mudrede dreng for sig.

[Jessamine af Ravntoft]

Jessa lyttede interesseret, omend hun ikke helt kunne sætte sig ind i det morsomme, før Marylin havde forklaret historien fra ende til anden. Et latterfnys forlod hende over det mentale billede og hun kløede sig lidt i nakken, imens hun rystede på hovedet. ”Er du sikker på, at han ikke bare var halvt Carthaki?”

Hun hævede begge øjenbryn en anelse og ventede på at veninden havde grinet af. I hvert fald mere eller mindre. ”Jeg hører, at de sætter pris på et mudderbad fra tid til anden. For at pleje huden, tilsyneladende.”

Ikke at hun i sin vildeste fantasi kunne finde på at gøre noget lignende. Et ordentligt, varmt bad. Det var alt. Det kunne hun til gengæld virkelig godt bruge et par stykker af, for at rense rejsesnavset og krigen ud af selv den mindste åbning.

[Marylin af Drotvig]

Mary havde et klart øjeblik, hvor hun kunne tage sig sammen til at give veninden ret i at personen måtte helt sikkert have noget Carthaki blod i årene. Og ved den næste kommentar faldt hun om af grin endnu en gang. Synet af den unge mand som nu frivilligt badet i mudder var ikke til at holde ud for hende. Dette var blot endnu et bevis på hvor kedeligt det havde været på slottet. Mary vidste udmærket at det ikke var så sjovt, men hun kunne ikke stoppe med at grine igen.

Endelig kunne hun stoppe og sad og så helt undskyldende over på sin veninde. "Undskyld, det var vist heller ikke så sjovt igen."

[Jessamine af Ravntoft]

Jess sad og betragtede Mary med et nogenlunde permanent smil. Hun rystede lidt på hovedet da veninden gav sig til at undskylde og fnøs muntert af hende. ”Det var sikkert sjovere hvis man var der,” konstaterede hun drillende.

”Er der sket andet end at rekrutterne har fjollet rundt? Røverbander? Udødelige?” Hun vippede lidt med tæerne og så ned på gulvet, før hun løftede blikket til veninden igen med et listigt smil. ”Nogen knægte, der er kommet forbi og har stjålet dit hjerte for nylig?”

[Marylin af Drotvig]

Marylin nikkede. Ja man skulle sikkert have været der. Det plejer man at skulle.

Marylin rejste skeptisk det ene øjenbryn og en ansigts udtryk som sagde det hele. Er du dum mand. En dreng? Hun tænkte slet ikke på fyre på den måde,  hvad havde Jess regnet med. Derfor valgt hun at svare på det første spørgsmål. "Jo vi var på en tur til Olau. En dagsrejse herfra." Hun trak lidt på skuldrene. Rådet havde syntes at Francine skulle være i Corus, hvis der kom vigtige beslutninger hun skulle tage sig af. Dumt efter Mary mening.

"Hvad med dig. Er der nogen som har stjålet dit hjerte?" Spurgte Marylin drillende sin veninde. Hun vidste nemlig at Jess var begyndt at tænke på den slags.

[Jessamine af Ravntoft]

”Olau?” Jess rettede sig op og så interesseret ud. Ud over den slægt, der var bundet til lenet, var det hjem for et af de vigtigste fund fra de gamles tid. Hun sank lidt sammen, da hun kom i tanke om, at Ridder Francine næppe havde taget Marylin på eventyr i ruinerne. Selv hvis hun havde, mindedes hun ikke at hun nogensinde havde hørt veninden udtrykke den mindste interesse i anden historie end den, der handlede om fortidige slag.

En grimasse indfandt sig på hendes ansigt over spørgsmålet til hendes hjerte og hun rystede på hovedet med et halvmuntert fnys. ”Nærmere lige modsat,” konstaterede hun tørt. ”Jeg forlod en stadig halvbitter Anders, som ikke har talt med mig hele krigen, fordi jeg ikke havde de samme følelser for ham, som han havde for mig.” Hun sukkede lidt trist og trak lidt på skuldrene. ”Jeg håber han har tilgivet mig, inden alt det her slutter.”

[Marylin af Drotvig]

Marylin nikkede. Det havde dog været en opgave, som hun havde fået besked på ikke at fortælle noget om. Hvorfor vidste hun ikke, men der lå nok noget bag som hun ikke vidste og som gav en god grund til den besked hun havde fået. "Det er et meget spændende len. De har helt vildt gode æbler. Jeg smagte et som var fra sidste år, og det var stadig godt der i starten af juni." Marylin tænkte at de nok havde ansat en troldmand til at sørge for at æblerne beholdte deres friske smag vinteren over til der kom nye æbler.

Marylin rystede på hovedet. "Han er da fjollet. Du kan da ikke gøre for at du ikke har de samme følelser som dig. Hvem ved, måske måtte han ikke engang blive gift med dig for hans familie. Skulle han så også være sure på dem fordi han ville få et potentielt nej." Marylin havde ikke helt forstået det med følelserne endnu. Hun sad og tænkte et øjeblik. "Ja så er det dig der har trampet på andres hjerte i stedet for at stjæle det." Svarede Marylin i en romantisk drillende tonefald. Åh den kærlighed. Og alligevel syntes hun at der var noget anderledes ved veninde, denne forandring tillod hun dog krigen.