Held eller forstand..

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Grågåsen summede af liv, som den også gjorde de fleste andre aftener. Mange af gæsterne var tilbagevendende og kendte ansigter på stedet. Blandt dem var også den krølhårede magiker der banede sig vej mellem bordene med tre krus øl og satte sig ved et bestemt bord hvor krusene blev delt ud "Hvem skulle give?" han tog en mundfuld af sit eget krus og tog derefter imod de fem kort der blev sendt i hans retning.

Arram kneb øjnene sammen i halvt påtaget overvejelse mens han så ned på de fem kort han nu havde i hånden, derefter rundt på de to andre der sad ved bordet sammen med ham og tilbage ned på kortene med en opgivende mine (der var ligeså påtaget som de sammenknebne øjne). Et øjeblik endnu sad han og så på kortene før han stoppede sin overlagte trækken af tid og smed to kobbermønter mere ind i bunken midt på bordet "Hvis man ikke tager chancer, vinder man ikke, vel?" spurgte han retorisk, lagde kortene ned mod bordpladen uden at slippe dem og lænede sig tilbage på stolen med et halvt provokerende smil.

[Robin Salmalín]

Robin var aldrig rigtig fuld. Det kom som en bivirkning ved hele spionjobbet – samtidig med at alkoholiske varer var dyre og at hun ikke brød sig om at miste kontrollen på den måde. I dag var hun dog munter og med en svag summen i kroppen over den ene øl, der var røget ned for at fejre en kammerats forlovelse med en yndig lille sag fra Galopkvarteret. Hun grinede, da de trådte ind på kroen. En dårlig spøg fra en af de andre sørgede for, at smilet blev hængende på hendes læber hele vejen imod et ledigt bord. Først da hun fik set sig rundt i hele lokalet med sædvanlig detalje-nøjagtighed, svandt det væk sammen med det muntre glimt i hendes øjne. Hun så hurtigt væk fra bordet med de velkendte krøller, installerede en latter over noget, der blev sagt og kom på benene igen med en undskyldning til bordet.

Både draget og lidt tilbageholdende, nærmede hun sig det selskab, som Arram var en del af. Hun samlede hænderne på ryggen, stoppede halvt bag ham og rømmede sig lidt. ”Mester Dalben,” hilste hun høfligt, før et skævt smil trak op i hendes mundvige. ”Er det ikke lidt snyd for en troldmand af din kaliber at spille kort med almindelige dødelige eller opvejes uretfærdigheden af manglende skuespillerkunst?”

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Arrams humør var ganske glimrende den aften og en smule højere end normalt. At det havde en del med indtaget af øl at gøre var logisk, men han var ikke så meget beruset, som bare afslappet og godt tilpas i selskabet. Det havde muligvis også en smule at gøre med at han havde vundet de sidste tre runder (på helt ærlig vis). I hvert fald gjorde det ham sammen med alkoholen tilpas selvsikker til at provokere en smule for hvilket han inkasserede en halvhjertet skulen og en ordre om at gøre et udspil eller klappe i.

Han havde netop rakt over bordet for at bytte et enkelt kort, da en velkendt stemme bag ham distraherede ham. Han smilede dog uforbeholdent bredt da han drejede hovedet og så op på Robin fra sin siddende stilling "Måske.." smilet sitrede afslørende på hans læber mens hans blik spillede skælmsk mod hendes "Med mindre du står der og beskylder mig for at snyde." han hævede brynene lidt, rakte så ud med den frie hånd og trak den tomme stol ved siden af sig ud "Men nu du er her, så kunne jeg godt bruge lidt held." han klappede på sædet af stolen i en klar opfordring.

[Robin Salmalín]

Robin smilede stadig som Arram vendte sig om, men hendes hjerte bankede hastigt i brystkassen på hende, da han besvarede det og så på hende. Hans mørke øjne gjorde hende blød i knæene og det var kun takket være selvkontrol, at hun ikke blev kokrød i ansigtet. I stedet himlede hun teatralsk med øjnene og forsøgte at lade være med at synke ned under gulvbrædderne eller strække en hånd ud og røre ved hans hår. Begge dele var voldsomt fristende.

Hun lagde en hånd på stoleryggen og kastede et blik på hans kort, før hun fnøs. ”Ja, det kan du tydeligvis,” konstaterede hun simpelt, en hel del mere overbevisende end han selv havde været, da han forsøgte at bluffe dem han spillede med. Hun slog sig ned på den anviste stol, selvom hun dermed installerede sig mere permanent end hun havde tænkt sig. Hvordan skulle man egentlig kunne sige nej til at være Arrams lykkeamulet, når man spenderede betragtelige mængder tid på bare at ønske sig, at han ville være interesseret i at se hende som noget som helst andet end en tidligere lærling? Hun havde ikke svaret på det spørgsmål og satte sig blot tilrette ved siden af ham med et foregivende nysgerrigt blik på de andre spillere. ”Hvem har vundet indtil nu?”

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Arrams øjenbryn røg op i panden på ham ved Robins kommentar og han vippede hurtigt kortene i sin hånd ind mod brystet så hverken hun, eller nogen andre, ville kunne se dem "Jeg sagde held, ikke at du skulle afsløre min hånd, lille fugl!" udbrød han overbevisende fornærmet, selvom blikket han sendte hende mens hun satte sig, stadig spillede lige skælmsk.

Under normale omstændigheder ville han næppe have talt så familiært til hende, men lige nu tænkte han ikke overat der skulle være noget forkert i det. I stedet sendte han et hurtigt blik bordet rundt for at sikre sig ingen var utilfredse med den nye gæst og eventuelt nye medspiller. Da det ikke så ud til at være tilfældet vendte han igen blikket mod Robin, men nåede ikke at svare før en anden kom ham i forkøbet "Mester Kæphøj derovre, som trænger til at blive pillet ned." kom det tørre svar der fik Arram selv til at slå en munter latter op mens han så sigende på Robin "Tre runder, snart fire hvis du er noget værd som lykkeamulet og ikke er en ulykkesfugl i stedet." han blinkede drilsk til hende før hans blik blev spørgene "Vil du have noget at drikke?" han så afventende på hende, klar til at begive sig op til baren igen hvis hun tog imod tilbuddet.

[Robin Salmalín]

Ved alle guder, hvor var det svært at undertrykke trangen til at fnise nervøst. Hun var normalt ret samlet og pragmatisk overfor selv søde hankøn, men Arram var en anden sag og det var kun med et meget stramt greb i tøjlerne, at hun formåede bare at smile overbevisende selvtilfredst og sætte sig ned ved siden af ham. Han havde kaldt hende lille fugl og smilede til hende på en måde, der gav hende kildren i mellemgulvet og fik flyvske tanker til at suse rundt i hovedet. Hun virkede voldsomt sikker på det hele, men følte sig alt andet. Det hjalp, at en anden i selskabet besvarede hendes spørgsmål i stedet for Arram.

Hun så på ham og fnøs muntert, før hendes spillende blik vendte tilbage til troldmanden og maven slog endnu en knude. Spørgsmålet var mere end uventet og denne gang klarede hun ikke at skjule det helt. Hendes øjenbryn røg lidt op, før hun nikkede en enkelt gang og smilede tøvende. Afholdenheden plejede at være et emne der blev lavet en hel del sjov med. Hun havde ikke lyst til at blive til grin lige nu. Ikke imens han sendte hende den slags blikke, som om de rent faktisk var ligeværdige. ”Ja tak... Eh. Øl?” Hun havde lyst til at sige, at den skulle være lys, men bed det stædigt i sig og krummede tæerne lidt i de bløde læderstøvler.

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

En anden ting Arram under normale omstændigheder nok næppe havde gjort, var at tilbyde Rikash Salmalíns datter et krus øl på sin egen regning, men ikke desto mindre var det nøjagtigt hvad han gjorde nu. Han ventede tålmodigt med et evigt smil indtil hun bestemte sig, nikkede så og skubbede sin stol bagud med en skraben mod gulvplankerne "Som De ønsker." spøgte han flabet, bukkede næsten korrekt og masede sig op til baren igen.

Det tog ikke længe før han var tilbage og satte et krus med en nydelig skumtop foran hende, men længe nok til, at den fuldskæggede mand ved bordet havde nået at spørge om tøsen rent faktisk var noget værd med kort og med tydelig skepsis uden dog at afvise at hun kunne være med i spillets næste omgang. Arram selv dumpede ned på sin stol igen og så påtaget mistænksomt på sine medspillere "Og hvor meget er der så blevet luret i mine kort?" han så spørgende på den unge kvinde ved siden af sig og fik et par halvmuntre fnys som svar fra den anden side af bordet før han rykkede sin stol tættere på hendes og lænede sig en smule ind mod hende med kortene holdt op så hun kunne se dem igen "Vi skal vist lægge ud. Føler vi os heldige eller ej?" spurgte han og puffede lidt til den stabel kobbermønter der lå foran ham på bordet.

[Robin Salmalín]

Robin sad tilbage med en definitiv følelse af sommerfugle i maven, selvom hun samtidig sparkede sig selv for overhovedet at have taget imod tilbuddet om at sidde ned ved siden af ham. Hun udvekslede et par ord med manden overfor, præsenterede sig og var nået til at spørge hvor han kendte Arram fra, da selvsamme vendte tilbage og afbrød samtalen. Et kringlet smil trak op i hendes mundvige, men hun var ikke alt for åbenlys, som hun blot bedyrede, at ingen havde set i hans kort. Han holdt dem også frygtelig tæt ind til kroppen...

Tiden gik lige dele pinefuldt langsomt og alt for hurtigt. Både det første og det næste spil blev afsluttet til Arrams fordel, men Robin undskyldte sit eget minespil med, at hun ikke helt forstod reglerne. Det var selvfølgelig løgn, men hun leverede det overbevisende til den utilfredse taber og nøjedes dernæst med at tømme sin øl, før hun blev tilbudt at deltage i endnu et spil. På nuværende tidspunkt virkede det mindre farligt. Hun kunne mærke det sitre i sine fingerspidser og mistænkte det solide krus, som hun havde tømt under flere opfordringer om ikke at sidde og sippe så forsigtigt som om hun selv havde betalt. Hendes kinder føltes varme af andet end forlegenhed og hun måtte blinke et par gange, for at fokusere for alvor. Ligefrem døddrukken var hun på ingen måde, men hun virkede beruset munter og drejede hovedet let distraherbart imod tonen fra en fløjte. Den blev kort efter fulgt af en rytmisk trommen og Robins ene fod vippede lidt, før hun kom i tanke om, at hun havde et spørgsmål at besvare. ”Nej, ellers tak,” fik hun sagt, uden at have tænkt nøje over det. ”Jeg tror mine venner vil have mig med på dansegulvet.”

Ligefrem at kalde et dansegulv var overdrevet, men der var en hvis sandhed i at de yngste gæster hurtigt havde set lejligheden til at rydde et par borde og stole til side for at kunne få plads til at bevæge sig til musikken. Robin smilede beklagende til Arram med lidt farve i kinderne, før hun forlod bordet, halvvejs dansende allerede så snart hun var på fødderne. Melodien var munter og Sofra så ud som om hun manglede en dansepartner.

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Mens kortspillet udviklede sig var der forsvundet mindst halvandet krus øl mere i Arrams nærhed. Han var dog ikke til at skyde igennem og var i sit es efter endnu nogle vundne runder der havde fået stablen af kobbermønter foran ham til at vokse. Det var dog ligeså meget Robins fortjeneste som hans egen og han måtte indrømme han ganske godt kunne lide den lidt påvirkede Robin der sad ved siden af ham. Han tog sig selv i at betragte hende diskret og på en lidt anden måde end ellers og for sig selv konkludere, at hun egentligt var blevet ganske køn, på sin helt egen måde.

Om det var øllen der påvirkede den konklusion havde han ikke klarsyn nok til at fundere nærmere over, men han kunne ikke helt holde et skuffet udtryk tilbage da hun takkede nej til endnu et spil og rejste sig. Han så efter hende med let rynkede bryn før han vendte opmærksomheden mod spillet igen. Denne gang så det dog ud til hans held var sluppet op og med et skævt smil takkede han selv nej til endnu et spil og samlede den ny halverede mængde kobbermønter ned i sin pung. Der var stadig flere end da han kom og han foretrak at stoppe der.

Musikken var ikke standset, men valget af nummer var skiftet en gang, eller måske to, han var ikke helt sikker. Helt sikker på benene var han heller ikke da han rejste sig, takkede for spillet, tog sit nu tomme krus og endnu en gang bevægede sig op mod baren. Han fløjtede med på melodien mens han vejede for og imod at bruge sit beskedne overskud på endnu et krus øl. Mens han ventede på at fange kroværtens opmærksomhed søgte hans blik helt af sig selv mod de dansende og et underfundigt smil krusede sig på hans læber, da det faldt på hans krølhårede lykkeamulet. Han nåede dog ikke at gøre sig flere tanker før hans udsyn blev spærret af den lokale smeds lyshårede datter, der insisterende greb hans hånd og trak ham med i retning af det ryddede stykke gulv. Han protesterede ikke, men fulgte lod sig villigt føre med hendes smittende smil og den lokkende musik.

[Robin Salmalín]

Robin var både lettet over at slippe væk og frygteligt ærgerlig over, at hun ikke længere sad lige ved siden af Arram, hvor hans smil gav hende sommerfugle i maven og alt i hende sitrede og boblede. Hun tog sin venindes arm, da den blev tilbudt, svingede rundt og grinede. To kvinder, der dansede, var intet mærkeligt syn og Robin endte med at føre. Hun var trods alt også i herretøj i dag og klagede ikke, som hun førte Sofra ind i en spontan kæde.

Alt var ren munterhed, indtil Arram kom trampende på en lyshåret piges arm og sluttede sig til. Hendes smil forsvandt og hun fik en ubehagelig fornemmelse i maven, som hun forsøgte at tysse på. Da først hun så ham grine og more sig med pigebarnet, sank hele hendes væsen dog en smule og hun anstrengte sig for at smile til Sofra, før hun undskyldte sig og gled ud af dansen. Hun havde alle sine ting på sig og lagde ikke vejen forbi noget bord. I stedet forlod hun kroen med det samme og måtte minde sig selv om, at hun ikke skulle løbe. Hendes mave gjorde knuder og hun følte sig en smule svimmel. Det her var grunden til, at hun ikke drak sig fuld. Det var ikke behageligt.

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Arram humør blev ikke dårligere mens han fulgte den lyshårede kvindes opfordring og sluttede sig til de andre dansende på Grågåsen. Musikken var god og han havde altid holdt af at danse og lige nu var ingen undtagelse. Han førte pigebarnet lige så sikkert rundt som hun selv fulgte ham og lo med både hende og de fleste andre, da hele kæden et øjeblik mistede et trin eller to.

Det var på samme tid hans blik fandt Robin der var stoppet op. Han drejede en omgang om sig selv uden at slippe hende med blikket mens hun sagde noget han ikke kunne høre til sin veninde og derefter forlod de dansende. Han rynkede brynene svagt da han så hende forsvinde ud på gaden og kunne ikke helt ignorere at hun ikke længere havde set helt så munter ud. Det var også det der fik ham til at trække blondinen lidt til side, undskylde sig med et par hurtige ord, et smil og et flygtigt kys på hendes kind.

Der var køligt udenfor i forhold til inde på kroen, men ikke direkte koldt. Han bemærkede det dog ikke for alvor mens han kastede et blik i først den ene, så den anden retning og fik øje på en lille skikkelse et stykke væk. Han satte i gang igen, så hurtigt som hans let usikre ben ville tillade ham uden at falde over dem og fløjtede skarpt en enkelt gang for at fange hendes opmærksomhed før hun drejede omkring et hjørne "Rødkælk!" kaldte han lige efter, med et let underholdt smil på læberne over sin egen morsomhed, satte farten op og gik ind foran hende så snart han havde indhentet hende "Har du det godt?"

[Robin Salmalín]

Robin bandede indadtil af sig selv, som hun gik fra kroen med let svajende skridt, der afslørede hende som beruset for enhver, der skulle have lyst til at forsøge at plyndre hende. Inden det skete og hun blev tvunget til at efterlade sine værdier for at pile i sikkerhed i dyreform, afbrød et råb hendes snurrende tanker. Hun drejede hovedet efter stemmen, kun for at blive indhentet af Arram. Ham af alle mennesker.

Hendes hjerte slog mindst to slag over, som hun opfattede, at han var fulgt efter hende. Sekundet senere, rystede hun dog på hovedet for at klare sine tanker, skar en let grimasse og undertrykte trangen til at vende sig væk og forlade ham stående der. Hun så på ham med strittende nakkehår og sank en klump med tørre læber. ”Jeg har det... Fint.” Hendes stemme var mindre sikker end hun gerne ville have den til at være, men hovedet snurrede stadig og hun følte sig underligt tilpas. Var det mørket, eller var hans øjne virkelig så brune? Hun greb sig selv i at forsøge at se nærmere efter, blinkede hastigt og tvang et falsk latterfnys frem. ”Hej farvel, skøre,” hilste hun sammenrodet, uden at gøre noget ved den strittende krølle bag hans ene øre. ”Jeg tror jeg skal hjem.” Hun pegede i den rigtige retning (som hun ikke havde været på vej i før) og trådte forbi ham med usikre skridt.

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Arram hævede brynene lidt og var tydeligvis ikke overbevist af hendes forsikring og svajede selv ganske lidt. Han var beruset, men ikke ligeså påvirket som hun øjensynligt var. Han endte med at fnyse muntert af hende og ryste let på hovedet "Selvfølgelig." kommenterede han tørt og gik i stå et sekund eller to over det intense blik hun sendte ham. Han forstod det ikke helt, men fik en underlig knugen i mellemgulvet der var væk før den rigtigt gjorde sig gældende.

Han så kun mere underholdt ud da hun fortsatte og måtte tage sig selv i nakken for ikke at komme til at le. I stedet nikkede han da hun trådte forbi ham, drejede sig med hende og lagde en arm fast om hendes skuldre "Det tror jeg også." kommenterede han tørt og gav hendes skulder et klem uden nogen intention om at slippe igen "Og jeg tror også din far slagter mig hvis jeg ikke sørger for du kommer hjem efter jeg har hældt øl på dig."

[Robin Salmalín]

Robin havde en meget pludselig og insisterende lyst til at røre ved Arrams hår, men bekæmpede den og fik revet sig løs fra hele sceneriet. Hun troede at hun var sluppet fri i omtrent et øjeblik, før troldmandens arm landede omkring hende og varmen steg eksplosivt op i hendes kinder. Hun var nær snublet og formåede kun lige præcis at holde sig selv fra at skubbe ham væk og forsøge sig med at løbe. I stedet forsøgte hun at koncentrere sig om hvad han lige havde sagt og præsterede et noget tvungent grin. Hendes talegaver havde midlertidigt forlade hende.

Han var varm og han lugtede rart, men han var virkelig alt, alt for tæt på og det gjorde hende endnu mere konfus end øllen alene formåede. Hun rystede lidt og snoede sig ud under hans arm, kun for at fortsætte med lige så usikre skridt. Det var ikke uforståeligt, at hun var alene med sin ungdommelige fascination af ham, men det var tortur at blive ved med at skulle se ham så ofte, imens alt hun kunne gøre var at forsøge at lade som om hun ikke var helt blød i knæene. Hun sendte ham et falsk, oplivet smil og trak på skuldrene. ”Jeg finder selv hjem. Det er virkelig... Helt fint.” Nogenlunde samtidig med, at det sidste ord forlod hendes læber, væltede hun over en løs brosten på vejen og faldt så lang hun var, fægtende med armene, før hun lige netop nåede at tage af med dem.

[Arram Dalben]

Til:   Robin Salmalín   -   Påklædning:   Her

Arram hævede endnu engang brynene skeptisk da Robin smøg sig fri af hans arm og vaklede videre. Han stoppede op et sekund og så halvt opgivende på hende "Gudinde.." udbrød han med et skævt smil og rakte frem mod hende for at lægge armen om skuldrene på hende igen på trods af hendes protester.

Han greb dog i tom luft da hun sekundet efter snublede over en sten og endte på samme hårde sten med en ubehagelig lyd "Robin!" udbrød han og blev på få sekunder en del mere ædru. Han satte sig på hug ved siden af hende med en bekymret rynke i panden og en hånd mod hendes ryg for at hjælpe hende op "Kom." bad han indtrængende og forsøgte at hjælpe hende op at sidde mens alle tegn på munterhed var forsvundet fra hans ansigt.