I nattens mulm og mørke

[Mathilda Bager]

Benjen Garver

Det var en sen nat og Tågelygtens køkken lukkede lige så sent som det ofte gjorde på en travl aften. Der var flere dage, hvor Mathilda ønskede at hun bare kunne falde om på en blød kornsæk i fadeburet i stedet for at skulle gå hele vejen hjem til bageriet. Det var dog intet reelt valg - hun var nødt til at stå tidligt op og hjælpe sin mor, selv at det betød at hun de fleste nætter kun nåede at få et par timers søvn.

Efter en lang uge indhentede det hende nu og hun skælvede lidt af træthed, som hun bevægede sig ud i den iskolde, mørke nat. Hun var dog ikke den eneste derude. Andre gæster fra andre værtshuse bevægede sig gennem gaderne og selvom hun var dødtræt, fik lyden af fulde mænd hende alligevel til at sætte farten op. Da nogen kaldte efter hende, ignorerede hun det så godt som hun kunne, selvom utrygheden voksede sig til en klump i hendes hals. Hun hadede det her.

[Benjen Garver]

Benjen havde været tilbage i drabant-uniformen længe nok til at være ved at finde fodfæstet igen. Det var dog en af de første dage, hvor han havde aftenvagten. Det havde ikke rørt ham før, men han følte sig ikke helt sikker på den nu, selvom han aldrig ville indrømme det overfor sine kolleger. Op på hesten igen.. var det ikke det de kloge sagde?

Han havde netop været med til at afværge optræk til et slagsmål foran en af de mindre beværtninger, da en indpakket skikkelse, hastede forbi. Dog ikke hurtigt nok til, at han ikke genkendte hende "Mathilda?" navnet røg over hans læber før han nåede at tænke over det, og endnu mere nåede at tænke over hvorfor han havde behov for at hun vidste han var der. Hun stoppede dog ikke, selvom han var ret sikker på hun havde hørt ham. Måske skulle han bare have ladet det være ved det, men alligevel endte han med at sætte efter hende.

Han løb ikke, men havde alligevel længere ben end hende og nåede op ved siden af hende uden de store problemer "Du har sent fri." erklærede han, en smule åbenlyst, men han var stadig usikker på hvordan han i det hele taget skulle tale til hende. Han tav og trak drabanternes sorte vams tættere sammen ved halsen. Der var frost i luften og selvom der ikke var vind, var det bidende koldt.

[Mathilda Bager]

Mathilda havde ikke kunnet høre ordlyden i, hvad der var blevet kaldt efter hende - end ikke selvom det havde været hendes eget navn. Hun satte blot farten lidt op, selvom det viste sig ikke at være til nogen nytte. Hjertet var nær stoppet helt med at slå, da en stemme lød lige ved siden af hende og det gav et tydeligt sæt i hende af forskrækkelse.

Først sekundet efter gik det op for hende, hvem der havde indhentet hende. "Benjen," lød det overrasket, før hendes mave knugede sig lidt sammen på en efterhånden velkendt måde. "Mennesker der drikker bliver ofte sultne," besvarede hun hans spørgsmål og trak den slidte frakke lidt tættere sammen om sig.

Hjertet hamrede stadig og det var ikke udelukkende af overraskelsen. Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle snakke til ham. Mest af alt var hun overrasket over at han havde opsøgt hende i det hele taget. En enkelt klump i halsen gled ned. "Du er vendt tilbage til drabanterne...?"

[Benjen Garver]

Han kunne ikke skjule, at han var lige så akavet som hun var og det tøvende smil han sendte hende, afspejlede det "Sandt.." svarede han simpelt med et lille nik, mens han blev ved at gå ved siden af hende og nikkede igen da hun brød tavsheden der momentært sneg sig ind "Ja.. nogle uger nu efterhånden." han skar en lille grimasse, mens han holdt et vågent øje med omgivelserne "Jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu, men det kommer lige så stille tilbage til mig."

[Mathilda Bager]

På en eller anden måde virkede det helt absurd, at de kunne gå ved siden af hinanden og snakke næsten som om, at der ikke var sket noget mellem dem. Det var der dog og hun havde absolut ikke glemt det - og hun var sikker på at han heller ikke havde. Men måske var der også et håb om at de kunne se forbi det og komme videre...

"Jeg husker det som om, at det plejede at være så naturligt for dig," svarede hun lavmælt og så kort op på ham, endnu med armene slået om sin overkrop for at holde varmen. "Det er jeg sikker på, at det bliver igen."

[Benjen Garver]

Han betragtede hende diskret i skæret fra en lygte de passerede og trak let på skuldrene ”Måske.. det var altid det her jeg ville.” svarede han og kunne ikke undgå, at det usagte ”Før alting blev vendt på hovedet.” hang i luften som en grå sky. I hvert fald indtil han tog både en dyb indånding og en beslutning ”Jeg skal i din retning..” begyndte han med et vagtsomt, spørgende blik hvilende på hende ”Hvis du vil have selskab.” det var ikke helt sandt, men han havde ikke glemt hvor utryg hun altid havde virket ved at gå alene efter mørkets frembrud. Ikke at der var noget som helst underligt i det.

[Mathilda Bager]

Hvis ret skulle være ret, så kendte Mathilda ikke hans rute. Alligevel var der dog en lille, intuitiv del af hende, der fortalte hende at han ikke for alvor skulle samme vej som hende. Alle vidste dog at det ikke var sikkert for en ung kvinde at gå på gaden om natten og selvom hans selskab fik et sammensurium af følelser til at røre på sig hos hende, så havde hun ikke tænkt sig at afslå.

"Det ville være rart," svarede hun da også med reel taknemmelighed og så kort op på ham. Maven slog en kolbøtte og i et par øjeblikke var der stilhed, som hun så væk igen. "Du lyder ikke sikker på det nu. Det med at være drabant," konstaterede hun lavmælt, svagt spørgende. Bange for at sige noget forkert, men alligevel med en interesse hun ikke kunne kvæle.

[Benjen Garver]

Han havde måske mest forventet et afslag og blikket der mødte hendes var et øjeblik ubeslutsomt. Så nikkede han og fortsatte ad de velkendte gader, med den ene hånd hvilende på skæftet af kniplen i bæltet. Nogle gamle vaner var ikke helt forsvundet, selvom hendes forsigtige spørgen, fik ham til at gruble igen "Det er ikke helt som at snøre sine støvler, men måske var jeg naiv at tro jeg kunne komme tilbage fra Frølund og tro alt ville være det samme." han skar en lille grimasse "Soldaten er mere vågen end drabanten er. Forhåbentligt bytter de plads når jeg er kommet ordentligt tilbage i de gamle vaner." han så kort på hende mens de gik "Hvor længe har du været på Tågelygten?"

[Mathilda Bager]

Mathilda grublede lidt over hans ord, uden nogensinde at have skænket mange tanker mod hvad han havde brugt den tid på, hvor han havde været væk. Tanken om ham som soldat var svær at rumme og det fik hendes mellemgulv til at trække sig lidt sammen. Hvad var det for en følelse? Bekymring?

"Lidt under to år," svarede hun på spørgsmålet og vidste også, hvad hun dermed ikke sagde. Det var kort tid efter, at han var rejst væk. "Bageriet havde brug for en lærling og der var ikke plads til os begge to," tilføjede hun lavmælt. Annalyn og Elva havde reddet hende fra meget mere end et hårdt liv i bageriet og det fangede let i hendes hals, som hun slog blikket ned.

[Benjen Garver]

Han nikkede og trak mentalt årene fra. Det måtte være sket nogenlunde samtidigt med han selv havde forladt Corus "Men du bor stadig hjemme?" spurgte han og skævede til siden igen for at se på hende, mens han fortsatte med endnu et spørgsmål "Tågelygten er ikke det værste sted at være, er det?" fra den smule han vidste, kunne det kun være bedre end hvad hun havde haft udsigt til i bageriet.

[Mathilda Bager]

Mathilda nikkede langsomt. Hendes liv var hårdt og opslidende, men hun brokkede sig ikke over det - på trods af at mange ellers havde et indtryk af at hun ville være lige typen til at gøre det. "Jeg hjælper til det jeg kan derhjemme også og det er nemmere, hvis jeg bor der," konstaterede hun langsomt. Desuden ville hun ikke bryde sig om at føle sig til besvær på Tågelygten.

"Hvis det ikke havde været for Tågelygten ved jeg ikke, hvad der var blevet af mig," konstaterede hun lidt efter som svar på hans spørgsmål og ganske lavmælt. Det var ikke løgn. Der havde ikke været arbejde i bageriet, for det var gået til en lærling og med det rygte hun havde haft - og til dels stadig havde - var der ikke mange andre der ville have taget hende ind. Måske ville hun have tilbragt resten af sine dage på et horehus i Nedre By.

[Benjen Garver]

Han nikkede uden at kunne sige sig fri for at føle et lille stik af dårlig samvittighed, eller måske var det mere hans medfødte impuls til at sørge for alle der betød noget for ham, havde det bedste de kunne få. Hvad der overraskede ham mest, var dog at erkende, at hun stadig var en del af den ligning. Måske ikke som hun havde været før, men ikke desto mindre, bekymrede han sig stadig, hvilket var pokkers mere besværligt, end blot at kunne hade hende "Jeg tror du ville kunne overleve det meste og stadig lande på begge fødder.." han vidste ikke helt hvor det kom fra, men fortsatte alligevel med et sideblik og antydningen af et smil "Du er stærkere end du selv tror."

[Mathilda Bager]

Benjens ord fik hendes mellemgulv til at trække sig hårdt sammen og hun så op på ham med overraskelse i blikket. Hun drejede dog snart hovedet igen og sænkede nakken lidt, mens hun trak den tyndslidte frakke tættere sammen om sig.

"Måske," konstaterede hun, selvom der nok i virkeligheden var en god del sandhed i det han sagde. Hendes tiltro til sig selv var dog ikke så stor. "Jeg ville ikke have overlevet... dengang, hvis det ikke havde været for dig," konstaterede hun lavmælt, uden at se på ham.

[Benjen Garver]

Han endte med en blandet følelse over hendes konstatering. Vidste ikke helt, om han skulle have dårlig samvittighed over at have forladt hende og Corus så brat som han havde gjort, eller føle sig en smule indigneret over, at hun tydeligvis havde overlevet nok uden ham, til at tage ret store beslutninger, bag has ryg. Han sagde intet af det højt, for generelt var det stadig mildest talt forvirrende at tale med hedne, bare at være i nærheden af hende, men han havde lovet sig selv at give det en chance. At give hende en chance, så han tog en dyb indånding ”Jeg fik en god opdragelse..” forsøgte han i spøg, fordi han ærligt ikke helt anede, hvordan han skulle reagere.

[Mathilda Bager]

Mathilda havde været en meget mørkt sted i sit liv, da hun havde mødt Benjen. Mørkt nok til, at hun ikke for alvor havde set ham for hvem han var dengang. Aldrig havde bemærket oprigtigheden i det han gjorde og det han sagde. Hun vidste det nu, to år senere. To år for sent.

"Ja," svarede hun halvhjertet på hans spøg. Det der havde foregået mellem dem dengang havde ikke været passende og havde haft fatale konsekvenser, men alligevel var der så mange skæbner, der kunne have været værre.

"Det er også derfor, at du følger mig hjem nu," tilføjede hun til sidst med den svageste, lille antydning af et smil, som hun kort så op på ham med et vidende blik.