Mand dig op til midvinter

[Liam af Karminborg]

Midvinter år 528 M.T. med Koramin af Tameran

"Tag dig sammen, knægt," buldrede det lidt i Liams hoved, som han fandt sin vej igennem salen til midvinterfestlighederne. Han havde et mål og selvom han ikke brød sig om det, så blev han nødt til at få svar på et par spørgsmål.

Gående som om han havde en gevaldig pind i røven, endte han derfor også ved Tamerans enkegrevinde, som uheldigvis ikke var alene. Han klarede dog halsen lidt og bukkede, da han fik hendes opmærksomhed.

"Jeg beklager, Deres Nåde. Jeg vil udbede mig Deres tid en kort stund?"

[Koramin af Tameran]

Koramin var spændt til bristepunktet. Efter Lorcans trusler havde hun ikke været sen til at tage sin søn og forlade byhuset uden at komme tilbage. Nu boede hun hos familiemedlemmer, hvor hun var nogenlunde sikker på at greven ikke ville kunne nå hverken hende eller Emry, men det fyldte hende stadig med uro at være væk fra sin søn.

Nok til, at det ikke var nogen fornøjelse at tilbringe aftenen ved hoffet, men hun vidste også at det var det eneste, spæde håb hun havde for at for alvor at kunne komme væk fra sit liv. En del af hende havde accepteret at forsøget med baronen havde været for ingenting og hun prøvede at gennemgå sit hoved for andre muligheder - uden rigtigt at høre de andre kvinder-, da en bekendt stemme lød ved siden af.

Hun drejede hovedet og så på Liam af Karminborg, som hun inderst inde ikke havde forventet at se mere til. Derfor var der kort overraskelse i hendes blik, men hun var ikke sen til at acceptere og undskylde sig overfor de andre adelskvinder. Hun fulgte efter ham indtil han selv stoppede og mørke øjne rettede sig mod ham. "Hvad kan jeg gøre for Dem, Deres Excellence?"

[Liam af Karminborg]

Liam hadede alt ved øjeblikket. Men han var ingen idiot og selvom hans kinder blussede af alt andet end stærke drikke, så så han kvinden foran sig lige i øjnene, som han stoppede op og konfronterede hende.

"Jeg har ladet mig fortælle, at Deres svigersøn er en ubehagelig mand," konstaterede han, råt for usødet. "Og jeg vil bede Dem fortælle mig om det ligger til grund for Deres ønske om ægteskab - og hvilke potentielle effekter det ville have på Karminborg."

Han samlede hænderne bag ryggen og så direkte på hende. Også selvom hans mave knugede sig ubehageligt sammen.

[Koramin af Tameran]

Enkegrevinden havde knapt hørt baronen sige tre sammenhængde ord rettet mod hende og hun var overrasket over den ligefremhed han mødte hende med nu. Det var på grænsen til uhøfligt, men hun var ikke sart - især ikke med den sandhed, der lå i det han forlangte at høre mere om. Hun rettede synligt ryggen og lod blikket glide rundt for at sikre sig, at der ikke var nogen der overhørte dem. Uanset sandheder, så var det ikke velanset at tale ilde om andre adelige i fuld offentlighed.

"Jeg har lovet Dem før, at jeg holder mig til ærlighed og det vil jeg blive ved med," forsikrede hun, som hun vinklede sig lidt mere mod ham. Blikket hvilede fast på ham, som hun begyndte. "Jeg vil ikke lade det være en hemmelighed mellem Dem og jeg, at jeg gerne ser at være væk fra den nye greve snarere end senere. Mine ønsker om et ægteskab gik forud for dette, men nødvendigheden for forandring er vokset i lyset af senere... Begivenheder."

En enkelt gnist af usikkerhed fik hendes stemme til at slå og hun tog sig et øjeblik til at samle sig, før hun fortsatte. "Hans Nåde har givet udtryk for, at han ønsker at beholde Emry som sin arving - det på trods af Nådigfrøken Alessandras fortrinsret til herredømmet over lenet..." Hun tøvede, tydeligvis i tvivl om hvorvidt hun skulle holde tand for tunge. Hun huskede dog sine egne ord om ærlighed. "Med det har han tillige erklæret, at det er nemmere at overtage et forældreløst barn."

Fingre knugede sig sammen i ly af skørtet, men hun forsøgte at holde sig saglig - måske endda for meget, situationens alvor taget i betragtning og det, at hun nu fortalte det til en fremmed. "Lorcan har det med at følge sine besættelser, men det er mit indtryk, at de ikke holder længe, når de er ude af syne. Måske vil hans ejerfornemmelser over Emry komme til at få betydning for Karminborg, men jeg har en forhåbning om at det vil formilde dem, når jeg ikke længere er den torn i hans side, som jeg ufrivilligt blev da jeg giftede mig med den tidligere greve."

Hun tav og tog luft ind, uden helt at have været klar over, hvor meget ordene havde trængt til at blive udtalt.

[Liam af Karminborg]

Liam stod, tavs som en søjle, og lyttede imens enkegrevinden satte ord på både fakta og følelser. Alt sammen burde det få ham til at dreje om på hælen og opgive enhver tanke om nogensinde, at ægte hende. Det burde det. Men i stedet mærkede han en harme vokse over Greven af Tameran.

Hvis ikke han havde talt med Nestor, ville han næppe have troet hende. Men nu gled ubehaget ned over hans ryg, som han betragtede hende med et ulæseligt, men rødmosset ansigtsudtryk.

Han drak af et halvfyldt bæger med stærk vin og kastede et enkelt blik rundt efter Greven, uden at se ham.

"De er klar over, at alt hvad De netop har fortalt burde få mig til at spørge min moder hvad i alverden hun tænkte på, at foreslå mig at tale med Dem, Deres Nåde?"

[Koramin af Tameran]

Koramin havde lagt alle kortene på bordet og selvom hun ikke reelt kendte manden foran sig, følte hun sig alligevel pludselig lettere. Det på trods af at hans ansigt var som mejslet i sten og hun ikke kunne læse en eneste følelse ud fra det. Lige indtil han talte og hendes hjerte sprang det mindste lille slag over.

En ganske svag trækning rørte hendes mundvige, men situationens alvor gjorde, at det ikke nåede helt op i øjnene. "Jeg lovede Dem ærlighed og det fik De. Hvis ret skal være ret, kendte hverken Deres moder eller jeg til situationens reelle alvor, da jeg talte med hende sidst," erkendte hun lavmælt, lidt mere mildt end de forrige ord.

"Men De siger, at De burde. Ikke at De vil...?"

[Liam af Karminborg]

Hvordan kunne han støde denne kvinde fra sig? Hun havde lige stået og fortalt ham, at det kunne betyde hendes død. Logikken i, at hans hånd absolut ikke var den eneste redningsplanke gik naturligvis op for ham, men hans ridderløfte rungede lidt i hans ører. Det var midvinter og en tid, hvor han mindedes dem særligt godt.

Han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at stirre hende direkte i ansigtet. "Det er korrekt. Men jeg skulle mene, at det ikke er passende, at bede Dem om Deres hånd før jeg har haft en samtale med Deres fader."

[Koramin af Tameran]

For første gang i hvad der føltes som meget lang tid, følte Koramin en gnist af håb. Hun kendte ikke baronen, men løftet der lå i hans ord, fik alligevel hendes hjerte til at slå hurtigere. Det var ikke fordi, at hun var så naiv at hun ikke var klar over, at intet var på plads endnu, men det lettede allerede hendes i forvejen tunge skuldre endnu mere.

"Naturligvis ikke," svarede hun, selvom hun som enkegrevinde måske i sidste ende havde omtrent lige så meget at sige som hendes fader. Det var netop han da også indforstået med. Hun slog kort blikket ned, men så snart op på Liam igen og fangede hans blik.

"Og tillad mig at sige, at hvis De gør, så vil jeg gøre mit absolut bedste for at være Dem en god hustru. Det håber jeg, at De er klar over."

[Liam af Karminborg]

Liams mellemgulv slog knuder over enkegrevindens ord og de mørke øjne, der fik hans hjerte til at slå hurtigt og hans ansigt til at koge. Hans kæber var stivfrosne, som han nikkede let.

"Noteret," svarede han simpelt, alene fordi han ikke helt vidste hvordan han ellers skulle få ord ud. Det kunne ikke ligefrem betragtes som simpelt, når en kvinde, der havde brug for hans hjælp, stod og lovede, at være ham en god hustru. Hun måtte jo vide hvad det betød.

Ville han blive en god husbond? Næppe. Men en tryg havn for en kvinde, der desperat havde brug for det. Det kunne han klare. Han kunne blot ikke klare, at sætte ord på det.

[Koramin af Tameran]

Det var ikke meget af et svar og Koramin vidste ikke hvad hun skulle mene om det. Som hun allerede havde erfaret på nuværende tidspunkt, så var han nær umulig at læse. I første omgang var de ord han havde sagt kort forinden dog alt hun havde brug for - for nu. Det var ikke første gang hun giftede sig af andre grunde end kærlighed. Hun kunne gøre det igen. Især for Emry.

"Jeg håber ellers, at De har en god midvinter, Deres Excellence," tilføjede hun mildt i et tonefald, der både kunne være en afsked, men også åbne op for mere. Hun lod det være op til ham, ulæselig som han var.

[Liam af Karminborg]

Hun var ligefrem, men ikke uhøflig, konstaterede Liam, hvis lyse øjne dvælede ved hendes ansigt en lang stund, før han nikkede let, uden at det overhovedet var let for ham. Hans ansigt kogte endnu og han rankede sig unødvendigt.

"Og Dem," svarede han kortfattet. "Er Ridder Meron tilstede i aften?"

[Koramin af Tameran]

Koramins lyst til at ranke sig steg lidt, som hans blik dvælede ved hendes ansigt i længere tid, før han gjorde eller sagde noget. Følelsen af at han tog mål af hende var helt klar, men hun kunne også kun acceptere det. I virkeligheden gjorde hun jo det samme med ham, selvom det var en vanskelig sag.

Hun smilede ganske let over gengældelsen af ønsket, før hun nikkede let til spørgsmålet. "Det skulle jeg mene," svarede hun, med let hamrende hjerte over det, der lå i spørgsmålet, før hun drejede hovedet og søgte efter sin far med blikket. Hun fandt snart Merons genkendelige, røde farver. "Lige nu ser han ud til at være fordybet i samtale med baronessen af Mindelan, nær den store kamin."

[Liam af Karminborg]

Liams blik fulgte enkegrevindens og der gik en stund, før han genkendte Baronessen af Mindelan og dermed kom til den logiske konklusion om hvem Ridder Meron var. Han trak en anelse på smilebåndet, men kun flygtigt, før han vendte opmærksomheden tilbage til Koramin.

Han ville ønske, at han kunne sige noget charmerende, indsmigrende eller i det mindste bare beroligende. Men ord svigtede ham og han nøjedes med at give et let nik.

"God aften, Deres Nåde," nøjedes han med høfligt at ønske hende, før han trak sig tilbage og med beslutsomme skridt gik imod hendes fader.

Lukket