Ridder af Kronen

[Elisia af Bugtvig]

Kian Falkeblik

Elisia trak kappen lidt tættere om sig. Hun havde bevidst valgt en af de mere slidte, hun havde haft brugt i Carthak for ikke at vække opsigt. En ridder var et sjældent syn i Nedre By, så meget vidste hun dog om den smudsige bydel.

En lille dreng havde fået mere end han ville have kunne tjene på en uge for at overbringe en besked til Kian om, at hun ventede ham ved brønden og så var der ikke mere for end det. At vente. Hun sukkede og benene svingede lidt formålsløst i luften, mens hun prøvede at holde tankerne nede. Elisia havde immervæk stadig ingen anelse om, hvorvidt hun gjorde det rigtige.

[Kian Falkeblik]

Alene knægten storsmilende, selvglade fjæs var nok til, at Kian kunne regne ud, at det var Elisia, der sendte ham en besked. Især da knægten straks rendte ud igen for at undgå opmærksomhed fra tyvene. Han forlod kroen og vandrede ned til brønden, hvor kvinden ganske rigtig ventede. ”Jamen dog. Du er i live.” Han sendte hende et drillende smil. ”Betyder det, at du er en ridder nu?” Så vidt han forstod, var det omkring Midvinter, at hun skulle ind i det der Kammer, så det måtte vel være overstået nu?

[Elisia af Bugtvig]

Ventetiden gjorde det sværere ikke at besøge kammeret i tankerne. Det mentale billede af vanviddet i Kians øjne, mens han havde stukket kniven i hendes bror, stod stadig alt for klart i hendes erindring.

Så vækkede en velkendt stemme hende og Elisia vendte blikket mod tyven med et skævt smil. Det var kommet så naturligt, at hun ikke engang havde tænkt over det. "Det gør det, ja," svarede hun og hoppede ned fra sin plads på en lille, skæv mur. Hun bed sammen om sin underlæbe og så tøvende på ham.

[Kian Falkeblik]

”Tillykke.” Han bøjede sig ned og plantede et kys ovenpå hendes hoved. ”Jeg er bange for, at jeg ikke lige har forberedt en gave,” indrømmede han med et undskyldende smil. Han kunne ikke betale for den slags ting, som Elisia burde få i gave, så han lod hellere være. Hellere det end at give hende et eller andet skrammel. ”Var det slemt?”

[Elisia af Bugtvig]

Elisia smilede op til ham. "Det skal du slet ikke tænke på," forsikrede hun ham. Hun havde fået sit skjold og det var det eneste, hun nogensinde rigtigt havde ønsket sig.

"Det var..." startede hun, men hendes stemme døde hurtigt ud igen. Det var umuligt at sætte ord på den oplevelse, hun havde haft derinde uden at beskrive, hvad der var sket. Derfor trak hun på skuldrene. "Det er bag mig nu, ikke?"

Opmærksomt så hun sig omkring, men fik ikke umiddelbart øje på nogen, hun kunne genkende, så hun følte sig fri til at rulle op på tæer og lægge et kys mod hans læber.

[Kian Falkeblik]

Manglen på ord sagde vel det hele, så han lod være med at spørge mere ind til det. Hvis det var for vanskeligt at tale om det, ville han ikke presse hende. Han lænede sig frem og mødte hendes læber i kysset. Strøg fingrene over hendes kind i et usagt forsøg på at trøste og støtte. Da de trak sig fra kysset igen, tog han en dyb indånding i den kolde, men friske vinterluft. ”Hvad så med Gavin? Går I bare hvert til sit nu?” spurgte han for at tale om noget andet end det der Kammer.

[Elisia af Bugtvig]

Hendes øjenlåg sitrede og overgav sig så til Kians kærtegn, som de gled i. En arm sneg sig om hans nakke, som Elisia trak sig tættere på og søgte den nærhed, hun sådan havde savnet.

Hendes ånde var synlig i den kolde luft, da kysset blev brudt og hun smilede et skævt smil, der dog falmede en smule ved hans spørgsmål. "Det regner jeg med, ja," svarede hun tamt, fjern i blikket. "Jeg forventer ikke, han bliver i Corus længere, nu ham og hans krukke ikke længere er sammen." Hun trak på skuldrene og så op på ham, atter vågen i blikket.

"Hvad har du selv af planer?" spurgte hun og det lød ikke lige så henkastet, som hun havde håbet på.

[Kian Falkeblik]

Han tog hendes hånd og førte hende med over, så de kunne sætte sig på kanten af brønden. ”Det må være underligt? Du har tjent ham længe, ik?” Hvis han forstod det rigtigt, havde Elisia arbejdet som væbner i et par år, og nu skulle hun og ridderherren så pludselig ikke hænge på hinanden længere. ”Er du klar til at skulle være helt selvstændig og alt muligt?” spurgte han så med et drillende smil. Til hendes spørgsmål rystede han på hovedet. ”Ikke i øjeblikket.” Lige nu var han bare her i Corus. Når rejsefeberen engang blev for voldsom, ville han se sig omkring efter en ny karavane at følge.

[Elisia af Bugtvig]

Med sin hånd i hans fulgte Elisia ham over til brønden og tog plads ved siden af ham. Hendes lyse fingre flettedes ind mellem hans. "Tjo, jeg har været hos ham i over fire år," nikkede hun med et tankefuldt udtryk. Det havde hun ikke tænkt så meget over i sin panik over prøvelsen.

Et smil brød igennem alvoren i hendes ansigt og hun puffede drilsk til Kian. "Det er det, jeg har trænet til, siden jeg var ti!" Selvfølgelig kunne hun det. Selvom det lige nu virkede noget overvældende.

[Kian Falkeblik]

Han puffede igen med den ene arm, da hun skubbede til ham. ”Pff, du har sikkert kun hørt efter halvdelen af tiden,” drillede han blot videre. Han kunne ikke selv forestille sig at sidde i flere timer og faktisk høre efter, hvad en eller anden støvet lærer stod og snakkede om. ”Men du klarede dig trods alt gennem det der Kammer, så det må vel betyde, at du trods alt har fået en smule ud af undervisningen,” bemærkede han så med et blink.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia grinede og himlede med øjnene af ham, selvom hun ikke kunne se sig helt fri for at passe til beskrivelsen. Det havde altid været det fysiske aspekt af uddannelsen, der havde tiltalt hende.

"Ja, eller måske er jeg bare naturligt god til at være ridder," foreslog hun med en spøgefuldhed, der ikke stemte helt med de mareridt, der stadig kom frem med mørket fra tid til anden efter Kammeret.

[Kian Falkeblik]

”Mjae ... Det kunne vel godt være,” vævede han uden at give hende helt ret – det var altid sjovere at provokere hende. Han lagde en arm om hendes skuldre og trak hende ind til sig. ”Nå, men betyder det så, at du snart skal på din helt egen udstationering? Er der nogen regler om, hvornår man begynder på den slags efter at have fået sit skjold?” spurgte han og kyssede hende oven på kappens hætte.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia lod sig glædeligt trække ind til ham og benyttede da også lejligheden til at trykke næsetippen og læberne ind mod hans hals for en kort bemærkning. Den bløde hud sendte momentært hendes tanker et helt andet sted hen og hun blinkede to gange, før hun havde et svar klar til ham.

"Jeg kan sagtens tjene Kronen i Corus lidt, men.. Ja, jeg vil nok gerne ud.. Snart."

[Kian Falkeblik]

”Mhm?” Han sneg en hånd ind under hendes hætte, så han kunne nusse hende på siden af halsen og stryge fingrene gennem nogle af de vilde røde hårlokker. ”Hvor vil du så hen? Kan man selv bestemme?” spurgte han nysgerrigt.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia mærkede øjeblikkeligt sit hjerte slå hårdere, da hans kolde fingre nåede ind mod hendes varme halshud. Selv hvis det ikke havde været for temperaturforskellen havde hun nok stadig reageret med et gys.

"Man kan søge eller blot få en tilfældig udsendingsordre," mumlede hun, distraheret af hans berøringer. "Men lige nu vil jeg gerne et mere lokalt sted hen." Hun fandt hans blik med et skævt smil. "Hvor vi kan være alene?"