Mondæn midvinter

[Adrian af Dunlath]

Han sendte hende et drillende smil. ”Det var da godt,” nøjedes han med at sige. ”Når nu du gik så grueligt meget gennem for at få mig på krogen.” Det ville være synd og skam, hvis hun fortrød det allerede. ”Men ja, det har været en ganske god aften. Ærgerligt du ikke kunne have Joren og Maura med.” Han grinede ved tanken om, hvordan hustruen havde kvidret løs om børnene til nogle af komtesserne ved festen.

[Julietta af Dunlath]

Julia smilede fåret til ham. "Jeg savner dem bare, når de ikke er her," indrømmede hun med røde kinder og trak på skuldrene. "Det er ikke min skyld, at de er så smukke." Selv hvis hun aldrig havde klaret dem uden al den hjælp, hun fik.

"Selvom.. jeg er nu også glad for at have fået en aften kun med dig."

[Adrian af Dunlath]

”Mon ikke at det er en smule din skyld?” svarede han blot leende. ”De slægter vel både deres mor og far på.” Han nikkede høfligt til et forbipasserende par, da de drejede ind på en af Højagers gader. ”Ja, det er rart at kunne komme lidt ud og nyde aftenen,” medgav han. Han havde travlt med arbejdet, og Julia savnede sikkert, at de lavede mere end blot at opholde sig hjemme i huset, når han endelig var hjemme.

[Julietta af Dunlath]

Julia nikkede. "Lige som det bliver til festen," hun havde sænket stemmen til en konspiratorisk hvisken og fnes så.

"Jeg håber virkelig, du kommer til at nyde den." Hun havde efterhånden investeret megen tid og energi i den for hans skyld.

[Adrian af Dunlath]

Han strammede grebet om hende med en tilfreds mine. ”Selvfølgelig kommer jeg til at nyde det,” lovede han hende uden videre. ”Det er jo dig, der står for dig. Det bliver helt fantastisk.” Han glædede sig til festen. Til at se hvordan det hele ville gå og at se, hvor glad Julia ville være bagefter, når alt forhåbentlig gik som det skulle. ”Skal vi tage et lille glas, før vi går i seng?” spurgte han så med skævt smil, imens de drejede ind ved Dunlath-boligen.

out