Inden den store dag

[Lalia af Sigisfelt]

Nestor af Viksø
21. december 528 M. T.

Det var det store midvinterbal på slottet. Og Lalia deltog som repræsentant for sin familie. Hendes forældre ville indfinde sig i Corus om ganske snart, men de var blevet forsinket på rejsen. De skulle naturligvis se deres ældste datter få sit skjold.

Den mørkhudede Lalia stod derfor midt i mængden af kvinder og fandt sig en anelse utilpas med sin påklædning. Indenfor de sidste fire år havde hun kun en enkelt gang haft kjole på, og det var til et eller andet tåbeligt arrangement på Rundrejsen.

Kjolen var i carthakisk snit, og i en gylden farve, der fremhævede hendes mørke hud. Med et enkelt blik, søgte hun rundt i den store sal, der var fyldt med mennesker. En lyshåret mand, der ikke var hendes ridderherre, fangede hendes blik på den anden side af salen. I hånden havde hun et glas med den mørkeste rødvin der fandtes, og hun løftede det langsomt op i en lydløs skål til kommandanten.

[Nestor af Viksø]

Nestor var til midvinterbal på slottet, fordi det var der det var forventet at han var. I hvert fald efter han var blevet kommandant. Det var ikke fordi, det var nogen drøj begivenhed, men han vidste også at de andre ryttere festede nede i byen og en lille del af ham ønskede at være der. Der var dog interessant selskab nok her og han var i samtale med en ældre lensherre, da hans blik kort strøg væk og fæstnede sig ved en mørkhåret skikkelse i en afslørende kjole, der stod i kontrast til mange andre adelskvinders.

Det var ikke meningen, at han ville dvæle der, men da det først gik op for ham hvem der bar kjolen, kunne han snart ikke rive blikket væk. Da mørke øjne mødte hans, gik han kort i stå, før han smilede ganske let og hævede sit eget glas. Kort efter havde han undskyldt sig og bevægede sig gennem rummet, indtil han kunne læne sig lidt ind mod Lalia og kommentere lavmælt. "Fejrer De at De ikke længere er fanget af Deres væbnerfarver med den påklædning, ridder Sigisfelt?"

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia anede ikke, hvordan hun skulle håndtere de blikke, som mændene ved festen sendte hende. Heldigvis var hun trods alt ikke den eneste kvinde til festen med en kjole af samme slags. Hendes egen lillesøster bar en i en mere beige farve.

Da Nestor havde opdaget hendes skål, løftede hun glasset op til læberne, og sippede forsigtigt til den stærke drik. Samtalen i den gruppe hun stod i, interesserede hende ikke. Men søsteren havde trukket hende derhen, for at præsentere hende for nogle fuldkommen ligegyldige klosterskolepiger.

I et øjeblik fjernede hun blikket fra Kommandanten, da en sagde noget til hende. Derfor gippede det lidt i hende, da hun mærkede hans tilstedeværelse. Langsomt drejede hun hovedet for at se på ham. Hendes mørke og tykke hår var flettet, så det lå over hendes ene skulder. "Kjolen er ikke mit eget valg, Kommandant," bemærkede hun og så op på ham, lidt for opmærksom på hvor tæt han stod. Og stadigvæk ikke helt vant til titlen hun havde modtaget kun få timer før ballet. "Det er dog en af farverne i vores våbenskjold, som jeg bærer i aften."

[Nestor af Viksø]

Da hun blev klar over hans tilstedeværelse, trak han hovedet lidt tilbage - ikke langt nok til at hun ikke fortsat ville kunne høre ham, men tilpas langt til at det ikke nødvendigvis ville dreje for mange hovedet. Selvom det i forvejen lod til at være et problem, sådan som hun var klædt. Han mindede sig selv om hendes unge alder og lod være med at lade sit blik vandre ned.

"Den klæder Dem ellers," konstaterede han dog med en enkelt skuldertrækning og granskede hendes ansigt fremfor andre dele af hende. Hun så ikke udmattet ud, hvilket var ham et under. Han huskede det som om at han knapt havde kunne stå i et par døgn efter sin egen prøvelse. "Tillykke med den nye titel, ridder. Hvordan føles det?"

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia rømmede sig lidt, da han trods alt trak hovedet et par centimeter til sig. Det var nok meget godt. Hendes første aften som ridder skulle nødig give anledning til... Sladder? Det kaldte man det vel. Hun følte sig lidt tør i halsen, da han gav hende et kompliment, og hun var utrolig glad for sin mørke hud, der nok ellers ville afsløre en let rødmen på hendes kinder.

"Tak," sagde hun i et lavmælt toneleje. "Det føles som om, at nogen har slået mig i hovedet med en kæmpe hammer," fortalte hun, og drejede hovedet lidt, så hun ikke så helt så direkte på ham. "Og bagefter være løbet ned af ti vilde heste." Hendes krop var øm, brugt og hovedet fuldkommen smadret. Men takket være magiske amuletter og lidt helbredende magi, kunne hun deltage i ballet.

[Nestor af Viksø]

Ordene fik ham uundgåeligt til at smile, samtidig med at en lille del af udmattelsen afslørede sig i hendes træk, da hun fortalte ham om det. "Man kan ikke se det på Dem, hvis man ikke ved det," konstaterede han ærligt og smilede mildt.

"Men når De har haft tid til at komme Dem, ville jeg ikke have noget mod at møde ridder Sigisfelt på træningspladsen igen," tilføjede han.

[Lalia af Sigisfelt]

Det lettede Lalia, at hendes udmattelse kunne skjules så godt, som hendes tjenestepige havde sørget for. En tjenestepige, som hun ikke havde haft brug for i otte år.

Det trak i hendes mundvige, da han tilbød hende en tur på træningspladsen igen. "De fik ikke nok sidst?" Spurgte hun, og kunne godt høre, hvor tvetydigt hendes ord lød, da de forlod hendes mund. I stede for et fortryde dem, spillede hendes blik drillende, da hun rettede det mod ham.

[Nestor af Viksø]

Nestors øjenbryn gled lidt op over hendes ord og han mærkede sine tanker vandre og en upassende kommentar være på vej, før han endnu engang måtte finde sig selv om at hun var en nyudslået ridder og dermed væsentligt yngre end hende.

"Absolut ikke," sagde han dog alligevel og smilede skævt. "Men det gjorde De måske?"

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia trådte et skridt tættere på Nestor, da gruppen af kvinder bevægede sig forbi dem, og i forbifarten fangede hun sin søsters nysgerrige blik. Næsten usynligt rystede hun opgivende på hovedet, og begyndte at forberede sig på de... Nærgående og nysgerrige blikke, der ville komme.

Da Nestor igen talte, drejede hun hovedet for at se på ham igen. "Jeg? Ikke det mindste. Jeg vil nyde at vise Dem mine færdigheder endnu en gang." Hun havde naturligvis ikke været i stand til at slå ham i jorden endnu. Men det måtte vel komme en dag.

[Nestor af Viksø]

Nestors læber gled tilbage over tænderne og afslørede dem i et sædvanligt, drenget smil, der alligevel havde lidt ekstra kant. "Jeg ville sætte pris på at se mere til Deres... Færdigheder," svarede han, uden helt at kunne ignorere dobbeltbetydningen i ordene.

"Et glas vin mere?" spurgte han med et enkelt blik ned mod hendes nærtomme glas.

[Lalia af Sigisfelt]

Det trak i Lalias mundvige ved synet af Nestors smil og hun himlede med øjnene af ham og den tone, som hans ord faldt i. "Kommandant dog," lød det fra hende, i en tone der skulle lyde som en fornærmet komtesse. Men hendes mørke øjne havde et glimt af morskab og drilskhed.

"Meget gerne," svarede hun og så sig om efter en af de mange lakajer, der gik rundt med bakker. En af dem havde givet hende glasset da hun ankom. Og hun havde sippet til det lige siden.

[Nestor af Viksø]

Nestor lo hæst over hendes fornærmede ord, uden tilnærmelsesvis at fortryde noget. Han så blot på hende med et spillende blik, før han trådte fire skridt væk og fangede to glas vin fra en bakke. Da han vendte tilbage, stillede han sig med fronten til Lalia og rakte hende et glas.

"For dit nye skjold," sagde han lavmælt og lod formaliteten falde, mens de blot stod alene.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia lod ham tage sit glas, da han tilsyneladende havde fået øje på en lakaj. Hun fulgte den ældre mands bevægelser med øjnene. Han var så smidig. Da han vendte fronten mod hende igen, trak hun skyldigt sit blik til sig, rømmede sig og tog imod det glas, han rakte frem mod hende.

"For mit nye skjold," gentog hun og løftede sit glas lidt, så de kunne skåle.

[Nestor af Viksø]

Nestor kunne af gode grunde ikke se det blik Lalia tildelte ham. Han så dog en snert af et eller andet på hendes ansigt og hævede brynene ganske let over hendes rømmen. Hvad der var årsagen, fik han dog aldrig udforsket yderligere.

I stedet skålede han med hende og tog en tår af vinen. "Hvad skal der så ske nu hvor du er færdig?" spurgte han med blikket fast på hende.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia skålede med Kommandanten og løftede glasset op til sine læber, hun tog en tår af vinen, dog mere påpasselig med mængden end på kroen for noget tid siden. Hun sænkede glasset og sank den stærke vin.

Til hans spørgsmål trak hun let på skuldrene. "Flytte hjem, først og fremmest," svarede hun. Og havde det ret ambivalent med det. "Og dele hus med min... Lillesøster igen." Det havde hun absolut ikke glædet sig til.