Vejledning til vejen

[Liam af Karminborg]

Nestor af Viksø

Det var midvinters dag og absolut en mærkelig tid til at opsøge råd fra en ven på et emne, der ikke handlede om at give gaver eller ofre til Guderne. Måske. For Liam ville det have føltes mærkeligt uanset tiden på året og han kendte Nestor godt nok til at vide, at han ville være at finde hvor Dronningens Ryttere var - og ikke i familiens skød medmindre absolut beordret derhen.

Ganske rigtigt. Da han henvendte sig hos dem, blev han vist til kommandantens gemakker og han bankede kun på en enkelt gang, før han åbnede døren og lukkede sig selv ind.

[Nestor af Viksø]

Der var muligvis mange, der holdt fri, men absolut ikke kommandanten for Dronningens Ryttere. Uden nærmere familie end sine forældre og søskende kunne han da også tillade sig det - i hvert fald indtil aften. Han havde ikke helt de samme forventninger til sine ryttere, så han var mildt overrasket, da det bankede på døren.

Han nåede knapt at sige noget, før døren gik op - og han så med glædelig overraskelse på en gammel ven. "Liam," hilste han, forundret. Han kom dog på benene og smilede skævt. "Hvad bringer dig her?"

[Liam af Karminborg]

Liams udtryk var usædvanlig alvorligt, som han lukkede døren og mødte Nestor med en vanlig omfavnelse, der involverede en del klappen på hans ryg, før han trak sig væk igen med sammentrukne bryn.

"En beslutning," svarede han endelig. "Har du noget stærkt?"

[Nestor af Viksø]

Nestors øjenbryn gled lidt op, efter han havde sluppet vennen igen. Nysgerrigheden var dog også klar og han brummede bekræftende, før han fiskede en flaske frem fra en skuffe i skrivebordet.

"Det lyder alvorligt," konstaterede han og gestikulerede mod en stol, som han også fandt to krus frem og skænkede op. Han kunne ikke helt forestille sig, at Liam ville komme til ham med ting, der relaterede sig til lensledelsen. Han vidste dog ikke, hvad det ellers kunne være. Af samme grund rakte han blot kruset frem.

"Sig frem."

[Liam af Karminborg]

Liam satte sig ned og tog imod kruset, uden at sige noget. Han tog sig først en solid tår og vendte dernæst blikket imod Nestor.

"Jeg vil mene, at jeg er blevet friet til. Og jeg kan absolut ikke beslutte mig for, om jeg bør acceptere."

[Nestor af Viksø]

En lyd, der var en god blanding mellem underholdt og decideret chokeret undslap Nestor og det tog ham et øjeblik længere at synke den lille tår han netop havde taget af den stærke væske.

"Det må jeg nok sige. Lidt utraditionelt, er det ikke?" kunne han ikke lade være, som han hostede en enkelt gang og fandt et lidt mere sobert udtryk. "Hvordan og hvorledes?"

[Liam af Karminborg]

Liam trak på smilebåndet af Nestors reaktion og betragtede ham komme sig over nyheden, imens han selv tog endnu en tår. Han trak en anelse på skuldrene og smilet svandt ind igen.

"Meget utraditionelt. Enkefruen af Tameran er ikke traditionel, slår det mig. Men min moder taler meget varmt om hende og hun er både ung og mor til en lille dreng..."

[Nestor af Viksø]

Nestor morede sig måske indledende, men det betød ikke at han ikke lyttede eller for den sags skyld tog vennens problematik alvorligt. Øjenbryn hævede sig let, men han kunne ikke umiddelbart sætte ansigt på enkegrevinden.

"Men du er ikke overbevist?" udledte han og lænede sig lidt tilbage, endnu med blikket på Liam.

[Liam af Karminborg]

Liam tog en ganske dyb indånding og slap den ud i et suk, før han svarede vennen med brynene trukket sammen og en alvorlig mine.

"Jeg er ikke sikker. Det ville befri mig fra udfordringen med at finde en passende hustru. Tiden går og det er ikke ligefrem fordi jeg finder nogen fornøjelse i at møde rækker af unge kvinder og deres mødre, som kun vil have mig for min titel. Desuden har hun været lensfrue før. Hun kender pligterne."

[Nestor af Viksø]

Nestor hørte alle argumenterne, men han hørte til gengæld ikke nogen overbevisning. "Men...?" tilføjede han selv ordet, som lod til at mangle. Han tog en kort tår fra sit krus, før han selv fortsatte med en observation.

"Det er overbevisende argumenter, men du virker ikke overbevist. Bryder du dig ikke om hende?"

[Liam af Karminborg]

Liam hørte skepsissen i vennens tonefald og vendte den indad, reflekterende over netop det spørgsmål et øjeblik, før han trak på skuldrene. "Jeg kender hende ikke. Det er svært at sige om jeg bryder mig om hende. Hendes søn var meget charmerende, men jeg ved ikke om jeg er klar til at overtage ansvaret for hele to fremmede mennesker på den basis, at vores mødre er gode venner."

Han gnavede lidt på siden af sin kind. "... Det er en meget praktisk foranstaltning. Du må indrømme, at der er mange af dem ved hoffet. Hvis vi ikke kommer godt ud af det med hinanden, så behøver vi jo ikke ses ofte."

[Nestor af Viksø]

Ligesom før, var argumenterne gode. Nestor kunne kun sætte sig ind i konflikten og tillod sig i stille sind at være lettet over, at han var sparet at skulle gennem det samme. En sjælden fordel ved at være milevidt fra nogen arverækkefølge.

"Absolut. Det er ikke nogen dårlig aftale," erklærede han sin enighed og trak lidt på skuldrene. "Spørgsmålet er om det er risikoen værd. Vil du leve sammen med en, du ikke kommer godt ud af det med?" spurgte han og så eftertænksomt på vennen. "Er der ingen muligheder for at lære hende at kende, før du giver dit svar...?"

[Liam af Karminborg]

Liams bryn trak sig tæt sammen igen og han rystede langsomt på hovedet. "Nej... Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at lære hende at kende uanset. Du ved hvordan jeg har det med... Dem."

Det var et ømt punkt, men Nestor var også en god ven og der var ingen grund til at valse rundt om den varme grød.

[Nestor af Viksø]

Nestor kendte udmærket til Liams problemer og han kunne uden problemer se konflikten. Han tog sig også et øjeblik mere til at tænke over den, før han åndede lidt ud. "Den er svær," indrømmede han og vippede glasset på sit bord.

"Måske er det en god løsning, så?" endte han til sidst med at komme frem til, selvom han ikke helt kunne lade som om, at han ønskede mere for sin ven. "Kan du stadig slet ikke tale med kvinder?" spurgte han, uden den mindste snert af andet end alvor.

[Liam af Karminborg]

Det var sundt at have de få venner, med hvem man kunne tale om alt. Liam følte sin byrde mindsket en smule, omend det stadig var svært. Han rystede lidt på hovedet.

"Med besvær. Altid anstrengt og altid med hjertebanken." Han tog en god tår af den stærke væske og havde dermed næsten tømt kruset. "Tak, Nestor. Du er en god ven."