Mænd på arbejde

[Mattis Jernstøber]

Marius Våbensmed

Det var en perfekt dag for smedearbejde. Det var ikke for koldt udenfor, men samtidig ikke for varmt inde i smedjen. Mattis var i fuld sving med hammeren - klink, klonk, klonk. Sveden perlede på hans beskidte pande, og de mørke øjenbryn var let trukket sammen i koncentration. Ved hans side var Marius, der var opslugt af sit eget arbejde. En bestemt del af arbejdsdagen foregik altid uden samtale, men ikke destomindre nød den store mand at arbejde med den yngre ved sin side.

Efter et stykke tid lagde Mattis hammeren fra sig og strøg sin underarm over panden. "Lad os tage en pause," sagde han til Marius og ledte vejen ud i baggården, hvor kulden slog mod den svedige hud. Et dybt suk undslap hans brystkasse.

[Marius Våbensmed]

I dag var en af de dage, hvor Marius lavede noget mere nødvendigt simpelt arbejde frem for sine personlige projekter. Det var ikke synderlig spændende, men det skulle til, for også at tjene penge. Derfor blev han også glad, da Mattis påkaldte pause.
Han lagde værktøjet fra sig og tog en godt brugt klud og tørrede sig om ansigtet. "pause" kom det fra ham inden han fulgte efter Mattis. På gårdspladsen fangede hans øjne Ina skål til katte og andre småkravl og han kunne ikke holde et smil tilbage.

[Mattis Jernstøber]

Mattis var i færd med at grave sin pibe ud af brystlommen, da han hævede blikket og bemærkede Marius' smil. Han kommenterede det ikke, men trak selv lidt i mundvigen, før han begav sig til at presse tobak ned i piben.

"Du klarer det godt," kommenterede han og løftede endnu en gang blikket. Piben blev tændt og stukket i mundvigen. Snart sted små røgskyer op i den kolde luft.

[Marius Våbensmed]

Det var rart at få ros af Mattis. Han ville aldrig kunne tage pladsen som Marius's far, men den opmærksomhed og rod han fik af Mattis var dejlig. "tak.." fik han fremsagt lidt efter. SÅ blev han stille igen. Der var ting han længe havde villet snakke med Mattis om, men ikke vidste hvordan han skulle sætte ord på. "Mattis?" Han kiggede på ham, men fjerne så hurtigt blikket over på noget ubetydeligt.

[Mattis Jernstøber]

Stilheden omsluttede dem, men snart fremstod smedjens og omgivelsernes summen mere tydeligt. Mattis puffede roligt videre og betragtede tilfældige ting i baggården. "Mm?" brummede han, da Marius sagde hans navn, og fangede denne med blikket igen. Umiddelbart forventede den store mand, at han havde spørgsmål til deres arbejde indenfor.

[Marius Våbensmed]

Marius tøvede mens han overvejede hvordan han bedst skulle starte op på emnet, men det var tid at tage den samtale. ”Jeg var, som du ved inde og ordne dit skab i soveværelset for tid tilbage...” startede han ud og anede så ikke hvad han så skulle sige. ”jeg mødte Estelle...” han undgik delen med at hun lå i sengen uden en trævl på kroppen og at han i første omgang ikke havde set hende.

[Mattis Jernstøber]

Mattis betragtede den unge smedelærling, som han talte, men stoppede sine bevægelser, da piben var halvvejs op til mundvigen. Selvom Marius ikke satte ord på det, var Jernstøberen ikke det mindste i tvivl om, at det havde været et upassende møde. Han brummede dybt og stoppede piben i munden, tænksomt - hvad skulle han sige? Måske han bare skulle være ærlig.

"Estelle er en gammel ven," begyndte han at forklare og puffede store røgskyer ud. "En gammel ven som jeg er begyndt at se mere af," sagde han og så i Marius' retning. Han rykkede sig lidt på stedet og rømmede sig let. "Jeg skal nok sørge for, at det ikke sker igen," tilføjede han med sammentrukne øjenbryn og puffede fortsat store røgskyer ud. Dette var bestemt ikke en situation, han nogensinde havde forestillet sig at være i.

[Marius Våbensmed]

Marius rykkede lidt på sig det var en svær samtale dette her, og han havde ingen ret til at sige det han ville, men han følte sig alligevel nødt til det. "En ven er fint, men... Hun.." Hvordan sagde man lige den slags over for sin stedfar?
Marius havde altid været lidt afholden fra, at Marius skulle tage deres fars plads, men nu med denne Estelle... Det kunne han slet ikke finde plads til. "Men Mattis, hvad har du tænkt dig med hende?
Det så næsten ud til, at hun var flyttet ind?" han så spørgende på den ældre mand.

[Mattis Jernstøber]

Mattis så forbløffet på den yngre mand. Jernstøberen havde ikke tænkt så langt - alt han vidste, var at han havde vundet sin gamle forelskelse over, og den blotte tanke om hende gav ham en varm fornemmelse i brystkassen. De mørke øjenbryn var tæt trukket sammen, og den store mand puffede en stor røgsky ud, inden han svarede.

"Hun er ikke flyttet ind, hun har blot sovet i vores hus," begyndte han, og tænkte så det knagede efter det rigtige at sige, men det gik ikke særlig godt, da en irritation nagede et sted i smedens baghoved. Det kom dog ikke til udtryk. "Gør det dig ubehageligt til mode, et hun er der?" endte han med roligt at spørge og så afventende på stedsønnen.

[Marius Våbensmed]

Marius hævede et øjenbryn lidt. Ikke flyttetbind? Hun så sandelig sådan ud. Så sukkede han og forsøgte en anden indgang til emnet. ”Hør Mattis, det fint med mig hun er her, men har du overhovedet tænkt på Ina i alt dette het?” han ville ikke såre Mattis eller sige noget der var for hårdt, men set føltes nødvendigt. ”Du ved hun anser dig som en far for os og har gjort det siden vi kom. Og nu ligger du med en kvinde?” han blev højrød i hovedet og så væk efter at have afsluttet sætningen. Det var på ingen måde meningen han ville have sagt det sidste. Han prøvede at fortsætte, men kunne ikke.

[Mattis Jernstøber]

Irritationen gnavede sig ind i Jernstøberen ved Marius' ord, og han åndede tungt ud. "Jeg kan tage mine egne valg," svarede han brummende og så direkte på sin stedsøn, "men jeg ønsker ikke, at stille hverken dig eller Ina i en svær situation." De mørke øjne hvilede kortvarigt på den yngre mand, før han løftede en stor hånd og lagde den tungt på den andens skulder. "Hør, Marius. I er min førsteprioritet - det har I altid været, og det kommer ikke til at ændre sig . . . Hvis hende tilstedeværelse gør jer ilde til mode, vil hun ikke komme i huset mere. Men du må også forstå, at Estelle har været en del af mit liv, siden jeg var på din alder, og jeg kommer ikke til at bede hende om at forsvinde og lade mig være for altid," sagde han med sin dybe stemme og forsøgte at fange Marius' blik med sit eget.

[Marius Våbensmed]

Marius smilede skævt til sin stedfar. ”Nej selvfølgelig ikke og det forstår jeg. Bare tænk lidt på Ina. Hun ville ikke kunne tage det så pænt, hvis hun opdager det på samme måde som jeg” Hvis Marius skulle være helt ærlig forstod han slet ikke at Mattis havde valgt at holde Estelle skjult. Hvorfor ikke præsentere hende ordentligt for dem. ”Altså hun virker god nok, jeg ville nok bare gerne have hørt det fra dig, så det ikke føltes som noget du skjulte for os” han kiggede på Mattis med øjne der var let undskyldende.

[Mattis Jernstøber]

Jernstøberen hævede et tykt øjenbryn ved Marius' ord og fjernede sin hånd fra den andens skulder. Han havde selvfølgelig ret - det havde været en helt anden sag, hvis Idina havde set Estelle liggende i sengen. Mattis så op ved de efterfølgende ord.

"Jeg holdt det også skjult for jer," svarede han dybt og tog en let indånding. "Jeg havde ikke tænkt mig at fortælle hverken dig eller Idina, at jeg havde ligget med en kvinde - hvad skulle I have gjort med den information? Det ville have været meget upassende." Den store mand fnøs lavt, men bittert. "Det var ikke meningen, at nogen af jer, skulle finde hende." Det var begyndt at irritere ham, at Slagteren ikke var smuttet om morgenen.

[Marius Våbensmed]

Marius så skuffet væk fra sin sted far. Nok var han kun Stedfar, men det var stadig det nærmeste Marius kom på forældre, som landet lå nu. Det var svært at sige mere, men han var heller ikke klar til at slutte samtalen. Ikke endnu. "Hvorfor ikke? Hvorfor, ville du ikke fortælle os om hende?" Han forstod det ikke. var de da ikke en familie? Var de ikke sammen om det at bo her?
Måske havde han alligevel forventet for meget af Mattis. Skuffelsen skyllede hvert fald ind over ham. "Du havde ikke behøvet at fortælle, hvad I lavede. Bare at hun var der." Stemmen afslørede hans sårede sind og efter at have sagt det, kom han på benene igen og gik over mod brønden. Han vidste ærligt talt ikke hvad han skulle gøre. Han følte sig frygtelig splittet og vidste ikke hvad han følte.
Ved brønden sank han sammen og lagde hovedet i hænderne, han var ikke at miste en forælder igen.

[Mattis Jernstøber]

Mattis fulgte den unge mand med blikket, og det skar lidt i ham, da hans ord tydeligvis ramte Marius hårdt. Han skilte læberne ad for at tale, men da gik den anden væk fra ham. Da han faldt til jorden ovre ved smedjens brønd, havde Jernstøberen hurtigt lagt piben fra sig og lukkede mellemrummet med nogle enkelte lange skridt.

"Marius," brummede han dybt og satte det ene knæ i jorden. Hans ene hånd fandt vej til sønnens ryg. "Hvis det var mere seriøst mellem Estelle og jeg, ville jeg selvfølgelig have sagt noget om det til dig og din søster. Men det er det ikke. Hun er ikke en del af vores liv sammen - hun er en del af mit gamle liv, som hverken du eller Idina er en del af," sagde han i et forsøg på at få den unge mand til at forstå.