Tøsne i Tameran

[Nomalla af Tameran]

Lorcan af Tameran

Mørket havde for længst sænket sig over godset i Tameran, men sneen lyste landskabet omkring dem op og som grevinden stod og så ud af et af de små, kostbare vinduer i hende og grevens gemakker kunne hun ikke lade være med at tænke over hvordan rejsen til Corus de følgende dage ville blive. Kolde, utvivlsomt. Hun gøs ved tanken og trak kåben med den tykke pelskant tættere omkring sig selv.

Vinteren var den værste årstid i Tameran. Det tidspunkt hvor hun oftest tænkte på sin opvækst i Viksø og Corus og følte sig mindst produktiv, alene fordi dagene sluttede så tidligt og det føltes som om alting gik lidt langsommere, så snart sneen var faldet.

[Lorcan af Tameran]

Lorcan havde haft en lang dag. Det føltes sådan, da han allerede først på eftermiddagen var blevet nødt til at tænde tællelysene så han kunne færdiggøre de sidste dokumenter inden deres afrejse til Corus. Som han åbnede døren fandt de lyse øjne hans hustru stående ved vinduet, og dog gav han ikke sig selv til kende, da han lydløst gled ind af døren og lukkede den blødt bag sig. Først da han trak den spinkle kvindeskikkelse væk fra vinduet og ind i sin favn gjorde han hende opmærksom på sin tilstedeværelse.
“Du bliver kold..” Hans berøring varede ikke længe, han havde aldrig været god til at røre ved hende, og alligevel var blikket i de ellers så kolde øjne ømt da han slap hende, og i stedet trådte væk så han kunne tage hende i øjesyn.

[Nomalla af Tameran]

Mallie hørte bløde skridt bag sig, som træværket under Lorcan knirkede og hun var ikke overrasket, da stærke arme lukkede sig om hende og en farligt fløjlsblød stemme lød i hendes ører.

Hun lænede sig ikke imod ham, velvidende at berøringen ville være kortlivet, men vendte hovedet mod hans stemme og sendte ham et svagt smil over skulderen, som hun trak kåben tættere om sig igen. “Jeg er allerede frossen,” konstaterede hun. “Men du kan varme mig…?”

[Lorcan af Tameran]

Lorcans blik gled op og ned den spinkle kvindeskikkelse han yndede at kalde sin egen. Synet af hende, kold og sårbar, higende efter hans omsorg gav den unge greve et sug i maven, der spredte en kortvarig varme før det vred sig til en syrende knude. Øjnene forlod hende, som hovedet blev vendt bort, og en anstrengelse der knyttede hans næver og gjorde hans knoer hvide forviste knuden, så de lyse øjne igen kunne finde hende.
"Det ved du godt at jeg ikke kan." Han stemme var ikke undskyldende, udtrykket havde aldrig været hans stærke side, og alligevel lå der en fortrydelse i hans blik, som han blev stående vendt mod hende.
"Kom med i seng." På trods af at tonen var bydende, var der noget bestemt over dem der ikke gav hende meget valg.

[Nomalla af Tameran]

Mallie slog blikket ned og vendte hovedet væk igen over svaret, selvom det ikke var det hun havde ment. Hun tog en dyb indånding, stirrende ud på snelandskabet udenfor borgen og efter et sidste kig på dalende fnug, vendte hun sig væk fra vinduet og imod sin mand.

"Jeg mente det helt bogstaveligt," konstaterede hun roligt, som hun stoppede foran ham og så ham i øjnene. De var et stykke fra at være samme højde, men modsat så mange andre, behøvede hun ikke at lægge hovedet tilbage, for at møde det lyse blik. "Du er altid varm som et ildsted under tæpperne. Må jeg ikke varme mig ved dig?"

[Lorcan af Tameran]

På trods af at Lorcan mestrede kunsten at tale til andre, var det de færreste der mestrede kunsten at tale til ham. Han ville have rynket på næsen af så mange andre der roligt talte til ham og mødte hans blik, men ikke hans unge hustru. De sidste rester af knuden forsvandt da han så ned i hendes lyse øjne, og med et lille nik besvarede han hendes ord. Uden at gøre tegn til at hun skulle følge ham, satte han sig på sengen, stadig med de lyse øjne rettet imod hende.
"Klæd dig af for mig."

[Nomalla af Tameran]

Mallie stod med ryggen til sengen, da Lorcan gik hen til den og flyttede sig ikke med det samme. Hendes mellemgulv trak sig lidt sammen over ordren fra hendes mand og der gik mere end et øjeblik, før hun reagerede.

For mange ville det være ydmygende. At skulle stå der i lyset fra både ildsted og flere vokslys og klæde sig af foran en mand, der betragtede, men aldrig gjorde mere end det. For den unge grevinde var det alt hun havde af sin mands begær og det var ikke første gang. Hun vendte hovedet imod ham, som hun drejede sig en anelse væk, så hun så sig over skulderen, imens hun løsnede båndet i sin kåbe. Nok var hun endnu efterladt en jomfru, men hun var toogtyve og ikke uvidende.

Kåben gled ned fra hendes skuldre til gulvet og hun stod tilbage, efterladt i sin natkjole. Da den også var løsnet nok til kun at holde fast ved det yderste af hendes skulder på den ene side, vendte hun sig med front imod ham og gav en let bevægelse, der fik kjolen til at falde og efterlod hende nøgen som den dag hun blev født foran ham. Hun var helt tavs, som hun tog en dyb indånding, der fik hendes brystkasse til at hæve sig lidt.

[Lorcan af Tameran]

Lorcan tog synet af hende ind, som han lænede sig en smule tilbage. Der havde altid været noget dragende over at se en kvinde klæde sig af, noget magtfuldt, der for en kort stund fik ham til glemme den manglende strøm af blod mod hans manddom som handlingen almindeligvis ville have fremkaldt. Han forblev tavs for en stund mens han betragtede hende, før tankerne igen ledte ham hen på hans manglende evne til at indtage hende, og hænderne måtte knytte sig for at det ikke kom til udtryk.
"Smukt." Fik han fremsagt, så hun ikke anede uråd, og fik i stedet sin doublet af, så han sad tilbage i sin inderste skjorte.
"Hjælp mig med min skjorte, vil du?"

[Nomalla af Tameran]

Mallie havde tygget ned i sin egen underlæbe og stod, helt udstillet og sårbar, og så på Lorcan. Hun vidste at han begærede hende. Kunne se i hans blik hvordan han nogen gange tænkte på at tage hende og brændte selv efter det. Med en enkelt, dyb og tålmodig indånding, nærmede hun sig ham i kun de lange strømper bundet over knæet.

"Hvordan du kan bekymre dig over at jeg fryser og så samtidig bede mig blotte mig helt for dig er et mysterium," konstaterede hun, dog mere muntert end anklagende, selvom hun havde gåsehud, som hun nåede ham og satte sig på hans skød, før hun gik i gang med at løsne skorten med øvede fingre.

[Lorcan af Tameran]

Det var de færreste der fik lov til at stille spørgsmålstegn ved Lorcans logik, og alligevel fremkaldte hans hustrus kommentar et listigt smil, som om der var en større plan ved det hele.
"Jeg sagde aldrig at jeg bekymrede mig. Kulden gør dig smuk." De lyse øjne gled ned over hendes torso med et sigende blik, før hans hænder gled ned imellem dem, og ubemærket strejfede de lyserøde brystvorter, før de lukkede sig om skjortens kant og trak den over hovedet. Hans hænder dvælede kort ved hendes hofter, musklerne huskede hvordan de skulle håndtere en kvindekrop, som han vandt lænede sig forover, så hans mund fandt hendes halskrumning. Det var først, åndende mod hendes kølige hud, at hans sind registrerede hvor hans krop var på vej hen og trak sig væk med en sammenbidt grimasse han forsøgte at bløde op til et roligt smil.
"Læg dig under tæpperne hvis du fryser." Hans hænder slap hendes hofter og gav hende fri, mens kæben spændte sig og trak blikket væk fra hendes nøgne hud.

[Nomalla af Tameran]

Den største tortur var netop når Lorcan var tæt på hende sådan og hans læber dvælede imod hendes hud, imens hænder strejfede hofter eller bryster eller det der var værre. Det var tortur, fordi det ingen steder ledte hen.

De første gange havde han rørt ved hende på ubeskrivelige måder, indtil frustrationen over hans egen, manglende virilitet tog over, men nu kom han hurtigere i tanke om det og Mallie var forberedt, men alligevel altid en anelse skuffet.

Hun tog en dyb indånding og strejfede hans kind med sine læber. "Kun hvis du er færdig med at se på mig," svarede hun lavmælt, før hun trak hovedet nok tilbage til at se på ham. "Jeg kan holde kulden ud lidt endnu, hvis det glæder dig."

[Lorcan af Tameran]

Det tog et par dybe indåndinger fra den unge greve før han besindede sig. Der var intet æggene over hendes bevægelser, og alligevel smertede det ham at have hende siddende. Dog ikke ligeså meget som det gjorde at afvise hende. Hans krop dirrede let mens han rystede på hovedet.
"Rejs dig.." Han så stadig ikke på hende, han sad blot og rystede, mens han forsøgte at opnå en form for kontrol over sig selv, som hendes skønne hvide alt andet end bidrog til.

[Nomalla af Tameran]

De lyse kinder rødmede dybt over den - ellers forventelige - afvisning. Mallie kom på benene og sank på knæ på gulvet med ryggen til Lorcan, hvor hun atter engang samlede sin natkjole og kåben op.

Hun talte ikke, men iførte sig kjolen med let rystende fingre, før hun rejste sig igen og gik til den modsatte ende af sengen, hvor hun forsigtigt sank ned, knugende kåben i hænderne og stirrede lidt frem foran sig.

[Lorcan af Tameran]

Det var i disse øjeblikke at Lorcan afskyede sig selv, eller i hvert fald den mand han var blevet. som hans hustru skulle hun værdsætte ham, men hvordan hun kunne gøre det fandt han svært i stunder som denne. Fingrene knugede sig om sengens kant, da hun forsvandt fra hans skød, og han holdt nærmest vejret, mens knoerne blev hvide og træet var tæt på at splintres. Det blev for meget. Afmagten der opbyggede sig i ham skulle ud før han sprængtes. Arrigt blev det forsølvede vaskefad væltet omkuld, mens det med højlydt rabalder faldt til hvile på det hårde gulv, og efterlod den mørkhårde greve prustende midt på gulvet stadig med knoer hvide som sneen der faldt i fyldige fnug udenfor vinduet.

[Nomalla af Tameran]

Det gibbede i Nomalla, da vaskefadet faldt på gulvet, men han havde før været voldsom. Frustreret. Hun trak kåben om sine skuldre og betragtede hans sammensunkne skikkelse en stund, uden at rejse sig.

"Kom herop," bad hun stille. "Vil du ikke nok?"