Kokset konversation

[Liam af Karminborg]

Koramin af Tameran

Liam hadede fester. Denne her fest var særligt frygtelig. Inden han tog afsted, havde hans moder taget ham til side for at fortælle ham, at der var en særlig kvinde, som hun ønskede, at han talte med. Og han vidste hvad det betød. Enkegrevinden af Tameran. Meget mere nåede han ikke at få at vide, men han var sikker på, at enkefruen havde en ung datter, som han skulle møde.

Akavet, men helt stiv i masken og ryggen, som om han havde en pind i røven, trådte han ind i salen. Han fandt hurtigt en væbner med et bæger krydret vin fra Sigisfelt og gik derefter på jagt efter Koramin af Tameran, hvem end af de potentielle svigermødre hun var.

[Koramin af Tameran]

Koramin var kun ankommet til Corus aftenen forinden, men på den tid havde hun nået at få gjort byhuset beboeligt, mødes med Natania af Karminborg, sørget for at der var nogen til at se efter Emry og sidst, men ikke mindst, gjort sig selv klar til en festaften ved hoffet. Hun havde ikke været der siden hendes søn kom til verden, men der var ikke plads til usikkerhed.

Tværtimod opretholdt hun sin målrettethed og nægtede at tænke på mere banale ting, som sine egne behov, da hun stod og ventede på at baronen af Karminborg trådte ind. Hun vidste ikke, hvad hun kunne forvente, men i første omgang betød det heller ikke meget. Det var ikke romantik hun søgte, men en aftale og da hun registrerede de rigtige slægtsfarver, tøvede hun ikke længe.

Blikket gled op og fæstnede sig ved Liam af Karminborg. Hun tog kort beskik af ham, lidt overrasket over hvor ung han så ud - også selvom hun havde været klar over hans alder. Hun krydsede dog ikke afstanden med det samme, men fandt selv et glas vin og cirkulerede en enkelt gang, inden hun nærmede sig den højere mand, der stod med siden til. Hun klarede halsen let.

“Deres Excellence?”

[Liam af Karminborg]

Liam var optaget af at synke ned i gulvet og absolut ikke give sig til at finde enkehertuginden. Det gibbede lidt i ham, da en stemme brød hans tanker om hvordan han kunne spørge en væbner eller tjener til råds om hvem hun var. Da han vendte sig rundt og så på den kvinde, der afbrød ham, stivede han sig selv gevaldigt af og bukkede let, knastør i halsen.

“Nådigfrue,” hilste han simpelt, uden at kende hendes rang, men med et gæt på, at hun var afsat, ud fra hendes umiddelbare alder. Hvad hun ville med ham var et åbent spørgsmål, som hamrede på indersiden af hans hoved, da han endelig mødte hendes blik.

[Koramin af Tameran]

Den simple, afmålte hilsen var ikke afskrækkende for Koramin, der havde tilbragt de sidste syv år af sit liv sammen med en regulær træmand. Faktisk, tænkte hun knapt over det, men rankede blot selv ryggen og lod læberne bue op i et høfligt, men også afdæmpet smil. Passende overfor en fremmed. Det mørke blik var dog årvågent, tydeligt observerende.

“Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer Dem. Mit navn er Koramin af Tameran. Måske har enkebaronessen nævnt mig…?”

[Liam af Karminborg]

Et øjeblik blev de grå øjne større over navnet, men det var hurtigt væk igen og hans mine tilbage til stiv høflighed - værnet imod det ubehag han følte over situationen, som absolut ikke blev bedre af, at Koramin af Tameran tydeligvis ikke var gammel nok, til at have en giftefærdig datter.

Han sank en tår krydret vin og mærkede det hele vejen ned i maven. “Deres Nåde,” rettede han sin hilsen, afmålt og med en knugen omkring navlen. “Enkebaronessen har nævnt Dem.”

[Koramin af Tameran]

Koramin var ikke i tvivl om, at det var genkendelse hun så i hans blik, da hun sagde sit navn. Til gengæld gav hans svar også en klar fornemmelse af, at det ikke ville blive nemt. Hun stivede sig lidt af. Ingen grund til at gå rundt om den varme grød. Hun havde ikke tid til at bruge måneder på den slags. Hun var godt klar over, at hun ikke var atten år længere og at der var en helt reel chance for at han ville afslå i sidste ende.

“Jeg går ud fra, at enkebaronessen ligeledes har givet udtryk for, hvorfor hun ønskede at vi skulle mødes,” fortsatte hun, høfligt, men også direkte. Hun forsøgte sig med så mildt et smil, som hun kunne præstere, men det fjernede ikke målrettetheden i hendes blik. “Jeg er klar over, at det er direkte, men De bør vide, at jeg deler hendes interesse.”

[Liam af Karminborg]

Bevares. Liam vidste godt, at han ville blive konfronteret med giftelystne kvinder og deres mødre i Corus, men ligefrem fra første færd og så konfrontatorisk. Han havde brug for endnu en tår af bægeret med vin og så temmelig meget ud som om den var sur, da han først sænkede det igen.

“Min moder sagde intet andet end at jeg burde tale med Dem,” konstaterede han simpelt. “Jeg aner ikke om hvad.”

[Koramin af Tameran]

Afvisende. Det var uden den mindste tvivl det indtryk hun fik. Måske ville det have fået hende til at opgive foretagendet, hvis hun havde været lettere at skræmme og ikke samtidig havde haft Emrys fremtid klar i sine tanker. I stedet rankede hun sig lidt mere, uden så meget at skænke en tanke om hun reelt havde lyst til at gifte sig med manden foran sig.

“En trolovelse, Deres Excellence,” svarede hun roligt, helt bevidst om præcis hvor afvisende han så ud. Næsten som om, at han så på noget ækelt. Hun tog selv en tår af sin vin at styrke sig på og tillod ham et sekund til at reagere. Måske havde det været for direkte, men hvordan ville det have tjent nogen, at hun i stedet havde kommenteret på vejret…?

[Liam af Karminborg]

Det var ikke ligefrem chok, der gled over Liams ansigt, da hun nævnte t-ordet. Han var ikke blind for, at det var det emne, der var på bordet. Det ville kun et fjols vist have været. Til gengæld måtte han lige klare halsen en anelse efter at vinen havde stukket ham lidt i halsen. Han drak ikke overdrevent til hverdag.

“Det ér meget direkte, Deres Nåde,” gav han hende simpelt ret, imens det kriblede og kravlede ubehageligt alle steder. Ikke fordi hun var en utiltrækkende kvinde, men fordi selve det at tale med hende uden at blive helt rødmosset og stammende krævede alt han havde. Tanken om at blive gift var rædselsvækkende.

[Koramin af Tameran]

Det var ikke meget, men det var ikke en afvisning. Det var dog nok til at det trak ganske let i hendes mundvige og for første gang så hun kort ned, selvom der ikke var noget interessant i glasse med vin.

“Det er jeg klar over, Deres Excellence,” svarede hun, lidt mere formildende og knapt så insisterende, som de tidligere ord havde virket. Hun så op igen, stadig med et lille smil, men også med det samme blik, der holdt alt en enkegrevindes værdighed. “Men jeg er sikker på, at De har mange tilbud og jeg har altid ment, at man kommer længst med ærlighed.”

[Liam af Karminborg]

Mange tilbud. Liam følte sig lidt kvalm ved tanken, ikke mindst fordi han kun fik tilbud fordi han var Karminborgs lensherre nu. Hun var dog den første potentielle hustru, der selv havde talt med ham. Han havde indtil videre formået at flygte efter enkelte samtaler med svigermødre. Men denne gang drejede det sig om en hans moder havde talt med og han kunne ikke bare stikke af. Uanset hvor meget han ville.

Han trak skuldrene lidt op, som kunne han gemme sig bag dem, men lod dem falde igen og mødte de mørke øjne foran sig med forkrampet mellemgulv. "Og det mest ærlige er, at De ønsker at gifte Dem med mig. Hvorfor?"

[Koramin af Tameran]

Koramin kunne læse afvisningen i alle hans træk, men eftersom han endnu ikke direkte havde sat ord på den, valgte hun at blive stående. Hun overvejede kort sine muligheder, men valgte at følge den vej, hun allerede havde lagt for sig selv. Den hans ord ligeledes ansporede til.

"Siden min tidligere mand døde, har jeg og min søn boet hos den nye greve. Min stedsøn. Jeg ville gerne skabe bedre omstændigheder for os begge," svarede hun og tog en tår af vinen. "Jeg kender ikke Dem, Deres Excellence, men min moder har altid talt godt om Deres familie."

[Liam af Karminborg]

Liam havde på et eller andet tidspunkt studeret slægtstræer og forsøgt at huske alle Tortalls slægter, men han kunne ikke huske meget om Tameran, andet end at navnet sagde ham et eller andet. Greven havde sikkert befundet sig på væbnerskolen omtrent samtidig med ham, enten som en ældre eller yngre mand.

Han hørte uanset noget om manden i hendes ord. At hans stedmor ikke ønskede at bo med ham. "Er der en grund til, at De ikke bliver på Tameran? Familien ville vel uanset tage sig af Dem?"

[Koramin af Tameran]

Det var en delikat sag. Uanset hvor lidt hun brød sig om Lorcan af Tameran, vidste hun udmærket at hun ikke kunne udpensle sine pinsler overfor den fremmede baron. Hun tog endnu en tår af vinen, både for at styrke sig, men også for at købe sig et sekund længere til at tænke over svaret.

"Greven og grevinden er ikke afhængige af min tilstedeværelse," svarede hun indledende, selvom noget måske indikerede at der lå mere bag. "Jeg ville foretrække at være et sted, hvor jeg kan gøre nytte."

[Liam af Karminborg]

Unyttig. Det var en følelse Liam kunne sætte sig ind i. Han følte sig selv temmelig nyttesløs i det øjeblik. Kvinden foran ham var smuk og det gjorde ham skeptisk. Tanken om kun at være ønsket for sine penge var ukomfortabel. Men at hun ønskede, at der var brug for hende? Han tog en dyb indånding og sank det.

"Og som baronesse ville De føle, at De gjorde nytte?"