Det knyger ud af himlene

[Mathilda Bager]

Benjen Garver

Det var bidende koldt, som sneen føg ind over hovedstaden. Den tidlige frost tydede på at det ville blive en hård vinter og Mathilda havde slået armene tæt omkring sig selv, som hun hastede gennem de sneglatte gader. Den tynde, slidte overfrakke gav ikke megen varme og hovedlinet hjalp kun lidt, men afholdt ikke lyse krøller fra at løsrive sig. Værst af alt var kulden fra jorden og en lille drøm om tykkere strømper til midvinter sneg sig ind blandt andre, mere dominerende bekymringer.

Det var ikke det optimale tidspunkt, men det var nu hun havde fri og siden samtalen med Elva havde hun prøvet at samle mod. Til sidst var hun nået til den realisation, at hvis hun nogensinde ville videre, så måtte hun få det overstået. Uanset hvor skræmmende tanken end var. Da hun nåede Galopdistriktet havde hun da også nær vendt direkte om igen. Havde det ikke været for den stride modvind på tilbagevejen, ville hun måske også have gjort det.

Uanset fandt hun det i sig selv at fortsætte og da hun nåede det lille garverværksted, var hjertet snart ved at hoppe ud af halsen på hende. Hun følte sig kvalm, selvom det næsten var svært at føle andet end kulden og hun var endnu ikke sikker på at hun kunne gennemføre, da hun løftede en næsten blå hånd og bankede på.

[Benjen Garver]

Vinden fik skodderne til at klapre svagt, men inde i køkkenet var der varmt og godt. Der var kun to personer i det,, Benjen og hans mor. Hun i gang med at koge en lage over ilden, han ved det store bord, i gang med at skærenogle rodfrugter der skulle henkoges og gemmes til senere på vinteren. Det var måske ikke det mest sindsoprivende, men det var noget han ikke behøvede tænke over og han slappede af, noget han ellers havde svært ved ellers.

Han så op da det bankede på døren, så på sin mor og nikkede da hun uden ord indikerede, at hun ikke ville gå fra gryden lige nu. Han rejste sig selv, tørrede hænderne i bukselårene og gik ud i den lille gang. Der var koldt og han skuttede sig mens han lukkede døren ind til det varme køkken, åbnede døren ud til gaden - og stivnede midt i et smil da han fik øje på Mathilda der stod og skuttede sig udenfor døren. Han sagde ikke noget. Overraskelsen over at se lige hende udenfor døren, havde limet hans tunge fast i munden på ham og hans mellemgulv vred sig ubehageligt mens han bare så afventende på hende. Den kolde vind gik lige igennem skjorten han havde på, men han mærkede det ikke rigtigt, endnu.

[Mathilda Bager]

Mathildas hjerte gik i stå, da døren gik op og i et kvart sekund stirrede hun på Benjen med vidtopspærrede øjne, næsten som om at hun var overrasket over at se ham der. Hun var stadig overvældet over, hvad bare det at se ham gjorde ved hende og der gik et kvart sekund mere, før hun tilnærmelsesvis fandt sin stemme.

"Benjen," hilste hun med en lidt kvækkende stemme, der ikke lød så sikker, som hun ville have ønsket. Men bare det at sige hans navn, havde fået hele hendes indre til at vende sig. Hun tog en indånding og tvang ordene ud. "Har du tid? Jeg vil gerne tale med dig."

[Benjen Garver]

Der gik ikke mange sekunder, men det føltes sådan, før Mathilda brød den anspændte, overrumplede tavshed i døråbningen. Han blinkede hurtigt et par gange, som om han skulle være helt sikker på det rent faktisk var hende der stod dig og fortrængte for fulde gardiner hvad det bragte tilbage, at høre hende sige hans navn. Hans blik flakkede over hendes spørgsmål.

Han åbnede munden, men lukkede den igen, da det der var på vej ud var en prompte afvisning. Han tog en dyb indånding, nikkede en enkelt gang og så sig overvejende over skulderen. Det ville blive lidt for akavet og kompliceret at invitere hende indenfor og det var ikke rigtigt vejr til et længere ophold udendørs.

Han tog en hurtig beslutning og trak sig selv ud af den stagnerede tilstand han var havnet i da han åbnede døren, lindede døren ind til køkkenet og gav sin mor en kort besked om han ville være væk lidt, uden at sige hvorfor, greb sin vams på en knage bag døren og trak den på mens han gik ud på gaden og lukkede døren bag sig "Kom." bag han blot, lidt kort for hovedet, gik rundt om hjørnet på huset til skuret hvor faderen opbevarede de skind der var klar til salg, og holdt døren åben for hende. Der var ikke varmt, men der var i det mindste læ for vinden og sneen.

[Mathilda Bager]

Mathildas hjerte hamrede, som Benjen til sidst reagerede. En del af hende var overrasket over, at han ikke havde smækket døren i hovedet på hende - men samtidig blev hun ved med at have følelsen af, at hun havde lige så meget ret til at være vred, som han havde. Kun Elvas ord afholdt det fra at blusse op til overfladen.

Det var måske også derfor, at hun formåede at følge efter ud til skuret med så meget værdighed hun kunne mønstre. Den del var dog en anelse begrænset af, at hun skælvede som espeløv, men hun ignorerede det det bedste hun kunne, da hun drejede sig mod Benjen, der endnu var tydelig i dagslyset fra den åbne dør, han holdt. Inden han kunne nå at slippe den, havde hun tvunget ordene ud, for at være sikker på at få dem sagt.

"Jeg skylder dig en undskyldning."

[Benjen Garver]

Han anede ikke hvad han skulle forvente, eller gøre af sig selv. Guderne skulle vide det var svært nok bare at holde alle de forvirrede følelser i skak. Der var så meget der alt for længe havde ligget og gæret mellem dem, som han havde håbet var blegnet efter de sidste år, men det øjeblik han havde set hende på Tågelygten, var han klar over, at intet havde ændret sig.

Hans blik fulgte hende da hun gik ind i skuret, men han vendte sig hurtigt væk for at trække døren lidt i da hun vendte sig. Midt i bevægelsen gik han i stå og stod et langt øjeblik bare og så på det slidte træ, mens lugten af de færdiggarvede skind sneg sig ind i hans næsebor. Hans skuldre hævede sig med en dyb indånding og faldt igen da han åndede ud "Hvorfor?" spurgte han lavmælt, før han langsomt vendte sig og så på hende i lyset fra døren "Hvorfor nu?" hans blik flakkede et øjeblik og afslørede, at en undskyldning ikke var noget han havde forventet.

[Mathilda Bager]

Mathilda stirrede ind i nakken på ham, da han stod med ryggen til, men hun havde mest af alt lyst til selv at se væk. Det var smertefuldt at se på ham og kun fordi hun nægtede sig selv at tænke for meget på, hvad der engang havde været mellem dem. Det var væk nu, hvis det da nogensinde havde været noget.

"Du har ikke været her," svarede hun og gjorde sit absolut bedste for ikke at lyde anklagende. Det havde hun ellers lyst til. En rystende hånd knyttede sig kort, før den åbnede sig igen og hun endte med at folde armene om overkroppen, for at holde varmen. Stadig med så værdigt et udtryk, som hun kunne mønstre.

"Men jeg har indset, at jeg burde have fortalt dig det. Så. Undskyld."

[Benjen Garver]

Kulden var der stadig, på trods af vamsen, men den hjalp ham også til at.. holde hovedet koldt. Han så ned over hendes simple svar. Det havde ikke været hans mest stolte øjeblik og hendes undskyldning punkterede ham lidt. Han anede ganske enkelt ikke hvordan han skulle forholde sig til den.og det tog et langt øjeblik før han fik samlet nogle ord sammen ”Jeg kunne ikke overskue at blive, Mathilda. Det hele væltede. Jeg skulle bare..” han slog ud med begge hænder og sukkede tungt ”Væk.” det var simpelt nok, men på ingen måde simpelt alligevel.

Han gik forbi hende og satte sig tungt på en bunke skind hvor han sank lidt sammen over sine egne ben med en let hovedrysten ”Jeg siger ikke det var det bedste valg..” begyndte han igen og så nu op for at møde hendes blik igen ”Men hvad havde jeg tilbage at blive her for?”

[Mathilda Bager]

Mathilda forventede på ingen måde, at Benjen for alvor ville reagere på hendes ord. Da han gjorde det og mere til, var hun helt chokeret over at høre ham ytre mere end bare et enkelt ord. Som det næste vred hendes mave sig sammen i ubehag over det han sagde.

Hun stod stift og stirrede ud i luften, som han bekræftede alt hvad hun havde troet med sine ord. Ja, hvad skulle han være blevet for? Tydeligvis ikke hende. Som forventet. Alligevel gjorde det ondt.

"Det ved jeg ikke. Men nu er det som det er. Så," svarede hun, en lille smule fladt og så distanceret fra hans ord, som hun kunne - for at beskytte sig selv.

[Benjen Garver]

Hans blik forlod ikke hendes ansigt. Søgte efter et eller andet tegn på, at hun mente sin undskyldning, uden helt at være overbevist. Måske var hun der kun fordi hun ikke kunne undgå ham længere.

Han slog blikket ned med en lille hovedrysten "Nej... det ved du vel ikke." mumlede han opgivende, mest for sig selv og strøg en hånd over ansigtet med et tungt suk. Hun havde jo ment hun var i sin gode ret til hvad hun havde valgt at gøre. Hvorfor skulle hun have tænkt på hvad han ville mene om det hele.

[Mathilda Bager]

Mathilda var mest af alt fristet til at forlade skuret. Hun havde sagt, hvad hun ville sige - og havde ment det - men hun forventede stadig ikke mere af ham, end hun forventede af nogle mænd. Af samme grund havde hun nær givet ham et skarpt svar, før Elvas ord kom krybende tilbage til hende og blev ved med at gnave, indtil hun ikke kunne holde det tilbage længere.

"Hvad mener du?" lød det efter en tids stilhed, mere tilbageholdende end decideret fjendsk. Varsomt.

[Benjen Garver]

Han var sunket lidt hen i sine egne tanker og var i gang med ubevidst, igen at hæve muren, der holdt alt det ubehagelige i skak.

Der gik nogle sekunder før det rigtigt trængte ind, at hun spurgte om noget og han løftede hovedet langsomt for at se på hende igen. I første omgang rystede han på hovedet og ville egentligt ikek uddybe. Hans mening havde ikke betydet noget for to år siden. Hvorfor skulle den betyde noget nu, blev den lille stemme i hans baghovede ved. Alligevel var der noget ved hendes kropssprog, der fik ham til at ombestemme sig "Hvorfor fortalte du mig det ikke?" spurgte han endelig og besvarede hendes spørgsmål med et nyt. Der var ingen anklage i hans stemme, selvom der kunne have været det og hans blik var mere slagent end vredt.

[Mathilda Bager]

Mathilda var halvt om halvt sikker på, at Benjen ikke ville svare. Hvor det efterlod hende, var hun ikke sikker på, men hvorom alting var, så stod hun der stadig - skælvende i kulden - da han endelig talte igen. Spørgsmålet kom lidt bag på hende og i et øjeblik så hun bare på ham med mild overraskelse, før hun endte med at se ned.

Hun hævede skuldrene en enkelt gang og lød pludselig ikke så sikker og afmålt, som hun havde gjort hidtil - og i det hele taget i løbet af de seneste par år. Efter et stykke tid, fandt hun sin stemme og svarede: "Jeg ville spare dig for problemet."

[Benjen Garver]

Han sad tavst og betragtede hende afventende, overhovedet ikke sikker på hvilket svar han skulle forvente, eller om han overhovedet skulle forvente noget svar. Det han alligevel fik, skabte en dyb rynke i hans pande, en der så ud til at komme ret naturligt "Spare mig..." han åbnede munden for at sige mere, men lukkede den igen og tog en dyb indånding, for ikke at komme til at snerre et defensivt svar, men i stedet forsøge at føre en nogenlunde konstruktiv samtale, om det.. problem.. der havde ødelagt begge deres liv "Det ville have været et problem.." indrømmede han og sukkede let før han fortsatte "Men der kunne have været andre løsninger på det, der ikke var så.. endegyldige."

[Mathilda Bager]

Mathilda strammede grebet om sin egen overkrop og absolut ikke kun fordi hun stadig frøs. Selvom hun prøvede, kunne hun ikke få sig selv til at se på Benjen og hun måtte knuge fingrene sammen om sine overarme for at afholde sig selv fra at komme med et hidsigt svar. I stedet tog hun en dyb indånding.

Ville han have gjort det rette? Det tvivlede hun på. Selv hvis han havde. Selv hvis han havde... "Hvordan skulle det have gjort det bedre at tvinge dig til at gifte dig med mig? Så kunne jeg være skyld i, at du var ulykkelig i stedet." Hun blinkede hurtigt en enkelt gang, som det prikkede svagt bag hendes øjne.

Det slog hende knapt nok, at det rent faktisk kunne være at han engang havde haft lyst til at være sammen med hende. Mere end bare for hendes krop.