Sammentræf

[Lalia af Sigisfelt]

Nestor af Viksø

Dagen havde været solrig, træningen havde været god og Lalia havde heldigvis fået klaret sine pligter endnu en gang hos Galeron tidligt nok til, at hun kunne tage ud med en gruppe venner. De var ikke alle væbnere, og derfor var Tågelygten heller ikke deres mål for aftenen. Der var nogle nyudklækkede riddere i mellem, der kun havde haft deres skjold i et års tid.

Væbneruniformen var på endnu, da hun forlod huset i Højager, og bevægede sig mod Bjørnen og Kronen. Over sig havde hun en tyk vams, for til trods solen, var det stadigvæk vinter og luften var kold.

Da hun trådte ind på kroen, sad gruppen hun var sammen med, rundt om det bord, de som oftest fik raget til sig, når de ankom. Med et smil på læben tog hun imod det krus øl, som hun fik rakt over imod sig fra en af de andre i selskabet.

[Nestor af Viksø]

Nestor havde været begravet i papirer ved skrivebordet hele dagen og han trængte gevaldigt til at komme væk fra det og klare hovedet. Det var der mange gode stedet at gøre i Corus og han havde sat kursen mod sit favoritsted. Larmen, duften af god mad og piberøg nåede ham da han trådte ind og et smil krusede hans læber, som han gik op og bestilte et krus af den bedste øl.

Med det i hånden gled blikket rundt i rummet og han så en kende overrasket ud, da han fandt sin lillebror i mængden. Det fik dog kun smilet til at vokse og uden tøven sluttede han sig til gruppen, først med en hånd mod sin brors skulder og inden længe på en stol blandt fremmede og bekendte ansigter.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia havde siddet med ryggen til Junker Viksø, og talt med en af de andre riddere omkring den forestående midvinter, og hvor gammel hendes frygtelige lillesøster nu var blevet. Søsteren var som oftest en samtaleemne blandt hendes venner, fordi hun ikke blev betragtet som en del af drengene. Hun var nok selv skyld i det, eftersom hun skjulte al kvindelighed under en væbneruniform.

Da hun mærkede nogen sætte sig ved siden af hende, drejede hun hovedet og løftede et øjenbryn, da hun så på vedkommende. “Forfølger De mig, Kommandant?” Spurgte hun drillende, inden hun også drejede overkroppen, og sendte ham et underholdt blik.

[Nestor af Viksø]

Nestor havde ikke bemærket, hvem der sad på den anden side. Han var kort optaget af samtale med sin bror, da en stemme lød ved siden af. Han drejede hovedet, kun for endnu engang at blive konfronteret med Galerons væbner. Lyse øjenbryn skød op, før en muntert fnys gled over hans læber.

"Ville De tro på mig, hvis jeg sagde nej?" svarede han med et drillende glimt i øjet. "Eller måske skulle jeg snarere tro på, at De forfølger mig, væbner Sigisfelt...?"

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia satte et tankefuldt ansigtsudtryk op, men tænkte egentlig ikke rigtig over sit svar. “Jeg ville ikke tro Dem,” svarede hun med et skævt smil. “Umiddelbart ankom jeg før Dem, Kommandant. Så det må absolut være Dem, der forfølger mig. Men jeg tager det som et kompliment,” hun gengældte hans drillende glimt i øjet. Hun lukkede sin fingre omkring ølkruset. “Skål?” Foreslog hun, og løftede sit krus lidt op, så de kunne støde det mod hinanden, inden de skyllede den kølige væske ned.

[Nestor af Viksø]

Nestor fnøs muntert over hendes overbevisende argument og han trak på den ene skulder for at give udtryk for, at han kunne leve med det. "Så vil jeg undlade at hindre Dem i det," svarede han med et drillende glimt i blikket og et drenget smil på læberne. Han hævede sit eget krus og lod det røre hendes, før han tog en god tår.

Da han satte det fra sig, lænede han sig samtidig mod bordet på den ene albue og drejede sig dermed mere direkte mod hende. "Burde De ikke være hos Deres ridderherre?" fortsatte han i det drillende tonefald.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia fnøs underholdt, men sagde ikke noget yderligere. I stedet løftede hun ølkruset op til sine læber, før hun tog en tår af den kølige væske. Hun sænkede kruset igen, og satte det på bordet foran sig, men slap endnu ikke kruset.

"Hvis ikke jeg var en pligtopfyldende væbner, så burde jeg nok," svarede hun og gjorde ligesom han, nu hvor de sad i en samtale sammen. "Men jeg er heldig at have en venlig ridderherre, der giver mig fri, hvis jeg spørger om lov." Hun smilede skævt.

[Nestor af Viksø]

Nestor hævede øjenbrynene og kunne ikke lade være med at fnyse muntert over væbnerens selvophøjethed. "Ah, ja," svarede han muntert og trak på skuldrene. "En fornøjelse for alle os andre," tilføjede han og lænede sig lidt tilbage, selvom skamlen ikke havde noget ryglæn.

"Så... De kan ikke blive ved med at være væbner, kan De? Jeg husker ikke, hvor længe De havde været det sidst vi mødtes." Og så så hun temmelig voksen ud, tilføjede han mentalt.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia slap taget omkring ølkruset, og slog ud med armene, mens hun lod som om, at hun bukkede, mens hun stadigvæk sad på skamlen. "Skulle det være en anden gang, Kommandant," tilføjede hun drillende.

Da han meget diskret spurgte ind til, hvor længe hun havde været væbner, måtte hun have en tår af sin øl igen, for at fjerne den knude, der var opstået i hendes mave. "24 dage," mumlede hun, inden hun blev klar over, at hun ingen mening gav. "J-jeg skal i Kammeret om 24 dage," svarede hun og hendes fingre rystede let.

[Nestor af Viksø]

Den drillende, sorgfri attitude veg tilbage, da hun svarede på hans spørgsmål og han kunne ikke tilnærmelsesvis lade være med at bemærke den fysiske reaktion hun havde bare på at sige ordene højt. Han forstod det godt. Selvom det var flere år siden nu, kunne han selv huske, hvordan han havde haft den inden prøvelsen - og han vidste også, at der var en grund til at følelsen var der.

Af samme grund rakte han ud og hvilede en hånd mod væbnerens arm. "Jeg er sikker på, at De nok skal klare det fint," svarede han og så indtrængende på hende på en måde, der gjorde ordene mindre overfladiske. Han mente det også. Han var sikker på at Galeron aldrig ville have beholdt en væbner, der ikke havde en reel chance mod kammeret.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia stivnede, da hun mærkede kommandantens hånd mod sin arm. Hun flyttede sit fjerne blik fra ingenting og lod det hvile på hans hånd, inden hun rettede det op, så det mødte hans blik. I et øjeblik så hun blot på ham, inden hun lagde sin egen frie hånd oven på hans.

"Jeg håber og beder til, at De har ret," sagde hun og tog så en dyb indånding. "Lad os tale om noget andet," bad hun inderligt. Det andet gav hende kvalme. "Fortæl mig, om De kom hjem uden at blive syg?"

[Nestor af Viksø]

Nestor så kort ned på hånden, der lå over hans, men han lagde ikke mere i det end det. Til gengæld smilede han en mere mildt smil end de forrige og nikkede bekræftende. Han forstod udmærket behovet for at lede opmærksomheden mod noget andet.

En munter lyd undslap ham, som han trak sin hånd til sig og i stedet tog fat om kruset med den. "Det gik lige," forsikrede han og kneb øjnene lidt sammen, tilbage ved den let drillende attitude. "Det må have været Deres opfordring til at skynde mig, der gjorde udslaget."

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia havde flyttet sin hånd så snart, hun indså at den havde ligget der for længe. Og han gjorde det samme. Det var nok også det bedste. Hun løftede et øjenbryn ved hans forsikring, og fnøs underholdt.

"De giver mig en stor del af skylden, det kan jeg ikke tage imod" bemærkede hun drillende. "Jeg vil mene, at det var vejret og Deres gennemblødte tøj, der fik Dem til at vende næsen hjem." Hun smilede skælmsk til ham, inden hun løftede kruset op til læberne. Hun blev aldrig syg selv, så i princippet kunne hun være iført gennemblødt tøj en hel dag, uden at en forkølelse nærmede sig.

"Hvornår blev De egentlig kommandant? Jeg husker, at min ridderherres svigerinde var det indtil omkring årsskiftet." Francine var en ridder, som nok samtlige kvindelige væbnere så op til, foruden Løveinden naturligvis. Men Francine var den moderne udgave.

[Nestor af Viksø]

Nestor lo lidt ned i kruset, som han tog en god tår. "Nej? Jeg tænkte ellers, at De ville nyde at være en god indflydelse, væbner Sigisfelt," svarede han og så på hende med et spillende blik. Han rettede sig lidt op og satte kruset midlertidigt, som han åndede ud og så tænksom ud over spørgsmålet.

"Det var ikke længe efter Galerons bryllup, at Hertuginde Gyldensø så småt gjorde klar til at lade mig overtage - derfra gik der selvfølgelig et stykke tid før det rent faktisk skete," fortalte han og smilede, som han tænkte på veninden. Det var til dato den største håndsrækning han nogensinde havde fået.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia trak på skuldrene, men havde stadigvæk et skævt smil på læberne. "Jeg tror lige, at jeg overlever i dette tilfælde," svarede hun muntert, og havde lagt samtalen om Prøvelsen bag sig.

"Så..." Hun tænkte sig om et øjeblik. "Omkring to år må det være," bemærkede hun og kunne ikke lade være med at skæve lidt til ham. "Men De var ridder inden, ikke sandt?" Hun mente, at Francine også havde været ridder inden hun var blevet kommandant.