Tiden nærmer sig

[Lalia af Sigisfelt]

Nestor af Viksø

Selvom Lalias dag var fyldt med træning, pligter og undervisning, så havde hun efterhånden fået en vane med, at om eftermiddagen ride en tur i den kongelige skov. Og det til trods for, at der for næsten en måned siden blev opdaget en kæmpeedderkop.

Hun havde indset, at hun havde brug for turene alene for at klare sit hoved. Prøvelsens Kammer blev snart en realitet, og hun fik en stor og tung knude i maven bare alene ved tanken. Det var noget, som hun ikke kunne komme uden om. Og tankerne omkring, hvad der eventuelt kunne ske, havde en tendens til at vende tilbage i hendes tanker.

Det regnede. Men det var ikke noget, der generede den mørkhudede væbner, mens hun alene red gennem skoven. Hun sørgede nemlig ganske fornemt for, at regnen gik ganske let og elegant uden om hende og hendes hest. At have vand som sit element havde trods alt sine fordele.

[Nestor af Viksø]

Nestor havde ikke meget fritid. Det var en konsekvens af den karrierevej han havde valgt, men indtil videre var det ikke en han fortrød. Alle havde dog brug for at trække vejret ind i mellem og han var ingen undtagelse. Heldigvis var det også sådan, at hestene - der var så stor en del af rytternes ressource - også skulle holdes i form og af samme grund var han redet ud i skoven på ryggen af Rimfrost.

Regnen generede ham ikke meget, men den faldt så tungt, at det blev sværere at navigere og han havde sat farten helt ned. Det viste sig også at være heldigt, da han red omkring et træ og endte næsten frontalt op foran en ung kvinde. Han holdt hesten an og holdt en hånd skærmende op mod regnen, samtidig med at han registrerede at hun slet ikke var generet af det.

"Sikke et trick," blev det første der lød fra ham med lidt hævet stemme for at overdøve regnen og en snert af et skævt smil på læberne. Måske burde han have beklaget for at han nær var kollideret med hende, men han var tilpas imponeret til ikke at tænke nærmere over det.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia måtte reagere hurtigt, da en fremmed hest og en fremmed mand, pludselig afskar hende vejen rundt om et træ. "Rolig," mumlede hun lavmælt, da hendes hoppe vrinskede forskrækket og trippede på stedet.

Så løftede hun hovedet og så nærmere på afbryderen. "Det er kun et ganske lille et," sagde hun med et skuldertræk. Hendes blik gled over hans uniform, og hun løftede det ene øjenbryn. "Kommandant," tilføjede hun. "Men jeg kan se, at De ikke kan samme trick?"

[Nestor af Viksø]

Det tog Nestor et øjeblik - delvist på grund af regnen - at indse, at han vidste hvem den unge kvinde var. Farven på væbneruniformen afslørede det og han genkendte hende, selvom der var sket meget siden han sidst havde set hende for to år siden til sin ridderherres bryllup. Et muntert fnys gled over hans læber og han trak lidt i hestens seletøj for at få den til at stå roligt.

"Desværre ikke. Det ser ellers praktisk ud, væbner Sigisfelt," svarede han, endnu med det skæve, lidt drengede smil på plads, der fik ham til at se mere afslappet ud end hans titel antydede. "Jeg beklager, at jeg nær var kollideret med Dem."

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia løftede det ene øjenbryn over hans fnys, men rynkede derefter panden, da han lod til at kende hendes navn. Uden at hun kunne huske hans. Hun kunne nemlig ikke placere hans ansigt, som hun trods alt genkendte.

"Umiddelbart tror jeg, at vi begge vil overleve," sagde hun tilgivende. "Men De kender mit navn?" Hun rettede sig lidt op. "Jeg tror ikke, at jeg kender Deres," indrømmede hun, selvom det irriterede hende at indrømme noget som helst.

[Nestor af Viksø]

Nestor bøjede kort nakken, mest for at skjule en sitren i mundvigen over det tilgivende svar, der kom til at virke en kende tørt. Da han rettede sig op igen, havde han det under kontrol, selvom smilet forblev - også da hun ikke genkendte ham.

“Vi har mødtes før,” svarede han, mest af alt fordi han ikke kunne lade være. Hvis ret skulle være ret, så havde han knapt kunne genkende hende - hun havde forandret sig siden sidst. Han gav hende dog et mere reelt svar øjeblikket efter. “Mit navn er Nestor af Viksø. Jeg tror vi mødtes sidst til Deres ridderherres bryllup?”

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia tog et strammere tag i sin hest, da den forsøgte at trippe uden om Kommandantens hest. Den var ikke meget for at stå stille i det våde vejr. Godt nok blev hun ikke selv våd, men jorde under dem var trods alt mudret til.

Hun rynkede panden ved hans første ord og brummede lavmælt. Hvis hun havde mødt ham før så burde hun også kunne huske ham. Da han afslørede hvor, rømmede hun sig. "Jeg mindedes ikke, at Nestor af Viksø havde skæg for to år siden," bemærkede hun, hendes humor var altid en lille smule tør. "Men det skal man måske have som mandlig kommandant?" Denne gang trak det underholdt i hendes mundvige, og afslørede, at hun forsøgte at drille ham.

[Nestor af Viksø]

Nestor hævede øjenbrynene lidt over hendes ord og fnøs, selvom lyden af det formentlig blev overdøvet af regnen. "Det har det med at gro," svarede han tørt.

"Men det forventes ikke af kvindelige kommandanter, trods alt," tilføjede han, ikke bleg for at holde tonen. I hvert fald kort endnu - regnen var så småt ved at trænge gennem lagene af påklædning.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia fnøs igen, denne gang dog af hans ord. "Så upraktisk at være mand," tilføjede hun tørt, inden hun fik sin hest til at tage et på skridt fremad, så hun kom op på siden af Nestor.

"Det ville heller ikke klæde dem, ikke så meget som det... Vel, klæder Dem," hendes blik spillede drillende ved ordene. "Men hvis De ikke skal blive drivvåd af regnen, Kommandant, så vil jeg byde Dem farvel. De skulle nødigt blive syg." Noget hun aldrig blev. Heldigvis.

[Nestor af Viksø]

Nestor hævede et øjenbryn. Han kunne nemt komme med kommentarer til den kvindelige fysik og forhold, der var væsentlig mere besværlige end at skulle barbere sig fra tid til anden - men han undlod. Det kendte de ikke tilnærmelsesvis hinanden godt nok til. I stedet lod han sig smigre af det slet skjulte kompliment og fnøs muntert.

"Jeg sætter pris på Deres bekymring for mit velbefindende, væbner Sigisfelt," brummede han og smilede drenget, som han selv strammede grebet om tøjlerne. "Giv mine hilsner til Deres ridderherre - og pas på hjørnerne i skoven."

[Lalia af Sigisfelt]

Denne gang lo Lalia, det var en let og fri latter, som sjældent kom over hende. Hun sendte et nik i retning af kommandanten. “Det skal jeg gøre,” sagde hun, inden hun samlede tøjlerne og fik Kiki til at danse et skridt til højre, så de ikke stødte ind i hinandens knæ. “Og sørg nu for at få varmt tøj på,” lød det drillende fra hende, inden hun satte hælene i siden på hesten, og fortsatte sit ridt gennem den kongelige skov.

Tråd afsluttet