Når fortiden ikke er fortid

[Elva Brygger]

Mathilda Bager

Elva var ikke normalt typen, der blandede sig i andres liv, men der var altid undtagelser på alle regler, og synet af Mathilda der for Guderne måtte vide hvilken gang, sad mut på bænken udenfor køkkenet, fik hende til at rynke panden i overvejelse, mens hun kastede det sidste korn ud til hønsene.

Hun tørrede hænderne i forklædet og krydsede gården til den yngre kvinde, der så ud til at være væk i sine egne tanker "Mathilda..?" hun lagde en hånd let på hendes skulder "Kom over og få et krus te med mig. Det er for koldt at sidde herude." det var stadig tidligt på dagen, og kendte hun rutinen godt nok, var der tid til en lille pause, mens brødet bagte i ovnen.

[Mathilda Bager]

Mathilda havde meget at se til i sit ellers relativt simple liv, men de sidste tre uger havde der været noget der fyldte mere end alt muligt andet - også selvom det kun grundede i et flygtigt øjeblik, som mange andre måske slet ikke ville have bemærket. Det var også det, der var i hendes tanker nu, som hun sad og gnavede lidt i en tommelfingernegl og knapt ænsede at hun ikke var alene, før hun mærkede en hånd mod sin skulder.

Det gav et sæt i hende og hun drejede hovedet, for at se op på Elva. I et øjeblik så hun overrasket ud, før skuldrene syntes at falde en smule opgivende og et vagt smil rørte hendes læber, uden at det helt nåede de lyse øjne.

"Åh. Tak, Elva," svarede hun lavmælt og rejste sig, velvidende at det ikke var en ordre - men på en eller anden måde heller ikke kun et tilbud. "Jeg hørte dig ikke - men te ville være dejligt."

[Elva Brygger]

Hun nikkede med et varmt smil da den yngre kvinde uden tøven tog hende op på tilbuddet ”Du ligner en der trænger til det.” konstaterede hun simpelt, før hun lagde en arm omkring Mathildas skuldre og førte hende med sig over gården, til sit eget værksted. Værksted var ikke helt dækkende, for det var her hun både modtog patienter, lavede sine remedier og kunne få nogle øjeblikke hver dag, alene med sine tanker, væk fra den myldrende krostue.

Hun gik ind foran Mathilda og slog ud mod det lille bord der var i rummet, det eneste med stole til, hvor resten af bordpladerne var sat fast på væggene og gav hendes arbejdsplads ”Hvad går dig på, min ven?” hun svingede kedlen ind over ilden og vendte et spørgende blik mod den anden.

[Mathilda Bager]

Mathilda fulgte med uden protester. Havde det været alle mulige andre, ville hun være kommet op med en undskyldning, men der var en tryghed hos Elva, som hun ikke helt fandt andre steder - ikke engang hos sin egen mor, der ikke havde tid i hverdagen til omsorg til sin voksne datter. Alligevel og på trods af det, tøvede hun, da først hun sad ned og Bryggerfruen læste hende som en åben bog. I sidste ende kunne hun ikke lyve for Elva.

Blikket faldt og hun så på sine hænder et øjeblik, før hun til sidst talte - uden at se op. "Jeg har fundet ud af, at han er tilbage i byen... Kan du huske...?"

[Elva Brygger]

Elva stod ubevægelig indtil Mathilda kapitulerede og begyndte at lette sit hjerte. Hun nikkede og rakte op efter en dåse på en hylde ”Garverens søn.. går jeg ud fra.” adskillige små rynker krøb ind mellem hendes bryn. Manden, og det der var foregået mellem ham og Mathilda, var ikke noget man lige sådan glemte, heller ikke efter to år ”Opsøgte han dig?” hun vendte sig med et spørgende blik.

[Mathilda Bager]

Mathilda vidste næsten på forhånd, at hun ikke ville være nødt til at uddybe. Hun sank en enkelt gang og nikkede, før hun indså at Elva stod med ryggen til. Derfor fulgte hun op med et lavmælt "ja," og modstod trangen til endnu engang at give sig til at bide negle. Det var ellers en vane, hun havde fralagt sig for mere end et år siden.

Ved det næste spørgsmål, mødte hun bryggerfruens blik. "Nej, jeg tror ikke han vidste, at jeg var der." En skælven gik gennem hende, som hun genkaldte sig den rasende overraskelse, hun havde set i hans blik, før han havde vendt sig om. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Elva..."

[Elva Brygger]

Elva rynkede brynene let over neglebideriet, men kommenterede det ikke, mens hun fandt to krus frem og tog med tilbage til bordet hvor Mathilda sad "Han kom her?" spurgte hun, mens hun satte krusene fra sig og fordelte nøje afmålte skefulde tørrede urter i den godt brugte lerpotte der næsten altid stod på bordet "Du er startet hos os efter han forlod Corus, så det er ganske sikkert, han ikke vidste du ville være her." ræsonnerede hun, mens hun puttede låget på tedåsen igen og satte sig overfor Mathilda, mens hun ventede på vandet blev varmt nok "I fik aldrig talt ordentligt om hvad der skete, vel?"

[Mathilda Bager]

Mathilda var en mester i at skjule sine følelser og det krævede alt hvad hun havde at holde det tilbage nu. Selv da, skinnede den indre konflikt igennem og der var en snert af smerte i det ellers unge blik, da hun kort så op på Elva og smilede glædesløst som tak for kruset.

"Nej," svarede hun og sank en enkelt klump, næsten stædigt. "Han tog afsted, uden at jeg var klar over det." Og nu var han tilbage. Naivt havde hun håbet, at det aldrig ville ske. I stedet var hun nu nervøs for at gå omkring hvert eneste hjørne.

[Elva Brygger]

Elva nikkede bare let uden at pointere, at der trods alt havde været en ganske god grund til drabantens flugt ud af byen. Hun klandrede ikke nogen af de to parter mere end den anden. Det hele havde været et rodsammen af misforståelser og mangel på netop kommunikation. Mange følelser var blevet trådt på og adskillige broer brændt "Men han vidste hvilket valg du følte dig nødsaget til at tage?" spurgte hun videre med et blik mod ilden, hvor låget på kedlen var begyndt at rasle let.

[Mathilda Bager]

Mathilda sank med besvær en klump, der blev ved med at danne sig i halsen igen og igen. Hendes hoved kom med uvelkomne billeder, glimt af minder, som hun havde fortrængt. Smertefulde.

"Ja," sagde hun lavmælt, knapt hørligt og så ned på sine hænder. "Det var efter det, at han tog afsted..."

[Elva Brygger]

Hun ventede med at rejse til til Mathilda havde svaret og nikkede let inden hun skubbede stolen tilbage ”Så I fik ikke talt om noget rigtigt..” konkluderede hun, mens hun svingede kedlen væk fra ilden igen og med en slidt klud løftet den af krogen ”Jeg kan forestille mig hvordan han reagerede, men tror du det var mest fordi han ikke havde vidst det, eller fordi han rent faktisk ville have gjort det anstændige?” hun tog kedlen med tilbage til bordet og lod det varme vand løbe i en rolig stråle ned i tekanden.

[Mathilda Bager]

Mathilda rystede på hovedet som svar på Elvas konklusion. Klumpen i halsen kæmpede en hård kamp med hendes stædighed, men indtil nu var det det sidste der vandt - især da en lille snert af vrede ramte hende, rettet mod alt andet end Elva.

Et kynisk fnys røg ud af hende, før hun kunne nå at tænke nærmere over det. "Mænd plejer ikke at gøre det anstændige, så hvorfor skulle han være anderledes?" lød det fra hende, som hun stirrede ud i luften og ikke tænkte meget over, at kvinden overfor hende nok havde et helt andet syn på sagen.

[Elva Brygger]

Elva lod sig ikke mærke med Matildas hårde fnys, men stoppede et sekund midt i en bevægelse da hun talte og så på den yngre kvinde med et hævet øjenbryn "Gør de ikke?" spurgte hun roligt og fulgte op med et lille, spekulativt "Hmm." før hun hang kedlen tilbage på sin plads og selv satte sig overfor Mathilda ved bordet "Har jeg nogensinde fortalt dig, hvordan jeg mødte Mylas?" spurgte hun og lagde låget på tekanden, så teen kunne få lov at trække lidt.

[Mathilda Bager]

Mathilda svarede ikke på spørgsmålet, som hun udmærket kunne høre var retorisk. Der var for megen bitterhed, der summede rundt i hendes tanker - tilpas meget til, at hun knapt nok hørte, hvad Elva sagde. Hun blinkede en brændende fornemmelse bag øjenlågene væk, før hun gned en hånd over sin arm og rystede på hovedet.

"Det tror jeg ikke," svarede hun, lidt fladt - men velvidende at Elva altid havde et eller andet formål med hvad hun sagde. Hun regnede dog ikke med, at det ville ændre noget. Hvordan kunne det?

[Elva Brygger]

Elva nikkede og havde allerede kunnet fornemme, at det ikke var tilfældet "Jeg var seksten da jeg mødte ham.. og på din alder, da vi blev gift, før jeg fødte Mathias." begyndte hun, mens hun tog tekanden igen og skænkede op til først Matilda, så sig selv "Men på det tidspunkt var mand og børn, og ægteskab, det sidste jeg havde planer om." hun satte kanden igen og lukkede begge hænder om kruset, der allerede var lunt "Jeg blev taget ind som novice i Moderens tempel da jeg var tolv og da jeg mødte Mylas, var jeg ikke langt fra at være færdig med min novicetid." fortsatte hun og gjorde en lille pause for at nippe til sin te. Historien var ikke færdig, men det sagde sig selv, at hendes fremtidsplaner fra dengang, havde ændret sig drastisk.