Våd vrede

[Delilah Klædehandler]

Mathias Brygger

Det var en af den slags dage, hvor man helst bare ville være indendørs, men det var ikke altid en mulighed, når der var arbejde der skulle gøres. Klædehandlerne havde travlt med at få deres pakker med nye forsendelser indenfor fra den tildækkede vogn og da først arbejdet var ved at være færdigt var Lilah både dryppende af regn og svedig indenunder tøjet. Hun i midlertidig kom ud fra huset og mod vognen i tide til at høre en ordveksling mellem to jævnaldrende kvinder, der gjorde hende helt varm i kinderne. Begge var på den anden side af vognen og så hende ikke, men hun genkendte sit eget navn i kombination med et par lidet flatterende adjektiver om hendes sociale evner.

Det var først da hun trådte frem for at konfrontere dem, at hun opdagede, at de var i selskab med bryggernes ældste søn og farven i hendes ansigt blegnede markant. Kvinderne benyttede hendes tøven til at gå videre i regnvejret og Liah selv indså, at hun havde tårer i øjnene af vrede, før hun vendte sig væk fra bryggeren for at skjule det og snøftede irritabelt ind.

[Mathias Brygger]

Mathias havde altid rigeligt at gøre. Og at lave. Enten var det arbejde eller også var det... Andre ting. Ikke alle de andre ting var stuerene. Men de fleste var, engang i mellem. Og at gå en tur ned gennem kvarteret efter at have hentet noget til sin far, havde han mødt til ganske nydelige kvinder, som havde standset ham.

Helt præcist hvor på ruten han befandt sig, bed han ikke mærke i. Men han lod sig selv deltage i deres samtale, indtil den gled over i et emne, som fik ham til at rømme sig. Situationen blev hurtigt en smule akavet. "Jeg tror... Jeg tror sørme, at jeg skal til at... Ja. Vi må hellere skilles nu," sagde han og slog undskyldende ud med armene, hvilket fik de to kvinder til at le, hvorefter de gik videre i regnen.

En regn der havde gjort Mathias' halvlange hår vådt, så det klæbede til hans kinder. Han rystede opgivende på hovedet af de to kvinder. Sådan nogen var aldrig til at styre. Hvilket var grunden til, at han ikke gad slå sig ned med en. Han tog et par skridt frem, men standsede så op, da han fik øje på Delilah. Og hørte den lave snøften. Han rømmede sig lavt.

[Delilah Klædehandler]

Ikke på vilkår om hun ville stå og græde foran Mathias Brygger. Delilah snøftede hastig ind igen og var klar til at skynde sig at tage den sidste pakke og gå, da hun hørte en rømmen bag sig og stivnede. Hun stirrede ud i luften, rankede sig og vendte sig langsomt om med et udtryk af dyb fortrydelse.

"Mester Brygger," hilste hun tamt, velvidende at han havde fanget hende i et svagt øjeblik. Og ikke glad for det.

[Mathias Brygger]

Mathias hørte hende igen snøfte, og lænede sig forsigtigt op ad vognen, lidt usikker på, om den rent faktisk kunne holde hans vægt. Det gik dog. For nu.

Hans blik hvilede på Delilah da hun vendte sig om. "Frøken Delilah," hilste han i samme toneleje. "Jeg troede ærlig talt ikke, at ærværdige kvinder som dig ville slæbe varer i regnvejr," bemærkede han. Det var ikke svært at regne ud, at vognen havde indeholdt varer. Der lå stadigvæk en pakke på ladet.

[Delilah Klædehandler]

Hvis Delilah havde været mindre selvbevidst og utilpas, ville hun have hæftet sig ved at han endnu engang var uhøfligt familiær på en måde hun absolut ikke ville have sat pris på. Lige nu, gik det over hovedet på hende. Hun stod imens det dryppede og betragtede ham, som om hun kun ventede på, at han gjorde sig morsom på hendes bekostning, sådan som hans to veninder havde gjort. Og ganske rigtigt.

"Hvorfor? Tror du at jeg tror, at jeg er for fin til den slags?" Hun ventede ikke på svar. "Det er jeg ikke. Og jeg tror ikke engang halvt så meget om mig selv, som dine gode veninder gør."

[Mathias Brygger]

Mathias løftede det ene øjenbryn, mens hun talte.

"Hvis du mener at de to kvinder, som lige har stået og talt sammen her er mine gode veninder, så gør det dig og mig til virkelig gode venner," bemærkede han og lagde armene over kors. "Men fortæl mig endelig, hvordan folk dog kan få den opfattelse af dig, når nu du taler så pænt til alle dem du møder på din vej."

[Delilah Klædehandler]

Dét lukkede munden på Delilah. Og effektivt. Hun stirrede på Mathias og sank en enkelt klump, før hun overhovedet var i stand til at formulere en sætning. Varmen var tilbage i hendes ansigt, men drypregnen betød, at det kun var et spørgsmål om tid før kulden ville krybe ind.

"Beklager," svarede hun endelig, menende det, selvom det var hårdt at trække ud. "Jeg troede de var dine... Veninder." Og dermed at han havde deltaget i spøgen på hendes vegne.

[Mathias Brygger]

Igen så Mathias blot afventende på hende. Det var meget svært ikke at mærke den lille trækning der var ved hans mundvige. Men han forsøgte virkelig at holde det tilbage.

Ved hendes beklagelse trak hans på skuldrene. "Det går nok, de ville blive lykkelige, hvis du kaldte dem for mine veninder i deres påhør," sådan var det desværre med mange af kvinderne. "Og før du spørger, nej, jeg synes ikke, at noget af det var morsomt. Det var langt mere... Pinligt. Men de havde set os tale længe sammen på Tågelygten," bemærkede han og hentydede til den sidste aften hun havde været der.

[Delilah Klædehandler]

Lidt selvoptaget var man vel altid, hvis ens navn var Mathias Brygger. Delilah ville normalt have fnyset af ham, men stod blot tavst og overvejede, om hun mon en dag ville få evnen til blot at synke i jorden. Nu ville være et fint tidspunkt.

Da han nævnte at de var blevet set sammen på Tågelygten ville det have været et bedre tidspunkt. Hun glippede med øjnene. "Det var jo knapt en samtale," røg det ud af hende. "... Mener du at der går... Rygter?"

Hvilket rædselsfuldt bevis på, at beboerne i kvarteret var yderst simple. Man kunne ikke engang føre en samtale, før der var sladder om ens romantiske status.

[Mathias Brygger]

Mathias kunne denne gang ikke undlade at trække på smilebåndet over hendes ord.

"Jeg ved ærlig talt ikke, om det er rygter. Dem lytter jeg meget sjældent til," mest fordi de nok oftest handlede om ham selv. Og han behøvede ikke en genfortælling af sine egne oplevelser. "Men det kan godt være, at nogen måske har været lidt jaloux?" Han trak på skuldrene. Hvordan skulle han vide, hvad kvinder tænkte og følte? "Noget med at jeg lo meget, og at du vist bare stod og var... Afvisende."

[Delilah Klædehandler]

Det rislede lidt ned af ryggen på Delilah, som hadede rygter indædt og hadede Galopkvarteret for at være et sådant sted, hvor de løb som vinden på en efterårsnat. Hun sank en klump og stirrede lidt på Mathias.

"Så lo du heller ikke mere end det," svarede hun efter et øjeblik. "Og jeg var heller ikke kun afvisende." Hun var af uvisse årsager i færd med at argumentere ham ud af, at rygterne var falske. Selvom hun udmærket vidste, at han vidste det samme som hun gjorde. "Desuden burde hele kvarteret vide, at du flirter med alt på to ben. Det er næppe en chokerende nyhed."

[Mathias Brygger]

Det trak i den ene mundvige på Mathias, mens Delilah stod og forsvarede deres samtale. Det morede ham lidt. "Jeg var der," konstaterede han underholdt og trak så lidt på skuldrene.

"Ikke alt med to ben. De skal helst være kvinder," rettede han alvorligt, men lo så kort efter. "Men jeg troede du vidste, at kvinder har en tendens til at ville skade det, som de ser som en konkurrent?"

[Delilah Klædehandler]

Delilah himlede med øjnene over svaret. Kun kvinder. Alle kvinder. Hun kendte lige præcis den type Mathias Brygger var. Og det var også rig grund til blot at fnyse af hans spørgsmål.

"Jeg er lige så meget en konkurrent, som paladsets køkken er en konkurrent til jeres," konstaterede hun. "Jeg burde lave et væddemål om hvor mange årtier der går, før din mor må tvinge dig til at slå dig ned. Måske et enkelt er nok?"

[Mathias Brygger]

Mathias lo. "Og sikke en konkurrence," drillede han og rettede sig op fra sin lænende position op ad vognen.

"Kun et årti? Det må jeg sige, der skuffer du mig..." Han rystede leende på hovedet. "Hvis min mor begynder på den slags, så tror jeg at Tusaine er et ganske tiltalende sted at bo," han blinkede til hende.

[Delilah Klædehandler]

Delilah rystede på hovedet af ham, før hun løftede skuldrene med et kuldegys. "Det tror jeg mere på, end på at du nogensinde slår dig ned med nogen," konstaterede hun simpelt, inden hun trak den sidste pakke til sig.

"Det er koldt. Og vådt. Jeg kan ikke stå og sludre her med dig længere. Nogen kunne jo få idéer, tydeligvis."