Min Muse, min gudinde

[Marius Våbensmed]

Mathilda Bager

Der havde ikke været meget at lave i dag, og Marius var derfor blevet sendt ud med vare for Mattis. Ting der var blevet repareret og nu skulle leveres tilbage. Han havde netop været ved sidste stop, Skomageren, for at aflevere en hammer, nu var han på vej tilbage.

Helt tilfældigt, det forsøgte han hvert fald at overbevise sig selv om at det var, var han nu i nærheden af Tågelygten og han blev enig med sig selv om at det ikke ville skade at kigge ind forbi. Måske var Elynn der og så kunne han hilse på hende, eller endnu bedre, måske fik han et glimt af Mathilda.

Han nåede helt hen til Tågelygtens indgang og kiggede ind. han fik øje på en kvindeskikkelse med langt lyst hår. Uden at bemærke det folde hans læber sig i et stort fjoget smil. Det var Mathilda han havde fået øje på.

[Mathilda Bager]

Mathilda havde altid nok at beskæftige sig med på Tågelygten og denne dag var ingen undtagelse. Der var dog en relativ ro i krostuen, som havde givet hende tid nok til at gå fra køkkenet og i stedet bevæge sig ud, hvor hun kunne samle krus sammen fra bordene og hjælpe med at få stedet til at skinne.

I øjeblikket var ingen af bryggerbørnene da heller bag disken, men hun vidste at de var i relativ nærhed og følte ingen utryghed ved at være alene med den lille håndfuld kunder, der var. Hun løftede en tung bakke med krus op på hoften og snurrede rundt, kun for at se en lyshåret, ung mand stå i døråbningen.

Uden at tænke mere over det, smilede hun indbydende til ham. "Kom endelig indenfor. Der er kold øl på kanden."

[Marius Våbensmed]

Marius stivnede da den smukke lyshårede pige vendte sig om at talte til ham. Han kiggede sig over skuldrene for at se om det var nogen bag ham, hun snakkede til, men da der ikke var andre end ham, måtte det jo være ham. Han rømmede sig og gik nærmere.

Hun var så frygtelig smuk Mathilda, han forstod ikke hvordan Ina og Elynn kunne mene hun var dårligt bekendtskab, hun var dejlig. Der gik noget tid inden han endelig fik sagt noget, det blev dog ikke til en særligt sammenhængende sætning. "Øl tak... Kold.. ja" Sagde han og slog sig mentalt hårdt oven i hovedet for ikke at kunne snakke ordentligt med hende.

[Mathilda Bager]

Mathilda blev stående med blikket hvilende på den lyshårede mand indtil han svarede. Tænderne kom til syne i et smil, hun vidste der var charmerende. "Lad mig finde det til dig," kurrede hun, som hun hankede lidt op i bakken og bar den med sig over til disken. På vejen kastede hun den unge mand, som hun ikke genkendte, et blik over skulderen.

Det var ikke hendes sædvanlige plads at servere, men alle på Tågelygten kunne til dels tage over og hun vidste, at det handlede om at sælge. Hun skænkede øl op i et lerkrus og slog blikket op. "Jeg er sikker på at en ung, stærk mand som dig også må være sulten...?"

[Marius Våbensmed]

Marius mærkede hvordan han blev tør i halsen, mens han bare kiggede på Mathilda. Hun har så smuk. Han kiggede bare og først lang tid efter gik det op for ham, at han havde glemt at svare. "Tak.." fik han endelig over læberne. Han fulgte drømmende med hende længere ind på kroen. Tænk at han faktisk talte med Mathilda! Han talte og hun talte til ham! Det måtte være den bedste dag i hele hans liv! Han glemte næsten at høre efter hvad hun sagde, fangede bare noget med sulten. "Ja tak" så fandt en rynke frem mellem brynene, kunne han svare det til hvad hun lige havde spurgt om? og burde han egentlig ikke præsentere sig? Tanken havde knap forladt hans hoved, før ordne fløj ud af ham, og næsten væltede over hinanden. "Marius våbensmed, og du Mathilda bager ik'?"

[Mathilda Bager]

Mathilda smilede koket, da han takkede ja og hun havde halvt skubbet sig fra disken for at gå ud i køkkenet efter maden, da han fortsatte. Et lidt overrasket udtryk strejfede kort hendes ansigt og hun lod blikket glide over den unge mand en enkelt gang.

"Det er mig," konstaterede hun og buede læberne op i et venligt smil. "Har vi mødtes før, mester... Våbensmed?"

[Marius Våbensmed]

Marius kløede sig i nakken, nej det havde jo ikke mødtes før. Ikke rigtigt hvert fald. Kun på afstand. Havde hun slet ikke set ham? "Jeg sørgede for at fange dit sjal en dag det blev taget af vinden." Modet i ham sank. Hun havde slet ikke lagt mærk til ham, slet ikke set at det var ham. Han kunne have været hvem som helst. Hun var ligeglad.

Han smilede dog hurtigt igen. "Jeg.. Vi har aldrig snakket sammen før ellers nej" Fik han sagt i stedet for hvad han ført var ved at sige. For nu lod han hende blive i troen om at han var mester og ikke kun lærling.

[Mathilda Bager]

Det tog hende et øjeblik at granske sin hukommelse, før et svagt minde vendte tilbage. Hun smilede venligt. "Åh. Ja. Det er rigtigt. Det skal du have tak for."

Hun vidste stadig ikke, hvordan det gav ham hendes navn, men hun smilede på trods af det, uden at tænke meget mere over det.

"Nu skal jeg hente din mad."

[Marius Våbensmed]

Hun huskede det! Hun kunne huske ham. Det var fantastisk, Marius var så lykkelig og kunne ikke skjule sit smil. "Det var det mindste jeg kunne gøre" lød det fra ham med stolt stemme.

Han satte sig og smilede til hende. Det var helt ufatteligt at hun faktisk talte til ham og nu også hentede mad til ham! "Tak. Du er den bedste" Ordene fløj ud af ham, og han ønskede i sit stille sind at hun ikke havde hørt det.

[Mathilda Bager]

Mathilda hørte ordene, men lagde til gengæld ikke noget i det. Lignende kommentarer kom så ofte fra andre kunder og hun smilede blot charmerende til den lyshårede mand, før hun for en kort stund forsvandt ud i køkkenet. Da hun kom tilbage, var det med en skål dampende varm stuvning.

"Værsågod, snut," sagde hun med sit mest sukkersøde, pæne smil og blafrede lidt med øjenvipperne. "Sig til, hvis der er andet, jeg kan finde for dig, ikke?"

[Marius Våbensmed]

Snut? Var han virkelig hendes snut? Et glædeligt suk afgav hans læber. Hun var så skøn, på så mange måder. Det pæne smil og de gyldne lokker. Han forstod vitterligt ikke hvordan Ina kunne have noget imod hende.

Han havde lyst til at bede om hendes selskab, men han turde ikke. Hvordan beder man en smuk ung pige om det? Det var mange ting han gerne ville bede hende om, eller bare tale med hende om, men det var som om nogen havde slugt hans ord. "ja." så uden at kunne styre fløj ord ud af munden på ham "Du er så smuk og virkelig sød!" Det lød meget voldsomt og han blev højrød op til begge ører. Han koncentrede sig meget om sin mad og så ikke op på hende.

[Mathilda Bager]

Mathilda talte ikke anderledes til smedelærlingen end hun gjorde til så mange andre og hun tænkte knapt nok over det. Faktisk var hun allerede mere eller mindre klar til at gå videre med sit arbejde uden at tænke meget mere på den unge mand, da han talte igen og med sit udbrud sørgede for at sikre sig hendes opmærksomhed.

Intensiteten af det fik hende til at se overrasket ud et øjeblik, før hun fandt det smil frem, som hun så ofte gav unge mænd på kroen. “Du er da en skat,” kurrede hun sødt, selvom han ikke så på hende. Hun gjorde dog alligevel anstalter til at gå tilbage til køkkenet. “Velbekomme.”

[Marius Våbensmed]

Det her gik slet ikke godt. Han havde dummet sig, det stod klart for ham nu. Hvorfor kunne han ikke bare have holdt sig til ikke at sige noget til hende? Det havde virket langt bedre end det han havde gang i nu. Han rødmede igen, da hun kaldte ham en skat. Hvad skulle han sige? Hvad skulle han gøre? Han vidste det ikke, men han ville gerne fortsætte med at snakke med hende.
Han måtte derfor tænke hurtigt, da hun vente sig for at gå. "Det er en god øl?" Var det første der faldt ham ind. Han havde endnu ikke smagt på den, og anede knap om det faktisk var øl eller vin eller cider.

[Mathilda Bager]

Mathilda havde nået at vende sig halvt, da den unge mand talte igen. Hun drejede ansigtet, før hele kroppen fulgte med og smilede igen. "Det er jeg sikker på, at bryggeren vil være glad for at høre," svarede hun og kastede et enkelt blik rundt i krostuen. Der var ikke mange mennesker - måske kunne hun lige så vel blive stående indtil en af Bryggerne kom tilbage.

Hun hvilede hænderne mod disken og lænede sig lidt frem. "Der er mange der taler om, at det er Corus' bedste."

[Marius Våbensmed]

Orh hvorfor skulle det være så svært at snakke med Mathilda? Han havde da ikke haft noget problem i at tale med Elynn eller Kiara, men med Mathilda vidste han simpelthen ikke hvad han skulle sige. Han kløede sig derfor lidt i nakken. "Det er jeg sikker på de har ret i." Så stoppede han igen, og der gik endnu en tid i stilhed. "Må jeg give dig et krus?" Det var det bedste han kunne komme op med. Selvom hun sikkert sagde nej.