En klostertruntes liv

[Ermelia af Naxen]

Lilyanna af Havjen
KLOSTERSKOLEN
28. OKTOBER 527

Med et fraværende blik så Ermelia ud på den frostklare gårdsplads. Det var kun oktober, men alt lod til at blive hurtigere koldt og gråt og mørkt oppe nordpå. Man vænnede sig til det, havde hun hørt, men efter flere år på klosterskolen, var det stadig ikke forhold, hun helt havde vænnet sig til.

Lyden af en pen, der krattede over papiret på en helt forkert måde fik hende til at vågne en smule fra sin dvale. Alt havde føltes.. Skævt, siden hun havde mødt sin noget skuffende forlovede kun lidt under to uger forinden.

"Er du snart færdig?" spurgte hun sødt og kastede et overfladisk blik ned på den opgave, hun uden at sætte sig helt ind i, havde tørret af på Lily. Måske det kunne få hendes tanker lidt væk.

[Lilyanna af Havjen]

Lily holdt meget af at skrive og hun kunne egentlig vældig godt lide de opgaver på klosterskolen, der beskæftigede sig med Tortalls historie. At skrive tre af hver opgave og gøre dem forskellige kunne godt være lidt af et arbejde, men siden hun var blevet taget til nåde af Ermelia og Cierra var hendes liv blevet meget nemmere på klosterskolen og det var arbejdet værd. Lige i dag var hun dog træt efter en dårlig nats søvn og hun krattede en smule ukoncentreret sine årstal ned, indtil Ermelia afbrød hende og hun glippede kort med øjnene, før hun så op.

"Jeg er kun lige nået til gennemgangen af betydningen af Kong Jonathan IV's accept af, at blive Stammernes Røst i Sydørkenen," svarede hun med lysende øjne. "Det var en af hans største bedrifter. Det bliver jeg næsten nødt til at gøre ære."

[Ermelia af Naxen]

Hm. Nå, så var der stadig lidt vej igen, men det nyttede heller ikke noget at skynde på hende, vidste hun. Det skulle jo gerne være perfekt, i hvert fald så længe det var hendes opgave.

"Du er så dygtig, Lily," roste hun hende og strøg et par mælkehvide fingre over en brun proptrækkerkrølle. "Det er virkelig fint." Cierra var arving og kunne på mange måder tillade sig lidt af hvert, men Ermelia valgte oftest ros, komplimenter og sødmefulde smil.

[Lilyanna af Havjen]

Lily så op på veninden og kunne ikke lade være med at smile en anelse flovt. Hun trak på skuldrene, som om det var det rene ingenting og tyggede lidt ned i sin underlæbe.

"Det er ikke så svært," forsikrede hun. "Og det er vældig interessant. Hvis du vil have hjælp med selv at skrive den slags opgaver vil jeg altså rigtig gerne vise dig hvordan man gør...?"

[Ermelia af Naxen]

Alt ved venindens ansigt forsikrede hende om, at ordene havde ramt præcis som de skulle og med et smil om læberne vendte hun igen blikket væk, som en lille gruppe piger gik forbi dem.

Først da Lily talte, vendte hun blikket tilbage til hende. "Det vil jeg mægtig gerne," løj hun ubesværet og smilede sødt ned til pigen, før hun tog sig til det fine håndled. "Men jeg har så ondt i hånden i dag. Vil du ikke bare gøre mig den tjeneste?"

[Lilyanna af Havjen]

Lilys blik faldt til venindens håndled og begge bryn skød op, før hun nikkede hastigt, så krøllerne vippede og bølgede. Hendes øjne var store og hun sank en enkelt gang, før hun smilede forsikrende.

"Selvfølgelig, Ermelia. Jeg vil også rigtig gerne gøre det for dig. Det var bare hvis du havde lyst til at jeg hjalp dig på en anden måde næste gang."

[Ermelia af Naxen]

Det var selvfølgelig ikke noget, hun havde interesse i, men alligevel smilede hun taknemmeligt til pigen. "Det er meget venligt af dig, Lily." Hun rettede lidt på en enkelt, mørk lok, der havde løsrevet sig fra hendes stramt opsatte frisure.

"Er dine forældre gået i gang med at finde dig en forlovet?" spurgte hun henkastet og vendte sit nysgerrige blik mod vinduet for ikke at røbe sin iver. Det var et langt mere interessant emne end, hvad var det - Kong Jonathan IV's accept af, at blive Stammernes Røst i Sydørkenen? Gab.

[Lilyanna af Havjen]

Lily smilede svagt. Det var sikkert sødt af hende, men det var også vældig sødt af Ermelia at have taget hende til sig som veninde. Hun vidste godt, at hun kunne være lidt håbløs og den mørkhårede komtesse fra Naxen var absolut en af de piger, der kunne vælge og vrage mellem veninder. Det var stort at blive valgt.

Det ville nok have været større endnu at blive forlovet, men da hun løftede blikket med begge øjne opmærksomme, kunne hun let ryste på hovedet, så krøllerne dansede lidt. "Moder siger jeg er køn og at det vil tjene mig bedre end... End min medgift." Hun blev lidt pink i kinderne. Havjen var ikke en ringe slægt, men hun var bare det tredje barn og en pige. "Så de venter til jeg bliver præsenteret ved hoffet. Er du... På vej til at blive forlovet?"

[Ermelia af Naxen]

Det var et emne, der fangede Lilys opmærksomhed, konstaterede Ermelia tilfreds og den følelse voksede kun, da pigen begyndte at tale. Hvor piger som Lily brugte al deres tid på at skrive opgaver for andre, var hun langt mere interesseret i at samle viden om alle blandt det hof, hun en dag skulle ud til.

"Jeg er skam allerede blevet forlovet," svarede hun henkastet, som var det en selvfølge i samme kaliber som at solen stod op om morgenen. "Jeg fik besked om det for et par dage siden." Og selvfølgelig var det invitationen til alle de spørgsmål, Lily jo uundgåeligt måtte have.

[Lilyanna af Havjen]

Lilys mund faldt en smule åben, før hun huskede at lukke den igen. "Tillykke," mindede hun også sig selv om at sige, imens blækket igen tørrede på spidsen af pennen, helt uden at hun skrev videre.

"Hvem er du blevet forlovet med?"

[Ermelia af Naxen]

Så måbede hun endda. Ermelia formåede at holde et skeptisk bryn nede på plads. Hvis ikke Lily fik styr på det, ville det dog blive svært for familien at finde en forlovet, kommenterede en stemme i hendes baghoved.

"Væbner Gilbert af Meagmarsk," drævede hun. En dag ville hun blive hertuginde. Hun var som skabt til det.

[Lilyanna af Havjen]

Et øjeblik kunne man se, at Lily tænkte, så røg hendes bryn op og hun tog en dyb indånding. "Sikke en ære," forlod det hende, med bevidstheden om, at det måtte være Meagmarsks arving. Eller skulle hun ikke tro, at Ermelian gik og fortalte det til folk. Hun var meget bevidst om hvad hun selv var værd.

"... Har du mødt ham nogensinde? Er han flot?"

[Ermelia af Naxen]

Komtessen rankede sig lidt og nikkede sigende ned mod pennen, der havde været stillestående alt for længe.

"Nej, jeg har ikke mødt ham endnu," løj hun og snoede en lok om en lang finger. Desuden burde hun jo være ligeglad med, om han var flot. Han kunne give hende et hertugdømme. "Men en forlovelse er vel en forlovelse." Det var mere end Lily havde opnået og det burde hun huske på.

[Lilyanna af Havjen]

Lily rynkede svagt på næsen over den forestilling, men Ermelia virkede altid som om hun forstod så mange flere ting om de sociale spilleregler og hun endte med at acceptere, at det måtte være sådan. Efter at have tørret pennen af i en lille klud, dyppede hun den i blækhuset og fortsatte med at skrive en stund.

Hun var dog stadig ret optaget af tanken om, at en forlovelse var en forlovelse og efter lidt tid så hun op på veninden igen. "... Hvad nu hvis han er et helt forfærdeligt menneske? Eller dum?"

[Ermelia af Naxen]

De blå øjne blev rettet mod komtessen med et skarpt blik. Et forfærdeligt menneske? Hun vidste ikke engang, hvad det ville sige. En underligt stikkende fornemmelse fortalte hende, at det ikke kunne være værre end Richard.

"Så er han i det mindste ridder og væk det meste af året," konstaterede hun med et træk på skuldrene.