Men det gør ond!

[Silas af Hamin]

Roanna af Gyldensø

Silas var fortsat ikke sig selv, skønt han holdte sin træning ved lige tidligt om morgenen og gik en tur sent om aftenen, så blev han hjemme for sig selv resten af dagene. Han gamle amme Emmanuella var efterhånden godt bekymret og havde nu som sidste håb sendt bud efter Silas gode veninde gennem de sidste år, Roanna af Gyldensø i håb om at hun kunne nå ind til ham.

Endelig hørte hun dørklokken, og sørgede for selv at åbne op. Emmanuella nejede høfligt som det var skik for tjenestefolk at hilse på adelen. Så kiggede hun på komtessen med bekymring lysende ud af øjnene. "Tak fordi De ville komme" lød det fra den efterhånden gamle dame. "jeg ved snart ikke mit levende råd længere, og Herren selv er der ikke meget hjælp i" hun kiggede bekymret ud i den silende regn. "Han har siddet udenfor i to timer nu og er ikke til at få ind"

[Roanna af Gyldensø]

Roanna var selvsagt bekymret, da hun havde modtaget ord fra Silas' gamle amme - som absolut ikke var en kommunikationsvej, der ofte blev benyttet. Det var da også en af de få ting, der kunne få hende til at smide hvad hun havde i hænderne og før hun vidste af det, var hun på vej mod Højagerdistriktet og det efterhånden velkendte byhus.

Da hun stod overfor Emmanuella, smilede hun under et bekymret udtryk, forsikrede at det var det mindste hun kunne gøre og lod sig så lede i retning af haven. Hun takkede den ældre kvinde, trak hætten på den allerede våde kappe lidt længere op og trådte så ud i regning indtil hun kunne se en velkendt skikkelse.

"Silas? Hvorfor sidder du herude?"

[Silas af Hamin]

Der var ikke så meget som en enkelt tomme af Silas' tøj, der ikke var komplet gennemblødt af regnen, men han var ligeglad. Det rørte ham ikke. Han sad på gelænderet ned til haven, med ryggen mod husmuren, det ene ben bøjet med foden i gelænderet og det andet hængende fri ned til siden. Der var ikke det mindste smil eller glæde at finde hos ham.

Han hørte godt Ros stemme gennem regnen, men alligevel var han langsom om at reagere på det. Han sad bare og stirrede ud i regnen. Det var ikke fordi han ikke havde hørt hendes spørgsmål, men han vidste ikke hvad han skulle svare.
Så endelig satte han albuen i det bøjede knæ og lod fingre filtre sig ind i det våde dryppende hår. Han trak på skuldrene som svar og tilføjede så "Hvorfor ikke?" Der var ingen glød i hans stemme. Den var lige så død og ødelagt som han.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna kunne ikke huske at hun nogensinde før for alvor havde været bekymret for Silas, men det var hun absolut nu. Nok til at hun knapt selv tænkte over, at hun blev næsten lige så gennemblødt i regnen som han gjorde.

"Måske fordi du ender med at gøre stakkels Emmanuella syg af bekymring, hvis du bliver ved med at sidde herude," faldt det lidt tørt, men uden helt at kunne skjule bekymringen. "Hvad er der sket?"

[Silas af Hamin]

silas trak på skuldrene og sukkede, så drejede han rundt så han nu sad mere lige på stakittet og satte en hånd på hver side af sig. "det føles mere passende herude" regnen matchede ganske godt hans humør og den silende regn virkede til at skylle de fleste bekymringer af sig.

Ved hendes spørgsmål kiggede han ned i jorden, han havde ikke lyst til at svare. Det hele var sikkert gudernes straf for alle de komtesser han havde snydt og bedraget. Alligevel gik han til bekendelse til sidst. Det kunne han lige så godt. Ro havde en irriterende evne til altid at få det ud af ham før eller siden. "Jeg har virkelig dummet mig. Opført mig... ja som jeg plejer vel" det var jo sådan det var. Det var netop det der var problemet. Han havde lagt an på en ny komtesse efter nådigfrøken Alycia.

[Roanna af Gyldensø]

Roannas øjenbryn gled op og hvis hun havde haft mindre situationsfornemmelse end hun havde, havde hun nok ikke kunne modstå at komme med en tør kommentar. Som det var, så så Silas dog tilpas ynkelig ud til, at hun knapt nænnede det. Det var en mærkværdig følelse.

Hun gøs lidt under kappen, men tog ikke blikket fra sin ven. "Fortæl mig, hvad der er sket," gentog hun, blidt, men også bestemt.

[Silas af Hamin]

Silas blev siddende trist på det lave stakit og så ikke veninden i øjnene, det kunne har ikke magte. Det var dog alligevel rart med lidt støtte. Han rømmede sig med forventningen om nu at skulle fortælle en masse. "jeg mødte komtesse Alycia af Piratklippen for noget tid tilbage og hun... hun var virkelig skøn, sjov og meget smuk" begyndte han men måtte så alligevel holde et pause. Det var svært at fortælle. Svært at sige hvor dum han var. "vi mødtes nogen gange og hun fik mig til at føle mig som.. som jeg aldrig har følt før. Så pludselig ville hun have en pause til at tænke"

Silas mærkede hvor han krummede tær men han gjorde klar til at fortælle videre, men han kunne ikke. Stemmen ville ikke. Han kiggede på sin veninde og med glasklare øjne fik han sagt det vigtigste "Hun så mig kysse en anden" en der havde været ligegyldig, som bare var legetøj.

[Roanna af Gyldensø]

Roannas øjne spærrede sig lidt op, som Silas fortalte og hun formåede ikke helt at maskere sin overraskelse. I de år hun havde kendt ham, havde hun ikke hørt ham tale om nogen på den måde - selv med så få ord, som det egentlig var. Hun lyttede i stilhed, lige indtil han nåede historiens afslutning.

"Silas!" røg det ud af hende i et næsten forulempet tonefald. "Hvorfor i alverden gjorde du det?"

[Silas af Hamin]

"Jeg ved det godt" kom det fra ham med lille stemme før han igen sænkede hovedet og blikket faldt igen på sine fødder. Der gjorde så frygteligt ondt i brystet, en smerte han aldrig havde oplevet før. En trykkende fornemmelse.

Han kiggede igen om på hende, denne gang med døde øjne og spore fra en tåre ned over kinden. Så trak han på skuldrene. "Jeg ved det ikke... jeg var til selskab og... det ene tog bare det andet. Jeg skulle aldrig have gjort det" en tåre med løb ned over kinden.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna kunne nemt have givet ham ret og himlet med øjnene som hun altid gjorde, når han havde gjort noget, hun mente var dumt. Der var dog en blankhed i hans blik, selv på trods af regnen, der lammede hende en smule.

"Jeg..." Hun trak vejret ind. "Åh, Silas, altså. Er der noget jeg kan gøre?"

[Silas af Hamin]

Silas sukkede, hvad skulle han gøre? Han var så frygteligt ked af det, og når Ro havde det blik og den tone på, så var han sikker på det var slemt. Han tørrede øjnene med bagsiden af hånden, og hoppede så endelig ned fra stakittet. Så rystede han på hovedet. ”Jeg har prøvet alt. Jeg tog hjem til hende og undskyldte, jeg skrev et brev til hende om hvad jeg føler for hende og jeg prøvede endda at spille den melodi som min mor altid spillede for mig som barn” forklarede han. ”Hvad mere kan jeg gøre?”

Han kiggede på veninden der snart var lige så gennemblødt som han. Han gik hen og tog forsigtigt hendes hånd og begyndte at gå ind. ”Du kan ikke blive herude. Du er helt gennemblødt” han tog fat om hendes håndled og gik mod døren

[Roanna af Gyldensø]

Det var et godt spørgsmål. Situationen var nok omtrent lige så uvant for Roanna, som den var for Silas. Hun havde aldrig set ham sådan og det efterlod hende en kende ved siden af sig selv. Det summede rundt i hendes hoved og da han rejste sig, blinkede hun lidt overrasket.

Det var lige før hun kom med en spøgende kommentar, men hun stoppede sig selv før hun kunne nå det. Hvis det var den undskyldning der skulle til for at få ham indenfor, så ville hun ikke spolere det. På vejen ind så hun på ham, det mørke blik bekymret.

"Du er virkelig reelt glad for hende, er du ikke?"

[Silas af Hamin]

Silas holdt døren så Ro kunne gå indenfor. Han viste hende hen til sofamøblerne og kaldte på en tjener der kunne tænde op, så hun ikke frøs. Selv rakte han hende et tæppe hun kunne tage om sig.
Det var noget mere omsorgsfuldt end hvad man normalt så Silas gøre, men i skrivende stund bed han ikke selv mærke i det. Han selv var han dog ligeglad med. Det gjorde ham intet at sidde i de våde og kolde tøj. Han fortjente ikke hverken varme eller tæppe. En anden tjener blev sendt efter te til Komtessen så hun også kunne få noget at drikke.

Da alt dette var blevet ordnet kiggede han på hende og trak på skuldrene. Han vidste ikke hvordan han skulle svare på hendes spørgsmål, vidste ikke hvilke od han skulle bruge. Derfor gik der også længe inden han åbnede munden "Jeg har aldrig.... Hun er bare... Du har nok ret." endte han med at sige efter at have prøvet flere gange.

[Roanna af Gyldensø]

Roannas bekymring tog kun til og hun vidste knapt, hvad hun skulle sige. Hun havde aldrig været den store problemløser og endte bare lidt hjælpeløst med at stå med tæppet i hånden og se på ham, som han sørgede for alt andet end sig selv.

Til sidst endte hun med at gå over til ham og lagde en blid hånd mod hans arm, for at få ham ned at sidde hvor hun kunne dele tæppet med ham.

"Jeg er ked af, at det hele er noget rod, Silas. Ved du, hvornår hun kommer til Corus igen? Hvis du vil, kan jeg prøve at tale med hende..."

[Silas af Hamin]

Det føltes rart med den omsorg Ro gav ham. det var rart og trygt og måske var det netop det han havde brug for? Der løb stadig enkelte tårer over hans kinder, men han var ligeglad. Han rynkede dog panden ved de ord hun sagde. "Til Corus? Er.. Er hun rejst?" Var det ikke hende der havde sagt han ikke måtte rejse? var det ikke derfor han nu sad her og ikke gik ud, netop for ikke at løbe ind i hende og så var hun her slet ikke. "Det ved jeg intet om. Jeg... jeg fortalte hende i et brev at jeg ville give hende plads og sørge for hun ikke så mig. så ja jeg har undgået hende siden" Det havde ikke været let men det var vel straffen for hvad han havde gjort. Hun fortjente bedre. Alligevel mærkede han et lille håb. "Ville du gøre det? Tale med hende?"