Afklaring

[Elisia af Bugtvig]

"Ridder Gavin," irettetsatte hun ham, før hun nåede at stoppe sig selv og prøvede at ignorere den varme, det sendte ud i kinderne, da hun hørte sin egen stemme.

For at dække over sin fejl, trykkede hun læberne mod hans brystkasse med et tilfreds suk. "Jeg ville ønske, vi ikke behøvede rejse hver sin vej." Det var virkelig hårdt at være adskilt på den måde, men på den anden side havde deres relation jo aldrig været ukompliceret.

[Kian Falkeblik]

Han kvalte et grin. ”Javel.” Han tak dynen op, så den skjulte Elisias hoved og placerede et kys på den. ”Mhm, men vi har vist erfaret nu, at det ikke virker at følges ad på arbejdet.” De lå trods alt her nu, selvom de ikke burde. Afstand var simpelthen nødvendigt, hvis de begge to skulle bevare deres forstand. Han rakte ind under dynen og nussede hende på kinden.

[Elisia af Bugtvig]

Dynen blev en ganske effektiv mur mellem dem og verdenen, og hun gled tættere ind til ham uden skyggen af indvendinger.

"Om lidt bliver jeg heldigvis atten og så er det kun et spørgsmål om tid, før jeg får mit skjold." Tonen talte sit klare sprog om, hvor meget hun så frem til den dag. Også selvom den fik det til at snurre lidt i maven på en ubehageligt kvalmelignende måde.

Tænderne lukkede sammen om hendes lyse underlæbe i en eftertænksom mine, mens hun samlede mod til at stille det spørgsmål, der blev ved at køre i hendes tanker. "Kommer du stadig?"

[Kian Falkeblik]

Han brummede bekræftende til hendes erklæring. Der var ikke andet for end at vente og lade hende blive færdig som væbner. Selvom det her måske ikke kunne betegnes som at ’vente’. Det gik nu nok. Han snoede hendes røde lokker om sine fingre, men da hun stillede sit spørgsmål begyndte han uvilkårligt at le og måtte trække dynen op over sit hoved for ikke at risikere at blive hørt udenfor teltet. ”Jeg kommer altid for dig, pus,” drillede han hende og kyssede hende kort på læberne.

[Elisia af Bugtvig]

Latteren fik de røde bryn til at vandre opad i panden og hun stirrede forundret på ham i en rum tid. Så faldt kobbernoblen og denne gang var det ikke en diskret rødmen. Fra kravebenene og op til hårgrænsen blev skarlagenrødt. Selv ikke ørerne slap.

"Du ved godt, hvad jeg mente," spruttede hun forfjamsket og kunne ikke helt finde ud af, hvad hun skulle stille op med kysset mod sine læber.

[Kian Falkeblik]

Han morede sig stadig kosteligt og havde lidt lyst til at fortsætte drilleriet. Det lykkedes ham dog at lade være og være en smule mere alvorlig. ”Hvad mener du så? Hvor skal jeg komme hen?” Han strøg fingrene langs hendes ene side, imens han nød følelsen af den bløde hud. Han var en smule forvirret omkring spørgsmålet. Mente hun, om han kom og så hende gå ind i Kammeret? For det kunne han nok ikke slippe af sted med.

[Elisia af Bugtvig]

Fingerens vandren ned langs hendes side kildede en smule, men det var ikke ubehageligt og hun lagde en hånd bag hans lænd og trak sig tættere på, lagde et kys mod hans læber.

"Til Corus." Efter hans tvivl om, hvorvidt de stadig skulle være sammen, kunne det jo være, han ikke havde tænkt sig at komme til hovedstaden alligevel og det var i hvert fald ikke en bekymring, hun ville spilde sin energi på op til kammeret. Tanken gav hende allerede nu en kvalm fornemmelse.

[Kian Falkeblik]

Nåh, Corus! Han nikkede. ”Det gør jeg.” Nu havde fået talt/råbt ud om det, selvom han ikke helt var sikker på, om de faktisk var nået frem til at være enige om noget. Uanset hvad lød det dog ikke til, at han ville sætte hende i fare igen. Det burde være sikkert tage tilbage. ”Men så vil jeg heller ikke kaldes en ged længere,” bemærkede han drillende.

[Elisia af Bugtvig]

Alle bekymringer om kammeret blev med vold og magt skubbet ned i en mørk krog i baghovedet. Nu var de sammen, bare de to under hendes dyne i deres egen lille verden. Hun smilede bredt til hans ord. "Tak," mumlede hun mod hans læber og kyssede ham igen.

Elisia nåede dog kun lige at få trukket ansigtet lidt tilbage, før et morskabens fnys forlod hende. "Så må du jo lade være at opføre dig som en ged," gav hun drilsk igen.

[Kian Falkeblik]

Han rakte ned og klemte hende om låret. ”Siden hvornår har jeg måske opført mig som ged? Jeg har da ikke forsøgt at æde dit hår eller sådan noget,” fnøs han fornøjet og kyssede hende på hagen. Så trak han sig dog væk og satte sig op. ”Jeg må hellere smutte.” Han kunne jo ikke ligge her hele natten.

[Elisia af Bugtvig]

Smilet blev større og hun grinede lavmælt for ikke at blive opdaget. "Det er da mere hæld end forstand!" Hun fnes og blinkede drilsk til ham.

Så forsvandt han. Så pludseligt gled han bare direkte ud af hendes favn, før hun kunne nå at komme med indvendinger eller standse bevægelsen. Det lette stik af ubehag meldte sig øjeblikkeligt som det altid gjorde. "Det burde du vel." Erfaring havde lært hende, at det ikke nyttede noget at komme med indvendinger.

[Kian Falkeblik]

”Så! Nu skal du passe på!” ’truede’ han og bed hende i håret. Han hev lidt i det, som om han forsøgte at hive det af og æde det. Så slap han det igen og kyssede hende på næsen. ”Hvis du bliver ved med at kalde mig en ged, ender du med at få ret, og så bliver du en meget skaldet væbner,” lo han og slog så dynen til side for at komme ud af sengen og finde sit tøj. Det var aldrig rart at skulle gå fra hende, men han kunne ikke blive her for længe og risikere at blive opdaget.

[Elisia af Bugtvig]

Hun hvinede og slog straks en hånd over sin mund for ikke at larme mere. En latter blev druknet af hendes fingre.

"Jeg tror ikke, du har lyst til det," konstaterede hun, da det igen var sikkert at fjerne hånden fra munden. Øjnene fulgte hans bevægelser, mens han hev tøjet på, før hun skubbede sig ud til kanten af sengen. Det var blevet meget lettere for hende at være letpåklædt i hans selskab, uden hun vidste hvornår det var blevet sådan.

"Hvor tager du hen nu?"

[Kian Falkeblik]

Han fik trukket kjortlen over hovedet og bundet bæltet, før han grinede lidt ved Elisias spørgsmål. ”Se, hvis jeg nu ikke var sådan en ged ville jeg sikkert gerne have fortalt det,” drillede han blot og lænede sig ned for at give hende et sidste kys. Da han trak sig tilbage igen, gav han hende et kækt blink. ”Du bare vente til det næste brev.”

[Elisia af Bugtvig]

"Du er så strid," mumlede hun og rejste sig op for alligevel at stille sig på tæer og kræve endnu et kys. Fingrene viklede sig ind i hans hår. Hvordan det blev ved at være så forbandet hårdt at sige farvel til ham, forstod hun ikke. Men måske var det det samme problem Gavins krukke havde haft. En ubehagelig sympati blev hurtigt skubbet i baghovedet.

Sukket var dybt og beklagende. "Fint så. Men hvis ikke du er tilbage i Corus til midvinter, så skal jeg nok komme efter dig." Morskaben i hendes øjne og smil fjernede dog effektivt det meste af truslen.

Så tilføjede hun alligevel et sidste: "Og pas på dig selv.", mens hjertet sank dybt i maven for Gudinden måtte vide hvilken gang.