Ude at gå

[Estelle Slagter]

Hun nikkede. Sådan var det altid. Der var ærinder at løbe. Både for forældrene og for Tyvekongen. Mattis vidste dette. "Ja," svarede hun lavmælt og rettede sig op fra sin siddende stilling. Hun børstede lidt jord af kjolens skørt foran sig. "Indtil videre er det gået," kommenterede hun. Hvad der skulle til, for at fjerne mænds fokus, det nævnte hun ikke noget om. "Men det bliver værre. Dyndkulen er farligere end nogensinde."

[Mattis Jernstøber]

Jernstøberen rettede sig op og lagde planterne i kurven, der nu dækkede bunden. Et kort fnys undslap ham ved den lyshåredes ord, og de mørke øjne fandt hendes ansigt. "Bare du passer på dig selv," sagde han roligt med kurven mellem sine smudsige håndflader. Et lille smil trak op i den ene mundvig.

[Estelle Slagter]

Hun løftede det ene øjenbryn og så op på ham. "Jeg er en stor pige Mattis," kommenterede hun. "Og ingen bly viol. Jeg ved godt, hvor det gør mest ondt på en mand," det blev halvt sagt i spøg og halvt sagt i alvor. "Men derfor bør du vide, at det ikke er et sted for dig, eller din familie, længere," hun sukkede. "Stemningen er ond, og gennemsyret af mistro til alle." Selv ved familiens bord til middag, blev alle forhørt om dagens begivenheder; hvem havde man talt med, hvor havde man været henne, hvad havde man set?

[Mattis Jernstøber]

Mattis havde ikke forventet andet, end den måde Estelle reagerede på. Han lyttede dog, til hvad hun sagde, og en lille rynke fandt vej mellem de to mørke øjenbryn. Det var begyndt at blive koldere, og vinden havde ingen intentioner om at stoppe.

"Ja . . . det skal ungerne ikke tæt på," kommenterede han en anelse tørt og betragtede den lyshårede lidt. Han rakte hende kurven tilbage og begravede derefter hænderne i bukselommerne. "Har du brug for mere?"

[Estelle Slagter]

Hun tog imod kurven fra ham, og lukkede sine spinkle, men stærke fingre omkring hanken på den. Så rystede hun på hovedet. "Det var det eneste," svarede hun, og stod et øjeblik ubeslutsomt på stedet, inden hun med et suk og rullende øjne, trådte et skridt tættere på Mattis og plantede et kys på hans skæggede kind.

[Mattis Jernstøber]

Jernstøberen betragtede den lyshårede roligt og flyttede sig ikke, da hun kom nærmere. Følelsen af hendes bløde læber mod sin kind, bragte et smil frem på hans læber, og hans ene hånd fandt vej til hendes hofte, som han gav et let klem. Da Slagteren trak sig tilbage, fangede de mørke øjne hendes, og han begravede hånden i bukselommen igen.

"Skal jeg følge dig noget af vejen, eller klarer du den selv?" spurgte han med et glimt i de mørke øjne.

[Estelle Slagter]

Det gav en lille kuldegysning, da hun mærkede hans hånd på sin hofte. Men hun gav ikke udtryk for det, i stedet smilede hun skælmsk og hendes grågrønne øjnede spillede underholdt. "Jeg klarer den," sagde hun og rankede sig lidt. "Mattis..." Lød hendes stemme så, i et noget blidere toneleje, end hun normalt brugt. "Skal der gå flere uger, inden vi ses igen?"

[Mattis Jernstøber]

Mattis trak på det ene smilebånd ved hendes ord og lo lavmælt. "Ikke nødvendigvis," svarede han og betragtede hendes ansigt lidt. Hvilken fyrig kvinde, tænkte han og mærkede et rus ved den samme tanke.

Jernstøberen slog respekttabelt blikket i jorden og tog et skridt bagud. "Jeg må hellere vende hjemad til de unge," sagde han, før han fangede hendes blik med sit eget. "Træd forsigtigt," tilføjede han en sidste gang, smilede og vendte sig derefter og satte kursen hjem.

Tråd slut