Det skulle have været for evigt

[Niklaus af Legan]

Gilbert af Meagmarsk
28. august 528 M.T.

De grå øjne gled over ordene, en dyb fold mellem hans bryn som om han ikke helt forstod, hvad det var, der stod. Hvad det egentlig var, Nådigherren prøvede at fortælle ham. Alexander var forsvundet. Han kunne høre sin puls, mens en ubehagelig, svidende fornemmelse malede hans øjne blanke af tabets tårer. Hans Alex var forsvundet.

Niklaus lagde nakken tilbage for at få tårerne under kontrol, men lige meget hjalp det og en mine af den reneste smerte gled over hans ansigt, mens et vaklende åndedrag gled over hans læber. Så blev alt opslugt af det truende mørke, der støt voksede i hans sind. Alexander. Væk. Det gav ikke nogen mening. Mundvigende pegede nedad, mens læberne skiltes til et skrig, men ikke en lyd forlod ham. Kun en såret hiven efter vejret.

Det kunne ikke være sandt. Det måtte ikke være sandt. Hvordan kunne han være forsvundet? Han lukkede munden igen, men nåede ikke at stands en lavmælt jamren. Den lød mest af alt som et såret dyr. Uden helt at kunne samle sine tanker, rystede han på hovedet. Det kunne ikke være sandt... Han havde jo svoret at beskytte ham. Hvordan kunne han være faldet i floden?

Tårer rev sig fri og trillede ned over hans kind, forsvandt i de mørke skægstubbe. Med rystende fingre tørrede han en tåre væk, der nægtede at forlade hans øjenkrog. Følelsen af fugt på hans finger gjorde både situationen mere virkelig og en smule mere uvirkelig i en konstant vekselvirkning.

I en pludselig indskydelse sparkede han til bordet foran sig og følelsen af befrielse spredte sig straks i ham. Stolen blev sparket væk, papirer sparket til alle sider. I blindt raseri rev han en bog fra hinanden, før han fortsatte. Rastløsheden forsvandt på intet tidspunkt, selvom følelsen af teltet og dets indhold splittet ad, gav ham mulighed for at trække vejret fra tid til anden under sorgens bølger, der blev ved at slå ham under.

Snart var der ikke mere at ødelægge. Teltets indhold lå fuldkommen spredt, men han var ikke færdig. Fingrene rystede, knoerne varme og blodige, som de fejede teltdugen til side og bevægede sig ud i mørket. Den kølige aftenluft fik dampen til at rejse sig fra hans hud, men han bemærkede ikke andet end teltet, der krøllede sig mere sammen, som han fortsatte med at sparke og slå til det.

"Ridder Niklaus!" Det var lyden af en kvindestemme, underligt velkendt, men ikke én, han kunne placere i det øjeblik. Et dyrisk brøl forlod ham, som han vendte sig rundt og slog ud efter hende. Luft. "Ridder Niklaus, De må.." Hans hænder ramte endelig noget blødt og fik den irriterende piben til at høre op, som den rødhårede væbner blev sendt i jorden af et sæt rene slag rettet mod hoved og maveregion. Han havde lyst til at fortsætte, mærke hendes krop give sig under slagene, men en stemme meldte sig i hans baghoved. Ikke hans egen. Alexanders.

Med en ulykkelig jamren vendte han ryggen til væbneren, der stadig lå på den tørre ørkenjord, før han nærmest kastede sig gennem den lejr, de havde bygget for natten. Han måtte væk, videre. Ikke at han havde et mål. Hvordan kunne han have det? Hvordan skulle han nogensinde igen få det? Tårerne pressede sig på igen, fik det til at nive ubehageligt i næsen, men han nægtede at give efter. Ikke igen. Ikke foran alle disse fremmede mennesker.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil var i gang med at pudse Phillips saddel i sit telt. Den lå slynget hen over en stol, imens han arbejdede på at få den til at skinne, som om den var nyindkøbt. Da der lød tumult udenfor, forlod han kort sin plads for at gå ud og se, hvad der foregik. Måske var lejesvendene i gang med at te sig?
Men nej ... Gil spærrede øjnene op ved synet af Niklaus, der var ved at ødelægge sit eget telt, og Elisia, som forsøgte at få ham til at stoppe. Åh nej. Han nåede ikke at sige eller gøre noget, før hun blev slået i jorden.
Ud af øjenkrogen spottede han Kian, som tydeligvis stod og overvejede, om han kunne skyde ridderen i ryggen. Heldigvis planlagde han vist ikke at handle på det.
Niklaus stormede væk, og Gil forlod teltet helt, da han endelig fandt styrken til at bevæge sig igen. ”Gider I hjælper væbner Elisia? Så forsøger jeg at få baronen beroliget,” sagde han til Kian. Det gav manden en undskyldning for at skynde sig over og tage sig af Elisia. Gil ville gerne selv have hjulpet hende, men der lod ikke til at være tid til det.
I stedet skyndte han sig efter Niklaus. Først holdt han sig lidt på afstand fra ham, siden baronen tydeligvis var oprevet. Han var ikke sikker på, hvordan han skulle håndtere Niklaus, når manden var i det humør. Han havde aldrig set det før ... Men han kunne jo heller ikke bare lade ham fare rundt på den måde ... Burde han have hentet ridder Gavin i stedet? Nå, det var for sent nu ... ”Niklaus?” kaldte han forsigtigt og besluttede sig endelig for at indhente manden ordentlig. ”Hvad er der galt?”

[Niklaus af Legan]

Der lød ophidsede stemmer bag ham, som han fortsatte væk fra lejren, men han kunne ikke sætte farten ned. Blind af vrede og sorg tumlede han længere væk fra lejren, hvor han til sidst sank i knæ. Tomheden begyndte at fylde ham, nåede fra hans hjerte og til fingerspidserne og fik dem til at summe ganske let.

Væbnerens stemme lød bag ham, men han fortsatte at stirre tomt ud i mørket, mens knægten kom op på siden af ham, men blikket rykkede sig ikke en tomme. "Junker Alexander af Viksø er forsvundet, formentlig druknet i Oloronfloden," fortalte han og stemmen lød fremmet, underligt formel. Kun en diskret vaklen afslørede de enorme følelser, der truede med at splintre hans inderste.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han så bekymret ned på Niklaus. Han var fuldstændig ude af den. Det var skræmmende at se, for hvad burde man gøre? Gil spærrede øjnene op, da baronen endelig fortalte, hvad alt det her skyldtes.
Alexander var forsvundet. Muligvis død.
Hjertet sank i maven ved nyheden. Han kendte ikke Alexander så godt, men de havde trods alt brugt tid sammen. Tanken om at der var sket ham noget var frygtelig.
Men han kunne ikke begynde at lade sig opsluge af sine egne følelser. At sætte sig til at græde ville intet hjælpe, og det ville bare gøre Niklaus’ situation værre.
Derfor satte Gil sig på hug ved siden af ridderherren og lagde en hånd på hans skulder for forsigtigt at ae den. ”... Javel.” Han valgte at følge Niklaus’ egen formelle tone. Han havde lyst til at sige mere. At det gjorde ham ondt at høre det. At måske ville Alexander blive fundet. Men han turde ikke. Han var ikke sikker på, at Niklaus ville bryde sig om medfølelse og falske forhåbninger. Gil selv håbede dog, at de falske forhåbninger var ægte. At Alexander ikke var druknet og ville dukke op igen snart.
Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, så han endte med blot at fortsætte med at ae Niklaus på skulderen og ryggen.

[Niklaus af Legan]

Han registrerede kun let bevægelsen ved siden af sig, før Gilberts hånd nåede hans skulder. Berøringenvar ikke direkte uønsket, selvom den fyldte ham med en instinktiv trang til at fjerne sig. Hvordan skulle han nogensinde igen kunne finde ro i en berøring, der ikke var Alexanders? Gråden nærmede sig truende med et jerngreb om hans hals, en sviden i øjnene. Han sank under nogen besvær.

"Har du passet dine pligter? Trænet din arm?" spurgte han, selvom det lød tomt og hult. Hvad var vigtigheden i pligter og arme og lener, når ikke han kunne ligge med en lille, blød krop i sine arme og indånde den skønneste duft i hele verden?

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede kort. ”Det har jeg.” Ikke at hans træning havde forberedt ham på den her situation. Hvad skulle han stille op? Kunne han få Niklaus tilbage til lejren? Han lod ærlig talt ikke til at have den fjerneste interesse i at rejse sig og gå tilbage ... Og var det overhovedet en god idé at få ham med tilbage, når han var så ulykkelig? Måske ville det bare gøre alt meget værre.
”Jeg ... Vent her et øjeblik. Jeg henter et tæppe.” Han rejste sig og skyndte sig tilbage til lejren. Det tog lidt tid at grave sig gennem Niklaus’ ødelagte telt for at finde nogle tæpper og forskellige andre småting, der kunne bruges til en overnatning under åben himmel. Nu hvor han var her, informerede han kort ridder Gavin om, at de kom tilbage i morgen. Så tog han deres heste og trak dem med ud til Niklaus. Ikke fordi de skulle ride noget sted hen, men hestene ville hurtigere opdage røvere, end de selv ville, og de ville kunne flygte hurtigere med hestene, hvis der skulle ske at opstå problemer.
Gil lagde et af tæpperne om Niklaus’ skuldre og satte sig på hug ved siden af ham igen. ”Jeg har informeret ridder Gavin om, at vi sover herude i nat. Vi er ikke så langt væk fra lejren, så det burde være sikkert,” fortalte han så. Forhåbentlig ville Niklaus have det bedre herude end inde blandt alle folkene i lejren.
I det mindste hjalp det ham selv. Når han holdt sig i gang, var det lettere ikke at give efter tårerne.

[Niklaus af Legan]

Nå, så kunne han ikke engang bruge det som en undskyldning til at koste rundt med ham, heller ikke at det virkede så vigtigt lige nu. Derfor nikkede han blot som svar til Gilberts ord, før væbneren forsvandt igen.

Og så var han alene. Tårerne pressede sig på og nu der ikke længere var noget eller nogen at slå på eller nogen vidner, overgav han sig til tårerne. Som var han blevet hugget hårdt i maven, bukkede han forover og overgav sig endelig til gråden. Som en lille, pjusket fugl, der pipper fordruknet, græd han ud i mørket. En ubehagelig fornemmelse af, at bare det at komme på benene og samle stumperne op og holde på værdigheden ville komme til at tage uendelige kræfter og tid, kom snigende.

I en hurtig bevægelse tørrede han øjnene, da han hørte fodtrin og skridt nærme sig. Hånden lagde sig på sværdet, selvom han ikke var helt sikker på, hvorfor han burde forsvare sig, skulle nogen vælge at true hans liv. Lyden af Gils stemme fik ham til at nikke, før han slap sværdet igen. "Tog du noget til tørsten med?" spurgte han og havde stadig svært ved at genkende lyden af sin egen stemme.

[Gilbert af Meagmarsk]

Ved spørgsmålet nikkede han og gik over til den vadsæk, han havde pakket. Han fandt de vandskind, han havde pakket og gav Niklaus det ene. ”Det er bare vand.” Han havde bevidst holdt sig langt væk fra den sprut, som Niklaus havde i teltet. Han tvivlede på, at alkohol ville gøre situationen bedre.
Nu hvor han var lidt tættere på Niklaus igen, stod det hurtigt klart for ham, at han havde grædt, men han undlod at kommentere på det. Manden følte sig uden tvivl allerede udsat nok. ”Skal jeg samle noget brænde?” spurgte han så og holdt fortsat fast i den formelle tone mellem dem. Måske ville Niklaus have det bedst med at være alene for en stund. Det lod til, at han kun kunne give helt slip på følelserne, når han var alene.

[Niklaus af Legan]

Han tog imod vandskindet, men lagde det foran sig uden at skænke det mere opmærksomhed. Det var bestemt ikke vand, han havde lyst til. "Det er nok en udmærket ide," svarede han derfor i stedet på spørgsmålet og tilføjede brummende: "Og tag en flaske whisky med dig, når du alligevel bevæger dig den vej." Skulle han komme gennem det, ville han have behov for noget stærkere end vand og en nat under åben himmel.

[Gilbert af Meagmarsk]

Som forventet var det ikke vand, Niklaus ønskede. Gil bed sig nervøst i kinden. Alkohol lød virkelig ikke som en god idé lige nu. Men han turde heller ikke påpege det. Han ville ikke risikere et skænderi – eller noget værre – over det. Niklaus virkede ikke ligefrem stabil ...
Så han endte med at nikke og gik tilbage til lejren for at hente noget brænde – både til bålet og halsen. Først gik han dog ind i sit eget telt for at få sorgen ud. Han satte sig på sengen og lod tårerne få frit løb for en stund. Hvis han gav sig selv det øjeblik, hjalp det forhåbentlig på at holde det tilbage resten af natten.
Han brugte lidt tid på at få al gråden ud – så stilfærdigt som muligt – og tog så en dyb indånding. Fik sig selv under kontrol og tørrede omhyggeligt kinderne. Så gik han ud i lejren for at komme videre med arbejdet. Han fandt Niklaus’ whisky i det ødelagte telt og fik noget brænde fra den stabel, som allerede lå klar til lejrens bål.
Da han nåede tilbage til Niklaus, stillede han flasken på jorden ved ridderherren og gik i gang med at starte et bål. Han var stadig ikke glad for at lade Niklaus drikke, men han ville ikke kunne stoppe ham. I det mindste kunne han holde øje med, at manden ikke kom galt af sted.

[Niklaus af Legan]

Gilbert forsvandt endnu engang i skyggerne, men denne gang græd han ikke. Egentlig foretog han sig ikke meget andet end at stirre ud i mørket. Så på en verden uden Alexander. Det gav simpelthen ikke mening. Hvordan kunne Guderne have gjort dette mod ham? Var det straffen for at have betalt for sin faders død? Han sank ned på bagdelen og hvilede sin arm på benet.

Så kom væbneren endelig tilbage og han rakte ud efter flasken, åbnede den og tog en tår. Et lavt suk forlod ham, mens han betragtede Gil tænde et bål i tavshed.

[Gilbert af Meagmarsk]

Der var stille, imens han fik gang i ilden. Gil forsøgte at regne ud, hvad han burde gøre nu. Han havde aldrig rigtig prøvet at miste nogen før, så han vidste ikke helt, hvad han skulle stille op. Hvad skulle han sige? Han var stadig så forbandet uerfaren, når det kom til denne slags situationer. Situationer der omhandlede liv og død.
I det mindste fik han tændt bålet uden problemer og satte sig selv ned på den bare, golde jord. Han skævede til Niklaus, der lod til at observere ham. Måske for bare at have et eller andet fokus frem for at stirre ud i ingenting. Han iagttog selv Niklaus, omend med en lettere kritisk mine, da først ridderherren begyndte at drikke. Han burde virkelig ikke prøve at kvæle sorgen med den slags ... Hvad nu hvis det blev en vane?

[Niklaus af Legan]

Lyse flammer sprang frem fra træet og Niklaus betragtede dem roligt, mens Gil tog plads ved siden af ham i periferien af hans synsfelt. Hans misbilligelse blev derfor heller ikke opdaget. I stedet rakte ridderen flasken hen mod væbneren med et lavmælt "drik." Så lænede han sig igen lidt tilbage, stirrede ind i flammerne.

[Gilbert af Meagmarsk]

Vent, hvad? Gil så lettere forvirret på ham, da flasken blev rakt frem. ”Ikke i aften,” afviste han med en hovedrysten. Hvis han selv kom til at drikke sig fuld, ville han ikke være i stand til at passe på Niklaus. For baronen kom uden tvivl til at drikke sig selv fuld, nu hvor han havde fået fat i flasken. ”... Jeg har nogle bøger, han lånte mig,” sagde han så. ”Vil du have dem?” Han vidste ikke, om Niklaus ønskede at have noget, der mindede ham om Alexander, men det var vel en mulighed. At han ville have noget, der hjalp ham til at føle sig tættere på junkeren.

[Niklaus af Legan]

Lyden af Gilberts stemme var fjern og en anelse grødet, mens Niklaus drak og det var først, da han sænkede flasken igen og så hen på væbneren, at han forstod, hvad han havde sagt. Bøger? Han trak på skuldrene. Selvom det var noget, Alexander havde rørt ved, føltes det så langt væk, så flydende, som oplevet gennem mudret vand. Nu virkede det umuligt, at han nogensinde skulle se ned på bøgerne og føle glæde, hvis han da overhovedet nogensinde igen ville blive stand til at føle igen, for hvordan kunne livet ikke for evigt være farvet, omgjort og inficeret af sorgens ildelugtende gråsorte væske? "Hvorfor har du dem?" spurgte han i stedet.