Svigerinden

[Amelia af Perlegab]

Jessica af Perlegab
Den 27. juni 528 M.T.

Der var kun gået et par dage siden brylluppet, og alting var både fuldstændig anderledes og normalt på samme tid. Hendes daglige gøremål havde ikke ændret sig efter at være blevet gift. Hun brugte sin tid på diverse fritidssysler. Læste nogle bøger, passede sin sangundervisning, arbejdede lidt på et broderi. Hver dag sørgede hun også for at ride en tur på Lyn.
Jamie havde hun ikke set meget til, hvilket egentlig passede hende fint. Efter bryllupsnatten var det akavet at være i nærheden af ham, og hun var derfor også ualmindeligt glad for at have fået sit eget værelse.
Familien var heldigvis imødekommende, så hun følte sig ikke så isoleret, som hun havde frygtet. Man hørte jo forfærdelige historier af og til, om unge komtesser der skulle kæmpe for at blive accepteret af deres svigermor. Det havde dog vist sig ikke at være et stort problem for Amelia.
Hun var på vej ud i haven for at nyde det gode vejr, da hun stødte på Jessica ude på terrassen. ”Åh ... Goddag, Jessica,” hilste hun høfligt. Det var ikke meget, hun havde talt med Jamies søster. Hun havde vist også været udenlands i et stykke tid?

[Jessica af Perlegab]

Endelig! Endelig bare en smule sol! Jessie havde ikke spildt så meget som et øjeblik, før hun havde sat snuden mod den stue, der førte ud til haven. En tjenestepige blev bedt bringe noget vin og nogle forskellige søde sager ud, før hun lagde sig på et tæppe i skyggen fra et æbletræ. Der var jo ingen grund til at udsætte sin hud for for meget direkte sol.

Sådan gik et par timer, mens hun blot nød naturen, men efter lidt begyndte minutterne at snegle sig af sted frem for at danse og hun stirrede længe på huset, før hun kom på benene. Det kunne simpelthen være så kedeligt fra tid til anden. Måske Jamie var hjemme.. Hun satte op mod terassen, men nåede ikke ind, før Amelia kom til syne. Det var ganske vist ikke meget, hun havde talt med sin nylige svigerinde, men på den anden side var kedsomheden stor.

"Amelia," hilste hun med et skævt smil og tog så en hurtig beslutning. Stadig smilende tog hun fat om pigens arm. "Kom, det var lige dig, jeg sad og ventede på." Uden videre omsvøb trak hun hende med ned fra terassen og hen mod tæppet.

[Amelia af Perlegab]

Hun kiggede perpleks på Jessica, da hun greb fat om hendes arm. ”Virkelig?” spurgte hun en tand forvirret og fulgte med svigerinden ned til tæppet under træet. Siden de ikke havde talt meget med hinanden, kom det bag på hende, at Jessica havde gået og manglet hende. Nu havde Amelia selvfølgelig heller ikke gjort alverden for at gøre svigerindens bekendtskab, så det var vel på tide.

[Jessica af Perlegab]

"Ja, vi er jo søstre nu," konstaterede hun selvfølgeligt. Der var ikke så meget at rafle om på det punkt og hun antog, at Amelias manglende initiativ havde skyldtes travlhed. Hun hev op i de ferskenfarvede skørter og slog sig ned på tæppet, så afventende på svigerinden til at følge med, før hun holdt en skål med mørke kirsebær frem. "Kirsebær? De er fra Josdirk." Det var kendt, at baroniet havde det med at fremstille ekseptionelt søde bær.

[Amelia af Perlegab]

Hun nikkede lidt med et forsigtigt smil. ”Det er selvfølgelig sandt.” Tanken gjorde hende næsten nervøs. Hun havde altid været enebarn, så hvad stillede man op med søstre? Selv hvis de ikke var en ægte søster ... Hun satte sig på tæppet og takkede, før hun tog et kirsebær. Hun smagte på det og nikkede så igen. ”De er gode.” Det var ved at være noget tid siden, at hun sidst havde fået kirsebær, men de smagte lige så søde, som hun huskede dem.

[Jessica af Perlegab]

Hun nikkede. Selvfølgelig var de gode, hun havde jo selv sørget for at få dem bestilt hjem. "Er du faldet til her?" spurgte hun i stedet og tog selv et kirsebær fra skålen, mens hun betragtede Amelia. Det irriterede hende en smule, at hun ikke på samme måde bare kunne benytte sig af den private dør indtil Jamies værelse på samme måde, men forhåbentlig ville pigen kunne føre til noget underholdning.

[Amelia af Perlegab]

Hun grublede lidt over spørgsmålet. Det hele var stadig så nyt. ”Det adskiller sig ikke så meget fra mit tidligere liv, så det har været forholdsvis let. Omend lidt ... underligt.” Hun sukkede opgivende. Det var svært at sætte ord på hele det her nye kapitel af hendes liv. ”Alle har været meget imødekommende, og jeg føler mig velkommen. Måske har jeg bare stadig svært ved helt at forstå, at jeg er gift.” Det virkede så ... almindeligt, selvom det var sådan en stor begivenhed i hendes liv.

[Jessica af Perlegab]

Det var et noget mere tungt svar, end hun havde forventet og hun stillede skålen fra sig igen, før hun spyttede stenen ud i græsset. "Tja, hvis det ikke er noget, man selv har bedt om.." Hun lod ordene hænge i luften og trak på skuldrene i stedet for at færdiggøre sin sætning. Alene tanken om at blive gift var nok til at tage lidt af det gode humør. "Men fortæl mig så.. Hvordan var det?" Hun vrikkede sigende med brynene. "Du var jomfru før, ikke?"

[Amelia af Perlegab]

”Jeg hader ikke din bror,” skyndte hun sig at forsikre Jessica. Bare så hun ikke fremstod vred på familien. ”Men ja ...” Uanset hvad var det ikke behageligt mere eller mindre at blive foræret til en anden familie uden at have noget at sige i sagen. Ved det efterfølgende spørgsmål spærrede hun øjnene en smule op i overraskelse. ”Det ... Det vil jeg ikke belemre dig med. Du er trods alt hans søster.” Det måtte da være underligt at høre folk tale om ens bror i den sammenhæng. I stedet skyndte hun sig at tage et kirsebær.

[Jessica af Perlegab]

Det var hende egentlig ligemeget, om Amelia hadede Jamie eller ej. Det havde hun ikke tænkt sig at blande sig i. Det var immervæk ikke hendes ægteskab. Overraskelsen fik dog et fnis fra hende. "Nu ikke så forfærdet, søde, det er vel meget normalt med lidt nysgerrighed." Hun trak på skuldrene. "Desuden må vi piger jo holde sammen, ikke?" Konspiratorisk blinkede hun til svigerinden, før hun satte sig bedre tilpas. "Og uden interessante ting at tale om, tror jeg simpelthen, jeg keder mig til døde."

[Amelia af Perlegab]

Det var vel rigtig nok, men burde hun virkelig sidde og tale om den slags med Jamies søster? Men så igen: Hun havde ikke nogen af sine veninder i nærheden, og hun havde slet ikke talt om det med nogen endnu. ”Måske,” medgav hun tøvende og drejede kirsebærret lidt mellem fingrene, imens hun mindedes bryllupsnatten. Mest følelsen af den, siden hun ikke rigtig havde set noget. ”Jeg ved nu ikke, hvad jeg skal sige om det. Det var ... fint?” Det hele havde været så akavet, selvom selve akten havde føltes ganske godt til sidst.

[Jessica af Perlegab]

Det var tydeligt, at Amelia vurderede hendes ord, men det tog Jessica nu ikke så tungt. Derimod tog hun blot endnu et kirsebær i munden og tyggede omhyggeligt, før hun spyttede endnu en sten ud i græsset. "Fint?" gentog hun langsomt, kunne ikke helt skjule sin skuffelse. "Jamen så kan det jo kun blive bedre herfra," konkluderede hun så med et smil.

[Amelia af Perlegab]

Jessica virkede ikke helt tilfreds med den korte beskrivelse, men hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle svare. I stedet sukkede hun. ”Jeg kan ærlig talt slet ikke forholde mig til at skulle gøre det igen,” indrømmede hun og nippede til sit kirsebær med en eftertænksom mine. ”Vi kan ikke udstå hinanden det meste af tiden, så det føles malplaceret og akavet, når vi så ... gør den slags.” Eller sådan var det for hende. Jamie lod ikke til at have de mindste problemer med det.

[Jessica af Perlegab]

Hun kunne ikke.. Jessica gik nærmest helt i stå ved indrømmelsen. Hvordan kunne man andet end at se frem til det? "Vent her, søde, jeg fornemmer, vi får behov for vin," kvidrede hun og var hurtigt på benene. På bare tæer med de ferskenfarvede skørter flagrende vildt om benene, sprintede hun tværs over græsset, over altanen og ind i stuen, hvorfra hun kort efter vendte tilbage med to glas og en karafel.

Det tog hende ikke længe at dumpe ned på tæppet hos Amelia igen, hvor de to glas blev fyldt. "Hvorfor kan du ikke udstå ham?" spurgte hun med et lille grin og rakte det ene glas til svigerinden.

[Amelia af Perlegab]

Hun så til, imens Jessica spænede af sted efter vin. Hun var vist en ganske energisk kvinde ... Heldigvis var hun blevet mere imødekommende over for vin siden sit bryllup, så hun smilede let, da Jessica vendte tilbage med glas og karaffel. Hun tog imod sit glas og lod Jessica om at skænke op. ”Er du sikker på, du vil vide det?” spurgte hun først. Igen: Hun var jo Jamies lillesøster. ”Altså ... Han er bare så arrogant og selvglad. Og han har ikke lige frem gjort nogen indsats for faktisk at kurtisere mig.” Hun surmulede lidt ved tanken. ”Han er bare så uridderlig. Engang fik ham mig til at klatre i et træ, bare så jeg kunne få en gave!” Hun rystede på hovedet ved tanken om det.