En gammel bekendt

[Mattis Jernstøber]

Estelle Slagter

Det var længe siden, at Mattis havde været på Tågelygten. Han havde haft travlt og selvom det altid var dejligt at komme hjem og se Marius og Idina, var der noget andet over en aften på kroen. Han var bekendt med mange, der kom på stedet, og måske var han heldig, at Erik ville være der.

Roligt åbnede Jernstøberen døren med den ene håndflade. Der var travlt på Lygten, hvilket bragte et smil til hans læber. Mange øjne genkendte hans skikkelse, og han hilste på dem alle, som han var på vej op til baren. "Et stort krus øl, Madam Brygger!" Den første tår gled behageligt ned af Jernstøberens hals, og et suk af nydelse slap hans læber. Med øjenlågene lukkede, glemte Mattis for et øjeblik alt omkring sig.

[Estelle Slagter]

Tågelygten var ikke som Den Dansende Due i Nedre By. Men det var ikke et sted, der var total fremmed for Estelle. Hun kom der et par gange om måneden, når nogle hun kendte for det lidt bedre borgerskab mente, at de skulle ses.

Det var også grunden til, at Estelle befandt sig i krostuen nu. Hun sad sammen med en lille gruppe, og skulle til at gå op til baren, for at hente en opfyldning til deres bord. Hun rejste sig og halvvejs gennem krostuen lagde hun mærke til den mørkhårede skikkelse foran sig. Hun rynkede panden. Hun genkendte ham. Han have ikke forandret sig meget de sidste syv år.

Hun stillede sig op ved siden af ham og lænede sig mod disken. "Du har ikke forandret dig, Mattis," sagde hun og drejede ikke hovedet for at se på ham, før efter at langt øjeblik. Hun vidste ikke, om han ville kunne genkende hende. Hun havde ikke været andet end sytten år, sidst hun så ham på Den Dansende Due.

[Mattis Jernstøber]

Jernstøberen stod stadig med lukkede øjne, da en kvindes stemme lød ved hans side. Instinktivt røg det ene øjenbryn op, og han løftede roligt øjenlågene. De mørke øjne faldt på en lys skikkelse og betragtede dennes profil længe, uden at noget blev sagt. Hendes ansigt virkede bekendt, og det slog ham, da hun drejede sig mod ham.

"Estelle," konstaterede han forbløffet, og der gik et øjeblik, før et varmt smil fandt vej til hans læber. "Det samme tør ikke siges om dig," svarede han med et glimt i øjet, pludselig grebet af den samme ligefremhed, han havde haft, da han havde boet under samme tag som kvinden ved sin side. Det var lige før, de mørke øjne også gled ned ad hendes krop, men Mattis beherskede sig og så ind i de blå øjne. "Det er mange år siden, vi sidst taltes ved," konstaterede han og løftede en stor, ru hånd for at vinke kromutteren hen.

[Estelle Slagter]

Hun havde ikke været i tvivl om, at det nok ville tage ham en rum tid at finde ud af, hvem hun var. Faktisk havde hun nærmest forventet, at han ikke ville være i stand til at huske det. Men der beviste han trods alt, at han ikke havde glemt livet i Nedre By.

Det trak i hendes mundvige ved hans konstatering. "Den gang var jeg også blot en pige," kommenterede hun, både på at hun havde forandret sig, og at det var mange år siden de havde talt sammen. "Jeg hører, du har fået en familie?" Hun løftede spørgende det ene øjenbryn, men uden ellers at bryde ud i følelsesmæssige udtryk i ansigtet.

[Mattis Jernstøber]

Mattis bestilte to krus øl, og de mørke øjne fandt den lyshårede igen. Et skævt smil hvilede i hans mundvig, og han kommenterede det ikke. Ved det efterfølgende spørgsmål blev øllene stillet foran dem, og Jernstøberen flettede sine stærke fingre rundt om kruset.

"Det har jeg," svarede han og et stolt smil fandt ufrivilligt vej til hans læber. "To unger, Marius og Idina," tilføjede han, selvom de ikke just var unger længere. "Hvad med dig? Jeg hører ikke så meget om folk længere." Mattis var ikke den store sladrehank, men han havde ikke meget tid til at være steder, hvor sladderet var, længere - halvdelen af hans dag, hvis ikke mere, foregik i smedjen, og han ville ikke have det på nogen anden måde.

[Estelle Slagter]

Hun forsøgte at smile oprigtigt, da han fortalte deres navne. Når man stiftede familie, betød det ofte, at man var to om det. Om det også gjaldt i hans tilfælde, det anede hun faktisk ikke noget om. Det havde rygterne ikke sagt noget om. Hun kunne heller ikke finde ud af, om hun misundte denne ukendte kvinde.

Til hans spørgsmål rystede hun på hovedet. "Familie har aldrig været på tale," svarede hun med et skuldertræk. Hun havde ærlig talt aldrig skænket børn og ægteskab en eneste tanke. Det var ikke der, hun så sig selv i hvert fald. Slagterkniven føltes langt mere tryg. "Så der er intet forandret i mit liv," uddybede hun sit svar. "Og dine børns mor?" Hun forsøgte at lyde henkastet i sit spørgsmål, men hun kiggede væk fra ham i samme øjeblik og forsøgte selv at få kontakt med Madam Brygger.

[Mattis Jernstøber]

Mattis løftede kruset og tog en tår øl. Han fnøs muntert ved hendes svar og sænkede kruset igen. Det overraskede ham ikke. De mørke øjne hvilede på hende, og han ventede roligt med at svare på spørgsmålet, og rakte den lyshårede det andet krus øl.

"Denne er til dig," sagde han og så fra kruset op på hendes ansigt. Han smilede lidt. "Deres mor gik desværre bort nogle år tilbage," svarede han derefter og trak let på den ene skulder. Han hadede, at søskendeparret skulle leve med den sorg. "Hun var gift med Mathias Våbensmed, en god ven til mig - og en pokkers god smed," tilføjede han og tog en tår for sin gamle ven.

[Estelle Slagter]

Hun blev afbrudt i sit forsøg på at fange Madam Brygger, da Mattis tilbød hende det andet krus øl, som han havde bestilt. "Tak," sagde hun og lagde sine slanke fingre omkring kruset og trak det hen til sig. Så forklarede han sin situation omkring børnene og hendes øjenbryn skød op i panden af overraskelse. "Åh," sagde hun først, inden hun fattede sig. "Det er jeg ked af at høre," fortsatte hun. Med andre ord var de to børn altså ikke hans egne. "Og du selv? Du giftede dig aldrig?" Selvom han havde taget sin vens børn til sig, kunne han stadigvæk have giftet sig.

[Mattis Jernstøber]

"Det sker," kommenterede han blot - det samme var jo sket hans egne forældre. De mørke øjne fandt den anden igen.

"Nej, jeg fik for travlt med arbejde og børnene," svarede han og lænede albuerne mod bardisken. Han ansigt var stadig vendt mod den lyshårede Slagter. "Jeg har min egen smedje nu, i Galop distriktet." Han løftede kruset og tog endnu en tår. Det var ikke fordi, hans smedje var ukendt, men Jernstøberen var af ydmyg natur, og desuden kendte enhver i Corus heller ikke til hans arbejde.

[Estelle Slagter]

Hun vidste ikke selv, hvordan det føltes at miste nogen. Hele hendes forbandede familie levede trods alt endnu.

Hun nikkede til hans ord og løftede langsomt kruset op til læberne, hvor hun tog en tiltrængt tår. Så stillede hun kruset ned på disken igen. "Det var jo også det, du ønskede den gang," sagde hun, måske en smule hårdt, og så direkte på ham denne gang. Hvad hun havde følt, da han forlod dem, det havde hun for længst trængt i baggrunden, men det vågnede lidt i hende, nu hvor hun stod og talte med ham. "Men det er godt, at du har klaret dig," forsøgte hun sig så, og så ned på kruset i hans hånd.

[Mattis Jernstøber]

Mattis mærkede Estelles tonefald, og han trak på mundvigene. Det havde været, hvad han ønskede sig, men hvis bare hun vidste, at det ikke var den eneste ting. De mørke øjne betragtede hendes profil, og han sagde umiddelbart ikke noget.

"Har du savnet mig?" spurgte han så med glimtende øjne og så ikke væk, mens han løftede kruset op til læberne.

[Estelle Slagter]

Hun rykkede lidt på sig og overvejede at gå ned til de venne,r hun var derinde med. Men det ville være for uhøfligt. Alligevel vidste hun ikke, hvad hun skulle sige til ham. Det var så mange år siden sidst... Og alligevel virkede han som sig selv.

Ved hans spørgsmål, løftede hun hovedet og mødte hans blik. "Jeg var en ung kvinde den gang Mattis," sagde hun lavmælt og vævede uden om hans spørgsmål. "De færreste kvinder ved, hvad de vil have i den alder," hun pillede lidt ved kanten af kruset med sin anden hånd. "Og du?" Spurgte hun tilbage, ganske bevidst om, at hun ikke selv havde svaret på hans spørgsmål.

[Mattis Jernstøber]

Jernstøberen lo lavmælt ved hendes svar. Han så momentært ned i sit ølkrus og var ved at løfte den fra bordpladen, da den lyshåredes stemme lød igen.

"Det har jeg," svarede han, og de spillende øjne lå kortvarigt på hende, før han vendte sig om på siden og så rundt i lokalet. Han tog en tår øl, og hans blik faldt på nogle ansigter, der så mod dem. "Er det nogen, du kender?" spurgte han og gestikulerede med kruset mod gruppen. Han så på hende.

[Estelle Slagter]

Hun rynkede brynene ved hans latter, og furerne i hendes pande blev kun dybere ved hans svar. Hun skulle til at stille et spørgsmål mere, da han gestikulerede ned i krostuen. Hun behøvede ikke at se i retningen, for at vide hvem han pegede på. "Ja," svarede hun kortfattet. "Selvom jeg bor i Nedre By kan jeg stadigvæk have venne ri det finere selskab," lød det skarpt fra hende, da hun i et kort øjeblik følte sig dømt af ham, nu hvor han boede i en noget pænere del af byen.

[Mattis Jernstøber]

Mattis hævede øjenbrynene lidt, stadig med et let smil på læberne. "Hør, det har jeg aldrig sagt noget om," svarede han og følte et stik af ærgerlse, men gav ikke udtryk for det. "Det kan godt være, at jeg ikke bor i Nedre By længere, men det gør mig ikke til et rigt røvhul," tilføjede han. Det føltes godt at bande, det var længe siden, han havde gjort det sidst. Nu måtte det bare ikke blive en vane overfor de unge.