Sorgfuld

[Silvya Hæler]

Terryn Øksehugger

19. april 528 M. T.

Det var nogle svære tider for Silvya. Orvar var forsvundet og Annis var taget afsted til Corus, mens Silvya forsøgte at afvikle sin forretning. Det var ikke bare lige at få skaffet sig af med tingene, som det havde været i hovedstaden. Især ikke når det gik så langsomt, fordi hendes hoved hele tiden tænkte på andre ting. Det var meningen, at hun hurtigst muligt skulle følge efter sin søster.

Sølvmønten var efterhånden blevet det sted, hvor hun trøstede sig lidt. Siddende ved bordet hos Elaine. Men nu var hun på vej op på sit lille værelse som hun lejede af kroejeren. Der var halvmørkt på gangen, og mens hun ledte efter sin nøgle, opdagede hun ikke den robuste mand, som hun stødte ind i. "Åh!" Udbrød hun forskrækket og tabte nøglen på gulvet.

[Terryn Øksehugger]

Terryn havde kort før sagt sit farvel til kvinden med hatten for at få ordnet et værelse til sig selv, og var nu på vej ned ad en anden smal gang med en nøgle i hans lomme. Et skævt smil spillede på hans læber, og han var i godt humør.

Derfor lagde han ikke mærke til den blonde skikkelse, og pludselig var de stødt ind i hinanden. "Oh!" udbrød Øksehuggeren forbløffet, hvorefter han fandt den anden med øjnene. "Det må du undskylde, jeg så dig ikke," sagde han med et lille grin og kneb øjnene sammen i et forsøg på at se bedre i mørket. "Tabte du noget?" Øksehuggeren syntes at have hørt lyden af en nøgle ramme gulvet, og han satte sig på hug for at søge efter den.

[Silvya Hæler]

Hun havde måske fået en øl for meget, men det var efterhånden ikke noget nyt, når det handlede om Silvya. Hun bed sig i læben da den anden undskyldte, og hun forsøgte at mønstre et smil. "Det er lige så meget min skyld," sagde hun afvæbnende. "Min nøgle, tror jeg," mumlede hun som svar og satte sig selv på hug for at lede efter nøglen i mørket. Hun fik dog overbalance og måtte tage fra med begge hænder, så hun ikke stødte ind i manden igen. Hun sukkede opgivende. "Jeg finder den aldrig i dette mørke."

[Terryn Øksehugger]

Terryn havde selv ikke fået meget at drikke, så han reagerede hurtigt, da kvinden faldt forover. Selvom hun tog fra selv, var hans hænder allerede strakt fram og taget fat om hendes overarme.

"Nej, det bliver nok svært," svarede han med et skævt smil. "Også efter lidt at drikke," tilføjede han spøgefuldt og slap sit tag om kvinden igen for at lade sine fingre glide over det beskidte gulv. Et eller andet sted måtte den nøgle vel være.

[Silvya Hæler]

Hun sukkede tungt og fik rejst sig op igen. Hun nikkede. "Ja," sagde hun og kørte en hånd igennem sit løse hår, der var blevet slået ud i løbet af aftenen. Hun drejede en halv om gang, denne gang holdte hun delvis balancen. "Åh, den er bag ved dig," sagde hun pegede på noget gråt i i skæret af den ene fakkel på væggen.

[Terryn Øksehugger]

Terryn så fra hendes mørklagte ansigt til over skulderen, hvor hun pegede. "Aha!" udbrød han og fiskede den lille nøgle op mellem sine beskidte fingre. Han vendte sig mod den anden og rakte hånden frem.

"Ærgerligt," sukkede han med et skævt smil og så spillende på den anden. "Jeg ville ellers have tilbudt halvdelen af min seng," tilføjede han og forsøgte at udgøre detaljerne i kvindens ansigt.

[Silvya Hæler]

Hun tog imod nøglen fra ham. "Tak," sagde hun og skulle til at vende sig om, da han talte videre. Hvis de havde stået et sted med lys, ville han nok have set hendes forpinte ansigt. Hun havde ikke delt seng med andre end Orvar i flere måneder, og nu var han jo væk. "Det... Var meget venligt af dig," var det eneste hun kunne sige, inden hun slog blikket ned og så hen ad gangen. Var den blevet mørkere?

[Terryn Øksehugger]

Terryn havde forventet enten en lignende kommentar eller et tvært afslag, men ikke sådan, som kvinden reagerede. Han havde ment det på en ganske anden måde. Øksehuggeren hævede let øjenbrynene og uden rigtig at kunne se hendes ansigt, lød hun ... det kunne han ikke lige sætte finger på.

"Man må hjælpe sine medmennesker," sagde han og smilede venligt. "Selvom det nogen gange kommer tilbage og bider én i røven," fortsatte han og lo lidt af sig selv. Det var sket mange gange for ham.

[Silvya Hæler]

Hun nikkede fraværende til hans ord og gik nogle skridt frem. Det viste sig, at hun nok havde fået værelset ved siden af hans. "Tak, igen," sagde hun og løftede hovedet for at se hen på ham. Denne gang var hendes ansigt oplyst af en fakkel på væggen. "Jeg er Silvya," præsenterede hun sig, og vidste ikke helt hvorfor.

[Terryn Øksehugger]

Terryn trak let på skuldrene og sagde ikke mere om det, men fulgte kvinden med blikket. Da lyset fra faklen faldt på hendes ansigt, måtte han indrømme, at hun var en smuk kvinde.

"Terryn Øksehugger," svarede han og satte en hånd på væggen - ikke for at spærre for hendes vej, men blot for at læne sig mod noget. "Det er et hyggeligt sted, her. Er det Sølvmønten, det hedder?" Terryn havde taget hendes præsentation af sig selv, som at hun ikke ville havde noget imod at småsnakke. Han var tiltrukket af hende (hvem ville ikke være?), men lagde ikke an til noget i den retning. Hun virkede til at være i en tilstand, som han ikke ville blande sig i.

[Silvya Hæler]

Hun nikkede, da han præsenterede sig. Det lød ikke særlig tortallansk, men det gjorde hans accent heller ikke. Hun kørte igen en hånd gennem håret. "Sølvmønten er blot et midlertidigt sted," svarede hun og lagde begge arme omkring sig selv, mens hun lænede sig op ad døren. "Jeg er snart på vej til Corus," hun sukkede tungt. "Og du?"

[Terryn Øksehugger]

Terryn hævede først øjenbrynene, hvorefter han smilede bredt. "Det er lige netop, hvad jeg er også," svarede han og slog ud med sin frie hånd. "Jeg er lige kommet til Legan i aften," tilføjede han, og som han sagde det, kunne han mærke sine trætte ben.

"Har du mødt kvinden med hatten?" spurgte han og pegede med tommelfingeren over skulderen. Han talte ubevidst lavere, end hvad han havde gjort før.

[Silvya Hæler]

Hun så over på ham. Og forsøgte igen at smile, men det blev kun til et halvt smil. "Kort besøg," kommenterede hun og ville have sat nøglen i døren, hvis ikke det var fordi hendes fingre rystede så forfærdeligt meget.

Da han nævnte Elaine nikkede hun. "Jeg arbejder for hende," svarede hun lavmælt. "Hvorfor? Hun gjorde dig ikke noget, vel?" Spurgte hun bekymret og lod sit blik glide undersøgende over hans krop. Hun kunne ikke se nogle skader, heldigvis.

[Terryn Øksehugger]

Terryn bemærkede ikke Silvyas rystende fingre og var for opslugt af samtalen. Et lavmælt grin gled over hans læber ved hendes spørgsmål, og han rystede på hovedet.

"Nej, hun helede mig derimod," svarede han med et smil og stak sin finger i vejret. "Men mellem dig og mig så forstår jeg godt, hvorfor du spørger," tilføjede han med et lille blink og havde ærligt ikke noget imod, at kvinden så ned ad hans krop.

[Silvya Hæler]

Hun åndede tydeligt lettet op, da han sagde, at han ikke havde fået en skramme. "Elaine kan være..." Hun anede ikke, hvordan hun skulle færdiggøre den sætning. "Normalt er hun ellers..." Det var svært at beskrive Tyvedroningen. "Godt du er uskadt," endte hun i stedet med at sige, og opgav til sidst at få nøglen i hullet.