Sommertræning

[Galeron af Ravntoft]

DEr var så mange år mellem ham selv og Elise, at han måske havde været forskånet for en del af det drama, han så ofte havde oplevet mellem sin jævnaldrende og deres søskende, eller i hvert fald havde lagt øre til "Såvidt jeg ved, er det nøjagtigt det søskende skal gøre fra tid til anden." han smilede svagt mens han lænede sig tilbage mod den tykke træstamme "Du må bare være glad for hun har en storesøster som dig til at holde lidt øje med hende." fortsatte han og slog så en underholdt latter op "Vind i håret, ja.. og ind til knoglerne når den rigtig rusker, køler din brynje ned så det føles endnu koldere.. og så kommer regnen." han så på hende med et blik der spillede let, mens han pillede hendes glansbillede lidt fra hinanden "Har jeg nævnt regnen?

[Lalia af Sigisfelt]

Hun himlede med øjnene af ham og lagde armene over kors, men hun smilede dog. Og rystede så på hovedet af ham. "Hvis der bare fulgte en instruks med til dem, så ville det være helt fint," gav hun igen og kunne ikke lade være med at le, da han nævnte regnen to gange. "Du nævnte regnen. To gange nu," sagde hun og gav ham en let albue i siden. "Og hvis du nævner den en gang mere, så sørger jeg for en lille byge," fortsatte hun drillende. "Der hvor jeg havde planer om at tage hen ville der dog ikke være meget regn. Men ørken efter ørken!"

[Galeron af Ravntoft]

Igen kom han til at le og latteren sad tilbage i hans blik som en varm glød da han talte igen "Det kan jeg ikke sige nej til." indrømmede han med et skævt smil og lænede sig frem igen, for at sætte sit sværd på plads i skeden hvor det hørte hjemme "Nu har du måske pludselig besluttet at blive vejrmagiker i stedet?" drillede han og rystede på hovedet "Så sidder jeg her og har spildt tre år." smilet blev et øjeblik til en lille grimasse "Heden og tørken må du få helt for dig selv."

[Lalia af Sigisfelt]

Hun smilede af hans latter, og kørte en hånd over panden, selvom solen nogle gange blev dækket af sol, så var den stadigvæk varm. "Det ville jeg slet ikke du til, det ved du godt," svarede hun smilende og fnøs underholdt. "Du savner garanteret Ravntoft, med blæst og havluft?" Spurgte hun og kunne på sin vis godt forstå ham. Hun kunne også godt lide Ravntoft. Men hun var født til ørken og hede, tiltrods for hendes lidt kraftige krop.

[Galeron af Ravntoft]

Han smilede skævt og nikkede let og et lille suk gled over hans læber da hun nævnte Ravntoft "Altid.." indrømmede han uden så meget omsvøb "Men det render heldigvis ingen steder." at han var bundet grundigt til sit barndomshjem, det sted han en dag selv skulle være lensherre for, var absolut ingen hemmelighed "Men vi har ting at se til her også." det var ved at være noget tid siden han havde været hjemme. Emmetts død havde trukket dem til Gyldensø og nu så det ud til de ville blive i Corus en tid. Det var godt, han kunne godt lide Corus, han havde en søn at vise frem og Lalias træning . Det forhindrede ham dog ikke i altid at savne Ravntoft når han ikke var der.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun smilede skævt. Nej, sådan var det jo med lener, heldigvis. De blev der hele livet. Så nikkede hun. Naturligvis havde de det. Og hun var glad for at være i Corus. Det var ikke så afsondret som Gyldensø eller Ravntoft. Hun rejste sig op fra sin siddende position og så derefter ned på Galeron. "Og noget af det første vi burde se til, det er helt klart frokosten. Jeg er ganske overbevist om, at den snart skal inspiceres," sagde hun og lagde en hånd på sin knurrende mave.

[Galeron af Ravntoft]

Han drejede hovedet og så underfundigt på hende et øjeblik, mens et bredt smil trak insisterende i hans mundvige "Jeg vidste der var en grund til jeg valgte dig." brummede han underholdt. Hans egen forkærlighed for god mad var absolut ingen hemmelighed og det lå lidt til familien "Vil du spise heroppe, eller skal vi gå hjem?" spurgte han mens han strakte benene og så rejste sig fra bænken.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun fnøs underholdt af hans ord. "For din egen skyld håber jeg, at der var mere end bare den ene grund," sagde hun så og lo til ham. "Maden derhjemme er altså noget bedre," sagde hun med et skuldertræk. Hun kunne ærlig talt bedst lide at spise derhjemme. "Men vi kan også sagtens spise her?" Hun skævede ned til hans ben. Hvis han var træt i det, kunne de for hendes skyld sagtens blive. Hun nævnte dog ikke sine tanker, men var ret overbevist om, at han nok godt kunne gætte dem.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron trak på skuldrene mens smilet stadig sitrede insisterende i hans mundvige "Det er for mig at vide, og dig aldrig at finde ud af." erklærede han spøgefuldt og strakte sig "Lad os ride hjem at spise. Jeg har et ærinde nede i byen senere alligevel, og du skal med mig." fortsatte han, uden at uddybe på hvad ærindet var. I stedet satte han kursen mod staldene, hvor begge deres heste stod mens de havde været på træningspladsen.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun rystede opgivende på hovedet af ham. "Du er uforbederlig," kommenterede hun drillende og nikkede så. Hun løftede dog det ene øjenbryn i forventning om det ærinde, som de skulle. "Hvad er det for et?" Spurgte hun nysgerrigt, mens hun ivrigt fulgte efter ham hen mod staldene. Han kunne ikke bare sige sådan noget, og så holde hende hen!

Afsluttet