På gennemrejse

[Terryn Øksehugger]

Elaine Støvleskaft
19. april, 528 M.T.

Det var omkring midnat, og Legan lå under en mørk, men stjerneklar himmel. En skikkelse med hætten trukket langt ned foran ansigtet bevægede sig sløvt igennem skyggerne, som om denne var fuld.

Terryn var dog ikke fuld, men træt helt ind til benet efter et døgn i konstant bevægelse. Da han fik øje på Sølvmønten, der lignede et sted at få noget at drikke, tøvede han ikke, men slog døren op med skulderen.

Uden at se på nogle mennesker omkring sig udså han et tomt hjørne og satte kursen derhen. Egentlig ville han gerne have et krus et eller andet først, men var så træt i benene, at han blot slog sig ned og ikke kom videre derfra.

[Elaine Støvleskaft]

Det var en frygtelig kedelig aften. Der havde været tåge stort set hele dagen, så ingen af skibene i Legan havde været i stand til at forlade havnen. Og ingen havde været i stand til at komme ind i den. Det ville sige, dagens udbytte var altså minimalt. Og frygtelig simpelt. Kun lommetyvene og dem der turde bryde ind i de riges hjem, havde været i stand til at arbejde, og de havde haft bedre vilkår, netop på grund af tågen.

Der var helt stille på Sølvmønten, og det huede absolut ikke Elaine. Hun sad som altid lænet tilbage på sin stol med støvlerne smidt op på midten af bordet, mens de nærmeste i hendes kreds spillede, enten kort eller terninger. Det interesserede hende ikke. "Så spil dog noget musik!" Udbrød hun, da stilheden havde gennemsyret lokalet længe nok. "Tror du folk er kommet her for at falde i søvn?" Råbte hun og smed sit tomme ølkrus efter den mand, der stod for musikken denne aften.

[Terryn Øksehugger]

Terryn havde siddet dybt i sine egne tanker, om hvordan han skulle gribe den nuværende situation an, da en kvindes stemme brød den rolige stemning i kroen.

Øksehuggeren så op fra under sin hætte og søgte efter kilden til afbrydningen. Hurtigt fandt de dybblå øjne den skyldige, i det hun kastede med sit ølkrus. Terry kunne ikke holde sig tilbage og et muntert, men højt grin forlod ham.

[Elaine Støvleskaft]

Da Elaine hørte et højt grin i krostuen, drejede hun langsomt hovedet i retningen af, hvor lyden var kommet fra. Hendes grønne øjne skød lyn, da de havnede på den fremmede mand. "Og hvem er du?" Spurgte hun med en kølig stemme, og pegede på ham imens.

[Terryn Øksehugger]

Terryn betragtede den anden vende sig mod ham, og han så hende direkte i øjnene, selvom hun ikke kunne se hans. Han tøvede kort af ren dovenhed, før han løftede hænderne og trak hætten væk fra sit ansigt.

"Terryn," svarede han og betragtede hende tavs et øjeblik. Hun så meget ... sur ud. "Godt kastet," tilføjede han med et lille nik mod manden, der havde fået hendes krus i bagdelen. Han havde på fornemmelsen, at han ikke skulle irritere denne, og havde grint af hende som noget af det første. Nå ja, nogen gange gik det ikke, som man ville.

[Elaine Støvleskaft]

Tåbeligt navn manden havde. Det var absolut ikke tortallansk, det kunne hun høre med det samme. Og lagde man det sammen med hans accent var det ret afslørende, hvor han kom fra. Hun havde mødt sin portion scanranere i løbet af sin tid i Legan. "Nå, Terryn Scanraner," sagde hun og gjorde tegn til at få bragt et nyt krus øl hen til sig. "Velkommen til min by," det var jo tydeligt, han ikke anede, hvem han talte med.

[Terryn Øksehugger]

Terryn betragtede kvinden og hævede let øjenbrynene ved det, hun sagde. Så han måtte have stødt på en af Legans slyngler - enten en der påstod at være højt oppe i rang eller rent faktisk var.

Øksehuggeren nikkede og formede et smil på læberne. "Tak," svarede han og rykkede sig i stolen. "Det er Øksehugger, forresten. Terryn Øksehugger." Hans øjne fikserede sig på kruset af øl, hun fik serveret, og hans tænder løb i vand. "Hvad skal man gøre for at få et krus øl her?" spurgte han og fandt kvinden med blikket igen, nu med et skævt smil på læberne.

[Elaine Støvleskaft]

Hun fnøs. Det lød som en dårlig spøg. Og i deres ordudveksling, var der blevet stille i kroen. Som altid lå der en anspændt stemning, når Elaine hidsede sig op. Det endte jo som altid med, at nogen kom til skade. "Du kan betale," svarede hun og løftede sit eget krus op til læberne. "Det er jeg sikker på, at kroejeren ville sætte stor pris på," at den betaling ville falde i Elaines lomme var en anden sag.

[Terryn Øksehugger]

Terryn nikkede til hendes svar og fangede den samme, der havde serveret for kvinden. "Mine ben er lidt trætte, ellers var jeg selv gået op," undskyldte han lavmælt med et lille smil og bestilte et krus øl. Som han ventede på at få den serveret, bemærkede han, hvor anspændt der var i rummet. Munter til mode gled de dybblå øjne rundt og faldt til sidst på kvinden igen.

"Hvor bliver musikken af?" spurgte han, men kunne ikke lade være med at smile bredere, da han så den andens ansigtsudtryk. Kruset af øl blev derefter stillet foran ham, og øksehuggeren sørgede for, at den anden så ham betale, før han løftede kruset op til sine læber.

[Elaine Støvleskaft]

Den fremmede mand irriterede hende grænseløst. Og derfor valgte hun at ignorere ham efter bedste evne. Men da han pludselig begyndte at tale om musikken, mærkede hun irritation blive til vrede. Hun skulle lige til at rejse sig, da en af de forældreløse kom løbende ind på kroen. "Deres Majestæt!" Råbte den lille og forhutlede dreng. Med et i forvejen vredt blik, så Elaine irriteret på drengen. "Ja?" Sagde hun brysk.

[Terryn Øksehugger]

Halvdelen af øllet var væk, da Terryn igen sænkede sit krus. Han kunne mærke irritationen sive ud af kvinden, hvilket kun tilfredsstillede ham. Hvis det var hendes by, som hun påstod, ville det ikke være det bedste førstehåndsindtryk at give, men øksehuggeren planer var ikke at finde arbejde i Legan og tog derfor let på det.

Da dybblå øjne fangede den lille dreng, der kom løbende ind i kroen, og da han tiltalte kvinden, blev Terryns spørgsmål besvaret. Han skjulte det evigt tilbagevendende smil bag sit ølkrus og betragtede tavs det, der udspillede sig foran ham.

[Elaine Støvleskaft]

Eftersom manden ikke henvendte sig til hende mere, tog hun sig af drengen. Hun vinkede ham hen til sig, og han hviskede noget i hendes ører. Hun var normalt ikke til, at folk opsøgte hende på denne måde. Og børnene vidste godt, at det ikke lige var sådan spillet foregik. Men der havde været tåge i lang tid i Legan. Den kommende sommers varme og havets kulde dannede den, og Elaine forbandede den langt væk. Ligesom de fleste handelsfolk.

Hun sendte drengen afsted igen, inden hun lænede sig ind til et af de store mænd der sad flankeret på hver side af hende. Hun hviskede noget til først den ene, og så lænede hun sig til den anden side, for også at hviske denne mand noget i øret. Så rejste de sig begge to og forlod kroen. Et selvtilfreds smil kunne lige akkurat fornemmes i hendes mundvige, og hendes øjne skinnede livsfarligt.

[Terryn Øksehugger]

De dybblå øjne fulgte alt, der udspillede sig foran dem, samtidig med at øksehuggeren af og til tog en tår af sin øl. Snart var kruset tomt, og han skubbede det ind på midten på bordet, i det de to store mænd, der tydeligvis arbejdede for kvinden, forlod kroen.

"To øl, tak," bestilte han lavmælt, og da de blev serveret foran ham, henviste han det andet krus til kvindens bord. Selv lagde han fingrene om sit eget og betragtede den anden ud af øjenkrogen.

[Elaine Støvleskaft]

Hun havde tømt sit eget krus for længe siden. Hun var ikke kendt for at sidde og spytte i øllen, tværtimod. Hun var en kvinde der kunne drikke til, og som oftest overgå de fleste mænd på kroen. Det behøvede hun også for at opretholde sin status som konge over slynglerne i Legan.

Hun havde lige fjernet benene fra bordet og skulle til at rejse sig, da den unge kropige kom hen til hende med et krus og hviskede hvem det var fra. En irriteret rynke brød frem på hendes pande, men det kunne man ikke se på grund af den bredskyggede hat hun bar. "Stil det ind," sagde hun lavmælt og kom på benene. Hun gjorde et kast med hovedet i retningen af den fremmede. Og så forlod hun selve krostuen for at gå ned ad en lang og mørk gang-

[Terryn Øksehugger]

Som Terryn delvist havde forventet, tog kvinden ikke imod hans øl. Med et lille skuldertræk lod han det være og gav sig til at drikke sin egen øl. Måske ville han finde noget andet kvindeligt selskab, der ikke satte sig sådan på tværs. Han fulgte hende med blikket af ren nysgerrighed, og da hun nikkede mod ham, hævede han let øjenbrynene. Hvad ville hun?

Da hun var ude af rummet, sad øksehuggeren og så lidt rundt. Det kunne være en kæmpe fejltagelse af ham at følge efter, men efter en kort, indre debat rejste han sig, greb sit krus og sin taske, hvorpå hans to økser hang, og fulgte efter kvinden.