En tid som væbner

[Brianna af Rosenmark]

Edward af Masbo
8. august 527 M. T.

Det var underligt, syntes Brianna, som hun stod i det fremmede hus. Her boede hendes ridderherre, som hun nu skulle følge i hælene hele tiden. Lidt som en trofast hund.

Hun stod ude i entreen og så rundt, mens et par tjenere bar hendes ting på plads i huset. Hun havde indtil da boet på paladset, og før det et par huse længere nede af gaden. Hun var ret sikker på, at hvis hun så ud af vinduet oppe på loftet, så ville hun kunne se taget på sin families hus.

Edward af Masbo havde udvalgt hende som væbner. Hun kendte ham ikke. Kun hans familie, der bestemt havde ry for at være ærefulde og gode riddere. Det var bestemt ikke gået hen over hovedet på hende, hvilken del af hendes liv, som begyndte nu. Voksenlivet. Og det skulle hendes ridderherre lære hende alt om.

Det ville bestemt være dumt at benægte de forræderiske sommerfugle, der fløj rundt i hendes mave. Han havde bedt hende vente i entreen, mens han sørgede for at tjenerne satte hendes ting i det rigtige værelse. Brianna havde ikke for vane at være nervøs, men hun var ret overbevist om, at det var hun nu.

[Edward af Masbo]

Dette var Edwards tredje væbner. De andre var kommet ud på den anden side, begge havde fået deres skjold og var nu blevet en nobel mand og kvinde.

Der var meget man skulle give fra sig, når man valgte at få en væbner. De skulle lære pligterne som en ridder skulle gå igennem, de skulle lære at overleve i alle situationer, erfaring skulle give videre. Dette var et arbejde som tog år at give fra sig, men Edward var ikke et spor i tvivl om at han kunne give det til sin nye væbner.

Denne gang var den nye væbner Brianna af Rosenmark. Han havde observeret hende som page et par gange, og havde mest bemærket hendes ben i næsen-attitude. Underviserne havde fortalt, at hun havde potentiale og ikke mindst var stræbende efter at lære og udvikle sig konstant. Dette var klart noget som Edward så i sine elever, fordi hans metoder var anderledes end så mange andre. Hans metoder var måske lidt mere moderne, end de klassisk var.

Nu var hun ankommet til hans hjem, og skulle i de næste år følge ham i tykt og tyndt. De skulle igennem farlige og ufarlige situationer, hun skulle se hvordan det hele fungerede. Hvordan verden hang sammen i virkeligheden, og ikke hvordan den var i bøger og ud fra ord. Edward skulle give sin erfaring videre. Han havde bedt hende vente, indtil hendes værelse var klar. Det var sundt for dem, at lade dem vente lidt. Så lærte at hver ting til sin tid.

Nu var værelset langt om længe klar, og Edward kom med rolige skridt gående ud af gangen. Han havde et imødekommende blik, og var iklædt nogle grønne klæder.
”Hvad er en ridders fineste opgave?” spurgte han imens han bevægede sig hen imod den lille skikkelse foran ham.

[Brianna af Rosenmark]

Hun var gået i gang med at kigge på billederne i entreen, men hun genkendte ikke nogle af de mennesker, der var på dem. Det var nok nogle af hans familiemedlemmer. De havde selv nogle malerier i den stil hængende, som folk kunne se på, når de kom på besøg.

Hun havde lænet sig frem, da hun hørte skridt og straks rettede hun sig op igen. Hun drejede først hovedet og så resten af kroppen for at se i retningen af lydende. Det var Edward der kom gående, og hun rankede sig med det samme op i sin fulde højde. Hvilket ikke var så lidt for en pige på hendes alder. "At beskytte landet," svarede hun og førte sine arme om bag på ryggen, hvor hun foldede hænderne.

[Edward af Masbo]

Han betragtede sin nye væbner, og lyttede til hendes svar. Hun havde disciplin det kunne man se, men hun var ligesom alle de to andre han havde fået. De havde været grove og upoleret, sagde de rigtige ting. Men nu kom det så an på om hun mente det hun sagde. Hvor meget værd var alle de mennesker, hun lige havde sagt hun ville beskytte.
”Så vi beskytter riget, folket og adlen og den royale familie.” konstaterede han ud fra sit svar, og gik observerende rundt om hende. Han trak let på smilebåndet og lod et mere seriøst blik glide frem mellem hans øjne.
”Fortæl mig mere om en ridderes pligter, væbner Brianna af Rosenmark.” lød det udfordrende fra Edward, som lagde tryk på hendes nye titel og navn. Han ville gerne vide hvad hun mente, at en ridders pligter var.

[Brianna af Rosenmark]

Hun forsøgte at ranke sig lidt mere, da han gik rundt om hende, og langsomt fulgte hun med rundt. Hun nikkede til hans ord, det var i hvert fald sådan hun opfattede det at beskytte landet.

Da han nævnte hendes nye titel virkede det underligt og gav kun fornyet styrke til sommerfuglene i hendes mave. "En ridder beskytter de svage og yder hjælp, når de støder på uretfærdighed," svarede hun og følte sig ganske sikker i sin sag. "De håndhæver loven, holder øje med grænserne og uddanner nye riddere." Hun løsnede sin ene hånd fra dens plads bag på ryggen for at hjælpe en vildfaren hårlok på plads bag øret.

[Edward af Masbo]

Et smil plantede sig på Edwards læber, og han nikkede anerkende. ”De har lyttet efter som Page.” sagde han, imens han stoppede op foran hende. ”Som jeg ser det unge væbner, så lyder det som citerer noget De har fået af vide eller læst. Måske begge.” lød det en anelse skuffende i hans stemme. Han gik med korte skridt hen og satte sig på trappen over for hende, og lod sine mørke øjne hvile på hendes skikkelse.
”Lad mig så spørge Dem. Hvorfor skal vi kun beskytte de svage” spurgte han med et tydeligt interesseret blik, det var altid sjovt at prikke til den viden de havde fra skolen. ”Skal vi så samtidig kun hjælpe, hvis vi ser uretfærdighed. Fordi uretfærdighed i min optik, er virkelig en vurderingssag i manges øjne.” sagde han og løftede en finger.
”Eller er hvordan vurderer De ordene De lige har sagt?” spurgte han igen.

[Brianna af Rosenmark]

Hun himlede med øjnene af ham og trak så efterfølgende på skuldrene. "Det er så Deres mening Ridder Edward," kommenterede hun blot. Hun kunne ikke gøre for, at den eneste erfaring hun havde var fra tiden på paladset, og naturligvis havde hun fået det fortalt. En page kunne ikke danne sin egen erfaring før tiden som væbner. Og det var hun først blevet nu.

"Hvem har sagt, at vi kun skal beskytte de svage?" Vendte hun spørgsmålet om. "Den står vist for Deres egen regning." Hun begyndte at gå rundt i entreen igen og kigge færdig på de malerier, som hun var gået i gang med. "Hvad uretfærdighed er, det er altid en vurderingssag. Men en ridders æreskodeks og ed binder vedkommende til at opfylde sine pligter. Hvis de ikke var i stand til dette, så havde de ikke overlevet Prøvelsens Kammer." Hun drejede hovedet rundt og så direkte på ham med sine mørkebrune øjne.

[Edward af Masbo]

Edward så på hende, og mærkede endelig det ben i næsen, han var blevet lovet. Det var godt, at se hun ikke bare talte ham efter munden. Det var rart at se en kvinde, som turde sige ham imod og sige sin mening – fremfor at bare følge hans mindste vink, specielt nu hvor de skulle lære hinanden at kende.

Edward måtte dog prikke mere til hende og se hvor hun stod, hun var ung og uden erfaring. Han løftede hånden. ”Jeg citerer.” han lavede en gestus med hånden derefter. ” En ridder beskytter de svage og yder hjælp, når de støder på uretfærdighed” hans blik vendte fra hans hånd op på hende. ”Deres ord, en ridder beskytter de svage. Dog er Deres ord korrekt. Vi beskytter ikke kun de svage, vi beskytter alle. Vi hjælper hvor vi kan.” lød det roligt fra Edward, og betragtede hende imens hun så på malerierne af hans familie.
Han lod blikket møde hendes mørkebrune øjne, og blinkede til hende. Hun var ikke dum, hun vidste hvad hun talte om. ”Det har De evigt ret i, og det skal vi heller ikke diskuterer. Jeg spurgte ind til uretfærdighed.” sagde han og forsatte hurtigt sin talestrøm.
”Er det uretfærdigt at de fattige sulter, imens adlen lever godt?” hans blik var spøgende, tydeligvis var han nysgerrig på at høre hendes ord.

[Brianna af Rosenmark]

Hun løftede det ene øjenbryn over hans citering af hendes ord. "Og jeg citerer Dem; Så vi beskytter riget, folket og adlen og den royale familie." Denne gang drejede hun hele vejen rundt og stillede sig med fronten mod ham. "De nævnte ikke noget om at beskytte de svage. Vi er ikke kun til for adelen. At beskytte Tortall mod fjender betyder alle, der lever i Tortall. Rig som fattig, høj som lav."

Hun måtte rynke på næsen af hans ord omkring uretfærdighed. "Naturligvis er det uretfærdigt. De adelige har været heldige, at de en gang var rige og er blevet ved med at være det, mens de fattige ikke opnåede nogen status i livet da der blev uddelt len." Det var sket for mange hundrede år siden, og ikke noget en enkelt ridder, eller væbner, kunne ændre særlig meget ved.

[Edward af Masbo]

Edward klappede hænderne sammen og rejste sig op, og gik med rolige skridt hen imod hende imens han grinte.
"De er kvik, De lytter, tager mine ord og vender dem imod mig." sagde han med en svag begejstring, som måske lige ville kunne opfange for det trænet øre. "De er lige sådan at løbe rundt om hjørner med?" lød det opfordrende af glæde i hans stemme. Han ville gerne have hun fandt noget ro ved ham inde de drog ud i verden. Hun skulle føle sig tryg ved ham som hendes mentor og vejleder de næste år.

De muskuløse arme blev lagt over kors, imens han nu stod foran den unge væbner.
"Kan vi ændre den uretfærdighed?" spurgte han kort. Der var en lille pointe ham ville frem til med disse spørgsmål og ord.

[Brianna af Rosenmark]

Hun havde ikke tænkt sig at stå og blive gjort til grin af sin nye ridderherre, og selvom hun var nervøs ville hun ikke bare lyde som en tåbe. Det gjaldt om at få noget ud af disse år. De var vigtige og skulle forme hendes fremtid. "Det vil jeg ikke påstå nej," svarede hun med et skuldertræk. Tværtimod. Hun var analytisk, skeptisk og forsøgte i det mindste at tænke over tingene. Det var da ikke altid hun havde tålmodighed til det.

"Både ja og nej," svarede hun med et tænkende udtryk i ansigtet, mens hun overvejede, hvordan hun skulle formulere sig. "Vi kan yde dem beskyttelse, så de kan opretholde deres liv. Vi kan ikke gøre dem rigere, men vi kan gøre dem tryggere," endte hun til sidst med at svare.

[Edward af Masbo]

"De har en fremtid unge Væbner Brianna af Rosenmark." sagde han med en venlig tone. Hun var kvikkere end de andre han havde haft, hun var hurtigere tænkende end de andre og ikke mindst så havde ben i næsen, men lige på den måde som Edward ofte måtte lære folk at få, at de skulle sige fra og tænke over tingene. Hele tiden vurderer og veje ord, så de kunne komme tilbage med et svar.
"Jeg er sikker på vi nok skal komme godt ud af det sammen." lød det roligt. Edward havde ikke omdømme for at være ubehagelig, som ridderherre, tværtimod var han en som lod væbneren få en del frihed under ansvar, men dette gjorde han kun ligeså snart, at han vidste væbneren ville have skyldfølelse over for ham. På den måde tænkte væbneren altid over tingene de gjorde. Den første væbner han havde haft, var det ikke gået så godt. Så man skulle justerer og passe til næste væbner.

"Præcis." hans unge væbner havde ret. "Vi kommer ikke at ændre vores billede af verden, eller hvordan forholdet mellem de rige og fattige er. Vores fornemmeste opgave er netop at beskytte dem, som De selv tage tidligere. Det er dog vigtigt, at man altid har det billede at vi er blot en lille dråbe i det store hav." sagde han med et smil.
"Så er det op til Dem og jeg, at sørge for vi er en af de vigtigste dråber i havet." sagde han imens en tjenestepige bragte to glas ind hos dem i entreen.

[Brianna af Rosenmark]

Det var altid godt at blive rost, men hun var ikke en tåbe der lod det stige hende til hovedet. Hun vidste i forvejen at hun var klog. Optil adskillige af mestrene på væbnerskolen havde fortalt hende, at der sad et godt hoved på hendes skuldre. Det måtte jo betyde, at de mente hun var god. Heldigvis syntes Edward da det samme. "Jeg ser frem til at lære fra Dem," svarede hun tilbage og drejede hovedet for at se hen på tjenestepigen.

"Det håber jeg, at vi bliver," sagde hun og smilede for første gang til ham. Det var ikke vildt stort. Men lidt reserveret. Hun blev rakt et glas af tjenestepigen og kiggede skeptisk ned i glasset. "Saft eller...?" Spurgte hun og snuste lidt til væsken. Det var ikke saft. Burde man virkelig drikke så tidligt på dagen?

[Edward af Masbo]

Vejen som væbner var lang, og hun var kun gået skridt af en meget lang og stejl bakke. Derfor skulle hun forsætte med at udvikle sig, forsætte med at lytte og og lære. Han ville presse hende i alle situationer, stresse hende, få hende til at gøre alt det hun ikke ville. Han ville knække de dårlige sider af hende, og bygge nye op. Edward var selv blevet knækket i utallige stykker og bygget op igen, stærkere og bedre end nogensinde af sin ridder i sin tid.
Hun havde samtidig ydmyghed, hvilket var en god ting. Dette betød hun også kendte sin plads, og trods smarte svar og et kvikt sind, stadigvæk vidste at hun ikke var ridder.. Endnu..

"Dette er en procedure jeg tog med fra min tid som væbner. Jeg har gjort det samme med mine forhenværende væbnere." sagde han roligt, og greb glasset.
"Hvis De skal have det fulde potentiale ud af de næste par år. Skal De gøre følgende." sagde han, og så på hende med alvorlige øjne.
"Igennem de næste par år, vil De opleve situationer hvor de tvivler på mine evner som ridder. De vil opleve situationer hvor De føler JEG kun gør Deres liv surt, at mine metoder er latterlige. De vil føle at jeg kun er ude på at gøre denne tid til et helved. At de aldrig vil blive ridder." sagde han tørt og ikke særlig motiverende.
Dog begyndte Edwards øjne at lyse op efter.
"Dog lover jeg Dem. Lytter De til mig. Gør De det jeg forlanger, bider De deres frustration i Dem. Så kommer De ud på den anden side som en ridder. De vil blive en ridder, som vil have muligheden for, at skærer sit navn ind i historien." hans stemme var gejstfuld og fyldt med passion. Edward mærkede gløden tænde i sig, denne unge væbner skulle være hans projekt. Hun skulle blive en af de største riddere! Nej hun skulle være den største af dem alle!
"Kan de love mig det?" Edward løftede kommende opfordrende.

[Brianna af Rosenmark]

De ord der kom ud af hans mund kunne være møntet på stort set alle de mestre der underviste på væbnerskolen. Sådan havde de fleste pager det nok indtil de blev væbnere. Hvad der skete derefter havde hun ikke den ringeste idé om eftersom det jo var første gang hun var blevet væbner. "Livet er ingen dans på roser Ridder Edward," sagde hun og kunne godt blive lidt irriteret over, at han ikke fortalte hende, hvad der var i glasset. Hun drak altså ikke hvad som helst.

"Jeg kan love Dem, at jeg vil være et menneske der handler ud fra de bedste intentioner. Og det er vist længe siden De sidst var page. At bide frustration i sig er hverdagskost. Jeg forventer ikke, at mit liv som væbner ændrer på den del."