Er De her?

[Ademar de Mantilla]

Josepha af Bavera

Paladser havde altid været fascinerende mente Ademar, som virkelig nød at gå i paladset for at studerer arkitekturen. Den tortallnske arkitektur var markant anderledes end Gallas. Dette var fascinerende, og nu når han alligevel skulle op i paladset så var der intet, som en lille gåtur imens.
Den lange robe, som havde gallansk farver og udsmykninger sad perfekt på Ademar, som gik med lange skridt igennem hallerne. Han havde en af hoffets tjeneste folk med, så han ikke endte med at gå steder han ikke måtte, samtidig med det var Ademars mest betroede person i Tortall, Carlos med.
”Se Carlos, hvordan de har skåret udsmykningen her.. Er det ikke fascinerende?” lød det fra en interesseret Ademar, som var lidt mere afdæmpet end han normalt ville være, han var trods alt i paladset. Carlos mumlede noget ala, det syntes deres højhed jo alt er.
Ademar lignede på ingen måder, en typisk tortallnsk adelig. Han fandt mange af dem kedelige, og intetsigende. De havde ingen appetit for livet! De levede ud fra deres kedelige håndbog om pligter, som Ademar også gjort til dels. Han levede efter håndbogen om, at nyde livet imens man har disse kedelige pligter, som hobby.

[Josepha af Bavera]

Josepha gik gennem paladset i roligt tempo, mens hun havde retning mod sine værelser. Hun havde netop været ude at gå en lille tur i haverne, men på trods af dette, sad hendes lange mørke hår, der som altid hang frit ned over hendes skuldre, upåklageligt. Noget man uden tvivl kunne rose den unge kammerpige, der fulgte i hælene på hende, for.

Hun var netop nået til den trappe, som hun selv skulle op af, da hun stoppede op og et overrasket glimt gled gennem de blå øjne. Så ændrede hun kurs og gik hen mod et velkendt ansigt. "Ridder Ademar. Tænk at skulle støde på Dem her." Hendes stemme var både indsmigrende og glat, mens hun sendte ham et koket smil. Under mere private former, var de naturligvis dus, men det var der ingen grund til at skilte med her.

[Ademar de Mantilla]

Ademar skulle lige til at vende sig om, og sige noget til Carlos - men måtte erkende at hans interesse lå mere over i kvinden der kom ned. Hans så overrasket over på hende, og fik sit karistiske smil på læberne, inde han begyndte at gå over mod hende.
"Nådigfrøken Josepha af Bavera!" lød det begejstret fra ham, imens han lagde an på til tage imod hendes hånd.
"De er virkelig i Corus, eller er det her en drøm?" spurgte han en anelse forvirret, og så sig omkring. Nej den var god nok..
"Nej, desværre ikke en drøm.. Carlos og ham den tykke ved hans side, er her endnu.." sagde han kækt, og lod blikket glide mod hende.
"Men hvad laver de her?" spurgte han med et intenst blik på hende, han havde ikke set hende i lang tid.. Han bed slet ikke mærke i hendes tiltale form til ham.

[Josepha af Bavera]

Hun nejede let, da han tog hendes hånd og smilede stadig indsmigrende. "Jeg kan se, at De stadig har Deres humor intakt," svarede hun underholdt rettede sig op igen. "Jeg gjorde min kusine følgesskab for et halvt års tid siden, da hun rejste hertil for at blive gift med Prins Raoul," svarede hun smilende og slog dermed øjeblikkeligt fast, at hun havde gode forbindelser i det Tortallanske kongehus. "Hvad med De selv? Hvorfor befinder De Dem i Tortalls hovedstad?"

[Ademar de Mantilla]

Ademar gav hendes håndryg et let kys, og rettede sig op, imens hans blik fangede hendes øjne. "Carlos ved godt jeg elsker ham." sagde han, og lagde armen om hans tjener. "Han er den eneste person, jeg nogensinde har bedt om at følge mig." sagde han og lod hans hånd glide op i Carlos fedtede hår, inde han klappede ham på hovedet.
"Der ser De, Carlos elsker tydeligvis også mig." sagde han og skubbede Carlos lidt i baggrunden igen. Carlos så lidt opgivende til Ademar. Carlos havde været i hans familie i evigheder, og han havde først været rådgiver for Ademars ældre bror, inde han var blevet bedt om at komme med til Tortall, i håb om han kunne lære Ademar et eller andet.

"uhh.." sagde han, og lagde en finger på læben og måtte lige køre kvinderne han havde mødt og kendt igennem. "Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det Hendes Kongelige højhed Prinsesse Gisela." lød det med et smil, han vidste godt hvem hun var og havde også haft fornøjelsen af, at møde hende kort.
"Jeg driller Dem, nådigfrøken. Jeg er udemærket klar over kongehuset her." lød det med et smil, inde Ademar bøjede armen.
"Må jeg gå med Dem?" hans tone var varm og imødekommende, han virkede fuldkommen ligeglad med Carlos, den tykke og alle andre omkring dem.
"Efter min rejse, så mente min broder og Hans Kongelige Højhed Alfredo de Martell, at jeg skulle sendes til Tortall." lød det fra Ademar, som havde svært ved at undertrykke at han fandt det humoristisk. "Som Gallas officielle ambassadør.." Ademar løftede fingeren og nikkede. "Jeg havde præcis det blik." sagde han hurtigt efter, uden at tænke over hendes blik. Ademar havde dog aldrig selv tænkt sig som Ambassadør, men nu stod han trods alt her.
"Så jeg er simpelthen.. Ambassadør." sagde Ademar, og grinte let efter, det var virkelig komisk, da de sidst så hinanden var Ademar yngre, men præcis ligesådan.

[Josepha af Bavera]

Hun fulgte hans opførsel med et underholdt lille smil, men kommenterede ikke på alle hans fjollerier. "Gå De blot med," sagde hun derfor bare og gik videre mod sine værelser, da han bad om lov til at gå med hende. "Ambassadør?" spurgte hun både overrasket og imponeret. "Så har jeg jo tiltalt Dem forkert. Deres excellence," tilføjede hun med et smil og var ærligt talt mere end almindeligt overrasket over, at Ademar ville kunne bestride den post forsvarligt. "Hvordan klarer De Dem?"

[Ademar de Mantilla]

Ademar gik hurtigt op ved hendes side, og grinte let, da hun sagde hun havde tiltalt ham forkert. "Ja, det kan De ikke komme uden om nådigfrøken." sagde han drillende, og lod den ene fod efter den anden føre ham videre.
Han rynkede let på næsen imens de gik, og nikkede.
"Jeg gør det jeg skal, så lever jeg livet. Alting har ændret sig, og samtidig har intet ændret sig siden De sidst mødte mig nådigfrøken." sagde han med et kækt smil.
"Hvad med Dem? De er simpelthen i Tortall, var det bare for at vise Hendes Kongelige Højhed støtte, eller hvordan?" spurgte han nysgerrigt, indtil hvorfor hun var endt her?

[Josepha af Bavera]

Josepha gik roligt ned af gangen med Ademar ved sin side. Det føltes som evigheder siden, at de sidst havde gjort det. "I første omgang, ja," svarede hun roligt uden at kommentere på hans andre udmeldinger. "Hun ønskede selskab, nu hvor hun skulle rejse så langt væk og jeg var villig til at give hende det. I sidste ende foreslog mine forældre, at jeg skulle se mig om efter en ægtemand her i landet, nu jeg alligevel befandt mig her. Det kunne styrke Bavera's relationer." Det var den officielle begrundelse i hvert fald. Den uofficielle sandhed så hun ingen grund til at delagtiggøre ham i.

[Ademar de Mantilla]

Tiden var fløjet afsted, og pludselig gik det op for Ademar hvor meget han havde rejst, siden han havde været sammen med Josepha sidst. Han havde var nok den samme person, men alderen havde sat sine spor i ham - men hun var stadigvæk uendelig smuk.
"Lyder ikke spor dumt, Tortall gode familier, stærke alliancer." lød det vurderende fra Ademar, som de gik igennem gangen.
"Har De så fundet en af Hertug stand?" spurgte han, imens han snurede rundt, imens han gik foran hende, dog gik han baglæns. Han ville helst holde øjenkontakt, som de gik igennem gangen.

[Josepha af Bavera]

Et kalkuleret lille smil viste sig på hendes læber og hun spidsede læberne let ved hans spørgsmål. "En greve-arving, faktisk," svarede hun underholdt. "Ridder Valor af Havjen. Han er en både stærk og god partner." Og så var han villig til at føje hende i alle hendes ønsker. Dette var karaktertræk, som Josepha satte pris på.

[Ademar de Mantilla]

"Det lyder.. fantastisk.." sagde han med en begejstring i stemmen. Om begejstringen var korrekt, var ikke sikkert. Da de var yngre havde de trods alt brugt en del tid, da Ademar havde været i Maren.
"Lyder som du har fundet dig en husbond." sagde han med et grin. Han ville ikke fortælle mere om dem, foran de her to tjenestefolk.
"Du må en dag, hvis din forlovet tillader det, komme forbi mit palæ til en kop vin." lød det opfordrende fra Ademar, som mente det af godt hjerte. Det var ikke altid sengelege Ademar gjorde sig i, selvom det skete oftest. Han nød også blot at hygge sig, og drikke vin og ryge med folk.

[Josepha af Bavera]

Et lille irriteret strejf gled over hendes ansigt, da han ikke legede med på legen mere og i stedet pludselig brugte det uformelle "du" over for hende. "Det har jeg bestemt," svarede hun med en advarende tone i stemmen. "Og jeg er sikker på, at jeg kan få Valor interesseret i et besøg hos Dem, hvis De reelt ønsker det?" Det sidste var et spørgsmål, eftersom hun faktisk ikke var sikker på, om han mente sin invitation.

[Ademar de Mantilla]

Ademar kunne godt se, at det ikke ville gå at være dus med hende i dette tilfælde, og rullede med hans mørke øjne. Inde han sendte hende et sukkersødt blik. Hun skulle ikke tage det så personligt, halvdelen af de folk som vidste hvem Ademar var, vidste også han havde været sammen med halvdelen af kvinderne i diverse lande.
"Det er mig en glæde, at høre De har det godt." sagde han med et drillende smil på læben. Han lagde en anelse ekstra tryk på De.
At hun også ville have sin forlovet med, var nu ikke lige hans plan. Han smilte lidt for sig selv, og stoppede kort op og svarede.
"Naturligvis Nådigfrøken, det ville være mig en fornøjelse at møde Deres forlovet." sagde han med et smil. Det lød som han kort skulle vælge sit svar efter naturligvis nådigfrøken, som om han ikke lige havde regnet med hun ville tage ham med.
Dog vidste Ademar, at han skulle også på et tidspunkt, møde nogle af de adelige familier. Spørgsmålet om Josepha ville finde dette helt gennemtænkt. Tager deres fortid i betragtning.

[Josepha af Bavera]

Han lød overrasket over hendes svar og hun skjulte et tilfreds smil. Det var hendes hævn for, at han havde glemt at tiltale hende korrekt. Måske kendte folk her i landet til hans mange sidespring, men hun havde ingen intentioner om, at den slags rygter skulle begynde at løbe om hende her i landet. Det var rigeligt, at de fandtes i Maren. Hvilket var en af de vigtigste grunde til, at hun var rejst med til Tortall. "Så vil jeg se frem til vores besøg," svarede hun mildt og åbnede døren ind til sine gemakker. "God dag til Dem, Deres Excellence." Og så lukkede hun ellers døren lige for ansigtet af ham, mens hun sendte ham et provokerende smil og et sæt udfordrende øjne.

*out*

[Ademar de Mantilla]

Ademar bukkede høfligt for den unge komtesse, og ville egentlig ikke træde mere i det. Hvis hun ville bringe sin kommende mand med sig, så skulle hun da det. Ademar var dog overrasket over hun havde tænkt det, taget deres fortid i betragtning.
"I lige måde Nådigfrøken." lod ordene, inde han rettede sig op i fuld højde. Hans blik fulgte kort med hende, med et hoved på skrå. Han fik et tilfreds smil, og vendte sig rundt til Carlos, som så en anelse spørgende ud.
"Det lige meget." sagde han med et grin, og lagde armen om Carlos.
"Min ven, har jeg fortalt dig om da jeg så disse fantastiske skabninger i Carthak?" han lød tydeligvis begejstret, inde han begyndte at trække Carlos afsted.
"Kun en hundred gange Deres Excellence." lød det opgivende fra Carlos, inde Ademar begyndte at fortælle historien for 101 gang.

//afsluttet