Tordentrykket eftermiddag

[Robin Salmalín]

T i l e g n e t :    A r r a m       T i d :    S e n s o m m e r    5 2 4

Robin trippede lidt rundt, før hun endelig tog sig sammen og bankede på døren til Mester Dalbens lille hus i Fabel-kvarteret. Hendes hænder endte samlet bag om ryggen på hende og hun måtte tage sig sammen, for ikke bare at forvandle sig til en spurv og flyve ind af det åbne vindue ovenfor. Det truende vejr var ikke rart at befinde sig i, selvom regnen endnu ikke var faldet over byen og hun ville gerne indenfor så hurtigt som muligt.

Trommende sig selv på låret, skævede hun til siden igen og så derfor ikke direkte på døren, da den gik op og en ældre dame tog Robin i øjemål. Selvsamme smilede, præsenterede høfligt sig selv og kunne kort efter smutte op af den smalle trappe med hurtigere, lettere skridt end Madam Bødker havde formået i mange år. Hun stoppede foran endnu en dør, bankede på og lænede sig imod trappens halvskrøbelige rækværk i omtrent et øjeblik, før hun indså at det var en dårlig idé og i stedet rettede sig op. Hvorfor var hun nu nervøs? Det var så simpelt.

[Arram Dalben]

Arram bed irriteret i den allerede lemlæstede spids af sin fjerpen og læste for guderne måtte vide hvilken gang, det han havde skrevet igennem. Så smed han fjerpennen fra sig på bordet med en lavmælt ed, krøllede papiret sammen og sendte det i en nydelig bue over mod arbejdsværelsets ene hjørne, hvor det gjorde tre andre papirkkugler selskab på gulvet.

Han løftede hovedet og så ud af det åbne vindue. Lyden af legende børn et sted nede på gaden nåede tydeligt op til ham, men han var mere fokuseret på den mørke himmel og det lumre vejr der lovede regn, og sikkert torden inden alt for længe. Regnen ville være velkommen, dens følgesvend torden knap så meget, men en lettelse af den trykkede atmosfære der gjorde det umuligt at koncentrere sig, var næsten tordenvejret værd.

Det gav et sæt i ham da det bankede på døren og han drejede sig i en hurtig bevægelse og bandede så igen da han uforvarende væltede blækhuset så en nydelig blå-sort pyt samlede sig på det i forvejen slidte træ "Øjeblik!" svarede han højt mod den lukkede dør og rejste blækhuset op igen, så på sine nu blækplettede fingerspidser og tørrede den tilsidst af i sine mørke bukser. Det var trods alt bedre end i den lyse skjorte der han løst på hans overkrop. Han var henne ved døren i et par hurtige skridt, på bare fødder og åbnede den "Robin?" udbrød han tydeligt overrasket da han fik øje på den unge kvinde udenfor døren "Hvad kommer du her for?" han mente ikke at have nogen aftale med hende, men var ærlig talt ikke sikker og gik til side for at lade hende komme ind mens han af ren vane kørte fingrene igennem de rodede krøller (og satte en nydelig blækstreg i panden på sig selv).

[Robin Salmalín]

Robin glemte, at hun så rent faktisk var nervøs, da Arram åbnede døren og fik kørt en seriøs stribe blæk hen over sin egen pande. Hun fnes ubehjælpsomt, slog hånden for munden og kvalte det nødtvungent, før hun fik peget på hans pande med den ene hånd. ”Du har noget... Ehm. Der,” informerede hun ham med spillende øjne, inden hun gik forbi ham ind på værelset, uden at have svaret på hvad hun var der for.

Det var nemlig ikke for Madam Bødkers ører overhovedet. Formålet med hendes besøg skulle gerne forblive mellem hende og mageren. Allerhelst ville hun have evnen til også at få ham til at glemme at hun havde været der, men når det nu ikke kunne lade sig gøre...

”Jeg skal bruge din hjælp,” informerede hun ham afslappet, som hun så ud af vinduet, lænede sig lidt til siden og gav sig til at gå rundt i rummet. ”Kan du lave... røgbomber?”

[Arram Dalben]

Arrams uforstående blik fulgte Robin ind gennem døren og uden at tænke over det, gned han den frie hånd over panden igen "Noget hvad?" et hurtigt blik på hans egen hånd mens han sænkede den gav ham svaret og han skar en grimasse mens han lukkede døren bag hende. Han gik tilbage til det rodede skrivebord og greb den i forvejen nussede klud han brugte til at tørre spidsen af pennefjeren, fandt en nogenlunde ren plet og tørrede sig hårdt over panden uden helt at forvente han fik det hele af.

Mens han stod og gned på blækket i sin panden betragtede han hende afventende "Ja, til hvad?" han havde ikke rigtigt nogen idéer og endte med at smide kluden fra sig på bordet, hvor den landede i den blækpyt der var ved at tørre ind "Røg..bomber?" spurgte han da hun fortsatte. Hans øjenbryn gled lidt op og han satte sig let på kanten af bordet "Hvad skal du bruge røgbomber til?" spurgte han videre, uden at svare hende direkte på om han kunne lave dem eller ej.

[Robin Salmalín]

Robin undlod at grine mere, selvom et kort blik på Arram fortalte hende, at han kun så mere fjollet ud med endnu mere udtværet blæk i panden. Det undrede hende egentlig at han ikke gik direkte efter et spejl og en ordentlig klud, men så igen... Han måtte tænke en del over hvad hun egentlig foretog sig i hans hus. De plejede kun at mødes når hendes læremester var med... Og når hun ikke var i menneskelig form (men det vidste han, tak guderne, intet om).

Afslappet kiggede hun sig rundt på hele værelset. Hun startede ved vinduet, men fortsatte videre imens hun talte og stoppede kun, da han gentog hendes ord. Et smil hvilede på hendes læber og hun så ham i øjnene. En god løgn var en selvsikker løgn. ”Min mors byhus har rotter. Hun bad mig tage mig af det imens hun er i Gudernes By for at besøge min far og bror, men rotter lytter ikke. Bæster.” Hun skar en lille grimasse, trak på skuldrene og løftede nysgerrigt på et par krukker. ”Jeg kunne slippe katte fri i husholdningen og få dem væk på et par dage, hvis ikke det var fordi kokken, som bor der, får udslæt, begynder at nyse og få svært ved at trække vejret i nærheden af dem.” Et smil hvilede atter på hendes læber og hun lænede sig lidt imod væggen med blikket hvilende på Arram. ”... Så kom jeg til at tænke på den dygtigste troldmand jeg kender.... Men han havde ikke tid.” Hun så drillende på ham og blafrede lidt med øjenvipperne. ”Vil du hjælpe mig?”

[Arram Dalben]

Arram formåede ikke at sætte sig i blækpytten på skrivebordet. Det ville også have krævet han satte sig helt op på bordet, men han følte sig ikke helt sikker på han ikke alligevel ville kunne gøre det som han sad nu. Af en eller anden grund, følte han sig ikke helt så afslappet alene med Robin, som han måske ville have gjort tidligere. Han vidste godt hvorfor, men nægtede at erkende det og nægtede endnu mere at komme til at tænke på synet af hende uden en trevl på kroppen i hans telt for ikke så forfærdeligt længe siden.

"Rotter." han rømmede sig hårdt og så stadig skeptisk på hende mens hun fortsatte. Det hele lød meget tilforladeligt, men der var alligevel et eller andet der fik ham til at tøve. Et skævt smil og et muntert fnys kom dog helt af sig selv og han himlede let med øjnene "Så du tager det næstbedste? Meget nobelt." han hævede et øjenbryn og gengældte hendes drillende blik momentært. Han lagde armene over kors og stod et øjeblik overvejende før han kom med et forslag "Ville det ikke være en bedre løsning med gift? Mere permanent i hvert fald." han løftede den ene hånd, den uden blæk, og strøg af ren vane fingrene igennem de tætte krøller mens han så afventende på hende.

[Robin Salmalín]

Robin hævede et øjenbryn og var lige ved at konstatere, at han var frygtelig glad for at gentage hvad hun sagde. Hun bed det dog i sig og fortsatte rundt i lokalet med et muntert fnys. Da Arram nævnte gift, snurrede hun i midlertidig rundt og så indigneret på ham.

”Gift?! Slå dem ihjel for ingen verdens skyld, uden at selv et rovdyr kunne få noget ud af dem? Endda risikere andre tabte liv, hvis de skulle blive spist?” Hun slog ud med armene og rystede på hovedet. ”Hvor meningsløst. Det er langt mere nådigt at ryge dem ud, det må du da nok kunne se?”

Hun rynkede panden alvorligt, så afventende på Arram og mindede sig selv om hvor mistænkeligt det ville være, hvis hendes ansigt blev genkendt af en handlende magiker, der havde solgt hende røgbomber. Selv hvis Arram skulle høre om hændelsen, så ville han forhåbentlig tro på, at det ikke var hende.

[Arram Dalben]

Arram synes selv hans forslag var ganske fornuftigt og langt mere effektivt end at ryge skadedyrene ud, så han nikkede da Robin vendte sig og begyndte at tale igen. Det blev dog ikke til mere end et nik før hendes mine og næsten anklagende ord fik ham til at rynke brynene lidt og genoverveje hvad han lige have foreslået, til en person med et ret anderledes forhold til alt der kunne krybe, kravle og flyve. Næsten alt i hvert fald og han endte med at rømme sig en smule skamfuldt da hun tav og så på ham på en måde der fik ham til at føle rollerne var byttet om. At det var hende der var lærermesteren og ham der var eleven.

Han åbnede munden for at sige noget. Protestere måske. Argumentere for sit forslag. Lukkede den igen og åbnede den en gang til med samme udfald. Så kastede han begge arme i vejret og himlede med øjnene med et opgivende suk "Godt. Du vinder. Røgbomber." han skubbede sig helt op at stå igen og gik forbi hende hen til en reol ved væggen bag hende der var fyldt med alverdens flasker, dåser, æsker, kurve, stofposer, bøger og løse papirer i et stort virvar. Der var dog et glimrende system i det hele. Det var bare kun Arram selv der kendte det "Hvor kraftige skal de være?" han tog en flaske ned fra en bestemt hylde og drejede hovedet for at se på hende over den ene skulder.

[Robin Salmalín]

Robin vidste godt, at hun ville vinde. På den ene eller den anden måde. Denne gang gik det relativt nemt og hun smilede tilfredst, da Arram erklærede sig overvundet. Hendes blik gled diskret ned over ham, da han vendte ryggen til og smilet blev hængende på hendes læber, før hun hastigt så væk og trak på skuldrene. ”De skal fylde hele underetagen og forråds... Hm. Hvordan angiver du hvor kraftige de er?”

Hun pillede selv ved indholdet på en af de andre hylder, tog en krukke ud med noget, der så ud som om det var mange år dødt og studerede det nysgerrigt. Hendes grænser i forhold til hvad man måtte undersøge var ret begrænsede og hun havde da også allerede nået at konstatere, at Arram i hvert fald ingen mørkinger havde boende på arbejdsværelset. Hvad magiske lytteforanstaltninger angik, så måtte han, om nogen, have styr på at spore den slags.

[Arram Dalben]

Arram skumlede lidt for sig selv over det tabte argument der havde været tabt faktisk før det var startet. Han skjulte sin utilfredshed ved nederlaget ved at vende ryggen til hende et øjeblik mens han koncentrerede sig om a finde de rigtige ting på reolens hylder. Robins spørgsmål fik det til at trække lidt i hans ene mundvig og det var med et skævt smil han så på hende over den ene skulder "Det er svært at forklare.. jeg kan lægge en begrænsning i der passer mere eller mindre præcist til et givent rumfang eller areal." svarede han med en lille rynke i panden over hendes nysgerrige fingre "Du ødelægger mit system." anklagede han, halvt skjult i en spøgende tone og satte sig på hug for at tage en større flaske ud fra en af de nederste hylder "Du kan godt få den mere tekniske forklaring, men det er et langt og dræbende kedsommeligt foredrag."

Han rejste sig igen og tog de ting han havde samlet sammen med hen til et andet bord der var betydeligt højere end skrivebordet og betydeligt mere medtaget. Han vendte sig og stod et øjeblik bare og betragtede hende vurderende. Så gik han tilbage til reolen og fandt en større trææske med tomme glasflasker i forskellige størrelser "Én burde være nok, men hvis jeg laver to er du på den sikre side." han så igen spørgende på hende. Han havde set Salmalins hus udefra, men havde ingen perfekt fornemmelse af hvor stor underetagen var "Om ikke andet kan du komme tilbage med den nu ikke bruger eller gemme den til hvis gnaverne ikke flytter første gang."

[Robin Salmalín]

Robin skulle lige til at spørge hvad der var svært ved at forklare hvor mange røgbomber, der skulle til et vist areal, men så blev hun standset midt i en bevægelse, undlod at kigge nede i den store krukke og samlede i stedet skyldbevidst hænderne bag ryggen. Hun vendte sig om imod Arram med et artigt smil og lagde hovedet lidt på skrå. En ærgerlig lyd forlod hende ved hans erklæring om at ville spare hende for foredraget og hun så rundt i lokalet igen med slet skjult nysgerrighed.

”Er det ikke... Bedst at starte med begge? Jeg mener... Hvis det ikke virker første gang med kun en, så vil det jo heller ikke virke anden gang.” Hun smilede, før hun gik videre langs reolen og tilkastede indholdet i de gennemsigtige glas nogen vældig interesserede blikke. Især en grøn flaske med et lyst indhold fik de mørke øjne til at skinne nysgerrigt og det kriblede i fingrene efter at stikke en finger ned i det, uanset faren for at noget sprang i luften eller hendes verden blev midlertidig vendt på hovedet i en fantastisk illusion. ”... Desuden,” sagde hun distraheret, uden at tage blikket fra flasken. ”... Tror jeg ikke på, at det ville være noget kedeligt foredrag.” Hun undlod at nævne, at hun vældig godt kunne lide at høre ham tale eller at hans stemme var som honning. Det var vist rigeligt, at hun havde trådt solidt ved siden af under den korte rundrejse.

[Arram Dalben]

Arram holdt blikket på Robin og hævede et øjenbryn med et glimt i de brune øjne over det artige ansigt hun satte op. Han kendte hende godt nok til ikke helt at være overbevist af det, men gik alligevel videre med at samle ingredienser til de ønskede røgbomber sammen fra hylderne. Han vippede hovedet overvejende fra side til side et par gange før han svarede hendes spørgsmål "Ja og nej." han trak proppen af en lille brun flaske, lugtede til indholdet og trak hurtigt hovedet til sig mens han skar en grimasse og fortsatte "Hvis den første er nok, så er der ingen grund til at røge det hele dobbelt så meget til, vel?" han vendte sig og gik tilbage til reolen, lige tidsnok til at se hendes nysgerrige blik på en bestemt flaske "Hold øje med den." han nikkede mod flasken mens han selv tog en anden "Det skifter farve ind i mellem." han så på hende med et ivrigt udtryk der mindede mere om en stor knægt der lige havde fået en ny tinsoldat, end en voksen, veluddannet troldmand.

Tilbage ved bordet trak han en mindre vægt hen til sig, satte et bestemt lod på den ene vægtskål og trak proppen af en af sine udvalgte flasker "Virkelig?" den underholdte tone i hans stemme var ikke til at tage fejl af selvom han stod med ryggen til og hun ikke kunne se hans ligeså underholdte smil "Hvad så hvis jeg ikke tror du ville kunne sidde stille så længe?" han dryssede forsigtigt hvidt pulver fra flasken ned på den tomme vægtskål indtil det opvejede loddet på den anden og hældte indholdet ned i en godt brugt messingskål før han drejede sig halvt og så drillende på hende.

[Robin Salmalín]

Robin kneb øjnene lidt sammen, før hun rystede på hovedet. Hendes opmærksomhed var dog hurtigt helt optaget af flasken og hun blev kun mere fascineret, da Arram konstaterede, at indholdet skiftede farve. Den lille mærkat udenpå fik hende til at smile lidt og hun pillede nysgerrigt ved en træfigur ved siden af, lige indtil hun fik et lille stød og trak fingrene hastigt til sig med læberne klemt sammen om hvad der end ville have været af lyd. Hun vendte hovedet imod troldmandens stemme, smilede skævt og måtte bide det i sig, for ikke bare at stå og se dumt smilende på hans krøller i nakken.

Det drillende blik hun fik hen over en messingskål fik hendes mave til at slå kolbøtter, men hun besvarede det som om han intet gjorde ved hendes følelser og trak på skuldrene. ”Så vil jeg bare sige, at jeg håber din tro på Gudinden og Mithros er stærkere end på dine medmennesker, Mester.” Hun virkede alvorlig i et kort sekund, før hun trak på smilebåndet og vendte sig væk igen med en munter lyd. Hendes fars stemme lød for det indre øre, men hun ignorerede de indbyggede formaninger om ikke at drage guderne med ind i hverdagssnak. Oldeforældrene havde heldigvis kun vist interesse for hendes eksistens en enkelt gang og deres fjerne slægtninge aldrig.

[Arram Dalben]

Arram målte endnu et pulver af på vægten, selvom det var mere grovkornet end det tidligere og lod også det forsvinde ned i skålen til den første afmåling og brugte fingrene til forsigtigt at blande de to ting. Han tog skålen op og vendte sig helt om mod hende da hun talte igen. Det var en smule irriterende at tale med nogen man ikke kunne se "Jeg har ingen klager fået fra den kant.. endnu." spøgte han videre uden selv at sige mere på de guddommelige. En smule respekt havde han dog i kroppen.

Han betragtede hende med et underfundigt blik og sænkede så blikket til indholdet i skålen igen. Hans frie hånd svævede lidt over den og begyndte at gløde svagt kobbergyldent. Han rynkede brynene lidt i koncentration mens han guidede sin Gave ned i blandingen i skålen og stod sådan nogle minutter før han åndede tungt ud, knyttede hånden og lod den falde "Lad os så se." konstaterede han, ligeså meget til sig selv som til hende. Pulveret i skålen glødede stadig ganske svagt når det flyttede sig i skålen. Han tog lidt op mellem to fingre, lagde det på en messingtallerken på bordet og brugte en tynd træpind til at antænde det med. Pulveret flammede op næsten øjeblikkeligt og begyndte så at ose som om det var betalt for det.

Selv den lille smule omhyllede hurtigt troldmanden og han hostede halvt grinende før han gik et par skridt tilbage og nær var bakket lige ind i Robin "Tilfredsstillende?" han så spørgende på hende med et hævet øjenbryn og gik så hen for at åbne vinduet helt så røgen kunne slippe ud før Madame Bødker begyndte at råbe om bål og brand nedefra og kom styrtende med vandspanden.

[Robin Salmalín]

Robin stod med ryggen til og så på et pendul med et mindre smil på læberne. Hun vendte hovedet halvt, men endte med ikke at svare med andet end et skuldertræk. Som hun satte pendulet i svingninger, faldt hun lidt hen i tanker og det var først da Arram talte igen, at hun drejede sig rundt og så på hvad han lavede. Hun nærmede sig lidt med et nysgerrigt blik, men trådte så hastigt tilbage med et bredt smil, som røgen fes fra den lille smule pulver på messingtallerkenen. Hun hostede lidt og fik røde kinder, da hun var ved at blive overrendt af troldmanden på flugt. Uden at lade sig mærke med det, trak hun fingrene igennem et par krøller i nakken og nikkede. ”Ja det...” Hun færdiggjorde ikke sin sætning, men nøjedes med at rømme sig og nikke igen. Det var en stor lettelse, at han vendte sig væk, for hun kunne ærlig talt ikke helt sige mere for øjeblikket.

Et suk forlod hende, da vinduet blæste en tung sommervind ind med dunsten af madlavning. Hun krydsede armene over hinanden og blev stående på god afstand, imens hun ventede på at røgen fortog sig. En meget, meget svag anelse af dårlig samvittighed over at lyve meldte sig, men den var hurtigt væk. Målet helligede trods alt midlet og Arram ville alligevel aldrig finde ud af, at hun ikke havde brugt røgbomberne til at ryge rotter ud med.