En aften i byen [R]

[Lachren af Meron]

Tatiana af Vårfos

Midvinter var måske nok kun reelt en enkelt dag, mens fejringen forsatte i dage efter, indtil den forventningsfulde stemning der fulgte det nye års komme, ligeså stille overtog. Lachren var stadig i Corus. Det havde hele tiden været planen og han havde nydt den ekstra tid med sin bror og endda også, til dels, med deres mor. Det var længe siden han havde opholdt sig i Corus i en længere periode og det eneste der kastede en smule skygge, var den korte, men ophedede samtale, han havde haft med sin brors tidligere væbner for ikke mange dage siden.

Han var taget på Grågåsen med nogle bekendte den aften. God vin, et spil kort, snak om alt og intet syntes som den perfekte kur til al dårligdom, men han kunne alligevel ikke helt svinge sig op i sit sadvanlige, festlige humør. Før det blev bemærket meldte han sig frivilligt til at hente den næste omgang, samlede det tomme krus sammen og banede sig vej gennem menneskemængden op mod baren.

[Tatiana af Vårfos]

Midvinter var som altid blevet fejret i familiens skød. Alle familierne på paladset fejrede det sammen, så det var altid en stor festlighed og selvom det havde været rart med at par dages ro og træning efterfølgende, var hun hurtigt blevet rastløs igen. Men når nu ikke, hun var udstationeret, vidste hun da, at der var en ting, der kunne give hende følelsen af det. At tage på kro.

Hun havde derfor samlet nogle af de riddere, der havde været med i Frølund. Det var altid det helt rigtige slæng til at få lidt liv i en ellers kedelig aften. Med et smil rejste hun sig fra bordet og tog sit eget og sidemakkerens krus med op i baren. Hendes blik fangede et kendt ansigt og hun vendte det hurtigt væk.

[Lachren af Meron]

Der var mange kendte ansigter på Grågåsen, især i højtidsugen, men på vej op til baren landede hans blik på en nakke, der var lidt mere end almindelig bekendt. Han rynkede brynene og var halvt ved at overveje at få en anden til at hente omgangen. Han gjorde det dog ikke, men mandede sig op og fortsatte op til baren hvor han fik klemt sig ind ved siden af Tatiana "Så nu ser vi ikke engang på hinanden?" spurgte han lavmælt med et kort blik, før han rakte en hånd ud for at fange krofatters opmærksomhed. Det lykkedes dog ikke i første omgang, så han blev stående med sine tomme krus og endnu en skæven til siden.

[Tatiana af Vårfos]

Hun havde næsten nået at håbe, at han ikke ville komme op til baren, nu han så tydeligt havde set hende, men selvfølgelig var det ikke tilfældet. Spydigheden fik det til at klø i hende efter at sætte ham godt og grundigt på plads, men hun forholdt sig som altid i ro. "Var det ikke sådan, du ville have det?" besvarede hun ham med et nyt spørgsmål og holdt omhyggeligt blikket fra ham, mens hun prøvede at fange krofatterens blik. "Du var ikke just detaljeret omkring den ønskede fremgangsmåde." Hun fik etableret øjenkotakt og bestilte to krus til sit bord, tydeligt ligeglad med Lachrens tomme krus.

[Lachren af Meron]

Han tog sig i at skære en grimasse over hendes spydige svar, men bed det i sig, dog ikke uden en diskret himlen med øjnene. Han havde måske fortjent den, men.. "Det var ikke det jeg mente.." begyndte han opgivende og fik endelig med fem fingre holdt frem, afgivet sin bestilling til kroværten "Du kan ved Mithros ikke bare smide sådan en bombe og forvente den bare glider ned som en sild i olie." forsvarede han sig og skævede endnu engang over på hende.

[Tatiana af Vårfos]

Hun hævede et bryn, mens hun fik sine øl. Egentlig burde hun jo bevæge sig tilbage til bordet nu, men noget fik hende til at blive. Nogen. "Så nu snakker han altså også?" spurgte hun og vendte endelig fronten helt mod ham. "Men er du så klar til at tale om det? Eller kommer det til at være lige så umuligt at tyde som sidste gang, for så gider jeg ikke bruge mere tid på det." Hvis han var ligeglad, ville hun ikke bruge nogen tid på det alligevel. Det var ikke smerten værd.

[Lachren af Meron]

Han skar en grimasse der endte med en spændt kæbe, men bed et tilsvarende spydigt svar i sig. I stedet var han tavs i flere sekunder uden at se på hende. Han anede stadig ikke hvad han skulle sige, eller hvad det var hun håbede han ville sige. Han sukkede vendte hovedet mod hende med et lille nik, uden at pointere hvad han allerede havde gentaget flere gange sidst de snakkede. Det var bare stadig der han endte hver gang han tænkte på det "Ikke her.. " han vendte ansigtet væk igen da nye krus, nu fulde, blev sat foran ham. Han betalte hurtig, men og ikke krusene op med det samme. I stedet så han afventende på Tatiana.

[Tatiana af Vårfos]

Hans accept uforventet og Tatiana havde derfor endnu ikke nået overhovedet at overveje, hvad hun ville sige eller hvad hun ønskede, samtalen ville ende ud med. Hun ville bare gerne have en mulighed for at snakke med ham, være sammen med ham. Et eller andet. Betalingen var for hendes vedkommende klaret og hun så derfor lige så afventende på ham, som han på hende. "Hvor så?" spurgte hun uhensigtsmæssigt kort for hovedet. Kunne han ikke bare styre sig med alle de krumspring og så gøre et eller andet, så hun kunne få noget afklaring?

[Lachren af Meron]

Han var lige ved at fortryde igen over hvor kort hun var for hovedet, men nøjedes med at rynke brynene dybt mens han overvejede. Det var ikke noget der bare lige var en afslappet snak hen over et krus øl - i hvert fald ikke når der var rigeligt med nysgerrige øjne og ører "Baggården?" foreslog han, mens han samlede sine krus sammen og fik fat i alle hankene med begge store hænder.

[Tatiana af Vårfos]

Hun nikkede og spildte ikke mere tid på at vente. Hvis de kunne få det ud af verdenen, ville hun ikke vente længere. Uden videre omsvøb gik hun tilbage og satte krusene fra sig og fortalte i forbifarten, at hun lige gik ud for at trække lidt luft. Så satte hun mod baggården. Tankerne virrede stadig i hovedet på hende og hun havde immervæk allerede drukket en øl, men alligevel følte hun sig underligt fattet, da hun gik ud i gården. Måske var det udsigten til endelig at kunne få snakket med ham, der gjorde det.

[Lachren af Meron]

Han så en kende overrumplet ud da hun uden videre gik med sine krus, men nu havde han sagt A. Han havde i det hele taget ikke rigtigt villet tale lige nu, men følt sig presset til at komme med et forslag. Han tog en dyb indånding mens han fulgte hende med blikket, tog så sine egne krus og gik tilbage til bordet han kom fra.

Han undskyldte sig med at skulle lade vandet og gik selv ud i baggården til kroen. Han havde en ubehagelig murren i mellemgulvet og en let snurren i hovedet af det øl han havde drukket "Så.." han slog ud med begge hænder uden at vide hvad han skulle gøre ellers, ud over at vente på hun sagde noget, eller gjorde noget "Undskyld.." røg det så impulsivt ud af ham før han nåede at tænke over det og ikke helt sikker på hvad han rent faktisk undskyldte for.

[Tatiana af Vårfos]

Lachren var ikke langt bag hende og langt om længe stod de der, bare de to. Helt alene. Hun skottede hen til ham uden helt at vide, hvad hun skulle stille op nu. Så stirrede hun forbløffet på ham. Brynene hævedes lidt. Havde han virkelig sagt undskyld. I løbet af et øjeblik havde hun fået krydset afstanden mellem dem og så afventende op på ham. "Jeg skulle ikke have fortalt dig det sådan," sukkede hun og fastholdt hans blik. "Det er mig, der undskyder."

[Lachren af Meron]

Han var lige ved at træde et skridt tilbage da hun brat gik hen til ham, men gjorde det ikke. Hans bryn fortrak sig dog tydeligt, selv i den sparsomme belysning fra enkelte olielamper på muren, da hun gengældte hans undskyldning "Jeg ved stadig ikke had jeg skal sige, Tia.." begyndte han lavmælt og løftede en hånd for at forhindre hende i at protestere eller fare op. Han havde mere at tilføje "Jeg fortryder ikke noget der foregik mellem os, men vi gav ingen løfter." han løftede hånden igen, denne gang for at gnide sig over panden "Er det hvad du nu mener vi skulle hae gjort?" spurgte han rådvildt og lod igen blikket møde hendes.

[Tatiana af Vårfos]

Det glædede hende at se, at han ikke rykkede sig tilbage, selvom hun tog et så markant ryk frem mod ham. Munden åbnedes for at komme med indvendinger, men hun tav, da han holdt hånden op, ventede. "Det.." Hendes blik flakkede og hun følte sig pludselig usikker igen, hvilket hev hende ned i en ond cirkel af frustration. "Nej. Måske. Jeg ved det ikke," mumlede hun forvirret og så endelig på ham. "Men jeg ved, at jeg vil have dig," hendes øjne var færdige med at flakke nu. "Og jeg vil gerne vide, om den følelse er gengældt."

[Lachren af Meron]

Hvis situationen havde været en anden, ville han måske have moret sig over trods alt at kende hende så godt, at han vidste nøjagtigt hvornår han skulle forvente protester fra hende. Han morede sig dog ikke nu. Tværtimod blev rynken mellem hans bryn dybere mens hun talte.

Han svarede ikke med det samme, men stod bare stille og betragtede hende, mens han tyggede på hendes ord "Jeg ville blive en elendig ægtemand, Tia.." forsøgte han med antydningen af et skævt smil, der aldrig helt nåede hans øjne og mest var for at købe sig tid til at tænke. Han havde aldrig seriøst tænkt over netop det. Ikke ægteskab, men hvilke følelser han rent faktisk havde overfor hende. For nogen var der, men indtil nu havde det været uforpligtende og aldrig noget der havde været planlagt eller sat ord på.