Endelig midvinter

[Amina Syerske]

Amos Søfarer

Endelig var dagen kommet, Midvinter. En dag Amina altid havde haft det lidt svært med, men i år var det anderledes. Det virkede måske lidt fjollet at have så stor betydning for Amina, men det var et barndomsønske der havde siddet ved altid; At kunne give sin far en midvintergave.
Nu bød muligheden sig endelig. Hun havde fundet en fin ting, som hun mente ville passe ham. Der var bare lige et problem. Hvordan skulle hun overrække ham den? Hun kunne ikke gå direkte op til ham mens han sad ved højbordet, det ville vække for meget opsigt og hun mente ikke det var passende ved træningen. Hun ville heller ikke forstyre ham når han være på sit værelse, det var privat.

Hun måtte tage en beslutning. Hun greb den lille pakke fra bordet på værelset og gik ned i krostuen. Hun holdt øje med højbordet, der var nogle tomme pladser, blandt andet Amos's. Han havde ikke været ovenpå, så måske han var ude? Så fik hun en ide, Hvis hun satte sig uden for kroen, kunne hun måske fange ham inden han gik ind. Hun tog sin kappe på og stillede sig så ud for at vente. Håbede på han ville komme snart.

[Amos Søfarer]

Amos havde været ude hele natten. I forbindelse med midvinterfestlighederne var der altid store muligheder for en slyngel. Der var masser af dårligt bevogtede varer for eksempel. Nu havde han alle planer om at gå hjem og sove til hen på eftermiddagen, inden han selv skulle deltage i nogle festligheder om aftenen.

Hans skridt var tunge, som han nærmede sig kroen og han rettede sig først helt op, da han så Amina stå udenfor. Deres blikke mødtes og han behøvede ikke at høre noget, hun sagde, for at vide, at hun gerne ville tale med ham privat. Derfor gik han også bare forbi Duen og ned af en lille sidegade i stedet, mens han ikke behøvede at se sig over skulderen for at vide, at hun fulgte efter.

[Amina Syerske]

Der gik lidt tid, så så hun Amos komme. Han virkede en smule træt, var det alligevel dumt at tage fat i ham nu? Men dagen var snart forbi og det behøvede jo ikke være vildt og voldsomt. Hun knugede den lille pakke i hendes hånd, og gennemgik i hovedet igen de ord hun havde øvet sig på at sige i forbindelse med at give ham gaven.

Ligesom hun skulle til at åbne munden, drejede han af og gik videre. Hun smilede kort. Selvfølgelig kunne de ikke står her lige uden for Duen og snakke. Hun sukker stille for sig selv og gik så efter.
De gik om i en lille siddegade. Da de var kommet langt nok væk og Amos stoppede op, trak Amina vejret dybt. Hun ville give meget for at det bare var en af deres trænings sessioner de skulle havde frem for dette her. Men hun havde ventet længe og nu måtte det klares.

Med den lille pakke i hånden på ryggen begyndte hun lidt usikkert, men blev så hurtig mere sikker. "Amos jeg... Det er jo midvinter, og ja normalt giver man jo gaver til dem man holder af. øhm... Du behøver ikke lægge for meget i det, men jeg har altid gerne villet give dig en ting, og ja nu har jeg chancen, så..." Hun tog den lille pakke frem fra ryggen og rakte den til ham "Det er nok lidt fjollet og du bestemmer selv hvad du gør med den, jeg.. vil bare sige tak, tror jeg. Hvis ikke du kan lide den er det også helt fint, jeg vidste ikke helt hvad du var til" Hun gav ham pakken og gik så et lille skridt tilbage så han kunne have plads til at pakke op, og se hvad der var i.

[Amos Søfarer]

Da han stoppede, begyndte hun at snakke. Og jo mere hun snakkede, jo længere op kravlede hans øjenbryn. Han skiftede vægten fra den ene fod til den anden engang imellem og tog så imod pakken, mens han kun lige undlod at ryste på hånden. Pludselig var det hele meget virkeligt. Pludselig stod han her med en datter, som ville give ham en gave i stedet for en ung kvinde, som han lærte at slås. Og han blev bombarderet af tvivl og andre mere diffuse følelser, mens han pakkede op og fandt en enkel halskæde, som fik ham til at føle sig som en endnu større idiot for, at han slet ikke havde tænkt på at give hende noget. "Den er... flot. Tak."

Han stod lidt med den i hånden, som om han vejede den. Hans blik var på hende og det var næsten undskyldende. "Jeg... Jeg har ikke købt noget til dig," indrømmede han så modvilligt.

[Amina Syerske]

Hun havde bestemt fanget ham på det forkerte ben. Måske havde det alligevel været en dum ide, men nu havde hun ventet så længe. Hun håbede inderligt på han ikke ville blive sur og turde næsten ikke trække vejret mens han pakkede op.
Hun kunne ikke vurdere om han blev glad eller ej, om han var vred over det. Han sagde tak jo men han stod også længe med den i hænderne. Måske skulle hun alligevel ikke have givet ham den?

Så åbnede han munden igen. Nej han havde intet købt. Det havde hun heller ikke regnet med. Så havde hun hvert fald taget helt fejl af hvem han var. Men det gjorde ikke noget. Det var hendes tur til at give. Så smilede hun opmuntrende til ham "Jeg mindes eller, at du gav mig nogle knive, som du mente jeg ikke ville kunne betale for, og at du da bad mig se det som en gave." For en gang skyld var det hendes mors væsen og kvaliteter der lyste i hendes øjne. Smilet og det taknemmelige glimt der havde fundet plads i hende ellers så blå øjne, var noget hun havde fra sin mor. "Du har givet mig rigeligt allerede"

[Amos Søfarer]

Han kunne ikke andet end trække vejret dybt ind over hendes svar. Det var ikke sådan her, det burde være. Det burde ikke være hende, som tænkte på den slags og ham, som ikke gjorde det. Han endte med at ryste på hovedet. "Uanset, så skal du også have noget." Han stod et øjeblik og så sig rundt i gyden, som om han ville være heldig at finde noget i rendestenen, som han kunne give hende. Og så pludselig fik han en idé.

Han tog fat om en ring, der sad på hans lillefinger og lirkede den forsigtigt fri. Den burde kunne passe hende. Så rakte han hånden roligt frem og lagde den i hendes varme håndflade. "Glædelig midvinter," sagde han med lavmælt stemme, mens han stadig holdt den lille krystalhalskæde i hånden.

[Amina Syerske]

Amina trak lidt på smilebåndet. Han havde jo slet ikke forstået, at han allerede havde givet hende det eneste hun altid havde ønsket sig. Da han ville finde noget, Hun var lidt i tvivl om hvordan der i gaden, åbnede hun i stedet munden "Det er altså ikke nødvendigt"

Så begyndte han at pille ved en af sine ringe, en lillefingerring som han plejede at gå med. Hendes øjne fulgte ringen nøje. Han tog den af sin finger og rakte den til hende. Hun stod længe og stirrede på den. Den var meget smuk og samtidig meget enkel. Men hun kunne jo ikke gå med den, hvis folk var vant til at se Amos med den ring? Folk ville vide at hun så gik rundt med hans ring, og så ville de da først begyndte at stille spørgsmål.
Efter at have kigget på ringen længe kiggede hun op på ham. "Mange tak. Jeg er glad for den, men jeg må vel hellere lade være med at gå med den offentligt" Det sidste hun sagde var ligeså meget en forventningsafstemning af hvor farligt det egentlig kunne være at gå med den.

[Amos Søfarer]

Han trak på skuldrene af hendes spørgsmål. "Der går ikke længe, inden du er dygtig nok til at passe på dig selv. Du udvikler dig hver eneste dag. Når den tid kommer, kan du gå åbent med den, hvis du foretrækker. Så har folk måske også glemt, at det var min." Han så ned på halskæden, som han stadig havde i hånden og trak den så over hovedet, så den hang sammen med flere andre halskæder, han bar. "Indtil da kan du eventuelt vikle et lille stykke stof om den eller sådan noget, hvis du har lyst til at gå med den. Du kan også gemme den væk."

[Amina Syerske]

Det føltes helt underligt, at hun snart kunne gå åbent med hvem hun var. Det havde været hendes dagligdag så længe at leve halv skjult og havde egentlig fundet sig godt til rette med bare at være ingen, så længe hun og Amos vidste hvem hun var. Hun ville sige noget om alle de rosende ord, men kunne pludselig ikke få noget frem. Der var et eller andet ved deres samtale i dag, som var anderledes end ellers, noget hun ikke helt kan placere. "Hvad har du egentlig tænkt dig? at råbe ud over Duen hvem jeg er?" spørgsmålet fløj ud af hende i en tone af ren undren. Hun kunne ikke bare lige sådan fra en dag til en anden pludselig være kendt som tyvekongens datter, heller ikke bare fordi hun nu kunne passe på sig selv.

Hun kiggede så ned på ringen og kunne alligevel ikke helt dy sig og prøvede ringen på. Den var en smule stor, men ikke noget voldsomt. Hun studerede den kort, før hun tog den af igen "Den er virkelig smuk. Tak. Jeg finde en løsning så jeg kan gå med den. Jeg ønsker ikke at gemme den væk"

[Amos Søfarer]

Han trak igen på skuldrene. Et svar, som efterhånden var blevet lidt for normalt i deres forhold. Han havde dog ingen svar og det var han næsten nødt til at fortælle. "Jeg tænker, at det må være op til dig selv. Jeg kan ikke blive ved med at insistere på, at du skjuler, hvem du er for min skyld. Når du er i stand til at passe på dig selv, så må det også være op til dig selv at vurdere, hvor meget fare, du vil sætte dig selv i. Men det er op til dig."

Han så ned på hendes fingre og det sitrede let i hans mundvige. "Hvis du nu satte den på en anden finger en lillefingeren, så passer den måske bedre," drillede han let. Der var trods alt en grund til, at han havde valgt netop sin lillefinger-ring. Og det gjorde ham ærligt talt lidt glad, at hun gerne ville gå med den.

[Amina Syerske]

Det var både fordele og ulemper i hans svar og hun havde svært ved at vurdere, hvad hun egentlig syntes om det. Det var der dog alligevel et par dage til endnu at tænker over. "Jeg skal nok være forsigtig fortsat"

Hun kom til at grine af hans kommentar omkring ringen, og flyttede den over på en anden finger. Her passede den bedre "Minsandten om ikke du har ret." Hun var tæt på at give en småprovokerende kommentar tilbage, men turde alligevel ikke. Hun ville ikke ødelægge dette øjeblik, som hun allerede havde besluttet sig for at huske i sine minder. Så kom noget alligevel op i hende "Tak, fordi... for alt" Hun kunne ikke sige hvad hun gerne ville. Det var bare ikke det de gjorde. hun smilede, kiggede på ringen og drejede den så, så knuden vendte ind i håndfladen og alt man kunne se på hendes finger, var bagsiden af ringen.

[Amos Søfarer]

Han var glad for at høre, at hun fortsat ville passe på. For uanset hvordan man vendte og drejede det, så var han kommet til at føle noget for pigen foran sig. Og at hun var mere sikker i fremtiden, gjorde ham glad.

Hun skiftede ringen over på en anden finger og drejede den rundt, så den lignede en ganske almindelig ring. Det var også en måde at gøre det på. Og så stod han lidt og vidste ikke, hvad han skulle svare til hendes taknemmelighed. Han skiftede vægten lidt frem og tilbage et øjeblik, inden han gik frem og lagde armene om hende uden at sige mere. Han holdt hende fast et øjeblik, mens hans kind hvilede mod hendes hår. Så rettede han sig op og begyndte at gå tilbage mod Duen.

[Amina Syerske]

Amina stivnede da Amos pludselig lagde armene om hende. Det føltes som om hendes hjerte sprang et slag over for derefter at fortsætte afsted i galop. Ikke nok med at han lagde armene og holdt hende fast et øjeblik, han lod også kinden hvile på hendes hoved.
Amina følte sig helt paf og ved siden af sig selv. Det var så urealistisk det der skete, at hun slet ikke turde håbe på at det faktisk skete.
Så slap han hende igen og gik mod duen. Som altid ventede hun på, at han havde fået et forspring. I dag blev det lidt længere end normalt. Hunvalgt at sætte sig udenfor og kigge på ringen lidt i stedet.

*Tråd afsluttet*