Tænketid [R]

[Josepha af Bavera]

Josepha havde brugt temmeligt lang tid på at gøre sig klar til aftenens besøg. Hun havde badet, da hun var kommet hjem og var blevet smurt ind i velduftende olier, som selv nu gav en svag duft fra sig. Hun var iført en lang brun kjole, som stod pænt til hendes hår med et stort sølvbælte, som holdt kjolen ind til kroppen og fremviste hendes figur. Håret var flettet i en stor tyk fletning, som snoede sig ned over hendes skulder, da hun trådte ind i Harise's byhus.

[Hugo af Harise]

Da han var kommet hjem, havde han straks ladet en ordre falde om, at han ikke spiste alene til aften. Og at børnene ikke skulle komme ned til ham. Ammen måtte tage sig af dem, mens han havde sin gæst på besøg. Så var han gået i gang med at blive plejet af sine tjenere, der havde fået styr på skægget og det halvlange hår, der som altid havde en mening om tingene.

Han stod utålmodigt og ventede i hallen på at Josepha skulle ankomme. Han var punktlig og brød sig bestemt ikke om at vente. Derfor var det kun positivt, at hun endte med at møde op på præcis det klokkeslæt, som de havde aftalt. Efter at have taget hendes overtøj, forlod tjenerne dem og Hugo gik frem mod hende. "Godaften og endnu en gang velkommen til Harises byhus," han bukkede ganske let, mens hans mørke øjne hvilede på hendes ansigt.

[Josepha af Bavera]

Hun sendte ham et indforstået smil under sænkede vipper, mens hun nejede efter tortallansk skik for ham. "Og endnu en gang, tak fordi jeg måtte komme," svarede hun lavmælt i en tone fuld af små spidsfindigheder. "Ellers er jeg bange for, at jeg kunne have set frem til endnu en aften i mit eget selskab i stedet for at drikke te med Dem. De er min helt." Det sidste sagde hun med en drillende undertone, mens hun efterlignede tonefaldet af en ung og uskyldig komtesse.

[Hugo af Harise]

Han brummede lavmælt til hendes svar og nikkede. "Jeg er ingen helt," kommenterede han nøgternt. "Jeg er en mand der lider af ensomhed," og det var der ikke meget helt over, måtte han jo nok indrømme. "Men følg De med mig, så skal jeg nok sørge for, at De ikke kommer til at kede Dem her til aften," eller i nat. Guderne vidste, hvor længe han havde holdt sig i skindet og undgået at ligge med en anden kvinde end hans hustru.

[Josepha af Bavera]

Hun smilede let og gik helt hen til ham, så de kunne følges ind i huset. "Det vil jeg se frem til," svarede hun roligt og fulgte ham ind i den stue, hvor der var anrettet te til dem. Hun satte sig i den ene ende af sofaen og tog imod den kop, som tjeneren fyldte til hende. Hun kunne allerede mærke, hvordan blodet rullede lidt hårdere i hendes årer, nu hvor de indledende øvelser var påbegyndt. Hun nippede let til teen, uden at sige noget, mens hun holdt blikket på hans ansigt under sænkede vipper.

[Hugo af Harise]

Han havde hendes arm under sin, da de gik ind i den stue, hvor der var tændt op i pejsen og anrettet et lille bord til dem. Ude i haven var der sat fakler op, så man kunne se havegangene i det fjerne. Han hjalp hende ned at sidde, og satte sig selv i en lænestol overfor hende. Han ventede på, at tjeneren var færdig med at skænke op til dem begge og forføjede sig, før han sagde noget. "Jeg håber, at De kan tilgive mig for min bratte forsvinden sidst vi så hinanden."

[Josepha af Bavera]

Hun havde egentlig forventet, at han ville sætte sig i sofaen ved siden af hende, men da det ikke var tilfældet, trådte hun roligt ud af sine sko og trak benene op ved siden af sig i sofaen. Det var absolut ikke høfligt eller anstændigt, men hun var her trods alt heller ikke for at være høflig og anstændig. Måske nærmere tværtimod.

Hun smilede lidt for sig selv og nippede til sin kop efter at have pustet på den brændende væske. "Der er intet at undskylde, Deres Nåde. Jeg beundrer en mand, som er sit ansvar voksent." Hun undgik helt bevidst at kommentere på hans afdøde hustru. Hvis han ønskede at tale om hende, så bragte han det sikkert selv op. Hun var nu mere interesseret i at få ham til at glemme hende. "Hvor er Deres drenge i aften?"

[Hugo af Harise]

Hans mørke øjne fulgte bevægelserne fra hendes fødder, da hun trådte ud af skoene og lagde benene oppe på sofaen. Ganske nydeligt. Bestemt. "Det glæder mig. Jeg var bange for, at at De ikke ville se mig igen bagefter," han nævnte heller ikke Eiralys. Det gjorde ham blot i dårligt humør at tænke på hende. Det var nok bedst, at glemme hende. Til spørgsmålet om drengene trak han let på skuldrene. "De er i børneværelset, hvor ammen tager sig af dem i aften," akkurat som enhver anden aften.

[Josepha af Bavera]

hun sendte ham et smil fyldt med mystik og frække undertoner. "Åh, jeg tror ikke, der er meget, som ville kunne få mig til, ikke at ville se Dem igen, Grev Hugo." Hendes stemme var lavmælt og silkeblød. Hun nippede til teen igen. Drengene var for hendes vedkommende nu uddiskuteret og hun nikkede derfor blot til hans svar. "Det er virkelig en god te. De holder sandelig, hvad De lover," komplimenterede hun ham og glædede sig til de andre ting, han halvt om halvt havde lovet.

[Hugo af Harise]

Han løftede det ene øjebryn ved hendes udtalelse. "Så det mener De," kommenterede han underholdt. "Det glæder mig. For jeg har ikke tænkt mig at holde mig væk," fortsatte han så og nippede selv til den varme te. Ved hendes kompliment over den, smilede han en smule. "Min fætter formår at fremskaffe de bedste råvarer til at lave te af," og det var ikke en gang løgn. Macay lå perfekt klimamæssigt til at dyrke citrus-frugter, som kunne bruges til te. "Men fortæl mig, Komtesse, når nu brylluppet er overstået, hvad vil De beskæftige Dem med? Der må være nogen, som jeg kan introducere Dem for?" Han var ikke interesseret i, at hun skulle sidde helt alene hver aften.

[Josepha af Bavera]

Hun mærkede et behageligt gys langs sin rygrad ved hans ord og sendte ham et lille indforstået smil. "Jeg er stadig vældigt interesseret i at møde Deres familie. Så vidt jeg kan forstå, er i hvert fald to af Deres fætre ganske indflydelsesrige?" Hun smilede igen og kunne for sin død ikke huske den sidste fætters navn. Det var kun Aric og Astor, hun havde bidt mærke i. "Dem ville jeg være Dem meget taknemmelig for en introduktion til." Og så kunne resten jo altid komme senere.

[Hugo af Harise]

Han nikkede, og vidste med det samme hvilke to, Josepha hentydede til. "Hertug Aric og Grev Astor har begge to stor indflydelse," bekræftede han, og havde det bestemt godt med, at han var i familie med de to mænd. "Det kan jeg sagtens arrangere. Jeg tror bestemt, at De vil finde min fætter hustru ganske interessant. Grevinde Caelie er kusine til Kronprinsen og Prinsen," forklarede han og havde intet imod den kongelige forbindelse, som kun smittede af på hans eget len grundet familieforbindelsen med Astor.

[Josepha af Bavera]

Hendes smil blev bredere, da han uden videre gav sit tilsagn og hun rettede sig lidt op i sofaen. "Det ville jeg være meget glad for. Også for at møde Grevinden af Fenrig. Hun lyder som et interessant bekendtskab." Hun nippede lidt til teen igen og så så over på ham med et lille underfundigt smil. "Er der noget, De ønsker... Til gengæld?" spurgte hun og morede sig kosteligt. "Jeg mener bare... Nu gør De jo så meget for mig."

[Hugo af Harise]

Astor havde bestemt fundet sig en god hustru, som tilsyneladende tilbad den jord han gik på. "Det er hun," kommenterede han dog blot og havde dermed uddebatteret det emne. Ved hendes spørgsmål stillede han tekoppen fra sig og satte sig i stedet tilbagelænet i stolen. "Komtesse Josepha," startede han og så direkte på hende med sine mørke øjne. "Jeg er ingen ung og uerfaren mand," julelege havde aldrig været hans ting. Og nu hvor de sad alene i hans hus, så han ingen grund til at gå som katten om den varme grød.

[Josepha af Bavera]

Hun morede sig stadig. Også selvom han blev træt af legen, førend hun gjorde. Hun mødte hans blik uden generthed og satte tekoppen fra sig, mens hun rejste sig op i en flydende bevægelse. Der var kun et par enkelte skridt mellem dem og dem gik hun med fejlfri elegance, mens hun stadig fastholdt hans blik og smilede det lille smil fyldt med mystik. "Hvis De var, så havde jeg ikke været her i aften," sagde hun blot og hægtede lidt op i kjolen, så hun kunne sætte det ene knæ ned i stolen ved siden af hans ben og derefter give samme bekomst til det andet, så hun endte med at sidde overskræves på hans lår med et forventningsfuldt glimt i de blå øjne.