Forlovet med en man ikke kender

[Leonora af Legan]

Katrina af Legan

Leonora havde gået med sine bekymringer længe, det var trods alt deres faders beslutning, at hun var blevet lovet væk til en ung baronsøn, men hun kunne alligevel ikke slippe sine bekymringer ved det. Derfor var hun nu på vej hen til sin søstres kammer, for at tale med hende omkring det hele. Hun virkede til oftest at have det rigtige at sige og var god til at berolige Leonora.
Hun stod udenfor hendes dør, hun tøvede en enkelt gang, men bankede så på "undskyld kære søster, har du tid?"

[Katrina af Legan]

Katrina havde bestemt sig for at bruge formiddagen fordybet i en af sine bøger. Hun sad med benene oppe på en divan i sit værelse og læste gamle eventyr. Det var fascinerende at se, hvordan folk for mange generationer siden havde brugt skriftsproget og eventyrenes mange moraler. Mange af dem havde også en mytisk karakter, og den slags var jo altid interessant. Da der blev banket på, så hun op, og et let smil meldte sig på hendes læber ved lyden af lillesøsterens stemme. ”Kom ind,” kaldte hun og lagde bogen fra sig. Hun rejste sig og kom over for at give Leonora et knus og et kys på kinden. ”Hvad bringer dig herind, Leonora?” spurgte hun smilende og satte sig ned på divanen igen.

[Leonora af Legan]

Leonora gik glædeligt ind på værelset og krammede sin søster, så kiggede hun på hende og forsøgte at svare på søsterens spørgsmål "Min forlovelse. åh jeg ved ikke, det virker forkert at skulle giftes med en jeg knap har mødt og slet ikke kender" Det gik hende tydeligt på. Hun satte sig ved siden af sin søster og og sukkede lettere opgivende. "Detvar slet ikke sådan det skulle være jo. Hvad gør jeg nu?" Hun ville ikke brokke sig, men et eller andet måtte hun gøre for at hun blev glad igen.

[Katrina af Legan]

Katrina lagde hovedet lidt på skrå. ”Hvordan skulle det da være?” spurgte hun roligt. At blive forlovet med en mand man ikke kendte var ganske normalt blandt adelen – kvinder og mænd havde jo rigtig så meget med hinanden at gøre, medmindre de var i familie. Kvinder kunne hurtigt få et dårligt rygte, hvis de plejede omgang med en masse mænd. ”Men jeg kan godt forstå, at du er nervøs. Det er kun normalt.” Man var nervøs for bryllupsnatten, for at møde manden, for at skulle tilbringe resten af sit liv i hans hjem. Der var mange nye ting, man skulle forholde sig til, og hun kunne bestemt ikke sige sig fri fra selv at være nervøs.

[Leonora af Legan]

Det virkede ikke rigtig til at hendes søster forstod hende. "Det skulle være en jeg kender. En jeg faktisk ved om er sød. En jeg ved kan lide mig" det skulle være en hun elskede og han skulle elske hende, men det var ikke noget der syntes særlig vigtig for adelige.
Det var ikke kun det er være nervøs, det var alt "Jeg er ikke nervøs, men hvorfor ikke i det mindste få lov til at se ham, at snakke med ham først? Jeg ved ingenting omkring hvem han er" kunne det da være sådan en stor forbrydelse at se "markedet" lidt an før man valgte?

[Katrina af Legan]

Katrina samlede hænderne i skødet og lyttede tavst til Leonoras ord. Søsteren lød lettere ulykkelig over situationen. ”Hvis du ønsker at lære ham bedre at kende, bør du tale med mor og far om det,” vurderede hun så og aede søsteren lidt på armen. ”Det kunne måske blive arrangeret, at du tog til Frølund og mødte ham? Eller måske mødte ham, når han engang vender hjem fra udstationeringen?” Der var jo ting, man kunne sætte i stand for at lade forlovede lære hinanden at kende.

[Leonora af Legan]

Leonora sukkede opgivende til sin søster "Men hvad hvis han slet ikke kan lide mig. Hvad hvis han synes jeg er dum eller træls eller kedelig?" Hun vurderede sin søsters forslag og besluttede er det sikkert kunne være meget interessant at komme til Frølund, der ville jo så også være andre at se og hun ville kunne hilse på sin bror igen "Hvis nu jeg tager til Frølund, tager du så med? vi kunne besøge Nik også så." Det kunne være hyggeligt, hvis de alle var samlet igen. Hun savnede egentlig sin bror. Desuden var der alt for lang tid at vente til de ville vende hjem deroppe fra.

[Katrina af Legan]

Katrina lo lidt. Sikke mange bekymringer Leonora havde fået hobet op. ”Du er en smuk og intelligent kvinde, Leonora. Han skal nok synes om dig,” forsikrede hun smilende. Da hun blev foreslået at tage med til Frølund måtte hun kort overveje det. Hun var selv lidt nysgerrig efter at se sin egen forlovede, men hun vidste også, at det måske ville være for anmassende. Efter den tidligere afbrudte forlovelse var han muligvis ikke vild med at skulle forholde sig til en ny kvinde. På den anden side ville det være meget rart, hvis de kunne holde Nik lidt med selskab. ”Det kan jeg nok godt,” nåede hun frem til med et let smil og nikkede. ”Jeg er sikker på, at Nik vil blive glad for at se os.”

[Leonora af Legan]

Et lille glimt af glæde voksede i øjnene på Leonora "Ja? Det ville være rart at se ham igen og ikke mindst høre, hvad han har oplevet. Han har sikkert bekæmpet en masse fjender allerede" Hun forestillede sig, hvordan Nik kæmpede mod en masse monstre for sit indre blik. "Han bliver bestemt glad for at se os." Så stoppede hun op og en lille rynke fandt vej mellem hendes bryn "Men... Hvordan ved jeg, hvem han er ham... ham jeg skal forloves med?" Det gik pludselig op for hende, at hun havde glemt hans navn, fordi der havde været andre hun havde brudt sit hoved med.

[Katrina af Legan]

Katrina kunne ikke andet end nikke til konklusionerne angående Nik. Så spærrede hun dog øjnene en anelse overrasket op. ”Jamen, Leonora dog, hvordan kan du allerede have glemt din forlovedes navn?” Der lå en lettere irettesættende tone i stemmen, før hun sukkede let. ”Ridder Damien af Theaham,” mindede hun så søsteren om. ”Du vil jo komme til et formelt møde med ham, hvis far og baronessen af Theaham finder det acceptabelt at lade jer møde hinanden. Såh ... du ved, det er ham, fordi han vil være den eneste mand i rummet?” Hun blinkede drillende til Leonora. ”Du burde virkelig holde dig bedre informeret om, hvem der er hvem ved hoffet, søster.”

[Leonora af Legan]

Leonora sukkede "Jeg er da informeret om, hvem der er hvem i hoffet... hvert fald blandt dem jeg kender. Jeg ved hvem Adrian er, Julia, Vittoria, Jamie, Alice men en jeg aldrig har mødt, hvordan skulle jeg kunne huske ham?" Det var svært at huske navne, når man end ikke kunne sætte ansigt på. Så kiggede hun vurderende på sin søster "Så jeg ville skulle sidde i et rum, med en jeg aldrig har mødt? hvad skal jeg dog sige til ham så?" det var meget nemmere at snakke til selskaber eller ude i det fri, men et formelt møde, nej. Hun havde ikke rigtig lyst til at det skulle foregå sådan.

[Katrina af Legan]

Hun måtte sukke lidt igen. ”Leonora, det er ikke nok at have styr på dem, du kender. Hvad nu hvis du stod over for en fremmed ved en fest? Hvordan ville du tiltale personen? Det kunne jo være en hertug – eller en arving, som din forlovede. Man skal vide, hvem folk er, så man ved, hvordan man skal behandle dem. Nu hvor du skal være lensfrue er det blot endnu vigtigere.” Man skulle have styr på, hvem ens alliancer var, og hvem der var værd at kende. ”Vær mere opmærksom til sociale begivenheder frem over, så du kan notere dig, hvem der er hvem.”
Ved det næste spørgsmål lagde hun hovedet lidt på skrå. ”Tja, du må trække på det, vi har lært på Klosterskolen. Emner der kan holde en samtale i gang. Men jeg kan nok ikke hjælpe dig meget der. Jeg har ikke selv prøvet det.” Dette var også hendes første gang, når det gjaldt private samtaler med mænd. Hun var ikke selv sikker på, hvad hun skulle stille op.

[Leonora af Legan]

Leonora slog øjnene op. Lensfrue! Hun kunne da ikke blive lensfrue, ikke nu hvertfald. Det var sådan nogen som hendes søster der blev sådan noget. Hun selv var stadig for ung til den slags! "Jeg ved da godt hvordan man tiltaler en hertug eller en arving. Jeg kan bare ikke altid huske deres navne. Jeg har mine metoder når de står over for mig." hun plejede altid at undgå navne indtil hun var sikker på hvem hun snakkede med. "Desuden så er det altså bare nemmere til selskaber. " hun var stadig ikke så god til overblik som hendes søster var og det var altså svært at huske folk der ikke sagde hende noget "jeg skal nok få styr på Det. Det lover jeg. " hun ville ikke skuffe familien, hvertfald ikke åbenlyst. Hvad hun lavede når de ikke se på, det var en anden sag.

[Katrina af Legan]

Katrina rynkede lidt på panden af svaret, men Leonora lovede at arbejde på det, så hun blødte hurtigt op i et smil igen. Søsteren havde været ude fra Klosterskolen i en to år efterhånden, så hun burde efterhånden have styr på, hvem der var hvem ved hoffet. ”At gå og bekymre sig sådan, hjælper heller ikke noget, Leonora. Du må tage tingene som de kommer. Hvis du er nervøs, kan du måske tale med Nik, når vi kommer derop? Måske har han nogle forslag til, hvad mænd godt kan lide at tale om?” Hun sendte søsteren en opmuntrende smil. Det nyttede jo ikke noget at tage sorgerne på forskud, og Nik ville sikkert kunne hjælpe – selv hvis han ikke brød sig om at blive involveret i søstrenes forlovelser.

[Leonora af Legan]

Leonora kiggede ned i sine hænder, da hun svarede i håb om at hendes søster ikke skulle lægge mærke til noget og stille spørgsmål Leonora ikke ønskede at svare på "Jeg ved godt hvordan man taler med mænd. Det er ikke det der er problemet, eller jo men altså.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham. ikke hvis vi skal være i et eller andet værelse og være officielle. Det er nemmere med en gåtur eller altså noget mere løst" Hun var ikke meget for at tingene skulle gøre efter bogen, der var for mange steder at falde i, nej så var det noget nemmere med lidt løsere line, hvor man kunne tale mere frit.