Det var den der gåtur

[Gisela af Condia]

Hun så op på ham med let adskilte læber og en svag rødmen bredte sig i hendes kinder. "De forkæler mig, Prins Raoul," hviskede hun og fjernede sin hånd fra hans overarm. Hun drejede sig lidt rundt, så hun kunne betragte resten af biblioteket. Hun havde frygtet, at det var mangelfuldt. Og det var det, men kune indenfor de emner, som interesserede hende.

Til hans spørgsmål nikkede hun. "Det er korrekt. Og hvad er deres? Åh, De må fortælle mig alt om den!" Hun sendte ham et genert smil, som om hun var forlegen over sit udbrud. Men det var ganske velplaceret.

[Raoul af Condia]

Han kunne ikke lade være med at følge hendes lyse lokker med sit blik, da hun vendte sig væk fra ham. Hun var virkelig meget køn. Og ganske sød og venlig. Meget mere, end hendes rygte havde givet indtryk af. Og heldigvis da.

Han smilede venligt til hende, da hun pludselig blev ganske opstemt over emnet om hans Gave og han trak lidt på skuldrene. "Jeg har speciale i billedmagi, men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt finder, at det er dér, mit personlige fokus ligger. Så jeg har slidt hårdt med at blive bedre til helbredelse. Det kommer ikke så nemt, men jeg finder det mere nyttigt."

[Gisela af Condia]

Hun vidste godt, hvad det var hun havde gang i. Og det var hele planen. Hun var tydeligvis god til dette her, og Raoul faldt lige i med begge ben. Det morede hende. For hun var ikke blind, og kunne sagtens se hans betragtende blik på hendes krop. "Hvis De vil..." Hun fugtede sine læber med tungen. "Så kan jeg måske hjælpe Dem?" Foreslog hun. Ikke fordi hun gad bruge tid sammen med ham, men hun var blevet tvunget af sin far ind i denne her situation. Og han ville jo åbenlyst gerne bruge tid sammen med hende. Men hvem ville ikke gerne det?

[Raoul af Condia]

Han blev gradvist mere og mere lettet, fordi hun igen og igen viste, at hun også ønskede at dette skulle virke mellem dem. Hans blik fulgte helt instinktivt hendes tunge, som hun fugtede sine læber, men bagefter sled han sit blik frit og fandt i stedet hendes øjne med sine. "Mange tak. Det vil jeg meget gerne." Han kunne allerede rigtigt meget og havde haft de bedste lærere i landet, næsten. Men det var en velkommen måde at tilbringe tid med hende på og en måde at lære hinanden bedre at kende på, uden at skulle falde hen til småsnak. "Det er meget venligt af Dem."

[Gisela af Condia]

Hun smilede venligt, da han tog imod hendes tilbud. Hun havde ellers havde en smule forhåbning om, at han ville afslå det. Men hun måtte bare forsøge at få det bedste ud af det. "Det er ingenting, vi skal jo trods alt leve resten af vores liv sammen," sagde hun med et hemmelighedsfuldt smil om læberne, der afspejlede blikket i hendes øjne. "Men De ville vise mig haverne, ikke sandt? Jeg har hørt meget om dem, men har endnu ikke haft tid til at se nærmere på dem," hendes stemme var blød som honning og hun gik hen til ham igen.

[Raoul af Condia]

Han kunne ikke lade være med at smile mildt til hendes ord igen. "De har ret." Mere behøvede ingen at sige. De vidste begge, at dette var deres lod i livet. Han havde det dog fint med, da hun skiftede emne. Det var ved at blive lige lovligt intenst mellem dem og han tilbød hende sin arm igen. "Naturligvis. Nu skal jeg vise Dem derned." Han ventede på, at hun tog hans arm og så søgte han ud mod en af veranda-dørene.

[Gisela af Condia]

Hun mærkede noget røre på sig. Hvorfor betragtede han hende på den måde? Burde hun finde det upassende? Hun vidste det ikke. Og hun skød derfor følelsen væk fra sig. Da han gav hende sin arm, tog hun den derfor med det samme og ville gerne udenfor. Frisk luft ville nok gøre godt, og klare hendes tanker. Raoul havde en skrækkelig evne til at fjerne hende fra hendes oprindelige tanker omkring ham. "Tak," sagde hun og gik sammen med ham udenfor, hvor den lette blæst hvirvlede op i hendes kjole. "Åh!" Udbrød hun febrilsk og forsøgte med sin frie hånd, at få styr på kjolens stof.

[Raoul af Condia]

Sammen gik de ud og han skulle lige til at spørge, om der var noget specielt, hun ønskede at se først, men i stedet kom hun med et forskrækket udbrud. Hans første instinkt var at se sig om efter en fjende, men hendes febrilske bevægelser trak alligevel hans blik til sig, så han opdagede det egentlige problem.

Et lille smil fandt frem på hans ansigt, da han fik set både hendes ankler og lidt af hendes lægge under den flagrende kjole, men han lagde hurtigt ansigtet i passende folder. "Kom med denne vej. Der tror jeg, at vi vil være i bedre læ." Og så trak han mere eller mindre af med hende.

[Gisela af Condia]

Hun så ikke hans ansigt, mens hun forsøgte at få styr på kjolen. Hun mistænkte ham dog for, at have trukket hende ud i blæsten med vilje. Der måtte vel være et sted med læ. Det var hun ret sikker på. Hun følte sig mildest talt forlegen, og ydmyget. Hun vidste godt, at han kunne se langt mere af hende, end han burde.

Da han pludselig trak af med hende, havde hun svært ved at følge med. “Prins Raoul, De går for hurtigt!” Sagde hun og gjorde sit bedste for at holde fast i kjolen og samtidig følge med ham uden at falde i de flagrende skørter.

[Raoul af Condia]

Han satte trods alt farten en smule ned, da hun brokkede sig, men han kunne ikke lade være med at smile. “Undskyld. Jeg tænkte blot, at De gerne ville ud af vinden så hurtigt som muligt,” undskyldte han med et smil og endelig kom de hen til en mur, som skærmede dem. “Var dette ikke bedre?” Han så på hende med en smule medfølelse trods alt. Det måtte være lidt ubehageligt at blive overrumplet på den måde.

[Gisela af Condia]

Hun var ikke vant til at gå så hurtigt. Og det var uvant med så lange skridt. Hun var næsten også forpustet, da de nåede hen til en mur. Hun forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol mens han talte. “Det er meget bedre, tak,” sagde hun med en skælvende stemme og forsøgte at få styr på både kjole og hår. “Det er en skam, at det blæser så meget,” hun sukkede, og lød oprigtigt ked af det. Men det var egentlig mest for at skjule den ydmygelse hun følte over, at have vist ham sine ankler.

[Raoul af Condia]

Han fik helt dårlig samvittighed, da hun talte og hendes stemme skælvede. Nu syntes han i hvert fald slet ikke, at det var morsomt mere. “Jeg beklager meget, Prinsesse Gisela. Hvis.. Hvis De ønsker at gå ind igen, forstår jeg Dem udmærket.” Han lød rent faktisk lidt trist, som han sagde dette. “Vi kunne naturligvis også vove pelsen og gå hen til den pavillion, De ser derhenne. Så skal jeg få omlagt vores frokostplaner dertil?”

[Gisela af Condia]

Hun kunne med det samme se på ham, at han ikke var helt tilfreds med situationen. Udviste han ligefrem dårlig samvittighed? Hun var ikke sikker. Og hun anede heller ikke, hvad det fik hende til at føle. Kunne hun selv have dårlig samvittighed over det? Det burde hun ikke. Det var jo ikke hende, som havde planlagt dagen. Hun havde stadigvæk sin hånd omkring hans arm, og nu lagde hun sin frie hånd på hans brystkasse. Det var alt sammen meget bevidst. Og det gjaldt om ikke at overgive sig til de forvirrede følelser som rasede i hendes krop. ”Lad os fortsætte med Deres planer. Lidt blæst skal ikke slå os ud, vel?” Hun havde valgt ordene med omhu, så der også lå noget andet i dem, som havde en dybere mening.

[Raoul af Condia]

Han fik hurtigt smilet frem, da hun ikke forlangte at blive ført indenfor igen, men han rystede let på hovedet, som han forsøgte at lade være med at lade sig mærke med hendes hånd på hans bryst og det faktum, at han rigtigt godt kunne lide, at hun omtalte dem som ‘os'.

“Jeg tror, at vi korter turen gennem haverne en smule ned. Så kan vi altid se dem ordentligt en dag, hvor det ikke blæser.” Og så slap hun for at føle sig overrumplet.

[Gisela af Condia]

Hun lod sin hånd hvile et par sekunder mere på hans brystkasse, inden hun fjernede den ved at lade den glide over hans overkrop. Alt sammen bevidst. Men, hendes ansigt gav ikke indtryk af dette. Hun så i stedet op på ham med et svagt og genert smil om læberne. ”God idé. Vi har jo masser af tid,” hun havde ikke andre planer, som hun kunne undskylde sig med i hvert fald. ”Skal vi gå?”