Stadig lænket til hinanden

[Amelia af Perlegab]

James af Perlegab
D. 2. juni 527

Hun havde gået og ihærdigt forsøgt at ignorere mødet med sin forlovede. Han var en forfærdelig mand, og hun havde ikke lyst til at forholde sig til hverken ham eller brylluppet. Ikke at hendes forældre ville lade hende glemme det hele. Mor forsøgte hele tiden at tale med hende om brudekjoler og bryllupsnætter. Far var heldigvis en tand mere rolig – men han arbejdede, så for det meste var hun alene hjemme med mor.
I dag var hun blevet tvunget til at invitere ’ridderen’ på besøg. Hendes invitation havde været ganske formelt skrevet, og hun havde håbet og bedt til, at James afslog. Desværre accepterede han – nok til begges ærgrelse – så hun sad nu ude i en lille havestue og ventede på hans ankomst. På bordet stod der nogle lette anretninger og drikkelse. Dog ikke te. Hun gad ikke have, at den blev kold, hvis han bestemte sig for at komme for sent igen. Tjenerne havde fået besked på bare at vise ham ind, når han kom, og indtil da sad hun blot og arbejdede på et broderi.

[James af Perlegab]

Jamie havde bestemt meldt sig ud af alle samtaler, der omhandlede hans kommende bryllup derhjemme. Om det skulle holdes i Corus eller på Perlegab eller om de skulle servere fisk eller lam ragede ham en høstblomst og han overlod det fuldstændigt til andre at bestemme den slags. Engang imellem havde de startet en sådan samtale, mens han var i rummet og der havde han simpelthen rejst sig og var gået sin vej i ren protest over, at de stadig ville tvinge ham til at skulle gifte sig med hende.

Dette var dog ikke noget, han kunne undgå. En invitation fra Amelia kunne han ikke overlade til sine forældre at besvare og derfor var han nu også på vej over til hende. Hans far havde desuden lovet ham, at han ville blive tørlagt forhold til midler, hvis han kom for sent igen. Hvor manden pludselig fik rygrad fra, anede Jamie ikke, men det irriterede ham grænseløst.

Da han dukkede op ved hendes forældres hus, blev han vist ind i en havestue og han ventede roligt på, at tjeneren forføjede sig igen, inden smilet faldt og han tvært satte sig ned i en stol i nærheden af hende, uden at hilse først. "Hvad vil De?" Hun måtte vel ville et eller andet, siden hun havde sendt bud efter ham.

[Amelia af Perlegab]

Hun havde næsten håbet på, at han i sidste øjeblik ville blive væk. Men nu stod han så her i stuen. Hun så op fra sit broderi og fulgte ham med blikket, da han gik over for at sætte sig. ”Mine forældre insisterede på, at jeg skulle invitere Dem. Noget med at lære hinanden at kende og sådan,” svarede hun køligt og trak let på skuldrene, før hun vendte blikket tilbage mod håndarbejdet. ”Bare sid her en time. Så kan De sikkert gå uden at vores forældre teer sig over det.” En time ville nok være et fint tidsrum. En halv time ville i hvert fald være for lidt til at stille hendes forældre tilfredse.

[James af Perlegab]

Han gloede over på hende med vantro i blikket. "Så De vil have, at jeg skal sidde her og kede mig den næste time? Ikke tale om. Det var Dem, som inviterede mig til sådan et latterligt møde - forældre eller ej. Så må De sandelig også underholde mig." Andet kunne ikke være rimeligt. Hvad havde hun lige forventet?

[Amelia af Perlegab]

Hun skar en grimasse, da han sådan forlangte at blive underholdt. Hun måtte vel – noget modvilligt – give ham ret i, at det ville være kedeligt at sidde sådan her i en hel time. ”Fint.” Hun lagde broderiet fra sig på bordet og foldede hænderne i skødet. ”Så vidt jeg har forstået, var De udstationeret under rundrejsen? Hvor var de henne? Nordpå?” spurgte hun så med en blanding af kølig og høflig distance i stemmen. Hun vidste ikke rigtig andet om ham, end at han var ridder, så det var det mest åbenlyse sted at starte.

[James af Perlegab]

Han var lige ved at sukke lidt. Han havde ærligt talt håbet på noget vin og et spil eller noget som underholdning, men han kunne jo ikke godt afvise hende, nu hvor han selv havde bedt om det. Derfor trak han lidt på skuldrene og så kun lidt irriteret ud, mens han svarede. "Jeg var udstationeret i Frølund for anden gang. Oppe og banke nogle scanranere i hovederne. Men jeg ville nu gerne have været med på rundrejsen også," indrømmede han så næsten modvilligt. Alle de små og søde komtesser, samlet på et sted?

[Amelia af Perlegab]

Imens han talte, skænkede hun lidt at drikke op til dem. Saft til hende selv og vin til ham. Alkohol sagde hende ikke alverden – som det jo passede sig for en komtesse. ”Mange riddere har det vist modsat,” bemærkede hun ved hans forklaring. Riddere virkede ofte noget akavede, når det gjaldt sociale arrangementer, og ville hellere til grænsen. ”Hvordan er der i Frølund? Jeg har hørt, at de har mange riddere udstationeret?” At spørger ind til slagsmålene med scanranerne, ville hun nok ikke få noget videre ud af. Det var vist heller ikke noget, som riddere brød sig om at diskutere i detaljer.

[James af Perlegab]

Han trak lidt på skuldrene. "Vi kan jo ikke alle være socialt akavede," svarede han så i en hånlig tone. Han havde aldrig forstået, hvorfor størstedelen af ridderne altid kæmpede så indædt imod sociale arrangementer. Man mødte jo ikke mange komtesser på slagmarken. ´

Hendes næste spørgsmål fik ham til at skæve over til hende med et vurderende blik. "Temmeligt mange, ja," svarede han med et nik. "Mine forældre har et hus deroppe, så jeg ikke behøver at bo på fortet og det er sådan set meget rart. Det betyder, at vi er mange unge mænd samlet og det bliver da til nogle vilde aftner engang imellem."

[Amelia af Perlegab]

Hendes mine blev ikke ligefrem mindre kritisk, imens han fortalte. Han lød mere og mere som en mand, der var optaget af fester frem for at beskytte grænsen. Han var selvfølgelig heller ikke meget ældre end hende. Måske var han endnu ikke vokset helt op? ”Jeg går ikke ud fra, at De forventer, jeg skal følge med Dem til Frølund?” Hun smilede et lettere skævt smil. ”Jeg ville så nødigt stå i vejen for eventuelle festligheder.” Festligheder der sikkert involverede omgang med letpåklædte kvinder.

[James af Perlegab]

Han rystede afværgende med hånden. "Nej, bliv De endelig i Corus, hvis De har lyst. Frølund er ikke et sted for en kvinde under alle omstændigheder." Og da slet ikke for en kvinde, som ville sætte en stopper for alt hans sjov. "De gør Dem måske ikke så meget i små festligheder?" Det kunne måske betyde, at han kunne få lov til bare at efterlade hende derhjemme, hvis der var fester i Corus også.

[Amelia af Perlegab]

Hun nikkede kort. Godt, hun var hellere end gerne fri for at rejse derop. Frølund var så isoleret fra resten af landet. Ved hans spørgsmål trak hun let på skuldrene og hævede sit glas. ”Ikke den slags festligheder som mænd ofte indlader sig på,” svarede hun først og drak lidt saft, før hun fortsatte: ”Men selvfølgelig holder jeg af sociale arrangementer og formelle festligheder.” Hun holdt af at danse og føre sig frem til fester.

[James af Perlegab]

Han rystede lidt på hovedet af hende. "Det må være, fordi De aldrig har prøvet det." Han skulle lige til at foreslå, at han ville holde en rigtig fest og så invitere hende, så hun kunne prøve det selv, men så huskede han, at han jo sådan set ikke kunne lide hende og at det ville være meget bedre for ham, hvis hun aldrig lærte glæderne ved den slags selskabeligheder. Så kunne han nemlig få lov til at tage af sted alene. "Hvorfor holder De af formelle festligheder?" spurgte han i stedet.

[Amelia af Perlegab]

Spørgsmålet fik hende til at trække let på skuldrene. ”Der er dans, flotte kjoler, god mad, overdådig udsmykning og selvfølgelig betydningsfulde folk,” svarede hun uden videre omsvøb. Det var så eventyrligt at kunne danse rundt i omgivelser, der var så ... skinnende på en eller anden måde. Og så var det selvfølgelig en god mulighed for at skabe sig lidt forbindelser. Og snakke med tiltrækkende, ugifte mænd ... hun var lige ved at sukke ved tanken, men holdt det inde. ”...” Hun havde ikke lyst til at spørge ind til, hvad han kunne lide ved sin udgave af fester. Hun havde ikke rigtig lyst til at høre svaret. ”Hvad er Deres interesser udenfor Deres riddergerning?”

[James af Perlegab]

Han lyttede og var lige ved at sukke. Typisk tøse-stof. Han lod dog være og nikkede bare let, mens han begyndte at overveje, om det mon ikke havde været sjovere bare at sidde og kede sig. Hendes spørgsmål fik ham til at trække lidt på skuldrene, mens han overvejede, hvad han kunne tillade sig at svare. "Perlegab," svarede han med endnu et skuldertræk. "Og fest og hygge med søde mennesker." Hvem kunne ikke lide den slags?

[Amelia af Perlegab]

Hun nikkede let. Lenet var vel et obligatorisk svar at give, hvis man var en arving? ”Det var et flot len – i hvert fald det jeg nåede at se af det under rundrejsen,” bemærkede hun og lod blikket vandre rundt i stuen i mangel på noget at fokusere på. Hun burde måske få en tjenestepige til at hente nogle kort eller sådan noget. Måske ville det være lettere, hvis de bare spillede noget? ”Det har vi til fælles så ...” De holdt begge af fester – nok på hver deres måde. Hun rejste sig og gik over til døren for at få fat i en tjenestepige, der blev sendt af sted efter noget, som de kunne underholde sig med. Så vendte hun tilbage til sin plads og satte sig. "Jeg er ikke kommet på en god udvej for os. De er heller ikke kommet på noget, kan jeg gætte?" Ellers var forlovelsen vel blevet afbrudt for længst.