Du kommer som kaldet.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Ralf Tordenarm
Endelig skinnede solen frem fra en skyfri himmel. Det var lige sådan en dag Rosetta havde gået og ventet på. En dag hvor hun kunne få lagt noget arbejde fra hånde, men det krævede stadig et par ingredienser, som hun ikke havde. Hun havde i løbet af de sidste ar dage flere gange overvejet at bevæge sig ned i nedre by, hvor de bedste urter ville være at finde, men hver gang havde en stemme i hovedet stoppet hende. Hun var før blevet advaret om ikke at gå rundt dernede alene, men i dag kunne det vel ikke gå helt galt. Solen stod højt og skinnede varmt. Ingen ville vel overfalde nogen ved højlys dag?

Hun pakkede derfor sin kurv med kniv, klude og krukker, gik ud af butikken som hun låste efter sig. Hun nåede dog ikke langt, før hun fik øje på en person, som hun ikke havde regnet med at støde på allerede her.

[Ralf Tordenarm]

Ralf havde samlet de trådruller og den enkelte rulle stof, som der var blevet indleveret dagen før i en pose og slyngede den over skulderen. Ærligt, så anede han ikke, om Rosetta ville være interesseret, nu hvor hun havde fået tid til at tænke sig om, men på den anden side, så var der intet vundet ved at lade være.

Derfor befandt han sig i markedsdistriktet denne dag og det så ud til, at han kom netop på det rigtige tidspunkt. For hun var tydeligvis på vej ud. "Jeg håber ikke, jeg kommer på et dårligt tidspunkt?" Smilet var skævt og drillende. Han forventede bestemt, at hun blev tilbage og talte med ham.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta smilede da hun gik hen mod ham, og som for enhver anden hilste hun ved at neje let for ham. bare fordi han var en slyngel betød det ikke, at hun burde slække på høfligheden og han havde trods alt været sød mod hende ved deres sidste møde. "Bestemt ikke. Jeg var egentlig på vej ned til dig. Eller det vil sige, jeg var på vej til Nedre by efter nogle småting."
Hun kiggede smilende på ham. Sidst de havde mødtes, havde hun været ret nervøs for om han ville hende ondt, men nu hun så ham igen, var hun glad nok for at snakke med ham.

[Ralf Tordenarm]

De stod tæt på hinanden og derfor var der heller ikke mange skridt, han skulle gå, for at gå hen til hende og presse hende hårdt op en nærtstående mur. "HVAD var du?!" Stemmen var både høj og vred. Han mente bestemt, at han havde forklaret hende dette i ord, som ikke kunne misforstås, sidst han så hende. "Jeg har fortalt dig, hvor farligt der er dernede! Gå aldrig derned selv!" Det var åbenbart ikke nok at sige det pænt. Og det var for hendes eget bedste.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun blev tydeligt bange over han meget vrede reaktion. "Av. Nej... Altså... Jeg tænkte bare i dag ikke var så slemt" Hun vente hovedet en smule som for at komme længere væk fra ham. "Undskyld, jeg ved det godt. Jeg ville bare..." Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Set i lyset af situationen lige nu, kunne hun ikke rigtig komme med et godt argument for hvorfor det var sikkert for hende lige i dag.

[Ralf Tordenarm]

Hendes reaktion viste, at han havde klaret at komme igennem hendes momentære dumhed og banke noget fornuft ind i hovedet på hende. Derfor trak han også den underarm tilbage, som han havde lagt over hendes kraveben for at holde hende fast. "Gør det aldrig igen. Du aner ikke, hvor farligt der rent faktisk er dernede." Stemmen var stadig advarende og lettere vred, men den var ved at dampe af nu, hvor hun åbenbart var kommet til fornuft.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun kiggede afmålende på ham. Havde det alligevel været dumt af hende at stole på ham. Men omvendt, han havde vel kun overfladet hende for at advare hende. Sige at hun ikke måtte gå derned. Hun stod længe og kiggede på ham uden at sige noget. Hendes tanker indeni var et stort rod og hun vidste ikke, hvilke af dem hun skulle lytte til. Efter at have vært tavs længe valgte hun så alligevel at åbne munden. "Hvad laver De så på dissekanter?"

[Ralf Tordenarm]

Han fnøs irriteret af hendes ord. "Jeg er ikke en 'De'. Det ved du godt." Sjovt nok irriterede det ham lige nu, at hun kaldte ham sådan. "Jeg er her sådan set for at tale med dig," begyndte han. "Helst privat, hvis det kan lade sig gøre. Det er ikke rigtigt en samtale, som er god at have i det offentlige rum." Han hævede et bryn, så hun måske ville forstå, hvad han mente med det.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Så var det da sandelig også en god start at overflade hende, blev Rosetta enig med sig selv om. Nå ja, hun måtte hellere høre, hvad han havde at sige, og så kunne det jo være han også ville hjælpe hende. Hun rettede lidt på sit tøj, nu han havde givet slip og begyndte så at gå den vej hun var kommet fra. "Godt så. Kom med"

[Ralf Tordenarm]

Han nikkede og fulgte med hende, da hun gik tilbage til sin butik. De sagde ikke noget lige nu. Begge for irriterede på den anden, stadig. Han fulgte med ind og satte så sin pose fra sig på et bord derinde. "Jeg har nogle ting med, som jeg ville tilbyde dig at købe, hvis du altså vil have dem." Han vendte bunden i vejret på posen og seks ruller tråd faldt ud på bordet og så måtte han hjælpe stofrullen ud, fordi den han fast i kanterne.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun låste døren op, gik ind og da Ralf hældte posens indhold ud på bordet, satte hun sig på en af stolene. Hun greb den nærmeste tråd rullede den lidt ud og trak forsigtigt i den. Det virkede til at være af god kvalitet. Hun kiggede over på ham igen. Der var ikke længere irritation at spore i hendes øjne, snare måske en smule forretning "Hvad skal du have for det?"
Så kiggede hun på stoffet. Hmm det var ikke ligefrem den bedste kvalitet, men det kunne måske bruges til tøj til dem, der ikke havde så mange penge.

[Ralf Tordenarm]

Han lod hende se tingene igennem og da hun så op på ham uden irritation, lod han også den sidste rest dampe af. "Handelsværdien er to sølvnobler," startede han ud og tog en rulle tråd op mellem fingrene og drejede den frem og tilbage. "Du skal få det for en sølvnobel og tre kobbernobler."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Det lød som en meget rimelig pris. Hun skulle til at spørge, hvor han havde tråden fra, men blev hurtig enig med sig selv om, at det nok var bedst ikke at vide for meget. "en sølvnobel og 3 kobber, det kan vi godt sige" Hun tøvede lidt der var en ting mere hun gerne ville spørge om, men vidste ikke lige helt, hvordan hun skulle få det sagt. "Hvad siger du til at tjene lidt ekstra og skal vi sige få et par krus øl i godt selskab?" Hun smilede men det virkede en smule påtvunget grundet hendes nervøsitet over spørgsmålet.

[Ralf Tordenarm]

Han nikkede let og rakte hånden frem for betalingen, inden han ville overlade varerne endegyldigt i hendes varetægt. Hendes næste spørgsmål fik ham dog til at hæve et bryn og smile skævt. "Øl siger jeg aldrig nej til," svarede han roligt. "Men er du sikker på, at du ønsker at bliver set med mig i denne del af byen?"

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun rynkede brynene og spekulerede lidt. "Du har nok ret, ja undskyld." selvom Ralf lige havde været voldsom overfor hende så det nu alligevel ud til, at Rosetta ikke brød sig om at indrømme de var fra hver deres samfund. "Jeg kunne måske skaffe noget hertil. Ja altså vand ville nok i dit tilfælde give samme effekt, men det er lidt sølle at byde på" Hun tænkte ikke lige videre over, at hun endnu ikke havde fortalt formålet med øllet