En mand skal jo leve.

[William af Stenbjerg]

T i l e g n e t :    G a l e r o n       T i d :    S o m m e r    5 2 2

William dumpede tungt ned på en af de polstrede bænke i etablissements fingere del. Han var dødsens til træt, men en aftale var en aftale og det var et helt år siden, at han havde set sin blonde, mutte og akavede ven. Da de var stødt på hinanden i paladset tidligere, havde det derfor virket logisk at aftale at mødes under mere afslappede former i byen og William havde desuden et par ærinder at løbe, når nu han alligevel var i hovedstaden igen.

Med alle småtingene ordnet, var han nu dukket op på den givne adresse og fik med et vift med fingrene en køn lille kropiges opmærksomhed. Galeron var ganske vist ikke kommet endnu, men det afholdt ham ikke fra at bestille et solidt krus øl, betale med klingende mønt og flirte lidt med pigen i samme åndedrag. Handlingen bragte ham dog ikke så meget glæde, som den mindede ham om Katherine og han viftede hende væk efter en enkelt interesseret bemærkning fra hendes side. De simple glæder i livet var bare ikke helt det samme, når alle kvinder i bund og grund mindede ham om hans hustru og det irriterede ham. Utilfredsheden blev dog druknet i en solid tår af ølkruset, da først det ankom. Han lagde nakken lidt tilbage og ventede på at vennen ankom med en tilfreds tanke imod det faktum, at han snart kunne tage hjem igen. Hjem til hans egne værelser, skoven omkring Domin, mørkt, bølget hår, der knapt dækkede de struttende bryster – en perfekt lille håndfuld – på hans smukke, nysgerrige hustru...

[Galeron af Ravntoft]

Galeron skubbede døren til "Den Blå Bjørn og Kronen" op og blev mødt af den sædvanlige mur af højlydte stemmer og musik foruden lugten af øl og mange mennesker samlet på ét sted. Det hele var velkendt og fik ham til at smile for sig selv mens han gik helt ind og spejdede efter et bestemt ansigt i mængden. Mens han stod der tog han sin våde kappe af og slængte den over den ene arm. I det mindste var regnen lun og sommeren herskede stadig i Corus.

Han nåede ikke langt ind i mængden før han fik øje på Williams krøllede hovede og smilet blev automatisk bredere ved udsigten til en aften med den ven han havde kendt siden før de begge fik skæg. Kappen havnede på én stol før han selv dumpede ned på en anden og påtaget anklagende på den anden "Og du har kun sørget for dig selv? Typisk. Nogle ting ændrer sig aldrig kan jeg se." han hævede et øjenbryn og så sig om efter den nærmeste pige med en bakke for også selv at få et krus at slukke tørsten på "Hvor længe bliver du i Corus?" spurgte han med et sideblik før en midaldrende matrone fangede hans blik og kom i deres retning.

[William af Stenbjerg]

William bredte sig i båsen, som var beregnet til de fingere folk, som ikke mængede sig med pøblen. At han hørte til der var tydeligt nok og han mistænkte da også det for at være en af bevæggrundene bag kropigens villighed til at le af hans morsomheder. Hvorom alting var, så var han ikke selv interesseret og der gik da heller ikke længe, før hans egentlige aftale dukkede op, dryppende våd og med et smil, der modsagde hans venners drillerier om hans generthed. Bemærkningen, der faldt prompte fra den bredskuldrede mand, fik et latterfnys ud af William og han himlede med øjnene. ”Ja, det er sådan man hilser en gammel ven, som man ikke har set siden forrige midvinter,” bemærkede han tørt, før han tog en tår af sit fyldte krus.

Han betragtede Galeron med et skævt smil, lænede sig tilbage imod træet og trak på skuldrene. Svaret faldt dog prompte. ”Så kort som muligt. Jeg regner med at ride igen inden det bliver fuldmåne. Har I så lidt at lave, at I fester hele sommeren væk i stedet for at jage spidren eller er det bare en hyggevisit, inden røverbander slår til sydp... Nå nej. Det er jo allerede sket.” Han hævede brynene lidt og så sigende på sin ven

[Galeron af Ravntoft]

Galeron trak på skuldrene med et skævt smil et glimt i øjnene der oftest var forbeholdt de få personer han følte sig helt afslappet sammen med "Selvfølgelig. Hvordan ellers?" han hævede brynene spørgende, uden at det muntre udtryk fortog sig. Han smilede derfor stadig da den midaldrende kvinde (med den ganske anseelige barm) stoppede ved siden af bordet og så afventende på ham.

Hans smil blev en lille smule stift over blikket hun sendte ham, men efter at have bedt om et krus øl, så han hurtigt tilbage på William og rynkede panden lidt "Det var ikke længe." indskød han og himlede så med øjnene med et muntert fnys "Misundelse er en grim ting." gav han igen, før en smule alvor indfandt sig "Ja, du nævnte det." hentydede han til deres korte sammenstød tidligere på dagen og fortsatte "Hvad skete der og hvor slemt var det?" han havde lænet sig lidt ind over bordet, men rettede sig op da en noget yngre, og ganske køn pige, satte et fyldt krus foran ham og så fra den ene til den anden med et indbydende smil der fik Galeron til at rømme sig og se ud over de nærliggende borde indtil hun vuggede videre igen.

[William af Stenbjerg]

William fnøs og rystede på hovedet, uden at besvare det retoriske spørgsmål. Han nøjedes med at gøre endnu et indhug på sin øl og klø sig i skægget, da først han havde sat kruset fra sig. Tiden var endnu ikke helt til at bestille et måltid mad, selvom duften fra kroens dampende gryder og pander fortalte en historie om noget ganske velsmagende. Lige nu tænkte hertugen mere på at slukke sin tørst – og på grunden til at han overhovedet opholdt sig i Corus.

Et suk forlod ham, som han opgav at drille Galeron med at han ingenting lavede (for nu) og i stedet skar en grimasse. ”En karavane på vej hertil igennem Bazhirørkenen blev overfaldet. Du ved hvordan det er. Selv under Kong Jonathans tid var der oprørske stammer, men denne her nøjedes ikke med at plyndre. De bortførte karavanens kvinder og Mithros må vide hvad de gjorde med dem...” En skygge gik over hans ansigt og han rystede langsomt på hovedet. ”Dronnings ryttere tog afsted med det samme, men der er beslutninger, som skal træffes om et nødberedskab og bedre kommunikationsveje. Magikere på strategiske steder, en tættere kontakt med stammernes røst, straffeaktioner...” Han tog en dyb indånding og smilede barskt. ”Og så tager det jo sin tid at få noget som helst igennem rådet, når der sidder gamle fantaster og fastholder, at alting var bedre i gamle dage og at frihed er den eneste måde at bekæmpe oprørske elementer på.”

[Galeron af Ravntoft]

Galeron skævede diskret efter pigen da hun vendte ryggen til, men havde hurtigt opmærksomheden tilbage ved William. Han tog hul på indholdet af sit krus mens den anden uddybede og endte et øjeblik med et nydeligt ølskums-overskæg der blev tørret væk med bagsiden af den frie hånd. Han skar selv en mindre grimasse da der opstod et lille ophold samtalen og kunne levende selv udfylde det tomrum af ord vennen ikke sagde højt.

Han nikkede uden at kommentere på han faktisk havde set en deling af Rytterne tage afsted. Nu vidste han også hvorfor og det tidligere smil var nu helt erstattet af alvor mens vennen fortsatte og endte med at skære endnu en grimasse "Jeg synes også der er blevet flere og flere af de overfald." skød han tænksomt ind "Det er ikke mere end en uge siden jeg hørte en købmand havde mistet en hel ladning varer på vej fra Carthak." han tog en mundfuld øl mere og lænede sig lidt tilbage i stolen "Men ja, Rådet er ikke altid på mærkerne. For meget snak og få lidt handling." han smilede svagt og så spørgende hen over bordet "Men du fik styr på det?"

[William af Stenbjerg]

William var ikke nogen sart blomst, men han kunne også opleve ubehag ved tanken om hvad vilde Bazhirer kunne gøre ved forsvarsløse tortallanske kvinder og piger. De levende billeder fik han dog hurtigt skubbet fra sig og da Galeron åbnede munden, hvilede der allerede et skævt smil på Wills læber. At de ikke helt nåede hans lyse øjne var en detalje.

Endnu et fnys forlod den unge hertug og han rystede lidt på hovedet. ”Jeg får aldrig styr på dem, men du kender Dronningen. Hun skærer igennem og tager beslutningerne. Nogen gange er de fornuftige, andre gange er de resultatet af, at hun har mange stemmer at skulle tage hensyn til.” Han trak på skuldrene. ”Det er hvad det er. Et kompagni af livgarden ender posteret fast dernede for en tid. Du ved jo hvad der sker, hvis ikke et tydeligt signal sendes. Svage monarker sidder ikke længe, før udlandet har spidset øre...” Han tog en dyb indånding, før han slog lidt i bordet. ”Nok om det. Du har stadig ikke svaret mig på, hvorfor du stadig kan tillade dig at gå rundt og dandere den. Har dine forældre sat dig til at kurtisere et eller andet stakkels pigebarn, som sidder fast her hele sommerhalvåret med?”

[Galeron af Ravntoft]

Galeron kom til at smile skævt igen, med en smule mere overbevisning end før og løftede sit krus med et "Hørt." før han drak igen og havde det hurtigt som om det ikke var over et år siden han sidst havde set William. Han sænkede kruset igen med en tilfreds lyd og trak på skuldrene "Det kan heller ikke ligefrem være let at skulle fylde skoene efter den bedstefar." musede han diplomatisk i hentydning til Tortalls forrige regent, der havde skabt sig ikke så lidt af et eftermæle.

Han kastede et blik mod nabobordet før Williams spørgsmål fik ham til at skære ansigt og flytte sig tydeligt ukomfortabel på stolen et øjeblik "Jeg danderer den ikke." bed han uden overbevisning og rømmede sig mens han rystede på hovedet "Og nej, ikke ligefrem. Nærmere modsat holder jeg mig her for at blive fri for at kurtisere nogen." han veg åbenlyst udenom, drejede kruset et par omgange mod bordpladen og skiftede emne med fuldt overlæg "Livgarden kommer til at mangle en ny leder.." han gjorde en lille pause og fortsatte "Jeg har lagt en ansøgning ind, så jeg venter på et svar." ..eller måske nærmere et afslag..

[William af Stenbjerg]

William trak på skuldrene, men fangede hentydningen. Han sagde ikke mere om regenten og det var nok for alles bedste. Ganske vist havde hans familie ikke en historie som oprørske i forhold til kongefamiliens uindskrænkede magt, men det var aldrig smart at dyrke sine antipatier – små eller store – i offentligt regi. Hvad der til gengæld var ganske smart og desuden morsomt, var at prikke til Galerons underlige tilstand af frihed midt i det hele. William betragtede hans problemer med at sidde stille, smilede skævt og så afventende ud, før det lykkedes den anden ridder at svare.

Et fnys forlod ham som eneste reaktion på udbruddet og han rystede lidt på hovedet, som han tog en tår øl. Det blev aldrig ikke-sjovt at drille Gal, hvad end det så måtte være med. Alligevel forblev han interesseret og hans læber krusede sig kun i et smil over overvejelserne. ”Livgarden er ikke helt dumt, men det er sent og de foretrækker ikke arvinger. Det kan være du i stedet skulle opfordre din lillesøster til at søge ind hos dem, hvis hun klarer prøvelsen.” Han så næsten uskyldig ud, som han stak hovedet halvt ned i kruset, men de glimtende øjne afslørede hans ord som værende aldeles useriøse.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron vred sig lidt, både mentalt og fysisk over vennens tydelige morskab. Så længe han kunne huske var det William og Rhys der havde nedlagt tøsebørn på stribe, og ham selv der fik en mental defekt så snart en køn pige smilede til ham. Han skar en grimasse ved tanken om sine teenageår, men trøstede sig selv med, at det trods alt ikke var helt så ekstremt længere.

Han skubbede tanken om bag i hovedet og sendte William en halvhjertet skulen hen over sit ølkrus. Han nikkede og var halvt på vej til at argumentere for sit valg da han i stedet endte med at himle med øjnene og fnyse halvt underholdt "selvfølgelig klarer hun Prøvelsen." konstaterede han med overbevisning og en hvis del broderlig stolthed "Men nu kom jeg heldigvis først." han rynkede brynene lidt og så overvejende ned i bordet "Jeg ved ikke om der kommer mere ud af det, men nu har jeg tænkt over det siden før vi fik skæg." han trak på skuldrene og smilede skævt, uden helt at kunne lade som om han var rolig eller komplet ligeglad med udfaldet "Desuden går der mindst femten år før min far stiller træskoene." han fnøs muntert og tilføjede med et sigende blik "Halvtreds hvis han selv kunne bestemme."

[William af Stenbjerg]

Williams læber krusede sig en anelse, men han sagde ikke mere om Jessamine af Ravntoft. Han var ikke helt idiot og han vidste at piger havde klaret sig igennem prøvelsen i næsten hundrede år nu, men hans og Galerons meninger om hvorvidt de burde var forskellige og emnet var diskuteret til endeløshed.

Af samme grund nøjedes han med at læne sig lidt til siden og kaste et blik i retning af maden, før han smilede skævt til vennen. ”Men du skal være ugift for at blive optaget,” konstaterede han, før et mindre lys gik op for ham og han slap en munter lyd. ”Aaah. Jeg forstår bevæggrunden.” Han rystede lidt på hovedet. ”Det står dig jo frit for, men du ved jo selv, at de sjældent optager riddere eller arvinger... Hvad vil du gøre, hvis du får afslag?”

Han undlod taktfuldt at minde Galeron om, at der også burde været gået en hel del år før Burchard af Stenbjerg blev lagt i jorden, men at det ikke havde forhindret Den Sorte Gud i at tage ham. Sket var sket.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron nikkede en enkelt gang bekræftende for så at se direkte undrende på William da han fortsatte, tydeligt underholdt uden at Galeron selv forstod hvad det morsomme var. Det gjorde han dog sekunder efter og skar ansigt mens han et øjeblik helt seriøst overvejede, at sparke kammeraten over skinnebenet som da de var væbnere "Det har intet med det at gøre!" bedyrede han, lidt for hurtigt til at gøre det overbevisende og skulede lidt hen over kanten på sit ølkrus.

Han drak igen og trak på skuldrene mens han satte kruset igen "Der er vel ikke så meget at gøre. Hvis jeg får afslag, så får jeg afslag." han kløede sig i nakken og smilede skævt "Jeg tager hjem til Ravntoft og lader min mor vifte mig om næsen med det ene mulige parti efter det andet." han skar en grimasse og så ikke specielt tilfreds ud ved tanken "Apropos passende partier, hvordan går det på Domin?" han så spørgende på sin ven, tydelig forsigtig i sit spørgsmål velvidende, at Williams giftermål havde været mere af pligt end lyst.

[William af Stenbjerg]

William smilede vidende, men undlod at gentage sig selv. De vidste begge to, at det havde en hel del med det at gøre. Da en kropige kom gående, fangede han kort hendes opmærksomhed og bestilte en portion af de madpandekager og den steg, som han havde set de var i gang med at lave, da han kom ind. Han gav tøsebarnet et smil og en mønt for at finde de bedste stykker og vendte opmærksomheden imod Galeron igen med en sympatisk mine. ”Festligt,” konstaterede han medlidende, som han pillede lidt ved sit ølkrus. Blikket endte også nede i det, som det trak afslørende i hans mundvige. Han rømmede sig overdrevent bevidst og kløede sig lidt i skægget, uden at smilet gik i sig selv af den grund.

Da han kom til at tænke på branden i landsbyen, forsvandt det dog brat og han så mere alvorligt op på vennen. ”Brand i en af de mindre landsbyer lige inden vi tog derfra. Tre døde, elleve skadede og en af de døde var et lille barn...” Han tog en tår øl, rystede lidt på hovedet og smilede barsk igen. ”Men kvinden er medgørlig nu, på Domin altså.” Den grove måde at omtale lille, smukke Katherine på faldt ham naturlig. Det var sådan han hele tiden havde nævnt hende i afslappet selskab. At han længtes brændende efter hende behøvede Galeron ikke at få at vide. Drillerierne ville aldrig tage ende, hvis hans venner hørte hvad han lige havde skrevet til hende – eller om alt det han ikke skrev. I stedet hævede han sit krus i en skål. ”For medgørlige kvinder,” sagde han, da det var i luften.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron smilede skævt, men havde affundet sig med, at der ville komme en dag, hvor han ikke længere kunne snyde sig udenom sin mors mere eller mindre diskrete forsøg på at få ham gift. Det var sådan det var, men så længe han havde muligheden vidste han også, at han ville sno sig som en anden ål "Altid festligt.." konstaterede han med dryppende sarkasme og himlede med øjnene uden at kunne lade være med at smile bare lidt.

Det forsvandt dog for en medfølende grimasse da William svarede på hans spørgsmål, næsten. Det var ikke helt det Galeron selv havde haft i tankerne da han spurgte, men det gjorde ingen forskel på sympatien "Ved I hvad der startede branden?" nåede han at få indskudt før vennen fortsatte og fik ham til at hæve et øjenbryn "Virkelig?" han kunne ikke skjule en smule overraskelse i sin stemme og betragtede William indgående hen over bordet mens et nyt smil krusede sig på hans læber "Men ikke for medgørlige." svarede han skålen i et spontant, afslappet øjeblik, løftede sit eget krus og lod det momentært støde mod det andet før han drak igen.

Han satte det igen og tørrede sig hurtigt over munden med bagsiden af den ene hånd for at forhindre endnu et øloverskæg "Så, et år væk var ikke så dårligt i sidste ende?" spurgte han nysgerrigt videre med et halvt underholdt, halvt overrasket udtryk på ansigtet "Hvad ændrede sig?".

[William af Stenbjerg]

William nikkede som svar og forklarede kort om gløden fra et ildsted, inden han sprang videre i teksten. Han var klar over hvad Galeron havde hentydet til, men direkte at fortælle om hvordan han ikke kunne få sig selv til at tage en anden kvinde med i seng eller om hvor sød Katherine så ud når hun smilede... Nej. Det ville være den sidste dag på jorden, hvis han nogensinde blev så blødsøden i tale.

I tanke strejfede han igen de runde former og uskyldige reaktioner, før han hævede kruset og rev sig løs. Han smilede skævt, fnøs muntert og rystede lidt på hovedet. ”Hvad er for medgørlig, Ravntoft? Død?” De lyse øjne spillede, som han hvilede armene på bordet og betragtede sin gamle ven. Smilet blev hængende på læberne og han trak på skuldrene. ”Jeg ved det sgu ikke, du. Hun må have haft guddommeligt besøg.”

Han løj igen, sådan var det. Ingen historier om hvordan hun grinede eller hendes iver når hun talte med det jævne folk... I stedet fik Gal et let spark under bordet og William grinede. ”Hvad med dig? De små debutanter er ikke til din smag, kan jeg forstå, men hvad med kvindfolk hernede? Har du fundet dig noget at bruge ventetiden på, eller kan du stadig ikke tale med dem?”