Ruten er lagt v2

[Orvar Jernnæve]

Igen stivnede hun i hans arme og han gjorde det bedste for at stryge hende beroligende over ryggen, da hun satte sig omvendt på ham. Han brummede i velbehag og kunne ikke se sig fri for at være efterladt frustreret på mere end et område efter dagens tumult. Men det måtte vente. ”Selvfølgelig ikke, men.. Du må ikke lade nogen vide, at du kender mig,” mumlede han ind mod hendes læber og tog endnu et kys. Hun smagte perfekt og han krævede et mere. ”Jeg vil have, du skal passe på.”

[Silvya Hæler]

Hun trykkede sin overkrop ind mods hans, mens de kyssede. Hun vidste, at han gjorde det for at beskytte hende. Men det skræmte hende, at un havde brug for beskyttelse mod Vitor. "Jeg skal nok love at passe på," mumlede hun ind mod hans læber og hvilede derefter panden mod hans, mens hun hev lidt efter vejret. Så så hun på ham med et alvorsfuldt blik. "Måske jeg kan søge arbejde hos Tyvedronningen i Legan?" Selvom Orvar var kriger, kunne det ikke skade at have en stærk allieret i ryggen, når de trods alt kom til at befinde sig i Tyvedronningens by. På flugt fra Corus.

[Orvar Jernnæve]

Det var en lettelse, at han kunne få hende til at forstå situationens alvor uden egentlig at skulle forklare hende præcis, hvad han havde gjort mod sin yngre broder. For han vidste ikke, om hun ville forstå. ”Det lyder som en god idé. Jeg kan sikkert også være til nytte,” indskød han og strøg hende fortsat over ryggen, mens de bumlede videre igennem Corus på vej mod Legan. Det ville tage i hvert fald en uges tid, hvis ikke mere at nå frem, så de kunne vel lige så godt gøre sig det nogenlunde komfortabelt.

[Silvya Hæler]

Hun smilede svagt ind mod hans læber og trykkede sig endnu en gang ind mod ham. "Det tvivler jeg ikke på," mumlede hun og lagde sine læber mod hans igen. Hun forsøgte at glemme, hvorfor de sad i en vogn på vej ud af Corus. De havde mere end en uges tid på farten til at tænke over tingene, og indtil hun følte sig i sikker afstand fra Tortalls hovedstad, havde hun ikke tænkt sig at tænke på, hvad der kunne ske, mens de var i byen. Med den ene hånd trak hun gardinet i vognens ene side for, inden hun lagde begge hænder rundt om Orvars nakke.

[Orvar Jernnæve]

Han indtog hendes læber igen og lod hænderne glide over hendes delikate, lille skikkelse. Hendes krop var perfekt, lige som han kunne lide den med en smal talje og bløde former. Et ulvesmil fandt vej over hans læber, da hun valgte at trække gardinerne for og der blev mørkere i den lille vogn. ”Jeg er glad for, at du tager med,” mumlede han ind mod hendes læber og strammede grebet om hendes liv en anelse og trykkede hende tættere ind til sig. Han ville gøre alt for, at hun ikke fortrød sit valg.

[Silvya Hæler]

Hun vred sig mellem hans hænder med et smil på læberne, da han lod sine hænder glide over hendes skikkelse. Hun nød, at mærke hans store og stærke hænder på hendes krop. "Jeg ville ikke kunne sige nej til dig," mumlede hun og klynkede lavt, da hun blev trykket tættere ind mod ham. "Din farlige udstråling af kriger fik mig til at forelske mig," det var vigtigt for hende, at det kun var ham, der kunne få hende til dette her. For hun havde valgt at forelske sig godt og grundigt i den store kriger. Hvilket også gjorde, at hun bekymrede sig om ham.

[Orvar Jernnæve]

Han nød måden, hun villigt gav sig under hans kærtegn og det fik ham kun til at føre fingrene mere insisterende over hendes krop. Hun var uimodståelig og han brummede ved lyden af hendes hengivne klynk. ”Jeg vil ikke have, du nogensinde vil sige nej til mig,” brummede han hæst og gav sig for en gangs skyld til omhyggeligt at tage hendes tøj af. Hun skulle ikke blive alt for vant til at få det hele med det samme, bare fordi hun var så forbandet indtagende.

[Silvya Hæler]

Hun smilede kælent, og vred sig mellem hans hænder, da han langsomt begyndte at tage hendes tøj af. Det var en god måde at glemme aftenens hændelser. Og Orvar havde altid en måde til at, at gøre hende tryg igen. "Heller ikke jeg," mumlede hun klynkende og lod sine hænder glide fra hans nakke og ned over hans brede brystkasse. Den var muskuløs, og fyldt med ar. Det vidste hun, for hun havde set den mange gange, og hver gang tog den vejret fra hende, og gav hende indtryk af, hvor meget kriger der var over Orvar.

[Orvar Jernnæve]

Selvom Silvya også arbejdede i det lidt mere lyssky område, var de meget forskellige og han kunne ikke lade være at se det smukke i hendes lyse sjæl, der var så anderledes end hans egen. Ikke revet itu af utallige mord og tortur, men stadig blidt og omsorgsfuld. På nogle punkter altså. Der var ikke behov for at sige mere og Orvars grove fingre havde efterhånden også fået løsnet hendes kjole nok til, at han kunne trække den over hovedet på hende. Med en tilfreds brummen fik han lagt hende ned og fulgte øjeblikkeligt efter for at kunne lægge sig over og plante kys under hendes bryst, ned langs ribbenene.

[Silvya Hæler]

Hun hjalp ham med at få kjolen af hende, så hun kun sad i sine braies oven på hans skød. Hun havde ikke det mindste i mod det. Der var mørkt i vognen, mørkt i gaderne, nu hvor de nærmede sig byporten og udenfor Corus ville der være endnu mere mørkt. Og så havde hun været sammen med krigeren op til flere gange, end hun efterhånden kunne tælle. Hun klynkede, da han lagde hende ned på vognens gulv, mens hun samtidig begyndte at åbne hans bælte og derefter hans bukser. Åh, hvor hun dog gerne ville mærke ham lige nu. Helt tæt ind mod hendes krop.

[Selmira Skæbneseer]

Det havde taget noget tid, men efterhånden var Selma kommet tilbage til sig selv igen. I hvert fald nogenlunde. Noget havde ændret sig, var gået tabt og hun vidste ikke, om hun nogensinde ville få det igen. Men det var der råd for. For følelsen af tomhed kunne fyldes og hun vidste med hvad. Hun havde hørt om det før. Hævn.

Iago var ganske vidst en hest til bjergene, men han var bestemt ikke langsom i det jævne terræn og efter en hurtig rundspørge havde hun fundet ud af, at Orvar havde prøvet at forlade byen i vogn. Med ingen anden besked til Vitor end en lille seddel med ordet Undskyld skrevet sirligt hen over, havde hun lagt Aben bag sig for at finde ham.

Der gik ikke længe. Sporene havde ført hende direkte til vognen og efter kun en halv dags ridt havde hun indhentet dem. Eftersom hun red uden saddel, var det ikke så svært for hende at få sig selv placeret bedst på vallakens ryg og hun fik hurtigt nået op bag vognen. I en hurtig og præcis bevægelse fik hun hevet døren op og greb fat i den første og bedste skikkelse, som hun fik trukket ud fra vognen og hevet over på hesteryggen.

Synet af den nøgne kvinde overraskede hende. Hun genkendte hende fra Nedre By. Hælerkvinden, loyal mod Amos. Hurtigt fik hun lagt stoffet om både mund og næse på kvinden. Det havde ligget i baldrian udkog det meste af dagen og ville effektivt få fjernet enhver modstand.

[Silvya Hæler]

Der gik ikke længe før, at de var nøgne sammen. Akkurat, som Silvya ønskede det. Og med Orvar mellem sine ben, med hans læber der bevægede sig over hendes krop, og hans ru hænder mod hendes bløde hud. Hun sukkede, stønnede og klynkede. Hun kom med alle de nydelseslyde, som hun kendte. For sådan var det at være sammen med den store kriger. Ren nydelse.

De skiftede plads, og hun sad nu oven på ham. Hun smilede kælent ned til ham, og anede ikke, hvor længe de efterhånden havde været på farten. Det betød heller ikke noget. De var blot de to i vognen, på vej mod Legan. Hun lænede sig forover, samtidig med at hun bevægede hofterne i en rolige rytme. Men lige da hun skulle til at lægge sine læber mod hans, blev døren indtil vognen åbnet.

Silvya så op med overraskelsen malet i ansigtet, inden den blev erstattet af rædsel, som hun blev flået ud ved håret. Hun skreg, og landede med det samme på ryggen af en hest. Hun forsøgte at kante sig ned ad hesten, men nåede ikke særlig meget, før hun fik lagt en klud for næsen og munden. Det lugtede sødt og slog hende ud med det samme.

[Orvar Jernnæve]

Hvert støn og klynk fra hendes læber fik ham kun til at længes mere inderligt efter at besidde hende. Normalt foretrak han at være i kontrol, men med Silvya var det anderledes. Han nød, hvordan hun ønskede at bringe ham nydelse og tilfredsstille ham på alle måder tænkeligt. Tungt stønnede han og lagde hænderne om hendes hofter, trak hende kun mere krævende ned mod sig.

Det gik så hurtigt og pludseligt, at han intet kunne have gjort for at stoppe det. Et højt smæld fra døren, et skrig fra Silvya og hun var ude af hans hænder. Hurtigt fik han rejste sig op, mens en mørk hest bragte hans kvinde væk fra hans blik og vognen, der red i modsatte retning, med hvert sekund. Et øjeblik gik der. ”VITOR!” Brølet kom nede fra maven og flænsede stilheden, der havde lagt sig over landet. Kusken stoppede, sikkert rædselsslagen og forbavset.

Men Orvar ventede ikke så meget som et sekund. I løbet af et øjeblik var han i tøjet og uden hverken blik eller forklaring til kusken, satte han tilbage mod Corus.

afsluttet