Sult [R]

[Tobeis Tækker]

Estelle Slagter

Tobeis trængte virkelig til at slukke tørsten efter en lang dag udendørs. Det solrige vejr havde efterladt en tung duft af sol og varme på hans hud, og hans humør var som følge deraf opløftet og ved højt mod, selvom der havde været rigeligt at se til i en anden, mørkere verden. Den virkede langt væk lige nu, og han så frem til at trænge den længere i baggrunden om ikke så længe. Han spejdede vanligt rundt og kunne konstatere fred i alle krogene. Så skred han videre mod baren, alt imens han nikkede en hilsen til højbordet, hvor det vanlige slæng befandt sig. Han nikkede en ekstra gang til særligt udvalgte personer som tegn på et succesfuldt foretagende, men for nu havde han fri, og det havde han tænkt sig at holde fast på.

Allerede før han ankom til baren stod der et stort krus øl klar til ham, og han kvitterede med endnu et nik samt et taknemmeligt smil. De sørgede godt for ham her – og han sørgede godt for dem. Alligevel betalte han og forlod baren for at finde et bord. Han kunne godt havde sat sig ved højbordet, men han havde ikke lyst til at tale om sin dag lige nu, og det passede ham fint at befinde sig alene et øjeblik. Han fandt hurtigt et passende bord, hvor han kunne bevare overblikket over rummet og samtidig vinke mere drikkelse ned til bordet. Det var perfekt. Det solrige vejr havde bragt en særlig opløftet stemning med sig.

[Estelle Slagter]

Det havde været en lang dag i slagtehuset. Og hun vidste, at der ikke ville blive noget natarbejde. Ikke i aften. I hvert fald ikke noget, der var planlagt. Hendes far ville sende besked til hende, hvis der skulle dukke noget op. Det gjorde han altid, når hun ikke var hjemme. Og han vidste altid, hvor han kunne finde Estelle. I aften ville det være på Duen, hvor hun havde tænkt sig at få et krus øl, og finde en at dele natten med.

Hun åbnede døren ind til kroen og kiggede sig ikke omkring. Hun vidste, hvem der var derinde. De sædvanlige. I stedet gik hun direkte op til baren, med vuggende hofter som sædvanlig. Hun havde lige som så mange andre, smidt overkappen for længe siden, og brugte den kun, når det var dårligt vejr. Hvilket det ikke var denne dag. Hun tog imod det krus øl, som kroværten havde skænket hende. Der blev betalt for det, og så drejede hun sig rundt, for igen at gå gennem bordene og ned til det stambord, hun sad ved, sammen med en del andre kvinder.

[Tobeis Tækker]

Tobeis så op ved hver ny ankomne til krostuen. Eller han havde nærmere aldrig set væk og sad roligt og betragtede folk, mens han drak. Det var en kombination af erhvervsskade og søgen efter selskab. Han var nået igennem sit næste glas og havde bestilt et nyt, før der dukkede nogen op, der kunne vække hans interesse. Han var ikke selv klar over det, men han var på jagt fra det øjeblik, han trådte over dørtærsklen.

Bordene var ved at være godt fyldt op, og han sad stadig alene ved sit. Det ville give god mening af rejse sig. Her var ingen løvinder til at fodre en doven løve. Han smilede for sig selv. Da han fik øjenkontakt med pigen, der serverede signalerede han en øl mere, og hun bragte ham hurtigt to i stedet for den ene. ”Tak,” sagde han, selvom han betalte for den. En samling kvinder havde forsamlet sig ved deres vanlige bord, og han havde lyst til at bringe lidt røre i andedammen. Der var flere blandt dem, der besad en skønhed, der kunne trække flere sultne mænd til bordet, men han var ikke bleg for lidt konkurrence. Han genkendte endda et par stykker af dem.

Han rejste sig og tog de to øl med sig videre. Uden at tænke videre over det spankulerede han over til deres bord og satte sig på den sidste ledige stol. Han nikkede til dem alle. Hans vanlige hilsen. ”Tobeis Tækker,” hilste han til dem, det ikke kendte ham, og de to, der gjorde, fik et charmerende smil. Han så på Estelle, som han ikke kendte så meget til, men han kendte hendes far. Det tændte ham. Har du fået lov til en fri aften, Estelle?” spurgte han hende interesseret. Hun var kendt for at være ikke så lidt af en arbejdsbi.

[Estelle Slagter]

Hun havde lige nøjagtig sat sig ned, da endnu en sluttede sig til deres bord. En mand. Tobeis. Og de andre kvinder ved bordet reagerede som kvinder nu gjorde; de smilede kælent til ham. Mens Estelle, der havde lidt mere hård hud på fingrene efter flere års hårdt arbejde, ikke bare sådan faldt i staver over en attraktiv mand. Dem var der mange af på Duen. Hun trak på skuldrene af hans spørgsmål. "Hvis jeg ikke havde, tror du så, at jeg ville sidde her?" Spurgte hun med et løftet øjenbryn. Det var ikke alle i byen der vidste, hvad der foregik i slagtehuset efter lukketid. Kun Amos' inderkreds vidste det. Og dem der leverede varerne. Om Tobeis kendte til det, anede hun dog ikke. Men pigerne rundt om bordet gjorde ikke. De havde en tendens til at være nogle værre sladrekællinger.

Hun løftede sit krus med øl og tog en tår, inden hun satte kruset ned foran sig. En af pigerne havde slænget sin arm ind under Tobeis' og Estelle skulle virkelig kæmpe med sig selv for ikke at fnyse hånligt. Hun behøvede ikke at gøre sig til overfor mænd. Hun vidste, at hun havde det, som de ønskede sig, og hun lagde sjældent skjul på det. "Jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor du nogen gange arbejder om natten Estelle," kommenterede en af pigerne. "Det må da være hårdt for dig, og det kommer til at gå udover din skønhed. Hvorfor kommer du ikke bare ned på bordellet til os andre?" Den lyshårede slagter sendte hende et skeptisk blik. "Lille Mira," sagde Estelle med en stemme, der lød som om hun talte til et barn. "Jeg har ikke behov for at sælge min krop til højestbydende, for at jeg kan skaffe mad til min familie," for det trænede øre ville man sagtens kunne høre den skarpe og fordømmende tone i hendes stemme. Men den mørkhårede Mira opfattede den ikke. Estelle havde aldrig haft brug for at sælge sin krop på et bordel. Men hvis Amos bad hende om en tjeneste og det inkluderede, at hun skulle sprede ben, så var det det hun gjorde. Men aldrig på et bordel.

[Tobeis Tækker]

Tobeis nød kvindernes opmærksomhed og havde intet imod, at de gjorde tilnærmelser. Faktisk morede det ham snarere, og hans øjne spillede levende, da han så på Estelle. Hendes svar var kækt, og hendes afvisende attitude gjorde hende langt mere interessant end de andre små piger. Duerne var han ikke interesseret i. Han behøvede ikke betale for sengevarmere. Det var kun, hvis han havde særlige behov, som han havde brug for at udleve, at han gik til dem. Han smilede bredt.

”Jeg tror ingenting, kvinde, jeg forholder mig til fakta,” svarede han tørt, men alt i hans blik fortalte, at han morede sig. Hendes ild havde fanget ham. Han ville gerne se hende på alle fire. Han kendte godt til hendes faders sidebeskæftigelse, da det til tider var ham, der leverede varerne, men det afskrækkede ham overhovedet ikke, at det var hans datter, der sad foran ham.

Han forholdt sig tavs og drak, mens kvinderne talte. Pigen ved hans arm kærtegnede den kælent, og han nød det uden at lægge skjul på det. Estelle afslørede med sin nedladende tone, at hun var en stolt kvinde. Hun var ikke et let bytte, og det gjorde hende til det eneste bytte ved bordet. Han lænede sig frem over bordet og talte direkte til hende, som var de andre luft. ”Har din far givet dig en sengetid?” spurgte han. Der var sult i hans blik.

[Estelle Slagter]

Hun trak bare let på skuldrene, som om hans ord ingen betydning havde for hende. Hvilket de heller ikke havde. Det var ret åbenlyst, at hun sad her, fordi hun havde fri. Og så var der absolut ingen grund til at vade mere rundt i den kendsgerning. For det ville kun blive et virkelig kedeligt samtaleemne. Og Estelle var ikke kommet på Duen i aften, for at føre kedelige samtaleemner.

Hun havde vendt sit fokus væk fra ham igen, for at tage en tår øl og svare på et spørgsmål fra en af de andre piger. De var Duer og forstod ikke, hvorfor hun blev ved med at være slagter. Tobeis talte til hende igen. Hun drejede hovedet, så deres ansigter ikke var mange centimeter fra hinanden. "Min far giver mig aldrig en sengetid," svarede hun afslappet. Sulten i hans blik var ikke til at tage fejl af. Men hun bukkede ikke under så let. "Havde du da planer?" Spurgte hun i et uskyldigt toneleje, men hun var ikke i tvivl om, at for en mand som Tobeis ville det lyde som en interesseret stemme.

[Tobeis Tækker]

Tobeis blev ved med at se på Estelle. Han spekulerede på, om hun mon bed lige så hårdt, som hun gøede. Hun virkede lettere irriteret eller defensiv, men hvem kunne holde det imod hende i det her miljø? Hun var tydeligvis heller ikke ude efter samtale med en fremmede, men han ville gerne udforske nærmere, hvad hun så var ude efter. Man skulle veje sine ord med denne lille kvinde. Det havde han det fint med. Hvor han ønskede hende hen, var ord heller ikke særligt brugbare. Han nikkede blot en stille accept af, at emnet var lukket ned. Eftersom hun havde opfattet hans spørgsmål som ubetydeligt, så ville han ikke begynde at diskutere, hvorfor han selv fandt det relevant. Han var her sandelig heller ikke for at snakke.

Han drak af sin øl og lod samtalen udfolde sig foran sig. Pigerne havde tydeligvis tænkt sig at fortsætte med at rode i, hvorvidt Estelle skulle arbejde nat og sælge ud af sine dyder. Han morede sig over snakken, der sprang over bordet, og fandt sig lettere imponeret over Estelles evne til at skjule temmelig nedsættende meninger i sine tankefulde sætninger. Begge dele fortalte en hel del om hende. Han smilede, da de sad ansigt til ansigt. Det var et roligt smil med en mørk kant. ”Det havde jeg ærlig talt også svært ved at forestille mig, men hver familie sine leveveje…” svarede han og så på hende, som så han hele vejen ind til hendes kød. Han hoppede langt fra på uskylden i hendes stemme. Den havde hun mistet for meget længe siden.

”Ja,” svarede han blot. Han behøvede ikke at fortælle hende, hvad han ønskede fra hende. Han så det i hendes øjne. Hun så det i hans. Hun forstod. Han rakte ud efter hendes ansigt, men fangede i stedet en tot, som han snoede mellem sine fingre for at slippe den igen. ”Jeg er sikker på, at alle mænd fortæller dig, at du er smuk, så det vil jeg ikke bruge mine kræfter på… Jeg vil til gengæld love dig, at du i nat vil falde i søvn svedende, skrammet, øm, brugt og mere tilfreds, end du har følt dig længe.” Hans hånd greb hende om hagen, og han betragtede hende igen. Så strøg hans fingre videre ned over halsen for at lande på hendes skulder, hvor han strøg et sårbart punkt på hendes kraveben. Det var let at brække for en stærk mand, men også et af de smukkeste steder på en kvinde. Det vækkede hans lyst med at brøl, selvom han ingen tegn vidste på det. Kun hans øjne brændte voldsomt efter hende. Så slap han hende og stillede sig afventende.

Livet var for kort til langsom dans.

[Estelle Slagter]

Hans næste ord indikerede, at han vidste, hvad hun foretog sig om natten på slagtehuset. Og hun kunne med nemhed tænke sig frem til, at han selv leverede kødet. Det kød, som hun huggede i småstykker, for at få folk til at forsvinde. Men det generede hende ikke. Det var bare sjældent, hun mødte leverandørerne. Det var bedre for hende, ikke at vide, hvem det var, for så kunne hun ikke svare på spørgsmål, hvis de en dag blev opdaget.

Han havde vækket hendes interesse med at blive ved, med at se på hende med et sultent blik. Og ikke skænke de andre piger et eneste blik. Hans korte svar kom ikke bag på hende. Mændene på kroen var ofte ganske fåmælte, når det kom til kvinder. De vidste, hvad de ville have, og der skulle ikke snakkes så meget. Derfor var det også kun ganske få af dem, der havde fået Estelle med hjem. Hun gad ikke, de uduelige, der knap nok kunne forme en sætning. "En kvinde kan ellers godt lide, når en mand fortæller hende, hvor smuk han finder hende," kommenterede hun sarkastisk, og indikerede dermed, at den slags ikke interesserede hende. Hun vidste godt, at hun var et kønt ansigt.

Hun sagde ikke noget til hans ord, mens han først legede med en tot hår, og bagefter tog fat om hagen på hende. Hun strittede ikke imod, men fulgte bare roligt og blidt hans bevægelser. Sulten var ikke blevet mindre hos ham, og et vidende smil bredte sig om hendes smaller læber, og et underholdt blik lyste ud af hendes blå øjne. "Det var nogen ganske interessante planer," sagde hun med en eftertænksom stemme. Hun var en mester i at skjule sin interesse overfor uvedkommende. Og pigerne rundt om dem opfattede heller ikke noget. "Men måske..." Hun lod sin tunge fugte læberne. Langsomt, og sørgede for at han lagde mærke til det. "Måske du burde fortælle mig mere om dette, mens vi er alene?"

[Tobeis Tækker]

Det var et ældgammelt spil, der udfoldede sig hen over bordet. Pigerne kaglede begejstret over underholdningen, og det fik også Tobeis til at afbryde sig selv med en oprigtig latter. Den var højrøstet og larmende og fik hans ansigt til at lyse op i tusinde smilerynker. Så var han heller ikke mere selvhøjtidelig, end situationens komik kunne nå ham. Sulten forsvandt ikke fra blik, men han havde god kontrol med den. Han nikkede bekræftende og lænede sig frem mod hende, så han talte kun til hende. ”Jeg kunne også nemt fortælle dig, hvor smuk du er. At din mælkehvide hud giver mig lyst til at udforske din krops afkroge. At dine øjne fortæller mig historier, som gør mig nysgerrig. At dit hår giver mig lyst til at trække hårdt i det, så jeg kan høre dig stønne. Pinefuld fryd.” Han tog kruset op til munden og drak, mens han fastholdt øjenkontakten. ”Jeg vil ikke fortælle dig, hvor smuk du er, kvinde – jeg kan vise dig det.”

At hun forholdt sig betragtende, tolkede han som hendes måde at bevare sin magt på. Han fornemmede hendes kulde, som var han hoppet i havnen en kold morgen, men han kendte den godt nok til at være klogere på den end det. Det stoppede ham langt fra. Han så på hendes mund, da hun smilte og klemte øjnene en smule mere sammen, da sulten igen gnavede nederst i hans mave. ”Jeg skal med glæde uddybe emnet på tomandshånd,” svarede han hæst.

[Estelle Slagter]

Hun var ikke en bramfri person i den forstand, at hun lå højlydt og uhæmmet. Hun var kontrolleret og smilede derfor også kontrolleret, når der blev kastet en morskab over bordet. Hun drejede ansigtet mod ham igen og lagde det lidt på skrå, mens han talte om hendes skønhed. Alt det han fortalte, kendte hun alt til. "Du ved lige nøjagtig, hvordan du skal bruge din mund," konstaterede hun med en undertone, der fortalte ham, at hun gerne ville opleve, hvad den især var god til.

Hun så den lille ændring omkring hans øjne, og det var en lille sejr i hendes favør. Hun havde i den grad hans opmærksomhed. "Det ville glæde mig meget, hvis du kunne det," hendes smil var nu kælent. Hun gad ikke tale mere, men ville have handling fra hans side af.

[Tobeis Tækker]

Tobeis smilede mørkt. De forstod hinanden på et dybere plan, fornemmede han, og det var helt unødvendigt at smide hentydninger over bordet. De talte det samme sprog. Det var også unødvendigt at lægge alle kræfter i at tale hende ned på gulvet, når han tydeligvis fik brug for dem alle sammen senere. For hun skulle ned på gulvet. Eller op på et bord. Han var ligeglad, bare han fik hende. Han blev draget mod hendes selvkontrol og ønskede at se den slå sprækker. Han brummede en tilfreds lyd og nikkede, som svar på hendes ord. Han vidste også, hvornår han skulle forholde sig tavs.

Han lænede sig pludselig tilbage i sin stol og drak sit kurs ud. Han havde stadig det andet tilbage, men var ligeglad med det. ”Vil du have mere at drikke?” spurgte han og afslørede en tålmodig side. ”Eller skal vi finde et privat sted at… tale færdig?” Han så på hende med en rasende sult, som han holdt i et jerngreb. Nydelse handlede så meget om ikke at have for travlt.

[Estelle Slagter]

Hun sad og så på underholdningen, der var. Ganske bevidst om, havde de havde lovet hinanden. Men hun rejste sig ikke. Hun ville ikke tigge eller bede ham om, at tage hende med sig, hvorend han ville have, at de skulle gå hen. Nej. Han skulle tage det første skridt.

Hun drejede hovedet mod ham, da han igen talte. Og et skælmsk smil bredte sig på hendes læber. "Nej tak," hun skubbede sit eget tomme krus væk fra sig og trak let på skuldrene. "Hvis du kender et sted," sagde hun og slog ud med hånden i en afslappet bevægelse. Hun var sulten efter ham, men hun kunne kontrollere, hvordan den kom til udtryk. Og lige nu brændte det i hendes skød.

[Tobeis Tækker]

Tobeis så et langt øjeblik på Estelle. Hans blik var mørkt som natten, og hans smil matchede det til perfektion. Der lå så meget ulmende kraft i hans krop, at han kunne have væltet bordet over ende og taget hende med mod sin vilje. Men heldet havde været med ham. Hun gik frivilligt, og det fik ham til at spekulere, hvor langt hun ville gå. Han havde kun blik for hende nu. De andre kvinder og deres snak blev til baggrundsstøj, som han tænkte sig om. Han var ikke typen, der havde faste rutiner eller faste steder at bringe en sengepartner hen; det hørte med til spændingen og var afhængigt af, hvad præmisserne var.

Han rejste sig og forlod rummet ad bagudgangen. Han kendte stedet godt og kunne tillade sig lidt af hvert som muskelmand på stedet. Baggården var et lille og intimt sted med et par enkelte tilstødende passager. På vej ud af døren hilste han en anden mand med et nik, men han var færdig med at arbejde for i dag, og han placerede sig op af væggen med armene over kors. En passende venteposition lidt fra døren.

[Estelle Slagter]

Det morede hende stadigvæk, at hans sult brændte så tydeligt igennem hans øjne. Hun var ikke i tvivl om, at der hvilede noget under overfladen på ham. Men hun var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det helt præcist var, han gemte på. Hun smilede, da han rejste sig. Først da han var tre skridt væk fra bordet, gjorde hun det samme. Men i stedet for at gå i en lige linje efter ham, stoppede hun op en enkelt gang eller to, for at hilse på folk. Til sidst kom hun dog også ud af bagdøren.

Hun så ham ud af øjenkrogen. Hun smilede og trådte væk fra døren, da den smækkede i bag ved hende. Hun drejede hovedet og så på ham, mens hun drejede kroppen rundt og stillede sig med fronten mod ham. Også med korslagte arme. Hun lod sin tunge glide over sine læber, som om hun fugtede dem. Men det var en ganske bevidst handling. Hun dragede igen hans opmærksomhed hen på de silkebløde læber, så han kunne tænke på, hvordan de mon ville føles på hans krop.

[Tobeis Tækker]

Tobeis ventede tålmodigt til Estelle kom gennem døren ud til baggården. Hun havde givet sig god tid, men han havde heller ikke forventet andet fra hende. Hun havde tydeligt demonstreret, at ingen ejede hende. Måske så tydeligt, at hun fik overbevidst sig selv? Han smilede igen mørkere end natten, og drejede hovedet mod hende, mens han så hende an på hendes vej over til ham. Der stod de så. Ansigt til ansigt med deres egoer som skjold.

”Jeg går stærkt ud fra, at du er udmærket i stand til at sige nej,” sagde han roligt og sænkede armene. ”Du forekommer mig ikke skrøbelig, lille kvinde, men det er nu, du skal sige til, hvis jeg skal være blid…” Han skubbede sig ud fra væggen og trådte et skridt hen mod hende. Der tog han hende om skulderne og strøg sine grove hænder ned langs armene og op igen. Så trak han hende rundt i en hurtig vending og pressede hende ind mod væggen. Hendes ryg ramte den med et lille smæld uden at gøre hende ondt. Han så hende dybt i øjnene. ”For jeg er ikke blid.”

Han mærkede sin manddom dunke, som han tog hende i sin magt. Han åndede tungere end før, og hans hjerte bankede hårdere i hans bryst. Han havde lyst til at smage hende, det hele af hende, men i et pinefuldt øjeblik holdt han igen og lod sine brune øjne se på hendes tillokkende mund i ren tortur. En lavine af liderlighed stormede igennem ham ved tanken om hende.